Heaven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2013
  • Opdateret: 14 dec. 2013
  • Status: Igang
Mød Heaven Walker. Den meget generte pige fra East High School. Hun er ikke noget specielt, bare endnu en pige fra Denver, Colorado. For hende er lektier og skole alt, og i hendes hoved videnskabelig forklaring på alt.

Men hvordan vil hun forklare at en fremmede pige, lige pludselig dukker op på Fodboldbanen midt i en kamp? Hvordan forklarer hun deres identiske udseende? Og hvordan forklarer hun ondskaben der tydeligt emmer fra pigen?

Heaven bliver revet ind i verden fyldt med nye dimensioner, ondskab og overnaturlige væsner. Men hvorfor lige hende? Hvorfor den søde og ydmyge Heaven? Ifølge universet har alt en mening ...

10Likes
11Kommentarer
556Visninger
AA

4. Kapitel 2

Jeg er godt i gang med at drukne i selvmedlidenhed, da en stemme pludselig skærer gennem bølgerne.

”Du er vel ikke den eneste.”

Jeg ser forvirret op. Pigen der står ved siden af mig ... ligner mig ret meget. Ud over det faktum at hun er høj, hendes øjne er en meget pæn nuance af blå ... og hendes hår er gudesmukt! Og meget Elver-agtigt. Det er en form for gylden hvid nuance. Okay måske ligner hun mig ikke så meget alligevel!

”Hvad?” spørger jeg forvirret. Er jeg gået glip af noget?

Hun løfter et øjenbrynene og nikker hen mod fodboldfyrene.

”Du er vist ikke den eneste der jagter Drømmeprinsen.”

Jeg får et glimt af Nick og rødmer.

”Hvor vidste du det fra?” spørger jeg med brændende kinder.

Hun himler med øjnene og læner sig afslappet op af skabene.

”Det er ret tydeligt. De drømmende blikke er ret nemme at spotte.”

Jeg mærker ydmygelsen sprede sig i kroppen og ser ned. Og så opdager jeg hendes trøje. Midt på trøjen er der et sort hvid billede af en ... enhjørning. Spændende. Over billedet står der ”Har du set denne enhjørning?” Under billedet står der: ”Hvis du har er du sikkert skæv.”

Jeg griner, men tager mig så i det.
”Undskyld,” mumler jeg og ser hurtigt væk.

Jeg mærker hvordan hun trækker på skuldrene.
”Det går nok.”

Hun ser kort hen på fyrene og trækker vejret dybt.

”Okay, hør nu her –” jeg ser op hende. ”Mit råd til dig ville være at tage med til kampen i aften.”

Jeg rynker brynene.

”Hvorfor det?”

Hun ryster opgivende på hovedet.

”Følg nu med! Drømmeprinsen spiller fodbold. Det her er hans store kamp ... eller det er bare en kamp, men du ved hvad jeg mener!”

Jeg hæver øjenbrynene.

Mig? Med til en fodbold kamp? Med alle de mennesker? Er hun gået fuldstændig fra forstanden?
Jeg åbner munden for at protestere, men hun løfter afværgende hånden.

”Det er bare et råd fra en pige til en anden!”

Hun vender sig om for at gå, men ser sig over skulderen.

”Og hvis du en gang i fremtiden vil takke mig, så hedder jeg Elise Rosewood.”

Jeg ser undrende efter pigen – Elise. Hvad skete der lige der?

 

Skal jeg? Skal jeg ikke? Skal jeg? Skal jeg ikke? Skal jeg? Skal jeg ikke?

Jeg trommer utålmodigt kuglepennen mod bordet. 

Skal jeg? Skal jeg ikke? Skal jeg? Skal jeg ikke?

Okay jeg skal. Jeg tager med til den kamp! Hvorfor? Fordi ... fordi ... fordi Nick er der, og ... og ... ja derfor!

Jeg rejser mig op, og skynder mig ud på gangen. Jeg skubber mig forbi de mange mennesker. De tynder langsomt ud,  og jeg får øje på hende jeg leder efter.
”Elise!” Jeg skynder mig hen til hende, og lægger en hånd på hendes skulder.

Hun vender sig forskrækket om mod mig, og jeg sender hende et beroligende smil
”Det er bare mig!” siger jeg smilende.

Hun rynker brynene.

”Undskyld, kender jeg dig?”

På få sekunder, flyver en masse tanker omkring diverse sygdomme og lidelser igennem mit hoved. Skizofreni? Korttidshukommelse?

”Ja, vi snakkede lige før ...? Altså jeg forstår ikke helt Elise ...”

”Nåh!” Elise – tror jeg da – griner og ryster på hovedet. ”Jeg hedder ikke Elise!” siger hun og lægger hånden over hjertet. ”Jeg hedder Liv. Liv Rosewood. Du leder efter min tvilling!”

Jeg gør store øjne. Jeg burde have lagt mærke til tøjet.
”Nåh ... ups ...” jeg ser ned på min fødder. Pinligt.

Hun griner forstående, men jeg er allerede på vej væk.

 

Jeg trækker den store hættetrøje over hovedet, og beundrer synet i spejlet. Ej okay, beundrer er nok lidt overvurderet. Den grå hættetrøje går mig til midt på låret, og skolens initialer står med rødt på brystet.

De sorte jeans sidder stramt om min små lår, og jeg sukker. Ja ja, jeg har måske små lår, men mine ben er lige så små!

Jeg propper min mobil i trøjen, og ser mig en sidste gang rundt i værelset. I sidste øjeblik vælger jeg at sætte mit hår op i en sjusket heste hale.

Mit hår er blondt, nærmest gyldent, og det bølger let. Mit hår går til lænden, og er faktisk det ved mig selv, jeg er mest stolt af.

Godt så. Tid til fodbold kamp!

 

Okay. Jeg fortryder. Med stort F.

Menneskerne omkring mig larmer ... sjovt nok.

Jeg sidder helt oppe forrest, med god udsigt over hele banen. Og cheerleaderne. Hvilket er knap så godt. Hvorfor? Eh ... jeg ved det ikke. Jeg bryder mig bare ikke om dem! Flere af dem har sendt mig hadefulde blikke, mens andre sender hånende ... ja, jeg ved ikke helt hvorfor ...

Første halvvej er allerede slut og vores hold fører. Jeg forstår ikke fodbold eller reglerne, men ud fra folks råb og hujen fører vi. Jup.

Jeg har set Nick flere gange, og hver gang har mit hjerte sprunget et slag over. Han er altså ret lækker!

Jeg er lige ved at slå mig selv i panden.

TÆNKTE JEG LIGE DET?!?  

Folk omkring mig bryder ud i applaus, og drengene kommer løbende hen til bænkene der er lige foran mig.
Mit blik lander på Nick, der vinker til publikummet.

Han løber hen til drengene, og jeg ser hvordan en af cheerleaderne skiller sig ud fra gruppen, og kommer hen til ham. Serena. Hun læner sig ind på ham, og kører let fingeren ned af hans bryst. Badr. Hendes cheerleader uniform viser mere hud end den dækker og jeg gyser. Tænk ar have sådanne klude på! Hvor ydmygende!

Hun stiller sig på tæer og hvisker noget i hans øre. Hans øjne bliver store, og han ryster på hovedet. Venligt, men bestemt skubber han hende væk fra sig. Jeg kan ikke føle andet end lettelse.

Serenas øjne gløder, men hun smiler hurtigt, og kommer helt hen til ham igen. Hendes læber strejfer hans kind, mens hendes øjne viser alt om hvilke løfter hun har til ham. Dobbelt badr.

Jeg sukker og ser i stedet ud på den store græs plæne.

Mit hjerte springer et slag over, og en pludselig kvalme overvælder mig.

Jeg ryster det af mig, og gisper.

En pige dukker pludselig op på midt på banen. Og hun ligner mig. På en prik.
Jeg blinker utallige gange. Men hun forsvinder ikke. Hun begynder at løbe, og ender med at løbe ind til omklædningsrummene. Normalt ville jeg have slået det hen som synsbedrag, men jo mere jeg tænker over det, jo mere nysgerrig bliver jeg. Jeg ser andre mennesker se forbløffet hen mod omklædningsrummet, blandt andet Nick.
Jeg rejser mig op, og inden jeg ved af det, er jeg på vej ind i omklædningsrummet.

”Hallo?”

Jeg ser mig omkring, og er ved at skrige da næsten støder ind i en pige.

Hun ligner mig ikke. Tværtimod. Hendes hud er mørk, brune øjne og mørkt hår. Overhovedet ikke lige som mig. Jeg ser forlegent ned.

”Hvad vil du?” hvæser hun. Hendes utålmodighed skinner i gennem.

”Ikke noget,” stammer jeg.

”Så ryk dig! Du spærrer for udgangen!”

Jeg skal til at rykke mig, men ser så op i hendes øjne.
”Du skal ikke snakke til mig på ...”

Jeg gisper. Hun gisper.

Hendes hud smelter ... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...