Heaven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2013
  • Opdateret: 14 dec. 2013
  • Status: Igang
Mød Heaven Walker. Den meget generte pige fra East High School. Hun er ikke noget specielt, bare endnu en pige fra Denver, Colorado. For hende er lektier og skole alt, og i hendes hoved videnskabelig forklaring på alt.

Men hvordan vil hun forklare at en fremmede pige, lige pludselig dukker op på Fodboldbanen midt i en kamp? Hvordan forklarer hun deres identiske udseende? Og hvordan forklarer hun ondskaben der tydeligt emmer fra pigen?

Heaven bliver revet ind i verden fyldt med nye dimensioner, ondskab og overnaturlige væsner. Men hvorfor lige hende? Hvorfor den søde og ydmyge Heaven? Ifølge universet har alt en mening ...

10Likes
11Kommentarer
553Visninger
AA

2. Prolog

Hun listede hen til det elektriske hegn, og så sig søgende om efter en vej ind.

Elektriciteten fra hegnet summede i hendes ører, og hun lukkede øjnene halvt i. Den monotone lyd paralyserede hende et øjeblik. Hun rystede kraftigt på hovedet. Der var ikke nok tid ...

Hun begyndte at liste langs med hegnet. Inden længe så hun vagthuset. Hendes øjne afsøgte området omkring det lille skur. Tomt. Hun listede helt hen til huset, og så ind af vinduet. Vagten, en lettere overvægtig dame, sad og så fjernsyn.  Damens øjne var halvt lukket, som da pigen havde været paralyseret af hegnet. Elektricitet havde en døsende virkning på dem, men det forhindrede åbenbart ikke vagten i at se fjernsyn i stedet for at passe sit arbejde. Men det var fint med hende. Bare en nem forhindring på hendes vej. Hun bevægede sig om på den anden side af vagthuset, og gik ind af døren. Damen var med det samme på vagt. ”Hvem er De?” spurgte hun, og så undersøgende på hende. Pigen smilede troværdigt. ”Jeg skulle have været med det nye hold inde ved ...” Damen afbrød hende. ”Hvem er du?” Pigen gennemsøgte sin hjerne for troværdige navne. ”Adrielle Vilassa,” mumlede hun langt om længe. Damen vendte gryntende ryggen til hende, og begyndte at rode gennem nogle papirer. Pigen så en tung brevpresser på bordet, og tog den op i hånden. Vejede den. Den var lavet af et tungt metal. Hun  hævede hånden op over hovedet og slyngede brevpresseren mod vagtens tinding. Selv ikke med deres hurtige reflekser, kunne damen stoppe den susende brevpresser. Den ramte sit mål, og vagten faldt bevidstløst ned på jorden. Pigen så på sit ur. Fem minutter igen. Hun  stirrede koncentreret på kvinden på jorden, og mærkede hvordan det ekstra lag hud formede sig over hendes eget.

Hun rørte ved sin tinding og det varme blod malede hendes fingre røde. Godt.

Hun stormede ud af vagthuset, og hen mod Porten. Tre minutter. Hun satte farten op.

Militær lignede bunkere fløj forbi, men hun ænsede dem ikke. Gruset og sandet under hendes fødder knasede.

Hun fulgte lyden af stemmer, og nåede langt om længe hen til Porten. Eller rettere, indgangen til Porten. Hun stoppede et par meter derfra, og begyndte at halte. Hun slæbte sit venstre ben efter sig, og holdte sig til hovedet. Vagterne foran indgangen så hende og kom hurtigt løbende. Deres alvorlige ansigter blev et øjeblik opløst af panik, men de tog med det samme facaderne på igen. ”Wicca! Hvad er der sket?” spurgte den ene med beordrende stemme. Pigen sank en klump. Kom nu! ”En Indtrænger,” stammede hun, og blev overrasket over sit eget skuespil. ”Jeg kunne intet stille op.”

Den ene vagt tog en gammeldages walkie-talkie op i hånden. ”Afbryd missionerne. Afbryd de missionærer! Der er en Indtrænger! Stands nu!” Og med de ord, løb de to mænd af sted. De havde fuldstændig glemt damen. Eller rettere pigen der lignede damen. Hun skyndte sig hen til indgangen, hvor døren uventet blev slynget op. Folk strømmede ud, og hun skyndte forskrækket på dem. ”Kom nu! Der er en Indtrænger! Kom af sted! Skynd jer!”

Da den sidste var forsvundet, kantede hun sig ind af døren og lukkede den forsigtigt efter sig. Der var komplet mørkt, og hun måtte føle sig frem. Langsomt vænnede hendes øjne sig til mørket, og hun kunne gå normalt.

Væggene var lavet af gråt beton, og førte ligeud i en lang gang. Hun satte farten op, og endte med at løbe i fuldt spurt.

Inden længe nåede hun ind i Rummet. Den store glaskuppel, der beskyttede Porten. Hun så sig ærefrygtigt omkring. ”Wauw,” åndede hun. Damens lag hud smeltede og tilbage var kun pigens normale udseende. Hendes blik afsøgte rummet, og det landede på Porten. Den lignede et normalt spejl. Bare større. Hun gik med store øjne hen og rørte forsigtigt glasset, der begyndte at bølge. Ligesom vandringe i en sø. Noget grønt begyndte at sprede sig. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere. Hun nåede det! Råbende stemmer fik hende til at vende sig om. Vagterne var på vej. Hun sank, og så på spejlet hvor et billede var ved at forme sig. Kom nu! kom nu!

Døren bag hende sprang op, og råbene blev højere. Løbende skridt nærmede sig. Nej! Det her var hendes eneste chance for at komme væk! Panikken spredte sig i hendes krop, og hun så sig forvildet omkring. Råb. Løbende skridt. Hun vendte sig om, og spurtede alt hvad hun kunne ind i spejlet. I stedet for at høre glas knuse, og mærke det skære gennem sin hud, kunne hun pludselig høre stemmer. Stemmer der lo, råbte, snakkede, hujede. Hun havde det som om hun var inde i en bobbel. Hun nåede det ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...