Forsvundet

En dag beslutter Thomas' kæreste Ida sig for at rejse verden rundt, inden hun skal til at studere. Men hun vender aldrig nogensinde hjem igen.
Hun sender sin dagbog hjem til sine forældre og så hører ingen ikke længere fra hende. Forældrene syntes, det er synd for Thomas og giver ham derfor dagbogen.
Sammen med sin bedste ven, Frederik, rejser han i Idas fodspor, for at finde frem til hende.
I dagbogen står der ikke bare noget, om hvor hun rejste hen, men også noget om Idas fortid, fra dengang hun og Thomas blev kærester... og den gemmer på hemmeligheder, som ikke engang Thomas vidste om hende...

2Likes
2Kommentarer
287Visninger

2. 2

Vi nåede først hotellet sent på aftenen. Hotellets lobby var pæn og ren, men den var ikke noget særligt. Der stod nogle græsgrønne potteplanter fordelt i tre hjørner og der var en lang trappe, der førte ovenpå. Tapetet havde et lille, lyserødt, blomstermønster, der var meget gammeldags. Bag receptionen stod en høj, mørkhåret, middelaldrene kvinde. Hun løftede hovedet, så snart vi kom ind.

“Hallå.” sagde hun og lyste op i et smil. “Vad kan jag göra för ni?”

“Et værelse til to.” sagde Fred.

Kvinden nikkede og tastede lidt på sin computer.

“Rum tolv är tillgängliga . 299 kr. dag.”

Fred nikkede. “Det er fint. Vi regner ikke med, at blive særlig længe.”

Kvinden smilte og åbnede en skuffe. Hun tog en nøgle op med en lille nøglering, hvor der stod ‘12’ med guldbogstaver, og rakte den til os.

“Vad heter ni?” spurgte hun.

“Frederik Nielsen og Thomas Højbjerg.”

Kvinden registrerede os i computeren.

“Nu kan ni bara gå upp.” sagde hun og pegede på trappen.

“Må vi godt spørge om noget først?” spurgte jeg.

Kvinden nikkede.

“Har der været en pige her ved navn Ida Holm?”

“Ja.” sagde kvinden, helt uden at kigge i sin computer. “

"Hon bodde här för ungefär ett halvår sedan, och hon stannade här i en hel månad.”

Jeg rynkede brynene og kiggede spørgende på Fred, der før havde boet et halvt år i Sverige med sin familie. Jeg havde aldrig været særlig god til at forstå svensk.

“Hun sagde, at hun var her for cirka et halv år siden, og hun boede her i en hel måned.” svarede Fred.

“Ved du, hvor hun tog hen bagefter?” spurgte jeg kvinden.

Hon sa att hon skulle till Tyskland och sedan Frankrike.” sagde hun eftertænksomt.

“Tyskland og senere Frankrig.” mumlede Fred.

Værelset var lille og dekoreret i rolige farver. Væggene var malet ferskenfarvet. Møblerne, et skrivebord og to stole var af mørkt træ. Midt på gulvet lå et bordeauxrødt tæppe.

Da vi havde spist og langt sengetøj på vores senge, smed jeg mig direkte på min seng og læste videre i dagbogen.

 

18. Februar 2013

Så er jeg endelig ankommet til ‘Hotel Svan’. Selvom det hedder ‘Hotel Svanen’ er det ikke ligefrem verdens pæneste hotel. Tapetet er grimt og værelserne er små. Men jeg skal heldigvis kun være her et kort stykke tid endnu, før jeg tager til Tyskland.

Denne her rejse skal nok blive fantastisk, selvom jeg er helt alene. Jeg ville ønske, jeg kunne tage Thomas med, for jeg elsker ham så højt… Men det er jo for hans eget bedste…

Her i Sverige skal jeg se det hus, jeg boede i, da jeg var helt lille. Jeg kan ligeså godt også se nogle af seværdighederne, mens jeg nu alligevel er her. Jeg er jo rejst ud i verden, for at opleve noget og leve livet.

 

Om kun nogle måneder, rejser jeg endelig til den sidste destination på min rejse - Australien. Jeg kan bare ikke vente!

 

Jeg lagde bogen fra mig et øjeblik og kaldte på Fred. Han kom ud fra badeværelset iført en lilla badekåbe og et stort håndklæde viklet rundt om håret. Jeg begyndte, at grine.

“Du ligner jo en pige!”

Fred så først sur ud, men kunne til sidst ikke lade være, med selv at grine.

“Hvad er der, Thomas?”

Jeg blev igen alvorlig.

“Ida skriver, at det sidste land hun har planlagt at rejse til, er Australien.”

Fred lænede sig meget forsigtigt op ad dørkarmen, som om han var bange for, at den urgamle dørkarm pludselig ville vælte.

“Hvis der stod mere info, kunne vi jo sådan set rejse direkte til Australien…” Han holdt en kort pause. “Men jeg tror, at chancen for at finde hende er større, hvis vi rejser i hendes fodspor. Så finder vi måske ud af noget vigtigt, vi kan bruge, til at finde ud af, hvor hun opholder sig.”

Jeg nikkede. “Du har ret. Jeg læser lidt videre. Imens kan du jo gå ud og lægge din ansigtsmaske.”

“Haha.” sagde Fred sarkastisk og gik ud på badeværelset igen.

 

5. Marts 2013

Nu har jeg været i Sverige i næsten en måned. Jeg er nødt til, snart at tage af sted, for hvis jeg skal have penge til alle rejserne, kan jeg ikke blive her længere.

Jeg fik set mit barndomshjem for et par dage siden. Det var smukt. Hvidkalket og med stråtag og så lå det lige ud til en skov. Desværre kunne jeg ikke huske noget, fordi vi jo flyttede til Danmark, da jeg var tre år. Men jeg følte, at noget af min barndom manglede, da jeg ikke vidste, hvor jeg boede som lille. Så derfor tog jeg ud, for at se det.

Jeg har kun været væk i omkring en måned. Men jeg savner allerede det hele: Danmark, mine forældre, Marie og Luanna, og ikke mindst… Thomas.

Jeg fik tårer i øjnene ved tanken om, at hun havde tænkt på mig. Jeg savnede hende ubeskrivelig meget…

Jeg klappede bogen i og lagde mig på sengen, for at slappe af et kort øjeblik. Fred stod stadig ude på badeværelset og smukserede sig.

Jeg tog en dyb indånding, satte mig op og åbnede bogen igen.

 

Når jeg engang dør, skal nogen læse denne her dagbog. Derfor vil jeg fortælle om mig og Thomas’ forhold. Det er det bedste, der nogensinde er sket for mig, og jeg mener, at kærlighed er det tætteste, et menneske nogensinde kan komme på magi.

Det hele begyndte den dag, Thomas startede på vores skole. Første gang jeg så ham, var da han første skoledag kom gående ned ad skolegangen, mens jeg stod og snakkede med mine veninder, Mathilde, Louise og Kiri. Jeg var lidt goth dengang og ikke særlig sød. Og led som jeg var, stirrede jeg irriteret på ham, da han kom hen og spurgte, hvor 9.A lå. Jeg kunne helt tydeligt høre nervøsiteten i hans stemme. “Ny på skolen?” havde jeg spurgt med et suk. Thomas nikkede. “Held og lykke.” svarede jeg. “Ses, piger.” sagde jeg til mine veninder. De kiggede underligt, men vendte sig så om og gik. Så vendte jeg mig mod Thomas. “Jeg går i samme klasse og skal derhen nu, så du kan jo følges med mig.” Thomas nikkede. “Mange tak.” Jeg rynkede brynene. “Hvorfor? Jeg viser dig jo bare hen til din klasse.” Thomas trak bare på skuldrene. Han vidste ikke hvad han skulle sige.

“Pænt tøj…” sagde han efter kort tid. Jeg kiggede ned ad mig selv. “Hvad mener du? Det er jo bare en sort- og hvidstribet T-shirt, et par hullede cowboybukser, en læderjakke og en mørkegrøn-stribet taske.” sagde jeg og kiggede på ham, som om han var underlig. “Men jeg kan godt lide, at det er simpelt, og at der ligesom ikke er nogle skrigende farver” sagde han. “Nå. De fleste synes ellers, at mit tøj er for ‘upassende’.” Jeg stoppede op og pegede på en dør lige foran os. “Klassen er dér. Lad os gå ind.”

 

 

6. Marts 2013

Så er det blevet tid, til at forlade Sverige. Jeg har fået set det jeg skal se og oplevet det jeg ville opleve.

Min næste rejse går til Tyskland. Det er dér mine forældre stammer fra, og derfor vil jeg gerne se det.

Da min mor lige var blevet gravid, fik min far et tilbud om arbejde i Sverige. Det var til en fantastisk løn, så han kunne næsten ikke sige nej til det. Sådan endte vi med, at bo i Sverige, indtil far fik et endnu bedre job i Danmark. Der lovede han mor, at de skulle blive og at de ikke skulle flytte rundt mere, fordi de begge mente, at deres barn skulle vokse op i ét land i stedet for hele tiden at rejse.

Nå, men der hvor jeg kom fra med at skrive i går…

 

Jeg vil bede jer sige velkommen til vores nye elev, Thomas.” sagde vores dansk- og klasselærer, Cathrine. Velkommen.” sagde alle eleverne monotomt uden at den mindste entusiasme kunne spores i deres stemmer. Det var tydeligt, at de var helt ligeglade med den nye dreng. I kan godt være lidt sødere.” sukkede Cathrine. Så velkommen!” snerrede Markus, klassens anfører. Markus!” råbte Cathrine. Men Markus var helt ligeglad. Cathrine sukkede og vi gik i gang med undervisningen.

Efter timen gik jeg og mine veninder udenfor døren, for at gå ned i kantinen og købe frokost.

Se lige ham.” sagde Mathilde og pegede ind i klassen på Thomas. Han stod og snakkede sammen med Cathrine. De kan godt være lidt hårde i denne her klasse. Men Luanna og Marie er rigtig søde og vil sikkert gerne være sammen med dig.” Thomas nikkede og skubbede sin taske lidt længere op på skulderen. Hvis du bliver ked af noget, skal du bare komme og sige det.” sagde Cathrine og lagde en hånd på hans skulder. “Det skal jeg nok…” lovede Thomas. Han gik hen mod døren og fik øje på mig og de andre piger. Men selvom de andre piger var til stede, kiggede han kun på mig… og smilte et varmt smil. “Hej, igen.” sagde han. “Hej.” svarede jeg. Pludselig tog to hænder fat om min hofte og drejede mig rundt. Det var selvfølgelig Markus, der stod og prøvede at smile et ærligt og varmt smil. Jeg fjernede irriteret hans hænder.

Markus og de andre seje drenge fra klassen, var også med i min klike. Problemet var bare, at Markus var forelsket i mig. Men lige meget hvor mange gange jeg fortalte det til ham, kunne han ikke fatte, at jeg ikke var ude på at få en kæreste. Hej, Mus.” sagde han. Hej... Markus.” sukkede jeg. Thomas smilte til mig og smuttede så rundt om et hjørne. Kommer du med?” spurgte Markus. Hvorhen?” Ud i skoven og more os.” Skoven var vores foretrukne sted at være, når vi pjækkede. Der var helt stille, og der var ingen mennesker. Ingen der hørte, hvad vi snakkede om. Jeg magter ikke skoven i dag.” sagde jeg. Jo, kom nu.” sagde han. Jonas og Noah er allerede på vej derover. Hvis I også kommer, så er vi der alle sammen.” Jeg sukkede. ”Okay, så. Vi kommer.”

Det var blevet sent på eftermiddagen. Man kunne allerede se solen så småt begynde at gå ned bag de høje, nøgne bøgetræer. Jonas gik med armen om Louise. Mathilde og Kiri gik og snakkede sammen og Markus og Noah konkurrerede om, hvem der var den modigste. Skal vi noget specielt i dag?” spurgte jeg med kedsomhed i stemmen. Markus og Noah, der gik forrest, vendte sig om. Hvorfor? Vi havde ellers tænkt, at vi bare skulle hænge ud, som vi plejer.” Jeg trak på skuldrene. #Keder du dig? Jeg har faktisk længe gået og tænkt på noget.# sagde Markus. I ved... Vi skal jo på lejrskole på Rømø med klassen i næste måned. Skal vi ikke gå ud til stranden, og bade om natten?” Fedt!” råbte Jonas og Louise i kor. De andre smilte, men det gjorde jeg ikke. Det ligger jo lige ud til Vadehavet!” nærmest råbte jeg. De andre stirrede undrende på mig. De vidste sikkert ikke engang, hvad Vadehavet var. I ved... tidevand. Det kommer lige pludseligt. Man står først inde på stranden og lige pludselig har man vand til anklerne, og det bliver bare ved og ved med at stige.” Markus trak på skuldrene. Chancen for at der sker os noget, er jo meget lille.” Jeg rystede på hovedet. “Man ved jo aldrig.”

 

Nu har jeg skrivekrampe i hånden, så jeg skriver videre senere eller i morgen…"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...