Heaven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2013
  • Opdateret: 14 dec. 2013
  • Status: Igang
Mød Heaven Walker. Den meget generte pige fra East High School. Hun er ikke noget specielt, bare endnu en pige fra Denver, Colorado. For hende er lektier og skole alt, og i hendes hoved videnskabelig forklaring på alt.

Men hvordan vil hun forklare at en fremmede pige, lige pludselig dukker op på Fodboldbanen midt i en kamp? Hvordan forklarer hun deres identiske udseende? Og hvordan forklarer hun ondskaben der tydeligt emmer fra pigen?

Heaven bliver revet ind i verden fyldt med nye dimensioner, ondskab og overnaturlige væsner. Men hvorfor lige hende? Hvorfor den søde og ydmyge Heaven? Ifølge universet har alt en mening ...

10Likes
11Kommentarer
564Visninger
AA

3. Kapitel 1

Jeg ser ned i min notesbog, og tør ikke møde vikarens øjne.
”Svaret er ...” jeg stopper med at snakke, da jeg mærker genertheden trænge på. Kom nu Heaven! ”Svaret er femogtyvetusind,” stammer jeg.

Jeg ser stadig ikke op, men fornemmer hvordan vikaren nikker.

”Korrekt,” siger han og skriver noget på tavlen. Højst sandsynligt svaret.

Folk bag mig hvisker og et fnis når mig. Jeg rødmer af skam. Det er sikkert om mig ...

Matematik har aldrig været mit bedste fag.

”Kender du svaret på den næste?” spørger den mandelige vikar. En kuldegysning gennem ryster min krop. Jeg hader vikarer. Jeg kender dem ikke, og kan derfor ikke lide at have dem. Skole er for mig en meget personlig ting. For mig er skole min fritidsaktivitet. Jeg laver lektier konstant. Derfor kan jeg ikke lide når fremmede lige pludselig blander sig.   

Jeg ser kort op og ryster på hovedet.

Timen må gerne slutte nu ...  

I det samme ringer klokken, og jeg skynder mig hurtigt ud af klasselokalet. Normalt bliver jeg der og spiser, men ikke når der er vikar.

Jeg knuger mine bøger ind til brystet, og skynder mig hen til mig skab. Jeg er så utroligt ’heldig’ at mit skab er lige ved siden af drengetoilettet. Jup, den mindst eftertragtet plads på hele skolen. Og den er min.

”Heaven?”

Alice Green dukker op ved siden af mig, og jeg ser forsigtigt op på hende.

”Ja?”

Alice er nok det tætteste jeg nogensinde kommer på en veninde. Hende og jeg laver lektier sammen en gang i mellem. I modsætning til mig, er Alice ikke en genert pige, der er fuldstændig venneløs. Alice hænger normalt ud med ”Eliten”, men er på ingen måde ligesom dem. Jo, hun kan godt lide sko og tøj, men hun mobber ikke og laver faktisk sine lektier – med min hjælp selvfølgelig. Men i modsætning til de andre, laver hun dem selv, og beder ikke mig om at lave dem, mens hun er til en eller anden fest. Okay, nu hvor jeg har nævnt dem ... på denne skole er der ikke kun én ”Elite”. Der er faktisk hele to. Den ene ”anføre” er Serena Mercer. Den perfekte barbie dukke. Hun har smukt brunt hår, blå øjne ... og lange ben. Det misunder jeg hende. Jeg er derimod kun de 1.67, mens hun nok er de 1.82 eller sådan noget. Det eneste der ikke passer ind i hendes ”perfect girl that has everything”-image er ... at hun ikke har nogen kæreste. Jeg har flere gange hørt hendes foredrag om at drenge er aber i forklædning. Hvilket nok er delvist sandt.

I den anden gruppe har vi Hannah Roth i spidsen. Langt rødt hår, klare brune øjne og meget slank. Måske lidt for meget. Jeg tror det har noget at gøre med hendes høje stof skifte eller sådan noget. Jeg har hørt at hun har et eller andet med rovdyr. Hun er vist meget fascineret af dem. Måske har hendes utroligt – og uhyggeligt - lange negle. De kunne godt forveksles med et par klør.
Jeg bliver hurtigt revet ud af mine tanker, da Alice begynder at snakke.

”Jeg tænkte på om vi kunne lave nogle lektier efter skole? Jeg har en biologirapport for, og kunne godt bruge noget hjælp til opbygningen.”

Jeg nikker og sender hende et lille smil.

”Det kan vi godt. På biblioteket? Efter skole?”

”Jep!” Hun sender mig et hurtigt smil, og går så videre ned af gangen.

Jeg ser efter hende, og ønsker et øjeblik jeg var lige som hende. Både sød og populær ... og ikke genert.

Siden min mor døde for 9 år siden, har jeg ikke været den samme. Dengang kunne jeg snakke problemløst med mine venner, familie og endda fremmede på gaden. Det er anderledes nu. Kort inden min mor døde, flyttede vi her til Colorado. Hun elskede at stå på ski, og fandt hurtigt et hus. Hende, min far og jeg nåede at bo her i to uger inden hun fik et hjerteanfald. Lægerne formåede ikke at redde hende. Efter hun døde, begravede min far sig i arbejde. Jeg havde ingen venner, og prøvede ikke at få nogle. I starten var det på grund af sorg, men så opdagede jeg hvor dejligt det var at lave lektier. At lære. Jeg begravede mig i mit skole arbejde, og havde ikke tid til andet. Mens alle fik deres første kæreste, sad jeg og læste Shakespeares klassikere.

Jeg låser skabet op, og stiller mine bøger ind på hylderne. Hvis jeg ikke har nævnt det endnu, er skabene på denne skole tudegrimme. De er hospitalsgrønne. Den eneste fordel ved dem, er at de er lige så høje som mig. Eller lidt højere, da jeg kun er de 1.67. Jeg sukker og lukker øjnene. En kommende hovedpine får mit hoved til at dunke, og jeg læner min pande mod det kolde metal.

En masse råb når mig, og jeg ser forskrækket op ... for så at blive skubbet halvvejs ind i mit skab af store fodboldfyre. Jeg stønner, og prøver at komme ud af skabet, men de mange mennesker forhindrer det. Cheerleadere griner, hepper og jeg mærker hovedpinen komme snigende. Snak. Latter. Hjuen. Endelig spredes menneskerne, og jeg smækker lettere forpustet mit skab i. Det måtte være på grund af den store kamp i aften, ellers ville de nok ikke flippe ud på den måde.

Fodbold drengene står der endnu, og jeg sukker. Endnu en ulempe ved at have skab ved siden af drengenes toilet.

”Hey, du okay?”

En varm hånd lander på min skulder, og jeg ser op.

Mine øjne bliver store.

Ingen anden end Nick Jones står det og ser spørgende på mig. Og hvis jeg ikke har fortalt jer om ham endnu, så er han sådanset bare skolens mest populære dreng. Og fodboldholdets quaterback. I egen høje person.

Hans lyse hår sidder perfekt, og de nøddebrune øjne ser ... bekymret på mig. Mig. Skolens outcast.

Jeg synker og prøver at svare, men intet kommer ud. Typisk mig.
Jeg nikker hurtigt og ser ned på mine fødder.

”Kom nu Nick!” råber en af hans venner. De andre griner da han tilføjer: ”Hun er ikke der værd! Jeg har hørt at hun ikke må det før ægteskabet!”

Mine kinder brænder, og jeg mærker hvordan mine øjne stikker og næsen begynder at klø. Jeg er ikke er ikke specielt pæn når jeg græder. I modsætning til alle Hollywood stjernerne bliver mit ansigt rødt, og mine øjne hæver. Jeg tager en hvæsende indånding. Bare ignorer dem.

Nick ser på sine venner, men vender så blikket mod mig igen. ”Undskyld.” Han vender hurtigt om og skynder sig hen til de andre fodbold fyre.¨

Jeg ser længselsfuldt efter ham, men tager så mig selv i det. Jeg ser ned på mine hænder.

Ja. Jeg ved godt at det er en kliché, men helt ærligt. Jeg er fuldstændig og håbløst forelsket i ham. Men det her er ikke noget eventyr, hvor Askepot lever lykkeligt til sine dages ende. Dette er virkelighed, og i virkeligheden forelsker prinsen på den hvide hest sig ikke i den grimme ælling. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...