Canswaugh - Secret {Book 1}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2014
  • Status: Igang
Verdenen Canswaugh er inddelt i 4 distrikter. Hvert år bliver alle 17 årige drenge og piger sendt ud til alle distrikter, for at få en prøve, der skal vise dem hvor de hører til, hvad de skal kunne betvinge og hvor de skal skabe en familie.
Der er vanddistriktet for De Lærde, ilddistriktet for De Frygtløse, jorddistriktet for De Smidige og luftdistriktet for De Kunstneriske.
Få gange sker det, at der er nogle, der ingen steder høre til. De kommer hen på en Ø, hvor de selv må holde sig i live med omgivelserne. De bliver kaldt for De Fortabte og kan intet betvinge.
17-årige Melody Frances bor med sine forældre og sin storesøster på De Fortabtes Ø. Det er op til hende, at rette op på den fejl, de andre har begået - nemlig ingen steder at høre til.
Men kan hun ændre den skæbne, der altid har forfulgt hendes slægt? Og vil det kun være begyndelsen på det hele?
Canswaugh. En verden af dramaer, forelskelser og massevis af hemmeligheder.

41Likes
187Kommentarer
3554Visninger
AA

4. Chapter 2 - In The Airplane

Inden jeg lægger mig i den bløde seng, smider jeg tøjet fra skab 2 ud over kameraerne. Jeg vil sikre mig, at de ikke ser mig uden bukser og trøje.

  Da jeg ikke længere føler at nogle kigger på mig, trækker jeg af tøjet og lægger mig i den dejlige bløde sengen.

  Jeg tænker på madet fra middagen før. Jeg har aldrig smagt noget så godt. Den lækreste lammesteg og med det lækreste brune sovs til. Vinen er noget helt andet end de vi selv producerer derhjemme. Det er bare pressede vinduer med safte fra forskellige blade og planter. Denne her smagte ikke bittert, men en blanding af sød og stærk.

  De andre der er blevet samlet op er vidst i gang med at spise nu, så jeg har ikke set dem. Jeg ved heller ikke om jeg tør, for Abigail fortalte mig, da hun kom hjem fra prøverne, at de andre gør grin med os fra De Fortabtes Ø. De kalder os for guds fejltagelser og andre grimme ting. Jeg tror at det er en tilfældighed, hvis man kommer til et distrikt. Det lader ikke til at dommerne dømmer efter folks personligheder og styrke, selvom det er det de burde. Det lader til at de lader tilfældigheden afgøre det på en besynderlig måde.

  Mit hoved synker ned i hovedpuden, og dermed skynder jeg mig at ligge den væk. Det er jo lige til at få ondt i nakken af.

  Mine øjne begynder langsomt at lukke i, og mine tanker falder til ro. Det vil sige, at alle gør, undtagen den nervepirrende spørgsmål, om jeg kan klarer en af prøverne. Den borer sig igennem alle de andre spørgsmål, og banker af alle kræfter på mit hoved. Det er den eneste forstyrrelse, og da jeg har lagt ned i noget tid, slukker den automatiske lys, og jeg falder i søvn.

 

  Præsident Marks Synsvinkel.

"Jah?" Det banker på døren. Ind træder Foustar Moulynn. Hendes lange blonde hår hænger ned af hendes ryg. Hendes isblå øjne sender ham et skarpt blik.

  "De ville tale med mig," siger hun koldt og skjuler kniven hun med venstre hånd holder bag ryggen.

  "Nåh jah, det havde jeg nær glemt. Træd nærmere." Han smiler smørret til hende. "Kan du se dette?" Han peger ud af vinduet. "Det er luftdistriktet. Det ved du jo godt." Hun nikker. "Kan det tænkes, at du ved, hvor mange af mine folk der vil begå oprør?" Hun ryster på hovedet. "Nåh.. Kan det så tænkes, at du ved hvorfor, de vil begå oprør?" Hun ryster igen på hovedet. "Der kan man se. Jeg har nemlig hørt, at du skulle være en af de folk, der står an for oprørene. Er det sandt?"

  "Nej, sir. Du ved jo, at jeg har travlt med mit arbejde på kontoret," svarer hun og knuger kniven hårdt ind imod ryggen. Hendes hjerte begynder at galopere kraftigt.

  "Okay, okay.. Det var også bare et spørgsmål," siger han og smiler endnu engang. "Kunne du have lyst til at blive forfremmet?" Hun ser forvirret på ham.

  "Forfremmet?" gentager hun.

  "Forfremmet," bekræfter han. "Det eneste du skal, er at skrive under." Han viser hende et firesides dokument. "Det er enkelt." Han rækker hende en kuglepind og lægger mærke til, at hun tager den med højre. "Hov, du er da venstrehåndet." Denne gang med en fryd i smilet. Så ondskabsfuldt, at Foustar kan mærke der er noget andet i det.

  "Jeg øver med højre hånd," svare hun bare. Hun sætter langsomt kniven ned i sit bæltet, så han ikke bemærker det. I dét hun får sat den ned, hiver han fat i hånden, som snitter kniven, der falder ned på gulvtæppet. Men ingen af dem bemærker det. Det eneste der kører rundt i Foustars hoved, er hvor godt det var, at hun nåede at få den i bæltet. Det eneste præsidenten tænker, er hvor pokker kniven blev af. Men da hun så har skrevet under og går ud, ser han noget skarpt og skinnende, der ligger på det blå gulvtæppe.

 

  Melodys Synsvinkel.

Da jeg efter langtid har taget mig sammen til at åbne øjnene, er det første jeg ser, en kamera-mand der står og filmer mig.

  "Hvad fanden.." mumler jeg og dækker mit hoved til for det blindende lys, der er indbygget i det store sorte kamera.

  I dét at jeg slår ud efter kameramanden, kommer en højrystet stemme fra højtaleren i værelset. Jeg vælter om på siden og sætter fokuset væk fra manden.

  "Dette er en vigtig meddelelse," siger stemmen, der giver genlyd i hele flyet. "Som de fleste af jer nok har bemærket, er vi begyndt på et nyt koncept." Hvem bemærker ikke en kameramand, der står i hovedet på mig, lige når man vågner? Nyt koncept, ha! "Vi har fået den nyeste programmering ind, og dermed glæder det os at fortælle, at I vil blive filmet i prøverne og i tiden op til dem. Så når I skal have fortalt af dommerne, hvor I skal hører til, vil I selvfølgelig som altid få vist klippene, men nu bliver de så bare også bare vist på fjernsyn. Hvis I ikke bryder jer om programmeringen, kan I kontakte os, hvorefter vi kan sørger for, at det ikke kommer på TV. Det var alt herfra."

  Jeg skal ikke optages. Aldrig om jeg vil gå med til det! Jeg må finde de som kan få kamera-manden væk.

  Aggressivt trækker jeg dynen om mig og løber ned ad gangen. Jeg finder stuen hvor et par af de andre sidder i sofaen. 

  "Ned ad gangen, til højre," siger en dreng uden at kigge på mig. Jeg skynder mig derhen og smækker døren op.

  En lille mand iført sorte briller og en habit sidder ved et bord, og skriver løs på en bunke papir ved sin side.

  "Undskyld mig," siger jeg, men manden lader ikke til at have registreret mig endnu. "Hallo?!" siger jeg lidt højere.

  "Hvad vil De?" spørger han og lader ikke engang blikket glide op fra papirerne.

  "Jeg vil ikke filmes," svarer jeg koldt. Selvfølgelig vil jeg ikke det. Og jeg er helt bestemt heller ikke den eneste der ikke vil.

  "Aha," siger han ligeså koldt. "Skriv blot dit navn på papiret her, så giver jeg den til folkene over mig. De vil højst sandsynligt stoppe med at filme dig.. om et par timer." Han giver mig et dokument og en kuglepen. Jeg tager imod og underskriver uden rigtigt at læse dokumentets indhold.

  "Godt, så må De gerne bedes forlade rummet, tak." Blikket fokuserer endnu kun på papirene.

  Uden tøven skynder jeg mig ud og smækker døren i. Jeg håber at hans papirer blafre rundt i rummet nu.

  Jeg går direkte ind på mit værelse og skifter tøjet. Jeg kigger rundt efter kameramænd, men der er heldigvis ingen at se.

  Da jeg skal til at gå ud til de andre, opdager jeg, at jeg ikke har været i bruser, siden jeg tog af sted på jagt. Heldigvis havde jeg skiftet mit blodige tøj ud med et par blå jeans og en camouflagefarvet trøje. Det er ikke ligefrem fordi det er mit pæneste, men jeg overlever nok. Så længe jeg består en prøve skal alt nok gå.

  Jeg går ud på badeværelset og skyller min krop. Det føltes dejligt meget bedre end derhjemme. Men havde det været en dårlig bruser, var der noget mærkeligt over det. Det er jo trods alt lidt af en luksus fly.

  Højtaleren brummer, og den pænt irriterende stemme råber ud i hele flyet. "Flyet skal til at lande. Alle bedes gå til deres værelse og forholde sig i ro. Hvis noget rykker på sig, er det vigtigt ikke at forsøge at stoppe det. Det kan give alvorlige skader." Der lyder en høj skratten, og så bliver der stille.

  Langsomt bevæger jeg mig ud og går hen imod værelset. Jeg ser Veronica Star gå længere henne ad gangen. Ned fra hendes nu gyldne kjole hænger den guldur, som der stod skrevet om på den seddel, der lagde i skab nummer 3.

  I dét jeg går forbi hende, griber jeg fat om den og løsner den fra kjolen i et hurtigt træk. Hun bemærker ingenting og fortsætter ned mod sit værelse.

  Jeg skynder mig ned til stueetagen, hvor jeg, som der også blev skrevet, ligger den under sofapuden. Da jeg har gjort det, skynder jeg mig alt hvad jeg kan ind på mit værelse igen. Det passer med at da døren bliver lukket, vipper flyet ned af.

  Jeg holder fast i sengen, der langsomt vibrerer, og glider rundt i rummet. Jeg forsøger at springe af, da den rammer væggen, men min fod sidder fast i dynen.

  Der kommer et tryk for mine ører, og jeg skriger i det, at jeg ikke længere kan høre noget. Sengen letter en smule, men falder ned på jorden igen, da flyet standser.

  Mine tanker forsøger at buldre ud gennem mit hoved, men jeg lukker øjnene i, og niver mig selv i armen for at få hovedpinen væk.

  "Vi er nu i vanddistriktet," råber stemmen fra højtaleren. "Alle bedes forlade flyet, og samles udenfor."

 Tøvende går jeg ud, hvor jeg ser alle de andre tumle rundt og læne sig op ad væggene. En pige i en flot vævet kjole, sætter sig på knæ og brækker sig. Jeg væmmes og kigger den anden vej. Ingen af de andre har en kameramand til at følge efter dem, så jeg går ud fra at der ingen var med på idéen. Det irriterer mig dog stadig, at vores prøver bliver vist på TV. Altså, det vil blive en endnu større nederlag at få at vide, at man skal til De Fortabtes Ø, når hele verden kigger med. I hvert fald alle de som har en fjernsyn og har den tændt.

  En mand går rundt i blandt os og fordeler varmt overtøj. Da jeg får min, skynder jeg mig at tage den på, da der er iskoldt. Jakken er tyk og lavet af bjørneskind, men støvlerne vil jeg gætte på er lavet af sælskind. Det kan jeg huske Abigail fortalte mig. 

  Isbørnen og polarulven er mine to yndlingsdyr. Jeg har kun set dem på billeder, som folk der skulle til De Fortabtes Ø har haft med sig. Alligevel føler jeg at de dyr minder om mig. Vilde dyr der ikke vil tæmmes. De vil forholdes vilde, men vil gerne ind i varmen ved flokken.

  Som en af de sidste går jeg ud.Vi er et par hundrede. Der er is, robuste bjerge og store mængder af hvidt sne. Når jeg puster ud, kommer der noget røglignene frost ud af min mund. Jeg griber ud for at mærke det, men det er ikke ligesom vinden. Man kan ikke mærke det, og det gør nærmest hænderne endnu mere kolde.

  Da alle er samlet, stiller Veronica Star sig i midten. Jeg trækker huen på jakken ned over hovedet, men lader ørene let komme ud, så jeg stadig kan hører hvad Veronica vil sige.

 "Velkommen til vanddistriktet," råber hun så det giver ekko i hele dalen. Jeg kigger på de andres ansigter, og hvor deres øjne kigger hen. Det må være en af dem, der har bedt mig om at stjæle Veronicas ur og gemme den under sofapuden. Men efter flyet landede, tror jeg ikke længere den er der. "Som I kan se ser her meget tomt ud. Men vi skal bare gå et par kilometer, så får i isborgen at se, hvor i hele landsbyen er. Det meste foregår under vandet. Det er meget imponerende at se på. I bliver sendt til første prøve i dag, men da alle ikke kan nå det i dag, så kommer nogle først på i morgen og om to dage. Ligesom på flyet vil I få uddelt værelser. Desværre har vi ikke nok værelser til at alle kan sove alene, så nogle må rykke sammen. Når vi kommer frem, får I uddelt værelser, hvor I bagefter kan gå rundt i byen, og se på de -fascinerende ting vanddistriktet har fået lavet i løbet af de sidste par år. Ja.. Det var vidst alt. Så må I bare gå i én lang række, og følge efter mig."

  Flyet flyver af sted igen, men det lægger jeg ikke mærke til. Jeg lægger heller ikke mærke til at alle danner sig en række om mig, og at jeg selv begynder at gå med. Det eneste jeg tænker på, er om mon Veronica har bemærket, at hendes guldur er væk. Og hvem bad mig om at stjæle den?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...