One Direction | Bad Girl

Et fængsel er et sted, hvor man kommer hen, hvis man overtræder loven. Det kommer som et chok for alle, da Harry Styles ender i et fængsel. Han bliver smidt ind i en beskidt celle, og som det første ser han pigen, Tiffany, der det næste år er hans "roomie". Hurtigt finder Harry ud af, at hun ikke er helt som andre piger. Tiffany er en pige, som levede det hårde liv med stoffer, slagsmål, gruppepres, sex og druk hver aften. Hun har været igennem en hel del, også noget ingen kender til. Mens Harry skal holde skak med hende, skal han også huske på bandet, og ikke at ændre sig til det værre. Men kan man andet end ændre sig, når man ryger i spjældet; et samfund af groteske kriminelle?
Kun én ting er sikkert - han vil aldrig glemme det år af hans liv.

128Likes
110Kommentarer
28715Visninger
AA

19. Dylan, I'll never forget you

Tiffanys synsvinkel:

"Av," mumlede jeg irriteret og vred mig lidt, men det hjalp ikke. Tværtimod...

"Nu har dine små vener ikke tid til at hjælpe dig, det er bare dig og mig."

Mens hans ene arm holdte mig mod væggen og klemte mine håndled sammen, gled den anden hånd op af mine inderlår. Chad var da en pæn fyr, det var ikke det, men jeg havde godt nok aldrig tænkt mig at have sex eller lignende med ham!

"Fjern dig," hvæsede jeg og borede mine øjne ind i hans.

"Det er frækt når du hvæser af mig."

"Forsvind din fucking so! Vi har intet med hinanden at gøre!"

"Vi har mere med hinanden at gøre end du tror," mumlede han og kyssede mig ned af halsen.

Jeg så igen over mod Ryan og Dylan. De var lige så stærke som Sam og Math, så deres lille slåskamp kunne blive ved i evigheder, og jeg vidste at ingen af dem ville tabe. Mandy og Josh stod for langt væk til jeg tydeligt kunne se dem. Det eneste jeg kunne se var to skikkelser.

"Chad. Gå nu!"

"Vi er jo ikke engang kommet i gang endnu." Da han sagde det, tro mig - jeg fik kun mere travlt med at komme væk. Jeg kunne kaste op, gerne ud over ham, men så ville jeg dsv. også selv blive ramt, suk...

"Jeg mener det, fjern dig!" Jeg maste mine negle ind i hans hænder, hvilket bare fik ham til at pressede dem så hårdt sammen at jeg gav et lille skrig fra mig.

"Du kan jo godt lide smerten," hviskede han og trak op i min trøje.

Ihærdigt prøvede jeg at få ham væk, men jeg kunne ikke stille noget op mod ham. Han var meget større end mig og mindst ti gange så stærk som mig. Jeg burde opgive, men jeg kunne ikke. Jeg blev ved med at kæmpe i mod, men det lykkedes ikke. Det var noget af det værste jeg nogensinde havde prøvet. Jeg var fanget, og kunne ikke komme fri. Jeg kunne heller ikke få hjælp...

Han fik trukket min trøje af og knappet mine shorts op. Jeg skreg efter Dylan, men han kunne ikke hjælpe mig, og det vidste jeg også godt. Jeg følte virkelig at jeg skulle dø, hele mit liv blev spillet igennem mit hoved. De fleste piger ville nok græde og skrige, men jeg gjorde intet. Jeg havde stoneface på hele tiden, jeg sagde ikke et ord, andet end at vrisse af ham et par gange.

"Skat, være ikke så kedelig. Bare nyd det," mumlede han og kyssede mig rundt på kroppen.

"Der er ikke noget at nyde. Jo, at du er så ynkelig du gør det her," vrissede jeg ligegyldigt.

"Jeg er fandeme ikke ynkelig!" Det at han råbte og jeg havde irriteret ham, det gav mig alle mine kræfter tilbage. Jeg var levende igen, hvis man kunne sige det sådan.

"Du er så ynkelig, hvorfor går du ikke bare hjem og voldtager din mor i stedet?"

"Du holder kæft, er du med!" Hans hånd ramte min kind og et højt klask lød. Idioten havde fucking slået mig! Okay, nu skulle han bare dø.

"Du slog mig bare ikke lige der," hvæsede jeg vredt.

"Jo, det gjorde jeg, og jeg vil med glæde gøre det igen!"

Chad kunne provokere mig så meget, det var helt sindssygt. Jeg fik sparket ham ret så hårdt over benet, så hans greb om mine hænder blev en smule løsere, men ikke nok til jeg kunne komme fri. Hans anden hånd fløj voldsomt ud i luften med en sten eller noget i hånden, og gav mig en stor flænge i siden af maven. Jeg så ned mod min mave hvor der langsomt begyndte at komme lidt blod ud fra flængen. Det ville være løgn og sige det ikke gjorde afsindig ondt, så jeg gav et piv fra mig.

Endelig fik jeg mine hænder kæmpet fri, og straks lagde jeg mine hænder mod flængen i min mave og faldt ned på jorden. Det blødte ikke så meget som det gjorde i starten, men det blødte stadig lidt, og smerten var blot blevet endnu større. Chad skubbede mig hårdt tilbage så jeg slog hovedet hårdt ned i jorden. Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at skrige, smerten fra min mave kunne ikke beskrives.

"Du slipper ikke så nemt," hvæsede han og satte sig oven på mig. Han lænede sig ned over mig og med mine hænder i den ene hånd, var jeg ikke blevet mere fri end jeg var før. Det eneste der var anderledes var at jeg nu havde en stor smerte i maven. Han begyndte at kysse mig på brysterne, der hvor min bh ikke dækkede.

Jeg panikkede fuldstændigt. Det eneste der løb igennem mit hoved var hvordan jeg skulle komme fri. Min eneste chance var at få min hænder fri, og så måtte jeg se hvad der skete.

Jeg fik mine hænder fri, og straks skubbede jeg til Chad. Det kom som et så stort chok for ham, at jeg fik ham skubbet af mig så jeg kom fri. Mine øjne søgte Ryan og Dylan som stadig stod ovre ved Josh og Math. De var alle fire helt gennemtæskede. De blødte og havde fået røde mærker over det hele. Ryans underlæbe var sprækket, og Josh så helt udmattet ud. Dylan fik en hårdt slag i maven så han faldt mod jorden.

"Dylan," skreg jeg, men nåede ikke løbe hen mod ham, før en hånd havde grebet hårdt fat om mit håndled.

Mine øjne mødte Chads, og hans øjne slog gnister. Mit blik fløj hen mod Dylan, hvis øjne jeg fangede. Han gav mig et blik som betød mere end 1000 ord. Jeg måtte kæmpe videre, for Dylans skyld. Jeg skubbede så hårdt jeg kunne til Chad, men han vaklede kun få skridt tilbage.

"Du kan intet stille op mod mig," hvæsede han og rev fat i mit hår, så et skrig forlod mine læber.

Jeg satte neglene ind i armen på Chad, så han slap mit hår, og jeg kunne løbe væk. Min tanker løb hele tiden hen på hvordan det her ville ende, og jeg fik de værste billeder inde i hovedet. Nu havde jeg muligheden, jeg kunne løbe væk, langt væk. Men jeg kunne ikke. Dylan, Ryan og Mandy var mine venner, og jeg ville slet ikke tænke på hvad der kunne ske med dem. De skulle ikke efterlades, aldrig. Derfor vendte jeg mig om, og så tilbage. Inden jeg kunne nå at ombestemme mig var jeg løbet tilbage til dem.

"Tiffany!" Jeg så straks over mod Chad som sigtede på mig med en pistol. Hurtigere end nogensinde dukkede jeg mig ned, og et skud fløj lige over hovedet på mig. Jeg fik undveget et par skud og lige da jeg var få meter fra ham ramte han mig i armen. Et skrig forlod mine læber, og jeg fik slået pistolen ud af hans hånd. Inden jeg nåede at gribe fat om pistolen fik han væltet mig og jeg faldt hårdt mod jorden. Han slog mig hårdt, og flere skrig forlod mine læber.

Alle mine kræfter var opbrugt, og jeg kunne ingenting. Jeg lå bare, helt stille i mens han slog mig. Et af slagene var så hårde at jeg gled et lille stykke, og jeg kunne se pistolen. Jeg brugte de sidste af alle mine kræfter på at række ud efter den. Den var klar til at skyde, så jeg trykkede min finger ind på knappen og aflod et skud. Jeg lod min arm falde til jorden og lukkede øjnene. Nu havde jeg gjort hvad jeg kunne, så kunne jeg dø med bare en stolthed.

Det underlige var der ikke skete noget?

Jeg åbnede øjnene og satte mig op. Oh my fucking god, jeg fik verdens største chok! Et højt skrig forlod min mund, og Dylan, Ryan, Josh, Mandy, Sam og Math så over mod mig. Foran mig lå en fucking død Chad!

"Hvad fanden har du gjort!?" Josh løb over mod mig, og jeg vidste han sikkert ville tæske mig. Alligevel rejste jeg mig ikke, jeg var så udmattet.

"Tiffany, løb!"

En knytnæve ramte mig i ansigtet, og inden endnu en ramte mig, skubbede Dylan Josh væk fra mig. Josh var virkelig sur, det var til mit held Dylan fik ham væk fra mig. Mandy og Ryan stod bare og stirrede på Chad med åben mund. Jeg var selv chokeret, havde jeg lige dræbt ham? Ohh good, bare tanken gav mig kvalme. Sam stod med sin telefon, og jeg var næsten 100 på han havde politiet i røret. Farvel verden, goddag fængsel!

Jeg rejste mig og vaklede lidt på mine ben. Tro mig, lige nu gik jeg værre end når jeg var fuld. Chad havde jo også givet mig en del slag og eftersom alle mine kræfter var brugt, var hele min krop utrolig øm. Jeg tog en hånd op til min overarm som blødte. Jeg kunne se patronen, og med et gisp hev jeg den ud.

Jeg vendte mig om og med det samme så jeg en noget udhørmet Josh. Af ren refleks slog jeg hurtigt ud med min ellers døde hånd og straks faldt han til jorden.

"Han har ingen puls," mumlede Dylan.

"Oh nej, har jeg myrdet to? Jeg er så meget død..."

"Vi må væk," nærmest råbte Dylan.

"Jeg kan ikke gå..."

Inden jeg nåede se mig om havde Dylan løftet mig op i sine stærke arme og var løbet afsted med mig. Jeg så kort tilbage hvor Ryan og Mandy løb efter os.

"Ryan og Mandy, løb den vej!" De løb til højre mens Dylan fortsatte til venstre med mig i armene.

Lyden af sirener fyldte mine ører, og jeg lukkede øjnene i. Måske kunne jeg nøjes med 20 år? Det var jo et uheld med Josh...

"Tiffany," mumlede Dylan. Jeg åbnede øjnene og mødte et par brune øjne.

"De må ikke fange os, Sam ringede efter politiet."

Jeg mumlede blot et eller andet inden jeg så frem mod vejen. Det var utroligt Dylan kunne løbe så hurtigt i så lang tid? Hmm... Han var måske iron-man? Nej, nok ikke.

Dylan havde sat mig ned og vi kravlede op af en stige der førte op til et tag på et eller andet lejeligheds kompleks. Uden Dylans små skub var jeg nok aldrig kommet op. Tro mig når jeg siger jeg var ved at dø. Aldrig før havde jeg været så træt, udmattet...

"De fanger os, det kan de ikke undgå. De kender vores navne, de ved hvem vi er," sagde Dylan frustreret og kørte en hånd igennem sit efterhånden svedige hår.

"De ved hvem jeg er. Jeg dræbte dem, det er kun fair jeg tager lortet," mumlede jeg og lukkede øjnene.

"Nej, vi var alle sammen med. Du skal ikke gøre det alene!"

"Jo, i andre kan ikke klare det pres der bliver lagt på jer, jeg kan godt."

efter en del diskussion overgav Dylan sig og gav mig lov til at tage skylden, hvis de fangede mig. Men det gjorde de sikkert, i denne her tilstand magtede jeg ikke engang kravle ned fra taget.

"Tiffany, jeg elsker dig," sagde Dylan og tog min hånd.

"Mmmh..." mumlede jeg og lukkede øjnene i. Aarhh... Jeg trængte virkelig til at ligge ned!

"Tiffany, jeg mener det. Jeg er forelsket i dig." Jeg satte mig op og kiggede ham i øjnene. Alt det han sagde, det løb direkte ud af hovedet på mig. Jeg hørte efter og jeg koncentrerede mig virkelig om hvad han sagde, men to sekunder efter havde jeg glemt det igen.

Han fandt vidst ud af jeg ikke rigtig opfangede hvad han sagde, så han gik lige til sagen og pressede sine læber mod mine. Selv om jeg var ufattelig træt, kyssede jeg alligevel med og lod min tunge glide ind i hans mund.

"Jeg vil ønske der ikke var sket dig noget," mumlede Dylan og lod en finger glide over den store flænge i min mave. Det blødte ikke længere, men hele min mave var smurt ind i indtørret blod.

"Det er okay, det er jo ikke din skyld," stønnede jeg og holdte en hånd om min overarm. Der var et lille hul fra skuddet, og det gjorde stadig ondt. Dog blødte det heller ikke mere, og lige som min mave var min arm smurt ind i blod.

Jeg lå i Dylans skød i et godt stykke tid, mens han bare nussede mig på maven og af og til kyssede mig i håret. Han var ligeglad med blodet over alt på min krop, han havde jo trods alt også selv indtørret blod på kinden.

"Jeg glemmer dig aldrig, Tiffany," sagde han og så intenst ind i mine øjne.

"Jeg glemmer heller aldrig dig, Dylan," grinte jeg og gav ham et stort kram.

 

Harrys synsvinkel:

"Tiffany?" Jeg prikkede hende på kinden, for at få hende til at vågne fra hendes trance.

"Åh, øh.. hvad?"

"Du stener," mumlede jeg med et grin.

"Åhh... Jeg tænkte bare lige på noget.."

"På hvad?"

"Dylan, en nat vi sad oppe på et tag," mumlede hun lidt usikkert og sendte mig et skævt smil.

"Dylan - var han din kæreste?"

"Er du måske jaloux," spurgte hun drillende og så på mig med et forførende blik i øjnene.

"Måske," sagde jeg flabet og ignorerede det forførende blik hun havde i øjnene. Self. var jeg da lidt jaloux. Hun sad jo og tænkte på ham, så han betød tydeligvis meget for hende.

"Han var ikke min kæreste," sagde hun hæst og kyssede mig bag øret.

 

XXXX

 

Så fandt i ud af hvorfor Tiffany endte i fængsel, men Harry ved det stadig ikke.

Hvordan tror i han reagerer når han finder ud af det?

Vil han kunne se bort fra det, eller vil alt mon ændre sig i mellem dem?

Hvis i gerne vil have et lille afsnit fra en anden persons synsvinkel, fx Stella, Stan, Joe, Chris eller måske Dylans synsvinkel, så må i meget gerne skrive i en kommentar hvem i gerne vil have et afsnit med ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...