Canswaugh - Secret {Book 1}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2014
  • Status: Igang
Verdenen Canswaugh er inddelt i 4 distrikter. Hvert år bliver alle 17 årige drenge og piger sendt ud til alle distrikter, for at få en prøve, der skal vise dem hvor de hører til, hvad de skal kunne betvinge og hvor de skal skabe en familie.
Der er vanddistriktet for De Lærde, ilddistriktet for De Frygtløse, jorddistriktet for De Smidige og luftdistriktet for De Kunstneriske.
Få gange sker det, at der er nogle, der ingen steder høre til. De kommer hen på en Ø, hvor de selv må holde sig i live med omgivelserne. De bliver kaldt for De Fortabte og kan intet betvinge.
17-årige Melody Frances bor med sine forældre og sin storesøster på De Fortabtes Ø. Det er op til hende, at rette op på den fejl, de andre har begået - nemlig ingen steder at høre til.
Men kan hun ændre den skæbne, der altid har forfulgt hendes slægt? Og vil det kun være begyndelsen på det hele?
Canswaugh. En verden af dramaer, forelskelser og massevis af hemmeligheder.

41Likes
187Kommentarer
3583Visninger
AA

13. Chapter 10 - The Twins

Selvom det nu er en dag siden, bliver gårdagens handling ved med at kører rundt i hovedet på mig.

  Amber bor åbenbart her i jorddistriktet. Dog fortalte hun, at der er så mange, at det er svært at finde rundt. Maya og Sam Pitsby, som vi bor hos nu, er heller ikke nogen hun kender. Men her er hyggeligt, småt og så kan jeg godt lide at der ikke er så meget i værelset som Amber og jeg har lånt.

  Maya og Sam er to søde og unge mennesker. De er i starten af tyverne og er lige flyttet sammen.

  Da vi ankom hertil efter et par timer, bød parret os på aftensmad. Vi blev udspurgt om det hele. Hvordan vi havde det. Om vi var spændte. Og det var en lettelse at ingen spurgte mig hvorfra jeg kom. De kunne måske se på mine nervøse træk, at jeg kom derfra. Den eneste der fik det at vide, var Amber. Og hun reagerede ved at fnise og sige, at jeg bestemt ikke mindede om nogen der var fortabt. Jeg svarede med et falskt fnis, og derefter blev der stille på værelset. Ingen sagde noget. Lyset blev slukket, og så faldt vi langsomt i søvn.

  Huset er fint på sin egen bondeagtige måde. Der er fire rum, to af dem er værelser, et badeværelse og et spisekammer. Hvis man da talte dét som et værelse. Det er fint nok til et ungt par, men det ville nok være for småt til en nutidsfamilie.

 

Uden at vide af det, er mine ben på vej ud af huset. Det er tidlig morgen. Ikke engang Amber og de andre er stået op endnu. Men jeg føler mig frisk og veludhvilet, noget jeg sjældent gør. Det er måske vejret der gør det. Og min nysgerrighed. Her er så dejligt, at jeg allerede savner distriktet, selvom der er et par dage til at vi tager af sted. Vi er jo kun lige kommet.

  Nede i byen i markedets centrum er de første handlere, ved at sætte deres boder og varer til salg. Det meste er gamle sager og smedje-genstande, der trænger til at blive pudset af, men der er også mange spændende ting og madhandlere.

  Midt i det hele får jeg øje på en pige. Hun står foran en høne og med en kniv i hånden. Hun skal dræbe den, men jeg kan se på hendes nervøse ansigtstræk, at hun ikke har lyst til at gøre det.

  En del af hende minder mig om Amber. Måske det at hun er køn. Alt andet ser nemlig anderledes ud. Højden kan jeg ikke bedømme, da hun sidder på knæ, men hun ligner en der er lidt under det man ville kalde "gennemsnittet". Hun har nøddebrunt hår, der dækker over ørene og øjne, der adskiller sig fra alle andres. Det er ikke fordi, at de er kønnere end flertallets, men der hænger noget magisk og mystisk over dem. De er grågrønne med hasselnødsfarve omkring pupillen. Selv med et bange glimt i dem, stråler de hendes gyldenfarvede hud op.

  "Hallo! Hvad glor du på!" En kraftig dame med mørkebrunt hår og iført en hvid hullet forklæde kommer løbende med sine små ben hen imod mig. Hun må have opdaget, at jeg i noget tid har kigget på pigen. "Hun forsøger faktisk at lære noget! Forsvind herfra, din møgunge! Og skynd dig inden jeg slipper hundene løs!"

  Damen er helt sikkert ikke pigens mor. Nej, hun er grim og fed, mens pigen er det modsatte. Hun ligner hende heller ikke spor. Og hendes trusler kan hun godt ligge væk. Hun får igen.

  "Hvad med at din fede krop vender tilbage til den stol den kom fra og lader den stakkels pige slippe for at slå et dyr ihjel?!" Ordene flyver ud af mund, som havde de fra første syn af damen haft lyst til at udbryde det. Damen kigger først forskrækket, og reaktionen er helt anderledes end jeg forventede. I stedet for at skælde ud, muligvis slå, går hun med stive skridt væk fra markedet uden at sige et ord.

  Selv er jeg chokeret, over hvad jeg lige gjorde. Det lader også til, at alle andre er det samme. Folkene er holdt op med at gøre det de skal og i stedet kigger de med store øjne og åben mund på mig. Pigen har tabt sin kniv og sluppet hønen fri fra sit greb om dens hals.

  "Må jeg tale med dig?" Pigen rejser sig og tager min hånd. Jeg når ikke engang at svare, før hun har hevet os bag et forhæng til en lille rum med varer. Der er mørkt, men da forhænget ikke helt dækker, kan jeg alligevel se. "Du har reddet min dag. Muligvis mit liv."

  "Hvad?" udbryder jeg forbløffet. "Hvordan dét?"

  "Hun er min chef. Hun er forfærdelig. Jeg skulle egentligt arbejde som opvasker på hendes spisested, men i stedet bruger hun mig som det og slagter. Jeg er hendes eneste arbejder, forstår du." Pigen tystner. 

  "Hvorfor arbejder du her så?" Endnu engang træder min nysgerrighed frem. Det er som om, at jeg ikke kan finde fred for at vide alt. Få svar på alle mine spørgsmål, måske endda stille nogle selvom de er ligegyldige, bare for at få svar på dem.

  "Det er den eneste måde hvorpå min familie kan få hjemmet til at fungerer. Især nu her, hvor min tvilling er til de der prøver." Hun sætter den højre side af sit hår om bag øret og lader den anden side blive dækket.

  "Åh, din tvilling skulle ikke tilfældigvis være Amber Mischa?" Jeg springer ud i det. Hun kunne jo være hendes tvilling.

  "Jo! Kender du hende?" Jeg kan ikke lade være med at smile over hendes reaktion.

  "Tja.. Vi deler værelse lige nu.. Men nu I er tvillinger, burde du så ikke også være med til prøverne?" 

  "Jo, men mine, øh, vores forældre, er begge skadede. Den ene i ryggen, den anden er meget syg. Forstår du, så skal en af os ifølge reglerne blive hjemme og pleje dem og sådan. Så min fremtid er allerede valgt. Men det er okay. Jeg nyder alligevel at arbejde. Så længe det ikke indgår i, at jeg skal slå dyr ihjel."

  Jeg fniser og nyder at hun også gør, så jeg langt om længe ikke er alene om mine handlinger. Det har jeg ellers førhen været.

  "Hvad hedder du så?" spørger jeg. "Bare af nysgerrighed. Det har jeg meget af."

  "Celia. Celia Mischa. Og dit navn?" Hun smiler bredt, som er hun glad for at nogen endelig spurgte om hvad "pigen" hed. Det klæder hende med smilehuller.

  I en kort tid irriterer mørket mig. Det irriterer mit syn, og gør at jeg ikke ordentligt kan identificere rummet. Hvis man kan kalde et madopbevaringsrum midt på et marked for dét.

  ”Mit navn er Melody Frances.” Pigen gisper og holder vejret inde. Jeg tænker endnu engang på Holden, da jeg fortalte ham om mit liv på De Fortabtes Ø. Og jah, hvad jeg hed. Hans ansigt så ligeså chokket ud.

  ”Som i den yngste i Frances-slægten?” Jeg nikker svagt til Celia med øjne, der beder hende forklare hendes reaktion.

  Efter Holdens kommentar, var jeg klar over at vores slægt var kendt over Canswaugh. Men at så mange kender os, vidste jeg ikke. Folk glemmer måske ikke så let som dyr gør. Hvis dyr da glemmer let.

  ”Åh, må Guderne hjælpe dig gennem prøverne..” Hun tager forsigtigt min hånd med et svagt greb. Hun virker ikke længere som den samme pige. Mere en der har gjort noget forkert. Så skynder hun sig ud af madopbevaringsrummet, og da jeg tøvende træder ud lidt chokeret, er hun væk som har vinden taget hende.

  Det var for godt til at være sandt. Følelsen til at høre hjemme et sted, er heller ikke her. Intet er som det ser ud. Uanset hvor meget man ønsker det.

  Der er noget der foregår, som jeg ikke forstår. Og muligvis har jeg hele tiden vidst det, men det er som om, at det først er nu, at det går op for mig. Så hvad er her egentligt sket? Ja. Jeg kan starte helt fra begyndelsen. Helt fra den dag, hvor jeg satte mig ind i flyet på De Fortabtes Ø.

  Først var der sedlen i skabet på mit værelse. Jeg ved endnu ikke hvem personen der lagde den er. Jeg skulle stjæle Veronicas guldur, det stod der på sedlen. Det gjorde jeg, og som der også stod, lagde jeg den under sofapuden i flyets stueetage.

  Så mødte jeg Holden. Og om aftenen, da vi skulle sove på værelset, hørte vi et skud blive fyret af. Derefter så vi den døde mand og blodpølen. Vi så ham blev slæbt væk af soldater. Vi skulle ikke have set det. Det ved jeg. Jeg har ikke tænkt så meget over det siden, og nu jeg kommer til at tænke på det, er det lidt uhyggeligt, at jeg mere tænker på gulduret end den døde mand. Måske fordi jeg ligger mig til tanken om, at han måske var en gal forbryder. Eller noget lignende.

  Dagen efter tog Holden og jeg af sted ned i byen, og jeg købte min sommerfugle-halskæde. Det giver et gib i mig. Jeg havde glemt den. Ligesom så meget andet. Jeg fører min hånd op til halsen, og den er der ganske vidst nok. Under min nu meget brugte bluse. Altså. Jeg må finde noget tøj at skifte med, få mig et godt brusebad og få skyllet lidt af det hele væk.

  Så er der, at jeg kommer i tanke om gulduret. Jeg fører min højre hånd ned i bukselommen og mærker noget glat og rundt. Det er den. Og endnu engang utroligt, at jeg ikke før har bemærket den.

  Fra byen tog vi til delen under vandet. Selvom jeg ikke var meget for det på grund af min klaustrofobi, og da rørene der førte en der ned til var så utrolig små. Og som var det ikke nok, at jeg måtte overvinde min frygt og benytte dem, sprang glasset på vejen op! Dér kan man tale om en nærdødsoplevelse. Det var skrækkeligt. Havde Holden ikke stået deroppe og hjulpet mig, havde jeg aldrig fundet ro igen.

  Holden blev hjemme fra sin prøve og fik den udskudt til dagen efter, hvor min også fandt sted, da han gerne ville blive på vores værelse hos mig, for at få mig til at slappe af efter den uhyggelige oplevelse. Det var sødt af ham. Noget af det jeg elsker ham mest for.

  Næste dag var vi oppe til prøven. Det eneste specielle ved prøven var, at det var en rør jeg skulle stille mig ind i. Men når det er sagt, så finder prøven jo også sted i ens bevidsthed. Altså er man i en fantasi, som kommer fra sprøjten man fik stukket i armen. Og hvem der har skabt dem, ved jeg ikke. I hvert fald var det smart af dem, at bruge en af mine største fobier. Jeg kunne nemt have dumpet, og chancen for at jeg alligevel bliver, er nok store.

  Et af de spørgsmål jeg tænker meget over, men for tiden ligger væk, er hvordan pokker folkene, der står bag det hele, kan få optaget det hele og vise det, når det foregår inde i ens hoved. Men det betyder ikke så meget mere. Svaret på lige dét, er ikke den jeg mest stræber efter. Mere gad jeg vide, hvem pokker personen er, der bad mig stjæle gulduret og som senere i et brev påstod at ville hjælpe mig. Jeg har været så tæt på at afsløre ham eller hende. Men alligevel ender det med, at jeg står på bar bund, og så med endnu flere spørgsmål at stille. Hvem kan det dog være?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...