Canswaugh - Secret {Book 1}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2014
  • Status: Igang
Verdenen Canswaugh er inddelt i 4 distrikter. Hvert år bliver alle 17 årige drenge og piger sendt ud til alle distrikter, for at få en prøve, der skal vise dem hvor de hører til, hvad de skal kunne betvinge og hvor de skal skabe en familie.
Der er vanddistriktet for De Lærde, ilddistriktet for De Frygtløse, jorddistriktet for De Smidige og luftdistriktet for De Kunstneriske.
Få gange sker det, at der er nogle, der ingen steder høre til. De kommer hen på en Ø, hvor de selv må holde sig i live med omgivelserne. De bliver kaldt for De Fortabte og kan intet betvinge.
17-årige Melody Frances bor med sine forældre og sin storesøster på De Fortabtes Ø. Det er op til hende, at rette op på den fejl, de andre har begået - nemlig ingen steder at høre til.
Men kan hun ændre den skæbne, der altid har forfulgt hendes slægt? Og vil det kun være begyndelsen på det hele?
Canswaugh. En verden af dramaer, forelskelser og massevis af hemmeligheder.

41Likes
187Kommentarer
3577Visninger
AA

14. Chapter 11 - A Life Less

Uret tikker og tikker i det lille værelse. Før havde jeg ikke lagt mærke til, at der overhovedet var et ur i rummet, men nu er stilheden trængt ind.

  Alt i dag har været forkert. I dag har været en fejl. Først scenen på markedet, og så da jeg kom hjem, vidste Amber, Maya og Sam besked om, at jeg var den Melody Frances. Om Ambers tvilling havde været der og fortalt det, ved jeg ikke. Men da jeg kom ind i huset igen, kunne jeg som det første føle at de vidste det hele. Det er en skam, som jeg ikke kan slippe af med. Jeg må bare bevise, at jeg ikke er det som alle andre tror jeg er. En fejler og en fejl i programmet. Intet andet end en fortabt pige med sin fortabte slægt. Forbandet til al evighed med den grusomme skæbne, at hun skulle dø i ungdommen med titlen "en af De Fortabte". 

  Jeg har dog en teori. Og det irriterer mig, at jeg ikke har mod til at stille folk det simple spørgsmål. Jeg er for bange til det. Bange for at folk vil se mig som skør eller selvcentreret. Hvis jeg fortalte folk, at jeg vidste at deres chokkede udtryk gemte på mere end de fortalte. Hvis jeg fortalte folk, at jeg troede.. at jeg måske spiller en vigtig rolle.

  Men det er bare en teori. Og jeg har helt sikkert ikke ret. Jeg tager helt sikkert fejl. Men selvom jeg gerne vil sætte fokus på prøverne, kan jeg ikke lade være med at tænke over dét og det med personen, der bad mig stjæle gulduret.

  Alt er nok slet ikke så indviklet, når svarene træder frem. Og hvem kan hjælpe mig bedre med svar end vores guide. Veronica. Det er jo også hendes ur, som jeg bærer i min lomme. Jeg burde aflevere den tilbage, men det vil måske give alvorlige konsekvenser, hvis jeg bliver afsløret. Så jeg må vide mere, før jeg kan give hende den tilbage.

  Min beslutning er, at jeg først og fremmest vil finde Veronica og derefter få noget andet tøj på. Jeg kan sikkert låne noget, det er jeg overbevist om.

  Tøvende stiger jeg ud af den varme seng. Jeg lister over til Ambers seng, rusker lidt i hende og da hun ser ud til at være ved bevidstheden, spørger jeg hvor Veronica holder til. Der går noget tid før hun svarer, at Veronica hver morgen skulle være ved den smukke elv, der passerer fra rigets ene mur til den anden ende.

  Hun falder hurtigt i søvn igen, og jeg skynder mig ud. Jeg sørger for ikke at larme, da jeg åbner døren ud til og ser så for første gang en af de store pæle, hvor højtalerne sidder på. Jeg hørte navnene blive råbt op i går, men fandt ingen højtalere.

  I dag vil nogen også blive råbt op. Om det er mig, ved jeg ikke. Når jeg kommer til Veronica, kunne jeg jo spørger hende hvor dag jeg skal op til prøven. Jeg er spændt, men på en god måde. Det skaber dog en irriterende følelse i min mave, at jeg endnu ikke har snakket med Holden. Det må jeg også gøre i dag. I det hele taget er der meget at nå.

  For at undgå at passerer ind i selveste byen igen, tager jeg en omvej igennem et par huse. Solen er kun lige stået over bjergene i det fjerne, så jeg ved, at de færreste er stået op. Dog kan jeg fornemme, at Veronica sidder dernede ved elven. Og det gør hun, da jeg ankommer. Hun sidder lænet op af et træ tæt ved vandet og med en bog i hænderne. Hun fokuserer så meget på teksten, at hun ikke bemærker mig, før jeg står lige over for hende.

  "Åh, pigebarn.." Hun taber bogen af chok for at se mig. "Du kom uventet.." Hendes gamle trætte stemme tegner at hun i længe har været vågen. Hun er frisk af en gammel kone at være. Hun må være Canswaughs ældste.

  "Skulle man give besked inden?" spørger jeg overrasket. Hun ryster på hovedet i et smil. Tøvende lægger hun bogen fra sig og giver med en langsom bevægelse, tegn til at jeg skal komme nærmere. Det gør jeg så og sætter mig ved hendes side.

  I noget tid er der stille, men så afbryder hun den ved at spørger hvad jeg vil hende. Hun smiler bredt så hendes runde lyserøde æblekinder former sig til to runde cirkler.

  "Ser du.. Jeg har nogle spørgsmål.." Hun nikker til mig. "Det var bare.." Jeg lukker øjnene i og bider mig i underlæben. "Dit guldur.." Spørgsmålene lukker sig pludselig ude. Jeg glemmer alt hvad jeg ville sige, alt hvad jeg i løbet af det seneste stykke tid har tænkt over.

  "Melody. Melody Frances." Veronica tager min hånd. Hendes er varm og ru, men på en måde uddeler den tryghed i hele min krop. Da det går op for mig, at hun sagde mit navn, bevidst om hvem jeg er, dog uden det forskrækkede udtryk, bliver jeg overrasket. Overrasket på en meget god måde. "Jeg ved hvad problemet er."

  "Gør du?" Tonen i min stemme lyder slet ikke, som jeg ville have den.

  "Lige siden du steg ind i flyet for første gang, har problemer og spørgsmål plaget dig. Ikke sandt?" Smilet på hendes læber er der endnu. Noget siger mig, at den ikke vil forsvinde fra hendes ansigt før hendes hjerne stopper med at fungerer.

  "Jo!" udbryder jeg højt. "Hvordan vidste du dét?"

  Der går noget tid før hun svagt svarer: "Jeg.. skrev sedlen.."

  Alt inde i mig går i stå. Mit hjerte. Min hjerne. Mine øjne holder op med at vise mig verden. I stedet vanvittige hallucinationer af Veronica, der beder mig stjæle sit eget lommeur. Der beder mig finde bogen på biblioteket. Der sikkert læste i bogen, for at finde mere hun kunne ødelægge mig med.

  "Du hvad?" Jeg slipper hendes hånd og trækker mig tilbage med et vredt og forvirret udtryk.

  "Giv mig 2 minutter til at forklare.." Efter lidt tid nikker jeg svagt til hende. "Jeg ville gerne hjælpe dig. Det var derfor. Jeg ville bare vise dig, at du har hvad der skal til for at komme ind i et distrikt. Du havde mod, da du trods din vilje gjorde hvad der blev bedt om. Du var smidig, da du med ét greb fik uret fri og du var klog, da besluttede at opsøge hjælp her hos mig. Det er nok til at bestå tre prøver - er du altså ikke fortabt. 

  Samtidig ville jeg gerne have, at du skulle forstå, at noget var forkert, ved at læse bogen om Canswaughs skatter."

  En del af mig stoler på hende. Nej, ikke en del. Jeg stoler på hende. Hun er gammel, snedig, men hun vil mig ikke ondt. Jeg forstår bare ikke, at hun holdte det skjult at det var hende. Måske fordi hun var bange for, at nogen fik det at vide, og at hun så ville blive henrettet. Ja, det måtte hænge sådan sammen.

  "Hvordan bragte du sedlerne ud?" Min nysgerrighed træder frem. Efterhånden ikke noget nyt.

  "Jeg havde en til at hjælpe mig.." Hun stopper, som skal hun til at hoste. Men hun hoster ikke. Det kunne mere minde op en optrin til et host, der slet ikke vil ud.

  "Jah..? Hvem..?" Jeg kigger forvirret på hende. Hun havde altså en til at ligge sedlerne og uret. Til at gøre det, som der skulle gøres.

  Hendes mund er stadig lukket i. Så synker hun flere gange i træk, og begynder at ryste kraftigt over hele kroppen som fik hun et alvorligt anfald. Værre end den i flyet. Så fremstammer hun et uklart D, men resten af sætningen får hun ikke sagt. 

  Pludselig bliver jeg bange. Hendes øjne kører rundt og hun griber om mine hænder. Jeg tager fat i hende, og råber alt hvad jeg kan efter hjælp. Ingen kommer. De nærmeste huse ligger for langt herfra, til at nogen ville kunne forstå hvad jeg siger.

  "Holden..!" Kraftige vejrtrækninger tager over hende. Mere når hun ikke at sige før spyt render ned af hende, hvorefter det hurtigt skifter til blod, der frit løber ned af øjne, næse og mund.

  Jeg når slet ikke at føle den dårlige følelse af, at have været svigtet af Holden under hele forløbet. Angst for hvad der skal ske med Veronica falder ned på min ryg som tunge blyklodser. Jeg letter mig fra jorden for at løbe efter hjælp, men Veronica holder mig fast med sit greb.

  "Stop!" hvisker hun, da blodet sænker farten. "Jeg.. har ikke brug for hjælp. Jeg har levet nok i mine dage. Tiden er kommet.. til at sige farvel. Alt har en slutning. Om vil man have den.. eller ej." Hun ser op på mig, og jeg sætter mig ned foran hende. Tårerne løber ned ad mine kinder. "Du må forstå én ting.. Melody. Intet er, som det ser ud. Og ingen.. er til at stole på.." Så lukker hun øjnene i, og jeg hører hendes sidste åndedrag. Blodet stopper med at rende og langsomt forvandles hendes hudfarve til ligbleg. Hendes krop synker sig sammen til noget, der bare ligner en bunke hud, og derefter synger fuglene i træet. Vandet risler i elven. Skyerne er fyldige og tager form som forskellige dyr. Solen skinner på mig og trods den dramatiske scene, og tårer stadig triller ned ad min hage og ender på min bluse, føler jeg mig rig af svar. Nu må det værste være overstået. Det håber jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...