One Direction | Bad Girl

Et fængsel er et sted, hvor man kommer hen, hvis man overtræder loven. Det kommer som et chok for alle, da Harry Styles ender i et fængsel. Han bliver smidt ind i en beskidt celle, og som det første ser han pigen, Tiffany, der det næste år er hans "roomie". Hurtigt finder Harry ud af, at hun ikke er helt som andre piger. Tiffany er en pige, som levede det hårde liv med stoffer, slagsmål, gruppepres, sex og druk hver aften. Hun har været igennem en hel del, også noget ingen kender til. Mens Harry skal holde skak med hende, skal han også huske på bandet, og ikke at ændre sig til det værre. Men kan man andet end ændre sig, når man ryger i spjældet; et samfund af groteske kriminelle?
Kun én ting er sikkert - han vil aldrig glemme det år af hans liv.

128Likes
110Kommentarer
27580Visninger
AA

16. How to: Surive whitout Tiffany

Tiffanys synsvinkel:

Mit hoved dunkede og min mave gjorde ondt. Det var nærmest den samme følelse som tømmermænd - bare hundrede gange værre! Jeg peb og rullede rundt i sengen. Jeg troede jeg var ved at blive syg, jeg havde det så elendigt!

"Hva' så, Tiffer?" Harry lagde sine arme om mig og knugede mig ind til ham.

"Jeg har det virkelig dårligt..."

"Du sveder også helt vildt," mumlede han, men alligevel fjernede han ikke sine arme fra mig.

"Jeg fryser helt vildt..."

"Du er vidst syg, lad mig lige mærke din pande." Han lagde en hånd på min pande, men fjernede den hurtigt igen og rystede hånden som tegn på den var varm. Jeg sukkede højt og dunkede mit hoved ned i puden. Der fik jeg godt nok den klammeste fornemmelse i maven, og straks væltede jeg ud af sengen og kravlede over mod toilettet. Alt røg op, og en hel masse mavesyre. Et par arme fjernede mit hår og holdte det tilbage.

"Tak," mumlede jeg og brækkede mig igen.

"Jeg tror du skal til læge..."

"Tiffany, følg med mig," mumlede Stan og gik mod fængselslægen med mig i hælene.

"Rose, Tiffany har det dårligt." Stan lukkede døren lige da jeg var kommet ind og smuttede ellers. Typisk ham egentlig...

"Tiffany, sid ned." Rose var irriterende glad og mindede mest af alt om en træls børnehavesygeplejerske. Hun tog min temperatur, spurgte hvor det gjorde ondt og alle de der lægeting...

Hun kom så frem til jeg havde influenza, og det var bedst hvis jeg var for mig selv ind til jeg blev rask. Influenzaen skulle jo nødigt brede sig, og Harry kunne blive syg og bla bla bla....

Jeg fik en plads i sygecellen. Trist, det var der alle de syge opholdte sig. Der var en lidt blødere seng, ellers var den lige så meget lort som de andre celler, suk... Det ulækreste var nok alligevel, at alle de syge jo var her. Det vil sige, måske havde nogle med en eller anden hudsygdom siddet her og jeg også ville få den, badr!

"Ophold dig her ind til du bliver rask, rend mig," vrissede jeg ud i luften og satte mig i sengen. Mit hoved dunkede og jeg havde mavepine. Mine muskler var sådan helt, ømme... Jeg magtede ikke noget, ikke engang at ryste puden, så doven jeg dog var... Det her skulle da nok blive yderst hyggeligt, eller ikke....

Nu måtte Harry så bare hygge sig alene, det var måske en smule synd. Han skulle klare sig selv - plus han blev ensom...Gud, jeg måtte ikke engang gå ned i kantinen! Mad på værelset, jeg kaldte det roomservice, det lød lidt mere luksus - selv om det her aldrig vil blive bare en smule luksus, suk....

 

Harrys synsvinkel:

Tiffany var ikke kommet tilbage, så hun havde sikkert fået sin egen celle ind til hun blev rask. Det betød jo jeg skulle være ensom i alt for lang tid. Derfor fik vi nu en ny start på livet.

VELKOMMEN TIL HARRYS ENSOME LIV!

Okay, lad os kalde det, hvordan du overlever helt alene i verden....

"Der er mad!"

Lad os starte med at se hvordan man overlever frokost!

Jeg begav mig sløvt ned mod kantinen for at spise. Alt glæden var forsvundet med Tiffany - og ja, allerede efter kun et par timer. Det skulle nok blive sjovt, hæh - nej. Da jeg åbnede de tunge døre føltes det som om alles øjne hvilede på mig. Det gjorde de sikkert ikke, men alligevel. Jeg fik min mad og sat mig til rette ved et bord, helt uden en kommentar fra Joe - underligt nok. Jeg rodede lidt i den halvt kogte pasta, inden jeg spiste det. Det gjorde mig en smule nervøs jeg ikke vidste hvordan Tiffany havde det. Måske var hun alvorligt syg og var blevet kørt på hospitalet? Det ville være forfærdeligt. På den anden side, måske havde hun bare spist noget dårligt? Det var ikke til at vide, og jeg ville sikkert ikke finde ud af det før hun kom tilbage....

Jeg gik tilbage mod min celle, er i sindssyge jeg var træt. Underligt nok, men ja - jeg var træt.

 

To uger senener!

Det var over to uger siden Tiffany var blevet syg. Op til flere gange havde tanken om jeg ikke fik hende at se igen strejfet mig. To uger var jo alligevel lang tid. Ærligtalt havde jeg ikke tænkt på andet end Tiffany. Jeg ville ikke kunne bære tanken om jeg aldrig skulle se hende igen. Hvis jeg aldrig fik hende at se igen, det ville være forfærdeligt. Jeg havde heller ikke fortalt hende om mine følelser. Hvis jeg fik hende at se igen, det første hun skulle få af vide var hvor meget jeg elskede hende. Jeg havde indset at nogle gange måtte man gøre hvad der skulle gøres. Det mindede mig om Tiffanys tatovering. 'Live today. Not tomorrow'.

Jeg gik det sidste stykke ned af gangen. Da dørene blev slået op angreb lugten af mad mig. Joe havde stadig ikke sagt noget til mig, kun givet mig hoverende blikke. Jeg ignorerede dem altid, jeg ville helst undgå opmærksomhed eller at komme op og slås. Normalt kunne jeg jo gemme mig bag Tiffany, hun kunne lukke munden på alle, men nu var jeg kun mig. Det var ligesom en tv-serie. Jeg var hovedpersonen, og jeg havde lige mistet mit livs kærlighed. Og nej, det var ikke en overdrivelse. Alle de andre piger jeg havde været sammen med, jeg havde da self været forelsket i dem, men det var noget helt andet med Tiffany. Hun havde noget specielt over sig, noget ingen andre havde. Hvis jeg ikke endte med at få hende, så ville jeg ikke gå med tanken om jeg ikke engang prøvede.

Jeg skrabede skålen for det sidste suppe og lagde skeen i skålen efterfølgende. Efterhånden lavede jeg ikke meget andet end at spise, sove og tænke på Tiffany. For guds skyld, jeg var helt væk i hende! Måske kunne jeg spørge Stan hvad hun fejlede, ham måtte jo trods alt vide det.

Gangen var helt tom, ingen var der at se. Fængslet havde jo fået de nye overvågningskameraer sat op, så der behøvede ikke være så mange vagter på gangene. I stedet sad et par mænd og holdte øje med det hele igennem kameraerne på kontoret. Jeg gik lidt rundt, ind til jeg så Stan.

"Stan, må jeg spørge dig om noget?"

"Snak."

"Ved du hvordan Tiffany har det?"

"Det er et fængsel - ikke et hospital," mumlede han og gik.

Suk.... Ingen hjælp at hente fra ham, dejligt...

"Hvor er lille Tiffany blevet af?" Foran mig stod Stan og Chris. Allerede nu kunne jeg mærke det her ikke ville ende godt...

"Hun er vel stadig syg."

"Er du nu sikker på det? Jeg har hørt hun er kommet på hospitalet, en farlig sygdom," sagde Joe.

"Lad værre med at sig sådan noget!" Jeg skubbede hårdt til ham, så han trådte et par skridt tilbage.

"Han har ret, hun skulle vidste opereres hvis hun ville overleve." De vidste lige hvilke knapper de skulle trykke på for at få mig op i det røde felt, og de havde trykket rigeligt på dem.

"Det er løgn," hvæsede jeg og knyttede næverne af vrede.

"Kan loverboy ikke klare tanken om hans lille kæreste er røget?"

"Det er så lavt, i er begge to så latterlige.."

"Hvad sagde du!?"

"Du hørte det godt, i er latterlige! Svage, i er synket så lavt, det er næsten uhyggeligt," sagde jeg flabet til Joe.

Kort efter røg i knytnæve gennem luften og ramte mig i maven. Hurtigt røg min truende mod ham, og ramte lige midt i ansigtet. Det udviklede sig til en slåskamp - to mod en, ret uretfærdigt. Ingen vagter kom, for de var efterhånden ret ligeglade med os, med mindre nogen var døden nær.

Joe hvæsede af mig da min knytnæve ramte mig lige under ribbenene. Chris' knytnæve ramte mig midt i maven, og efterfulgt fik Chris en knytnæve i ansigtet.

"Hvad fanden!?" Vi blev bogstaveligtalt revet fra hinanden og en vred vagt stirrede på mig.

"Du kan vente dig, Styles," hvæsede Chris og slog ud i luften.

"I kommer tilbage i jeres celler, nu!" Jeg blev trukket af sted mod min celle, og direkte kastet derind. Inden jeg nåede se mod døren var den låst, og igen var jeg alene. Jeg tog en hånd op til hovedet og mærkede med det samme noget vådt. Jeg så på min hånd som var smurt ind i blod. Mit øjenbryn var flækket, og det samme med min læbe - for hele min mund smagte af jern. Det var åbenbart ikke så alvorligt vagterne ville gøre noget ved det, men det gjorde ondt. Heldigvis kunne jeg glæde mig lidt over at Chris og Joe var lige så smadret som jeg selv var. Ingen af os havde fået noget som helst ud af den kamp....

Jeg tørrede det sidste blod af i min pude og smed den på gulvet. Jeg kunne lige så godt sove uden, for den var helt flad og klumpet. Kort sagt - alt andet end komfortabel.

 

Tiffanys synsvinkel:

I over to uger havde jeg lagt her! I starten var det rart, en blød seng og roomservice, men efterhånden begyndte jeg at kede mig mere og mere. Rose havde fortalt det var en slem influenza, men jeg var snart rask igen. Egentligt var jeg stort set rask, men jeg måtte ikke komme over i min celle før i morgen, for jeg skulle nødigt smitte andre og bla bla bla...  Viljestyrke betød også en del. For et par dage siden besluttede jeg mig for at jeg ville blive rask, og bum. Dagen efter havde jeg det slet ikke så dårligt.

Måske savnede jeg også Harry lidt... Han var jo trodsalt meget underholdende, i sær med sine ekstremt latterlige jokes, ahahaha - dem ville jeg aldrig blive træt af!

"Tiffany, du skal tilbage i din celle!"

"Stan skatter, jeg har ventet på du ville sige det længe!" Jeg trodsede min morgentræthed for at komme tilbage til Harry. Op af sengen og af sted!

Stan fulgte mig ned til min celle og låste døren op for mig. Jeg tog to tallerkner med morgenmad med ind, en til mig og en til Harry, hæhæ. Jeg havde virkelig bare listet ind for at give ham et chok, og så sover han! Tak for lort, sikke en so! Jeg stillede tallerknerne på den frie seng og gik hen til Harry. Det var lige før jeg havde skreget, hvordan var det lige han så ud!? Han havde et stort blåt mærke på kinden, hans ene øjenlåg var hævet og indtørret blod sad oppe i hans øjenbryn. Var han blevet gennemtæsket i mens han sov!? Seriøst, hvad fanden havde flodhesten nu lavet...

Jeg kørte en finger over hans sprækkede læbe og sukkede. Han kunne da heller ikke være alene i bare to uger! Jeg kørte en hånd over hans bryst, og straks tog en hånd stramt fat om min. Jeg gav et lille piv fra mig, som bare fik en hæs latter til at komme fra Harry... Suk.

"Styles," mumlede jeg og studerede hans ansigt.

"Du er tilbage, jeg har sådan kedet mig...."

"Først, hvad er der sket med dit ansigt?"

"Ohh.... Jeg kom op og slås med Chris og Joe," sagde han og grinte.

"Det er ikke sjovt, dit ansigt er lort," vrissede jeg og prikkede på det blå mærke.

"Av."

"Du er en so til at slås..."

"Hey, de fik lige så mange slag som mig!" Han løftede hænderne op og trak mig ned til ham.

"Hmm... Det er nu også lidt frækt du har været oppe og slås," grinede jeg og bed mig i læben.

"Tiffany, der er noget du skal vide..."

"Har du kræft?"

"Nej," grinede han og smilede. Right, jeg skulle lige være sikker på han ikke var døende, det ville have været tragisk!

"Jeg er forelsket, i dig."

 

XXXX

 

Aww... Så fortalte Harry endelig Tiffany hvad han følte for hende, hvordan mon hun tager det?

Jeg undskylder også for der ikke er kommet noget kapitel i et stykke tid, sorry...

Jeg må sige jeg havde en smule svært ved at skrive det her kapitel, men det blev okay ;)

Og undskyld hvis der er tastefejl, følte bare det her kapitel skulle ud, lige NU!

Husk og like, sæt på favoritten og smid gerne en kommentar, så er i deeejlige! <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...