Canswaugh - Secret {Book 1}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2014
  • Status: Igang
Verdenen Canswaugh er inddelt i 4 distrikter. Hvert år bliver alle 17 årige drenge og piger sendt ud til alle distrikter, for at få en prøve, der skal vise dem hvor de hører til, hvad de skal kunne betvinge og hvor de skal skabe en familie.
Der er vanddistriktet for De Lærde, ilddistriktet for De Frygtløse, jorddistriktet for De Smidige og luftdistriktet for De Kunstneriske.
Få gange sker det, at der er nogle, der ingen steder høre til. De kommer hen på en Ø, hvor de selv må holde sig i live med omgivelserne. De bliver kaldt for De Fortabte og kan intet betvinge.
17-årige Melody Frances bor med sine forældre og sin storesøster på De Fortabtes Ø. Det er op til hende, at rette op på den fejl, de andre har begået - nemlig ingen steder at høre til.
Men kan hun ændre den skæbne, der altid har forfulgt hendes slægt? Og vil det kun være begyndelsen på det hele?
Canswaugh. En verden af dramaer, forelskelser og massevis af hemmeligheder.

41Likes
187Kommentarer
3580Visninger
AA

3. Chapter 1 - Going For The First Specimen

Da jeg vågner, sidder jeg oppe i et træ på en af de mange tykke grene. Mine hænder er bundet fast til stammen, og da jeg så kigger på mine ben, kan jeg se at de er smurt ind i blod. 

  I starten virker alt uklart, og jeg undrer mig over hvad der egentlig foregår og har forgået. Men som synet kommer, kommer min hukommelse igen.

  Det der skete var, at jeg var ude og jage. Jeg havde fundet dette her store fede dyr, som godt kunne ligne noget, der kunne blive til tre dages måltid. Da jeg kom nærmere, så jeg at det var et vildsvin. Og som der også lagde i navnet, var den vild.

  Den væltede mig omkuld et par gange, før jeg fik den stukket den ned med min dolk. Da den lagde helt stille og blodig, nede på tropeområdets fugtige græs og planter, kom en muskuløs sort mand og kastede en sten i hovedet på mig. Derefter blev alt mørkt.

  Om det var ham der havde bundet mig fast, ved jeg ikke. Men uanset hvad, må jeg væk, for det er i dag jeg skal sendes til første distrikt, hvor jeg skal have den første prøve, der vil være med til at afgøre min skæbne.

  Forsigtigt forsøger jeg at vride mine hænder fri fra det reb de er bundet fast med. Til alt held havde ham manden ikke bundet det hårdt nok fast, selvom han lignede en der kunne knuse et træ bare ved at give det ét enkelt skub med fingeren.

  Da rebet er gledet af mine hænder, falder jeg ned på det fugtige græs. Jeg tumler rundt, men får kontrollen over min balance og stiller mig så ret.

  Som forventet er vildsvinet væk. Manden havde taget det. Men Abigail, min storesøster, har sikkert fanget noget. Så vil der ikke blive nogen problemer.

  Jeg får et kort blik af en dreng, der bevæger sig rundt mellem det nu høje græs, der går op til skuldrene. Jeg kaster mig ned på maven, da jeg opdager at han kigger på mig. 

  Han er høj, bredskulderet og har blond hår, ligesom jeg har. Hans øjne er lyseblå og er meget smalle. Det giver mig myrekryb.

  Forsigtigt kravler jeg væk, men da jeg når hen til enden af det høje græs, står drengen for mine fødder. I hans hænder holder han en økse, men han lader ikke til at vil slå mig ihjel. Han kigger bare ned på mig, som er jeg et uskyldigt dyr.

  Langsomt rækker jeg ud efter min dolk, som sidder spændt fast til mit mørkebrune bælte. Drengen skynder sig at pege truende med øksen. Men da han ikke ser yderligere ud til at vil gøre noget, tager jeg chancen og griber fat om den. Jeg hiver til, så den flyver ud af hænderne på ham. Han vælter og når ikke at registrerer noget, inden jeg er langt væk.

  Jeg stopper først, da jeg når den lille grotte hvor mor, far, Abigail og jeg bor i. De sidder alle sammen derinde, og spiser uden mig.

  "Det der er ikke fair!" Råber jeg og går vredt hen til dem.

  "Du så ikke ud til at komme," siger mor og kigger op fra den lækre stykke kylling. "Men vi har gemt et ben til dig, den er bare blevet lidt kold."

  Det kunne have været værre. I stedet for at være sur, går jeg bare hen og tager den. Jeg sætter mig ned til de andre og spiser så op.

  Da jeg er færdig, er jeg ikke mæt. Men tiden passer med at jeg skal gøre mig klar til at møde op ved landingspladsen. Jeg husker klart og tydeligt sidste år, hvor Abigail steg om bord. Jeg husker også, da hun blev sat af igen.

  Mor og far var så kede af det, mens jeg bare var glad for at se hende igen. Men nu ser jeg hvilken pine det bliver for hende, at skulle leve her resten af sit liv. Og hvis jeg så gør det umulige og strider alle regler, så bliver jeg alene. Helt alene. Jeg har godt nok kun hørt rygter om, hvordan de andre distrikter er, men de som kommer derfra og nu ingen steder hører til, har fortalt hvordan der var i de forskellige.

  Ilddistriktet er sodede områder med vulkaner. Ellers er der ørkener overalt. De siger at der er varmt, nogle steder så varmt, at man ikke må være i nærheden.

  I luftdistriktet, hvor præsidenten også bor, er der dejligt. Der er en dejlig tilpas varme, og så er distriktet jo oppe i skyerne. Den er en slags "svævende by".

  Jorddistriktet skulle være en kæmpe område med enge, marker og skove. Et friskt distrikt, hvor alle har det godt.

  Vanddistriktet ligger på isen, men ellers under vandet. Der er koldt, men Abigail siger, at der bliver uddelt varmt overtøj.

  Det skal lige nævnes, at alle fra distrikterne har de her halskæder, som uden tvivl er deres mest værdifulde genstande. Halskæderne giver folket kræfterne fra distriktet. Uden dem vil de miste deres kræfter, og som om det ikke var nok vil det betyde, at de ikke længere må bo i distriktet. Så bliver de smidt ud og sendt her til De Fortabtes Ø.

  Hvis jeg gør det ingen i min slægt har gjort og består en af prøverne, så vil jeg hører til et distrikt, og  jeg vil aldrig miste halskæden. Jeg vil aldrig nogensinde tilbage igen. Ikke til her, hvor gennemsnitsalderen kun er tredive år.

  "Melody," siger mor og kigger ind i mine mørkegrønne øjne. "Nu siger jeg det samme, som jeg sagde til Abigail: Chancen for at komme ind i et distrikt, er ikke nemt for os, der aldrig har prøvet at leve i en. Vi ved ikke hvad prøven er, da den hvert år bliver skiftet, så man ikke kan snyde. Men både far og jeg, ved at det hele nok skal gå."

  "Det er okay mor," siger jeg og forsøger at smile. "Jeg troede, at jeg ville være bange, men det er jeg ikke. I hvert fald er jeg ikke lige nu. Jeg vil gøre alt for at komme ind i et distrikt, og lykkedes det, så vil jeg sørger for at I kan komme med mig."

  "Nej, Melody," siger mor bestemt. "Hvis du er inde i et distrikt er det ligegyldigt om vi ses igen. Det vigtigste er at du kommer ind i et distrikt! Jeg vil ikke have, at hvis du får børn, skal de lide og udsættes for det samme som I er blevet udsat for!"

  "Men mor!" råber jeg en anelse for højt. "Er det ikke vigtigst at familien er sammen? Tænk hvis vi alle kan bo i et distrikt. Abigail har fortjent det.."

  "Nu syntes jeg lige, at vi skal holde os til, at du skal kunne gennemføre mindst én af prøverne," siger hun trættende.

  "Okay.. Kan du fortælle, hvad der skete på de prøver du fik?" spørger jeg nysgerrigt.

  "Hm.. Det kan jeg ikke se at der sker noget ved," svarer hun tøvende. "Først blev man sat i en stol, hvorefter man fik stukket en nål ind i underarmen. Lige pludseligt befandt man sig bare i en anden verden. Jeg husker bedst ildprøven. Det var den sidste, og så vidt jeg husker har det altid været det, fordi det er den sværeste. Jeg gik i total mørke, men så langsomt begyndte der at gro en mørk skov op rundt om mig. Jeg husker at jeg fik det helt dårligt, selv bagefter. Men så kom der den her dreng. Han løb i retningen mod mig, og han skreg. Da han kom nærmere så jeg at noget forfulgte ham. En slags monster. Den kastede sig over ham lige foran mig, og jeg rev i monsteret og skreg ligeså højt som drengen. Monsteret endte med at ligge helt stille. Så kom jeg tilbage til rummet. Jeg kunne ikke forstå at jeg ikke bestod prøven, dengang dommerne viste mig de klip fra det der skete. De sagde, at jeg var tæt på, men ikke nok. Jeg følte mig svag, da jeg fik at vide, at jeg skulle være en af De Fortabte."

  "Du slog monsteret ihjel, men bestod ikke?" spørger jeg og kigger forvirret på hende. "Det virker usandsynligt."

  "Prøven var måske, at jeg skulle have ladet monsteret slå drengen ihjel. Ellers kunne de se på mig, at jeg var bange," siger mor, som prøver hun bare at beskytte dem.

  "Ingen mennesker er frygtløse," siger jeg. "Alle har et svagt led, der kan knække dem og gøre dem bange."

  "Ja," siger hun svagt. "Du har nok ret."

 

Da det bliver sidst på eftermiddagen, skynder jeg mig at tage af sted. Jeg siger farvel til mor og far, og da jeg skal sige farvel til Abigail, er jeg lige ved at græde. Tanken om at vi måske ikke ses igen er ulidelig, men hvis jeg kommer tilbage hertil, vil det ødelægge mit liv.

  "Du har en chance," siger hun og smiler til mig. Hun er rød rundt om øjnene og græder i små mængder. "Det ved jeg, at du har."

  Hun omfavner mig og kysser mig på kinden. Så er det at tårene vælter ud. Jeg ved ikke, om jeg skal håbe på at komme til et distrikt eller blive her. Eller jo. Jeg kan jo ikke blive her, men tager jeg af sted, ved jeg at min familie vil lide mere end de gør i forvejen.

  "Hvis.. du siger det," får jeg fremstammet i et smil. Hun tørrer tårene væk fra mine øjne, men gør ikke noget ved sine egne.

  "Det gør jeg," hvisker hun ind i mit øre.

  Jeg stiller mig op på scenen ved siden af de fem andre unge. En ældre kvinde ved navn Veronica Star træder frem. Hendes tøj er sølvfarvet med glimmer. Det klæder ikke rigtig sådan en gammel kvinde. Men jeg ved at hun er som en bedstemor for alle, og det hjælper med at sløre udseendet.

  "Jeg vil gerne på ære af præsidentens vegne," råber hun og smiler. Det siger hun altid. "Ønske jer alle held og lykke med prøverne."

  Vi bliver vist ind i det gigantiske fly, og får uddelt værelser i den. Jeg får et værelse på 2. sal. Jeg vidste godt at den var stor, men jeg vidste ikke at den var  stor.

  Da vi har fået uddelt de breve, hvor der står i hvorhenne første prøve er, går jeg ind på mit værelse. Jeg kaster mig ned i sengen og er lige ved at flyve op i luften igen af madrassens fjedre.

  Jeg sætter mig til rette og åbner kuverten. Der står:

 

1. Prøve er i vanddistriktet.

Flyet når frem om 24 timer.

Der er overvågningskameraer overalt, så du vil

blive afsløret hvis du snyder.

Der er mad om 3 timer.

 

  Tre timer er langtid. Hvad kan jeg så nå imellem tiden? Jeg kan da kigge i skabene? Hvem ved, måske er der noget spændende i dem?

  Jeg går hen og åbner den første, og inde i den er der én enkel glaskuppel. Engang fik jeg en glaskuppel af bedstemor. Det var lige inden hun døde. Men den blev væk, og jeg har aldrig set den siden. Den ligner faktisk den, der står inde i skabet.

  I den næste skab er der tøj, der passer til hvert distrikt. Tykke til de kolde distrikter, tynde til de varme distrikter. Men med det tøj jeg nu har på, kan det kun være nødvendigt at skifte tøj til vanddistriktet.

  Da jeg åbner den sidste, ser jeg en seddel. Jeg åbner den langsomt op og læser:

  Gør efterfølgende, ellers sørger jeg for at du fejler i alle prøverne: Stjæl Veronicas guldur og lig den bagefter under sofapuden i stueetagen.

  Det giver et gib i mig. Jeg skynder mig at smække skabet i, og holder så brevet ind imod mit hjerte. Da jeg kigger rundt ser jeg et kamera filme mig oppe over sengen. Jeg kigger rundt efter flere, og det går op for mig, at det ikke bare var en trussel fra præsidenten, at man ikke skal snyde. Man bliver faktisk overvåget. 24 timer, hele døgnet rundt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...