One Direction | Bad Girl

Et fængsel er et sted, hvor man kommer hen, hvis man overtræder loven. Det kommer som et chok for alle, da Harry Styles ender i et fængsel. Han bliver smidt ind i en beskidt celle, og som det første ser han pigen, Tiffany, der det næste år er hans "roomie". Hurtigt finder Harry ud af, at hun ikke er helt som andre piger. Tiffany er en pige, som levede det hårde liv med stoffer, slagsmål, gruppepres, sex og druk hver aften. Hun har været igennem en hel del, også noget ingen kender til. Mens Harry skal holde skak med hende, skal han også huske på bandet, og ikke at ændre sig til det værre. Men kan man andet end ændre sig, når man ryger i spjældet; et samfund af groteske kriminelle?
Kun én ting er sikkert - han vil aldrig glemme det år af hans liv.

128Likes
110Kommentarer
29387Visninger
AA

18. Flashback

Tiffanys synsvinkel:

"Du er også ret fræk når du er nervøs," mumlede jeg. Min finger gled op af hans højre arm, hvilket fik ham til at spænde i hele kroppen. Jeg blev aldrig træt af hvordan mine berøringer kunne påvirke ham, aldrig. Han skubbede mig hårdt ind i den tykke væg og placerede sine læber på mine. Hans hænder støttede ham op af væggen, og jeg lod mine hænder glide lidt rundt på hans ryg. Jeg elskede følelsen af vores læber mod hinanden, og fordi det altid gjorde mig en smule ivrig udviklede jeg kysset. Harry var mindst lige så ivrig som mig, for hans ene hånd gled op under min T-shirt.

"Styles, senere," mumlede jeg mod hans læber.

"Hmm..." mumlede han en smule skuffet, hvilket fik mig til at smile stort. Ahahaha, han var så sød nogle gange...

"I promise," sagde jeg og bed ham i læben.

Han tog min hånd og flette vores fingre sammen, inden vi gik videre ned af gangen.

"Det er meget romantisk med flettede fingre, men du ved godt jeg ikke er romantisk," grinede jeg og fik også Harry til at grine helt vildt. Overdrevet meget, faktisk.

"Man kan vel forny sig?"

"Jeg kan ikke..." Jeg trak min hånd til mig og rystede den lidt, så Harry fik et mere eller mindre stort grineflip.

"I to, i skal tilbage til jeres celle," råbte Stan og viftede med hånden.

"Heey, Stan! Jeg skal lige snakke med dig!"

"Hvis det er nogle af dine latterlige jokes gider jeg ikke høre dem."

"Nej, det er fordi om jeg ikke måtte komme ud bare til min søsters konfirmation?"

"Nej."

"Staaaaan!" Hylede jeg og surmulede.

"Nej, fængsel er fængsel, ikke smut-når-du-har-lyst-fængsel!"

"Pleeeeaseeeee, du kan tage med! Kom nuuuu!" Jeg satte mig ned med ben og arme viklet rundt om hans ben og skreg.

"Nej."

"Kom nuuuu! Jeg vil meeeed," vrælede jeg og klemte hans ben.

"Det går ikke."

"Hun bliver kun konfirmeret en gang. Og hvis, hvis jeg ikke kommer med..." Jeg lavede krokodilletåre og snøftede lidt. Jeg var en sand mester til at græde falsk.

"Fint, men kun den ene gang!"

"Ja, ja self! Dig og Harry tager med, vi kan kalde det familieudflugt!"

"Fint, men kun denne gang," gentog han og løftede en finger. Jeg nikkede ivrigt og lavede thumbs up til ham.

"Ja, jeg har forstået! Taaaak Stan, skatteeeer!" Jeg vinkede vildt med begge arme og trak Harry med over mod vores celle. Jeg var så glad, jeg kunne komme til Stellas konfirmation! Vup vup! Seriøst, jeg var overlykkelig!

 

Harrys synsvinkel:

Jeg sad og studerede Tiffany, som sad med høretelefoner i ørene og lyttede til musikken. Hendes hoved vippede lige så stille frem og tilbage i takt til musikken. Hun så nu ret sød ud, sådan som hun sad og vippede med hovedet.

Jeg havde stadig ikke vænnet mig til tanken om hun var min. Aldrig havde jeg forventet et ja, men det fik jeg så. Heldigvis.. Egentligt fortrød jeg sådan som jeg havde sagt det. Vil du være min kæreste? Det lød som en lille dreng fra børnehaven, suk... Men altså, jeg kunne jo ikke lave om på det. Også bare det med om hun ville være min kæreste, jeg kunne jo bare have sagt jeg godt kunne lide hende. På en måde hænger de to ting vel sammen - altså hvis begge personer har sagt de kan lide hinanden så er de jo sådan set kærester, på en måde. Men lige meget hvor mange gange jeg fortrød hvordan jeg havde sagt det, kunne jeg jo trods alt alligevel ikke lave om på fortiden.

"Hallo!?" Tiffany viftede med sine hænder lige foran mit ansigt, så jeg fik et mere eller mindre chok.

"Hvorfor stirrer du," grinede hun og slog mig på skulderen.

"Åhh... Ja, øhhm... jeg havde ikke andet og lave?" Hun slog en høj latter op og begravede sit hoved i min skulder. Jeg kunne ikke lade være med at trække en smule på smilebåndene, det var ingen hemmelighed jeg elskede hendes grin. Det var ikke sådan et lille sødt pigegrin, det var et skrigende grin, der alligevel var sødt.

"Styles, du er så grim," grinede hun og skubbede til mig.

"Hey, jeg er ikke grim!"

"Jo, og du er så dårlig til at improvisere," grinede hun. Jeg rystede blot på hovedet af hende og grinte. Hun var fuldstændig umulig, lige meget hvad endte det altid med hun fik det sidste ord. Jeg både hadede og elskede det.

"Hm... Så fortæl noget om dig selv?"

"Hvorfor?"

"Det er meget normalt at fortælle noget om sig selv nogen gange?"

"Fint, hvad skal jeg fortælle? Jeg elsker Nutella?"

"Noget jeg ikke ved, noget om din fortid?"

"Hmmmm..." mumlede hun og tænkte sig lidt om.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal fortælle," sagde hun lidt surt og slog ud med armene.

"Ro på Tiger, jeg spurgte bare," mumlede jeg og løftede armene.

"Det er ikke dig, det er bare.. Jeg bliver så frustreret når jeg ikke ved hvad jeg skal sige," mumlede hun og smågrinede lidt.

 

Tiffanys synsvinkel:

Da Harry sagde jeg skulle fortælle noget om mig selv. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om noget som helst. Det eneste jeg tænkte på var hvad han ville sige når han fandt ud af hvorfor jeg kom i fængsel. Jeg mener, det var jo ikke ligefrem småsager. Faktisk, det var jo en masse ting, lagt sammen til en stor dom. Han ville sikkert bare sige at det ikke ændrede noget, men det ville jo. Det ændrede altid på noget - altid. Ingen ville bare kunne se igennem det og behandle mig som en almindelig person. Det ville ingen kunne gøre.....

Måske skulle jeg bare blive en ensom alkoholiker dame med 86 katte?

Ja, det var nok det bedste. Ikke kun for mig selv, men for alle...

Det værste var nok hvor tydeligt jeg huskede den aften. Alt huskede jeg, helt ned til mindste detalje.

"Shit, jeg troede sku lige det var slut," grinede Dylan og støttede sig op af muren.

"De fanger os aldrig. De er så dumme, det her er nemmere end at stjæle slik fra et barn," grinede jeg og lænede mig op af Mandy. Jeg var stadig forpustet efter den hårde løbetur. Politiet havde nær fanget os, og det skulle fandeme ikke ske! Jeg skulle aldrig ende i fængsel, aldrig!

"Jeg løber aldrig i stilletter igen!"

"Det så ellers ret så charmerende ud," jokede Ryan og gav mig en high five.

"Havde de fanget os, vi havde nok fået fem år hver + alt det der stod på os i forvejen," sagde jeg og kørte en hånd igennem mit krøllede hår.

"Helt sikkert, jeg har hørt de bliver mere strenge hvis man har meget på sig."

"Ja, Corry fik i hvert fald alt for mange år for sådan nogle småting," mumlede Mandy og tændte en smøg.

"Det må man sige! 20 år for hashhandel + et tyveri, ret overdrevet!"

"Guys, det var for tæt på. Hvis de ikke havde sladret var vi ikke engang blevet opdaget."

"Chad, Josh, Sam og Math! De røvhuller skal fandeme få betalt," vrissede jeg og slog en hånd ind i en murstensmur.

"De er ikke bedre selv, fucking svin," hvæsede Ryan og tog et ordentligt sug af sin smøg.

Vi røg færdigt, og gik hen mod et diskotek som lå i nærheden. Jeg kendte en som skulle købe noget hash af mig, og vi have aftalt at mødes der.

Lugten af diskoteker var altid den samme. Alkohol, sve dog røg. Sådan lugtede de fleste klubber - ikke særlig charmerende. Vi slog os ned i en stor blød sofa henne i et hjørne.

Som altid var jeg i ført mine skønne og efterhånden ret slidte sorte vans. Udover dem havde jeg et par lidt for korte shorts på, med en af mine sorte peplum toppe og en stor chunky halskæde - som altid noget jeg følte mig godt tilpas i. Og med mig havde jeg self min Louis Vuitton clutch. Tro mig, i ville ikke vide hvad jeg havde i den.

"Er det ikke ham der sidder der henne?" Mandy puffede til mig og pegede diskret hen mod en dreng som sad oppe ved baren.

"Jo, jeg smutter op til ham," mumlede jeg og gik med hastige skridt op mod ham.

"Går du med ud," mumlede jeg lavt ind i øret på drengen, og uden tøven fulgte han straks med. Han havde købt af mig før, så han vidste godt hvad jeg mente med mine ord. Vi stillede os nede i en gyde så ingen kunne se os. Hvis jeg blev busted i det her, tro mig - jeg ville få alt for mange år.

"Her," mumlede jeg og rakte ham den lille pakke. Han tvivlede ikke et øjeblik på jeg snød ham, for han rakte mig hurtigt pengene, som jeg hurtigt talte igennem, for at tjekke antallet passede. Mange prøvede at snyde med pengene, for det var ekstremt dyrt.

Jeg gik hen mod sofaen hvor Mandy, Dylan og Ryan skulle have siddet, men de sad der ikke?

Jeg så søgende rundt i lokalet, men de var her ikke. Jeg vidste det, for Mandy var i ført i knaldrød kjole, og den kunne ses på lang afstand! 

Fra det øjeblik vidste jeg noget ikke var som det skulle være. Vi forlod aldrig hinanden, og vi gik i hvert fald aldrig uden at fortælle hvor vi tog hen.

Efter at have ledt hele diskoteket igennem havde jeg stadig ikke fundet dem, så jeg besluttede mig for at se udenfor. Jeg stillede mig foran indgangen, men de var ikke til at se. Jeg gik ned af vejen for at se om de skulle være gået der ned af. Det var de, for efter lidt tid kunne jeg høre Ryans stemme. De var ikke særlig langt væk fra mig, så jeg småløb hen af vejen. Stemmerne blev højere og højere, og jeg så ned af en sidegade. Gudskelov var det bare Dylan, Ryan og Mandy soms tod og skændtes. Det skete tit, så intet nyt i det!

"Hvad fanden laver i?" vrissede jeg en smule irriteret og gik ned mod dem.

"Mandy var ved at skride med en eller anden klam fyr, uden at sige noget," vrissede Ryan og borede sine øjne ind i Mandys.

"Slap af, Ry."

"Vi havde sku da aftalt ikke at gå uden af sige noget!"

"Ryan, det er fint nok, glem det nu bare," mulede Dylan og rullede øjne. Han var tydeligvis irriteret over Ryan var flippet sådan ud over en så lille ting.

"Hvad ville i have gjort hvis de var kommet, i mens Tiffany var alene?"

"Ryan, jeg går sku da også alene ned og handler, større er problemet ikke," sagde jeg og sendte ham et irriteret blik.

"Kom nu bare med tilbage guys, vi skal feste," grinede Dylan og slog Ryan i ryggen. Han nikkede og vi gik alle tilbage mod diskoteket.

"Jamen dog, hvilket sjovt tilfælde at rende ind i jer her!"

Jeg så over på Josh, Chad, Math og Sam som stod nede af en lille sidegade, oplyst af en gadelygte.

"Hvad fanden bilder i her ind at sladre om os!" Dylan gik truende ned mod dem, og vi andre fulgte efter.

"Siden hvornår er vi blevet venner?" Sam havde fuldstændig ret, vi havde altid hadet hinanden.

Jeg kan egentligt ikke huske hvorfor, det havde vi bare. De solgte selv noget hash og lidt rundt omkring, så vi var jo på en måde konkurrenter. Men der lå mere i det end bare det, meget mere. Engang var de fem, men vores lille 'gruppe' fik smidt deres femte medlem i spjældet.

"Hold nu kæft," vrissede Mandy og gav dem et dræbende blik.

Vi stod helt tæt på hinanden, måske var der en meter imellem os? Ryan benyttede i hvert fald chancen til at give Math en knytnæve i maven.

"Hvad fanden har du gang i!?"

Gengæld." grinte Ryan hoverende og blinkede til Math.

Det udviklede sig til et større slagsmål, og Josh fik et par slag af Dylan. Lad os sige det, Mandy og jeg var ikke så meget typerne der slås. Måske en smule, men ikke frivilligt i mod nogle som var meget større end os selv.

"Er lille Tiffany en kylling," grinede Chad og gik hen mod mig.

"Ikke mere end dig," hvæsede jeg. Chad og jeg havde altid haft det her specielle had mellem hinanden. Det var større end til noget andre, så det var oplagt han gik efter mig.

"Ikke så kæphøj!" Han greb hårdt fat i min kæbe og skubbede mig hårdt op mod en mur. Jeg så over mod Ryan og Dylan, men de havde ikke lige mulighed for at hjælpe mig. Mandy var ikke til nogen stor hjælp, hun var den svageste af os alle. Hende og Sam stod henne i et hjørne, og kun guderne måtte vide hvad de havde gang i.

I vores gruppe havde vi hver en fordel, kan man sige. Dylan og Ryan var begge stærke og de havde gode kontakter. Mandy kunne forføre en hvilken som helst dreng, og så var hun også meget klog. Jeg selv havde pengene og så var jeg meget tiltrækkende. Jeg havde ikke noget specielt wow agtigt at tilbyde dem, men alligevel var jeg bare som født til at være sammen med dem. Vi var født til at blive en gruppe.

Mine øjne flakkede tilbage på Chad som så ondt på mig.

"Fjern dig, dit dyr!"

"Tro mig, jeg sagde jo du skulle få gengæld for alle de gange," grinede han og klemte mine håndled sammen.

"Av," mumlede jeg irriteret og vred mig lidt, men det hjalp ikke. Tværtimod..

 

XXXX

 

Uhh.. Et flashback fra Tiffanys side, mod vi finder ud af hvordan hun kom i fængsel?

Og hvornår vil hun fortælle Harry det?

Næste kapitel - og fortsættelsen på Tiffanys flashback kommer meget snart!

Og så må i meget gerne smide en kommentar om hvad i syntes! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...