Forsvundet

En dag beslutter Thomas' kæreste Ida sig for at rejse verden rundt, inden hun skal til at studere. Men hun vender aldrig nogensinde hjem igen.
Hun sender sin dagbog hjem til sine forældre og så hører ingen ikke længere fra hende. Forældrene syntes, det er synd for Thomas og giver ham derfor dagbogen.
Sammen med sin bedste ven, Frederik, rejser han i Idas fodspor, for at finde frem til hende.
I dagbogen står der ikke bare noget, om hvor hun rejste hen, men også noget om Idas fortid, fra dengang hun og Thomas blev kærester... og den gemmer på hemmeligheder, som ikke engang Thomas vidste om hende...

2Likes
2Kommentarer
299Visninger

1. 1

Træerne og markerne susede forbi uden for vinduet. Toget tog mere og mere fart på og til sidst var de ikke andet end mørke og udviskede skygger. “Vil De have noget?” spurgte en togdame, der var kommet forbi med en togvogn fyldt med blade, kaffe og snacks. “Ellers tak.” svarede jeg og fortsatte med, at stirre eftertænksomt ud af vinduet. Jeg kunne se damens spejlbillede i vinduet. Hun smilede venligt, nikkede og gik så videre til den næste passager.

    Endelig kom Fred tilbage fra sit meget lange toiletbesøg. 

“Har hun skrevet noget interessant?” spurgte han og dumpede ned på en af de slidte, blå sæder.

“Jeg ville vente, med at læse det, til du kom,” sagde jeg.

Jeg trak Idas turkise dagbog op af tasken og åbnede den på første side. Det var den dagbog, hun lige havde skrevet i for nylig. Hvornår vi var blevet kærester, nævnte hun allerede på første side. “Den 3. Oktober 2010...” mumlede jeg lidt for mig selv.

 

For fire år siden, da vi begge var femten, blev Ida og jeg kærester. Da vi efter tre år fyldte atten, ville Ida lige pludselig gerne ud ‘at opleve verden’, som hun sagde. Jeg ville gerne med, men hun sagde, at det var noget hun måtte gøre alene. Jeg spurgte, hvor hun ville tage hen, men hun sagde bare, at hun først ville tage til Sverige, og så finde ud af det derfra. Jeg syntes, at det lød underligt, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Men det skulle jeg have gjort. Ida sagde, hun ville vende tilbage efter et halvt år… Men nu, et halvt år efter deadline, var hun stadig ikke kommet hjem. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg vidste ikke, om det var fordi, hun ville slippe for mig. Men hvis det var tilfældet, var det så ikke lidt ekstremt? ‘Du må se, at komme dig over hende, Thomas,’ havde alle sagt. ‘Du skal nok finde kærligheden igen,’ havde jeg fået at vide. Men jeg vidste, at det ikke var sandt. Jeg ville altid have et stort og tomt hul i mit hjerte, indtil jeg fandt ud af sandheden.

    Et par dage over deadline, havde hun stadig ikke svaret på mine sms'er. Så ringede jeg, men der svarede hun heller ikke. Jeg blev meget bekymret, og en måned efter spurgte jeg hendes forældre. Men de græd bare og sagde, at de ikke vidste noget overhovedet. De havde også forsøgt, at kontakte hende. De kunne se, at jeg var meget ked af det, så derfor gav de mig hendes dagbog, som hun havde skrevet på sin rejse og derefter sendt til forældrene med posten. Kort tid efter fik jeg et brev fra hende, hvor der stod følgende:

 

"Kære Thomas

Jeg beklager, men jeg kan ikke se dig mere. For din egen skyld, så lad være, med at lede efter mig. Jeg ville ønske, at det skulle slutte sådan her. Men du skal ikke længere tænke på mig. Jeg er ked af det, men jeg kommer nok ikke tilbage til Danmark igen…

Ida"

  

Nu sad jeg så i toget på vej til Sverige sammen med min bedste ven, Frederik. Jeg havde en dag fortalt ham, hvor meget jeg savnede Ida. ‘Jamen, så tager dig og mig da bare ud og finder hende!’ havde han sagt uden videre. Før jeg vidste af det, havde vi allerede planlagt rejsen. Vi havde besluttet os for, at vi ville finde Ida… og vi tog ikke hjem, før vi havde fundet hende og snakket med hende. Jeg ville gerne vide, hvorfor hun bare sådan uden varsel, slog op med mig og endda rejste ud af landet, kort før hun gjorde det.

    “Før du læser…” sagde Fred. “Hvilket hotel boede hun på i Sverige?” Jeg rakte ned i min taske og tog den krøllede papirslap med de få oplysninger op, som vi havde fået fra hendes forældre. “Hotel Svan,” sagde jeg. Fred nikkede og tog sin Ipad op af sin taske. “Jeg ser, om jeg kan finde det på nettet,” sagde han. Jeg nikkede og begyndte, at læse i dagbogen.

 

 

17. Februar 2013

Jeg kan stadig huske det. Tirsdag 3. Oktober 2009 blev jeg efter lang, lang tid endelig kæreste med Thomas!! Jeg havde ventet på den dag i alt for lang tid.

 

Strandfesten hos Louise var lige slut, da jeg stødte på ham ude ved vejen. Louise havde igen været led ved mig, så jeg var lidt trist. Thomas kom hen til mig og spurgte hvad der var galt. Så fortalte jeg ham, hvad Louise havde sagt om mig. Han sagde, at det ikke passede, og at jeg ikke skulle være ked af det, hvorefter han spurgte mig, hvorfor jeg overhovedet var dukket op til festen, når nu jeg ikke kunne lide hende. Jeg svarede, at det var fordi, at mine to bedste veninder, Marie og Luanna, gerne ville med. Thomas rystede på hovedet, og så indså jeg, hvor dumt det egentlig havde været, at tage med.

‘Dumt af mig,’ sagde jeg og slog mig selv på panden.

‘Vil du ud og spise?’ spurgte Thomas derefter.

Jeg sagde ja, og så gik vi på restaurant sammen...

Jeg havde aldrig mødt en dreng, der var ligesom Thomas. Han var sød overfor alle og han var totalt ligeglad med det at være populær.

 

Nå, men jeg skal på toget til Sverige nu, så jeg må hellere skrive videre i morgen…"

 

 

“Hun har skrevet det den dag, hun tog af sted,” sagde jeg. Fred kiggede op fra sin Ipad. “Godt! Så kan den måske hjælpe os, med at finde hende!”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...