I'm not okay

Annabelle har mistet en i sit liv, hun så dem dø, forsvinde. Indeni er hun knust, psykisk syg af sorg. Så da hendes eneste veninde forlader hende, er hun på kanten til at begå selvmord.


0Likes
0Kommentarer
176Visninger

2. Dagbog

1.December

Det er tåget udenfor, det sner ikke. Det regner heller ikke. Vinduerne bliver langsomt duggede, så kan jeg ikke se mere. Mor larmede i køkkenet, hun eksperimenterede altid med noget når hun var i sorg, som da mormor døde. Hun strikkede 27 par vanter, og de var alle sammen postkasse røde, for det var mormors ynglings farve.

Jeg hader min skrift, den er overhovedet ikke kursiv eller smuk. Bare lige og sjusket.

Daphne sagde altid jeg var speciel, det var min skrift også. Og så fniste hun.

Hendes fjollede personlighed fyldte altid tomheden op, den ene dag var hendes hår blond, den næste var det rødt. Mor var aldrig tilfreds med det, men hun lod det passere. Men jeg måtte aldrig.

Jeg er jaloux nogle gange.

Det vælder bare op i mig, men jeg siger aldrig noget. Mor tror jeg er sindssyg, når jeg sidder og laver ansigter, men det er vel bedre end, at jeg råber og skriger.

Jeg ved ikke engang hvad det er jeg skriver, bare det jeg tænker på. Det er vel det du er her for, dagbog.

2.December

Mor ville spise morgenmad med mig. ''Som en rigtig familie,'' sagde hun med bedrøvede øjne. ''Vi er ikke en rigtig familie længere, så drop skuespillet,'' sagde jeg koldt, så stormede jeg ud. Det var koldt, det lå i luften. 1, 2, 3 hop hop. Jeg lod mine fingre danse over husene, jeg kneb øjnene sammen, så mine fingre var så store som mennesker. Det var sjovt nok, men så blev det kedeligt.

Måske er jeg lidt syg, syg i hovedet. Men det har jeg lov til. Daphne er væk, det er jeg også. Bare det var mig. Det bliver ved med at komme frem i mit hoved, jeg vil ikke se det, men hun ligger der alligevel. Jeg trak mit halstørklæde op over min mund, det blev hurtigt varmt af min ånde.

Der var en der stødte ind i mig bagfra, jeg faldt næsten men støttede på mine klodsede sko, og vred om på min ankel. Av.

''Ej det må du undskylde..,'' jeg kendte stemmen alt for godt. Jeg vendte mig om uden at tøve og krammede Stephanie. Hendes arme var altid velkomne omkring mig. Vi stod der lidt, så grinte vi. Jeg haltede, men det var ok. For jeg ville tage enhver smerte for Stephanie.

Vi snakkede på vejen til busstoppestedet, Kamilla stod der sammen med Amanda. Stephanie kiggede på mig og smilede halvhjertet, så vinkede hun med sine dyre vanter og råbte hej.

De kiggede bare på mig, sådan lidt hvem-tror-du-at-du-er-kryb blik. Så krammede de Stephanie og snakkede om drenge. Amanda havde været sammen med en der hed Erik, han var sød men klæbende sagde hun. Kamilla kyssede lidt med en, hun fik ikke hans nummer, eller hans navn. Stephanie sagde hun havde sovet med en der hed Derek, men hun havde sagt at hun var jomfru til mig. Det er sjovt så meget du kan opfange når du er tilskuer, og de ikke snakker til dig.

Bussen kom, den var gul og blå i dag.

Den gule og blå bus havde altid tresæder, så jeg vidste jeg kom til at sidde bagerst helt alene. Suk. Suk. Jeg kiggede ned på mine lår på hele turen, på mine tynde strømpebukser, dem med hjerterne på. De var Daphnes ynglings, hun lånte dem altid. Det var min første dag tilbage i skolen efter det var sket, men ingen vidste hvad der var sket, de vidste at Daphne var væk, men de vidste ikke hvordan. De kunne ikke huske alle detaljerne i hovedet, de kunne ikke se det for dem..

Til frokost i dag, efter historie, var jeg ikke sulten. Jeg sagde til kantine damen, at jeg bare skulle have en diet coke, hun kiggede lidt skeptisk på mig.

Mig og Stephanie satte os vedsiden af hinanden, hun spurgte om Daphne var okay. Jeg kiggede bare ned. Stephanie troede Daphne var syg. ''Daphne er..,'' min stemme blev helt hæs og knækkede over. Stephanie lagde en hånd på min skulder, og jeg skulle lige til at sige det, men så slog Amanda og Kamilla sig ned ved bordet. ''Hvad sker der for Daphne, pjækker hun eller hvad?,'' Spurgte Kamilla grinende, og slog til Amanda. Hun grinte også og kiggede på Stephanie, så grinte hun også. ''Det kan godt være hun er din tvilling, men i har INGENTING tilfælles!,'' sagde Amanda.

Kællinger.

3.December

Jul. Det var bare ikke rigtigt mere, jeg ville ikke have en chokolade julekalender. Daphne ville altid have den dyreste til 130 kr, den med kinder æggene. Jeg fik altid den til 20 kr, med det klamme chokolade.

Stephanie gik ikke med mig hen til busstoppestedet i dag, jeg tænkte at hun var syg. Men nej, da jeg kom hen til busstoppestedet stod hun der med Amanda og Kamilla. Jeg stoppede 2 meter fra busstoppestedet, de havde ikke set mig. Jeg trak min hue ned over hovedet, og mit tørklæde op. Jeg gned mine hænder imod hinanden, jeg havde ingen vanter. Daphne havde et par, det var de dyre par fra shopping centret. Mor købte dem til hende, så snart hun sagde de var fede.

''Daphne er faktisk mega sød, hun er også ret pæn, men hendes søster hun er fucking klam,'' jeg hørte hendes navn, og så lyttede jeg.

''Ja Annabelle er virkelig klam.. Men hvor er Daphne? Pjækker hun eller er hun død eller sådan noget?,''

''Hey Stephanie find ud af det, du er venner med hende den klamme. Lok det ud af hende!,''

''Ja Stephanie!,''

''Jeg ved ikke rigtigt.. Hun er altså ikke så slem..,''

Så kom bussen. Den var rød og gul. To-sæder.

Kamilla og Amanda satte sig vedsiden af hinanden, jeg satte mig bag dem. Min hue begyndte at klø, men jeg beholdt den på.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...