Canswaugh - Secret {Book 1}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2014
  • Status: Igang
Verdenen Canswaugh er inddelt i 4 distrikter. Hvert år bliver alle 17 årige drenge og piger sendt ud til alle distrikter, for at få en prøve, der skal vise dem hvor de hører til, hvad de skal kunne betvinge og hvor de skal skabe en familie.
Der er vanddistriktet for De Lærde, ilddistriktet for De Frygtløse, jorddistriktet for De Smidige og luftdistriktet for De Kunstneriske.
Få gange sker det, at der er nogle, der ingen steder høre til. De kommer hen på en Ø, hvor de selv må holde sig i live med omgivelserne. De bliver kaldt for De Fortabte og kan intet betvinge.
17-årige Melody Frances bor med sine forældre og sin storesøster på De Fortabtes Ø. Det er op til hende, at rette op på den fejl, de andre har begået - nemlig ingen steder at høre til.
Men kan hun ændre den skæbne, der altid har forfulgt hendes slægt? Og vil det kun være begyndelsen på det hele?
Canswaugh. En verden af dramaer, forelskelser og massevis af hemmeligheder.

41Likes
187Kommentarer
3629Visninger
AA

10. Chapter 7 - "Where Is Holden?"

Tik, tak. Tik, tak. Jeg står foran et kæmpe ur. Tik, tak. Tik, tak. Uret knirker. Tik, tak. Tik, tak. Uret falder. Tik, tak. Tik, tak. 

  På under ét sekund, er jeg oppe af sengen. Jeg står med bankende hjerte, og svedet drypper ned ad mig. Jeg støtter mig op af væggen, og begynder at græde. Mine hormoner bryder ud på en og samme tid. Alle de ting og personer, som jeg har følelser for, passerer forbi mine tanker.

  Spørgsmålene giver pludselig mening, det hele giver mening, ellers er jeg blevet sindssyg. Nogle vil slå mig ihjel, de samme som sikkert slog Emilius ihjel, og skjulte hans lig. Det eneste spørgsmål jeg ikke kan få til at gå op, er hvem denne, eller disse personer er.

  Da jeg kigger på Holdens tomme seng, undre jeg mig ikke over hvor han er. Jeg ser det som en mulighed, for at kunne læse de papirer, denne mystiske mørkklædte person gav mig.

  Allerede inden jeg er begyndt, indser jeg at dette er et forkert valg. Den mørkklædte spiller muligvis god, men er han eller hun nu også det? Det tror jeg ikke, og derfor stopper jeg dem under T-shirten, og løber nedenunder. Jeg finder pejsen i stuen, den er stadig tændt. Sikkert fordi vagterne, stadig går rundt her omkring.

  En sidste gang kaster jeg et blik på dem, og smider så bunken ind. Jeg kigger på mens ordene brændes af, en efter en. Bare dette nu også var den rigtige valg. Uanset hvad er det for sent at redde papirende ud nu.

  Da jeg ligger mig i sengen igen, har jeg en dejlig følelse i maven. En dejlig følelse af lettelse. Fra nu af, følger jeg den ene opgave jeg har -at bestå en af prøverne.

  Indtil videre har jeg været oppe til første prøve. I morgen aften tager vi afsted til næste distrikt. Hvilket distrikt det mon bliver? Luft - jord - eller ilddistriktet? Nej, ikke ilddistriktet. Den sagde mor nemlig, at den altid er den sidste. Så luftdistriktet, eller jorddistriktet. Det bliver spændende at se.

  Mine øjne lukkes i, og jeg falder hurtigt i søvn. Jeg har aldrig i mit liv sovet så godt. Aldrig.

 

 

  Holdens Synsvinkel.

Smagen af blod på mine læber, er det første jeg lægger mærke til, da jeg vågner. Det næste er mørket, og at mine hænder er bundet fast til noget koldt. En stålpæl måske?

  Aggressivt hiver jeg i mine hænder, i et forsøg på at få dem fri. Men de er bundet fast med flere lags jernkæder.

  Et kæmpe lys bliver tændt foran mig. Så stærkt et lys, at jeg må lukke øjnene i, for at kunne holde det ud. Selv der når lyset ind, og jeg kan fornemme at jeg laver en grim grimasse. Det føltes ubehageligt, men jeg kan intet gøre.

  Gennem øjenkrogen, ser jeg en skikkelse nærme sig mig. Personen ser spinkel ud, men jeg kan nemt tage fejl, da mit syn ikke er for godt.

  "Holden," siger en velkendt stemme.

  "Du kender mit navn," mumler jeg, og mærker revnen i min læbe vibrerer. Jeg får et spark i maven.

  "Vi bliver overvåget lige nu," siger stemmen. "De kan ikke hører os, men de kan se os."

  "Foustar?" Råber jeg overrasket.

  "Shh!" Hvæser hun. "Der er vagter udenfor!"

  "Hvad sker her?" Hvisker jeg, stadig med øjnene klemt i.

  "Det er en lang historie," hvisker hun, og tager fat i mine skuldre. Hun dækker for det skarpe lys, og jeg åbner øjnene. "Det du har brug for at vide, er at jeg har fået til opgave af præsidenten, at få dig med på den her plan."

  "Hvilken plan?" Spørger jeg, lettet over at det er hende.

  "Det kommer nu," siger hun. "Du skal få Melody til at stole på dig. Når det er gjort, lokker vi hende i en fælde. Du får mere information, når du har godkendt det her."

  "Melody Frances?" Spørger jeg chokeret. "Hvorfor hende? Skal hun dø?"

  "Det er ikke mit valg," hvisker hun. 

  "Så.. Det skal hun.." Mumler jeg, og kigger ind i hendes blå øjne.

  "Jeg sørger for at der ikke sker noget," hvisker hun. "Jeg redder hende ud lige inden.. Planen.. Okay? Lige nu bliver du nødt til at spille med, ellers bliver jeg henrettet, og du bliver pint. Hvis ikke vi gør det sådan her, vil Melody dø."

  "Det er ikke med min gode vilje," mumler jeg svagt.

  Hun slår min kæbe afled, men hvisker et Undskyld. Jeg ved at hun gør det for vores begges sikkerhed, men det føltes ikke sådan. Hun går ud af døren, og lyset blænder mig igen.

 

 

  Melodys Synsvinkel.

Uvidende om den drama der engang vil stille sig op, går jeg frisk og veludhvilet ud af sengen. Jeg finder noget flot tøj inde i skabet, og går så i bruser.

  Min krop bliver skyllet ren for saltvandet, der lagde sig på mig, dengang glasset i røret blev knust.

  Jeg tager tøjet på, og finder bagefter sommerfugle halskæden. Jeg vasker den i håndvasken, og tager den på. Bagefter finder jeg en masse hårnåle, som jeg bruger til at sætte mit hår op med. Normalt plejer mor at gøre det, men da hun ikke er her, og jeg stadig vil gøre noget ud af mig selv, vælger selv at forsøge mig frem.

  Da det ser rimeligt ud, går jeg ud af badeværelset, og ind på værelset igen. Det går op for mig at Holden stadig ikke er kommet. Det bekymrer mig, for selvom jeg ikke kender ham så godt, er han den eneste jeg har at snakke med. Men nu er han væk, som damp stiger til vejrs.

  Navne bliver råbt op, ad samme stemme som i går og i forgårs. Jeg ignorer det, og skynder mig ud af tårnet. Jeg kigger mig omkring, men han er ikke til at se. Jeg beslutter mig for at gå på biblioteket, det kunne jo være at det er der han gemmer sig?

  Derinde sidder der allerede en flok, og venter til at de skal op til prøve. Jeg kigger på dem, men han sidder som forventet ikke i blandt dem. 

  Ved disken, mellem bogreolerne, og på tøjlettet er han heller ikke. Hvor kan han så være? Hvor elsker han at være? Og så går det op for mig - undervandsdelen, selvfølgelig!

  Da jeg står henne ved rørene, ser jeg at de allerede er i gang med at reparerer den ødelagte. Kan jeg virkelig overvinde min frygt, og gå ind i en af dem? Ja jeg kan, jeg er en Frances!

  Forsigtigt går jeg ind i en af dem. Jeg trykker på den sorte knap, og holder ved holdestativet. De få sekunder turen varer, skriger jeg.

  Den lille dreng der står foran røret, og sandsynligvis skal med den nu, kigger med store øjne op på mig. Mine kinder blusser op, og jeg skynder mig ud i en fart.

  Den grønlige skær i byen beroliger mig. Ligesom de folk der går rundt omkring. Deres stil er afslappede klæder, der sikkert er rare at have på. Dette her tror jeg er det man kan kalde for, Canswaughs bedste side.

  For at nyde tiden jeg er her, går jeg langsomt. Jeg ved at jeg kun er her, af grunden til at jeg skal finde Holden. Men nu jeg er her, hvorfor så ikke nyde det?

 Hernede er der ikke koldt. Her er en tilpas temperatur, der gør at jeg tager vinterjakken af. Fremmede folk hilser på mig, en enkelt giver mig endda et æble. Den smager sur, men det er tanken der tæller.

 Efter noget tid, ser jeg en et skulptur. Men ikke en hvilken som helst skulptur. En skulptur af selveste Mark Lennon. Hvordan kan de holde ud at se på ham? Da jeg går nærmere, ser jeg ord kredset ind i den. 

 "Du godeste!" Mumler jeg, og går et par skridt tilbage.

  Der står ord som, lede djævelsatan selvdu tog mit barn fra mig, og den værste af det hele, du myrdede min familie.

  Mark er ondere end jeg havde regnet med. Hvis alt det der passer, så siger jeg tak skæbne, til den næste han vil lege skærsilden for.

 Stemmen kalder os op, og da et par andre går ind i et af rørene, skynder jeg mig med. Denne gang holder jeg skriget tilbage, men må virkelig bide tænderne sammen, for ikke at få et udbrud.

 Jeg skynder mig at løbe hen til tårnet, hvor jeg straks ser hele flokken. Jeg stiller mig midt i det hele, og kigger efter Holden. Og der ser jeg ham, stå op af en lygtepæl.

  "Hvor har du været?" Spørger jeg, uden at lægge for meget af det pres på, der kan afslører at jeg har holdt øje med ham.

 "Den der butik hvor du købte sommerfuglehalskæden," mumler han, og kigger undrende på mig.

 "Nåh," siger jeg. "Du var her ikke i går aftes, og om natten, og her om dagen. Har du virkelig hele tiden været i den butik? Jeg troede den lukkede om natten."

  "Der er interessante ting," siger han svagt. "Jeg tog tidligt af sted, og sent hjem. Er der noget i vejen?"

  "Nej," siger jeg, og bliver hel flov. "Jeg blev bare nervøs, hvis der nu var sket dig noget."

  "Det er der ikke, heldigvis," siger han og smiler bredt.

  "Må jeg bede om jeres opmærksomhed?" Råber Veronica ind i mikrofonen. "Vi skal tilbage til flyet snart, der vil I få udleveret en seddel, hvilken distrikt vi skal til, og cirka hvornår vi ankommer. I har nu 25 minutter, til at gøre jer klar til at flyve. Inden I begynder at gå, vil jeg gerne spørger, om nogen har set en ur smedet i guld? Nej? Ikke? Okay, gå op på værelserne, og gør jer klar."

  Gulduret. Den ligger på værelset. Jeg må derop inden Holden, så vil han opdage at den er på min seng. Han vil tro at jeg har stjålet den fra hende, altså det har jeg jo, men ikke på den måde.

  Jeg løber alt hvad jeg kan op ad trapperne, og skubber til alle der kommer for tæt på mig. Jeg når lige at kaste mig på sengen, og dække gulduret, da Holden styrter ind på værelset.

  "Hvorfor skubbede du?" Spørger han mindre irriteret.

  "Jeg.. Kunne bare ikke vente med at komme herop.." Lyver jeg, men det lader til at han tror på det.

  Jeg lader uret glide ned i lommen, mens han ikke kigger, og sedlen i pudebetrækket, smider jeg i skraldespanden.

  Når først jeg har lagt Veronicas ur tilbage, vil det hele være ude af verden. Det eneste der vil være, er at skulle bestå en af prøverne. Men nu har jeg jo allerede været oppe til første, hvor slemme kan de andre så være?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...