November Noveller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2013
  • Opdateret: 9 dec. 2013
  • Status: Færdig
Dette er tre november noveller, som er skrevet som en gave til vores bedsteforældre. De første to historier er skrevet af Marcus og den sidste er skrevet af Freya.

Dukken: En person der begynder at reflektere over nogle ulykker der vedrører en dukke.

Sanheden om Waterloo: Den endelige grund til at Napoleon tabte slaget ved Waterloo.

Et halvt års mørke: Dette er den sidste historie i November Noveller. Den handler om en pige ved overnaturlige krafter, hvis veninde svigter hende og hun mister sin fulde bevidsthed og begynder at ligge landet i mørke.

Håber i vil nyde at læse dem.

1Likes
1Kommentarer
263Visninger
AA

11. Et halvt års mørke 5.

”Hvad vil du her?” Spurgte Maya iskoldt, men jeg kunne se, at under facaden var hun også bange, bange for mig – Monsteret.
”Tale,” svarede jeg lige så koldt som hende, dog med et lille smil på læben.
”Så kom ind… Men lad det gå hurtigt,” Sagde Maya, mens hun nervøst så op mod den snart mørke nattehimmel.
’Normale’ er bange for mørke, men ikke mig. Nej mørke giver mig kraft. Jeg kunne mærke en triumf skylle ind over mig, for hun og de andre havde en svaghed, jeg kunne udnytte.
”Hvorfor?” Spurgte jeg, mens mit blik borede sig ind i Maya. Hun prøvede at kigge væk, men jeg fastholdt hendes blik.
”Fordi,” sagde hun, mens hun pillede ved nogle blonder i kanten af hendes kjole - Et tegn på nervøsitet.
”Er det virkelig det eneste svar, du kan komme op med?”
”Nej, ved du hvad? Lad være med at svare mig,” Jeg kunne mærke raseriet boble inde i mig.
Jeg ville have hævn, og jeg vidste lige hvordan.
Jeg begyndte at strække min arme op mod himlen, mens jeg mumlede en masse forskellige vers.
Mørket begyndte at blive tættere og jeg vidste, at det aldrig ville blive lyst igen… For jeg ville kaste landet i mørket for altid,
Men jeg var ikke engang sikker på, at jeg ville overleve dette, da det var en så stærk forbandelse, at den langsomt tog mine kræfter.
”Undskyld.”
Jeg vendte overrasket mit hoved hen mod hvor den lille stemme kom fra – Maya.
”Undskyld jeg har været så.. så,” Våde tårer løb ned af kinderne på hende.
”Undskyld, for hvad jeg har sagt og gjort… Undskyld!” Råbte Maya mens hun stod og knugede sit tøj, der hvor hjertet sidder.
Langsomt faldt mine arme ned ved siden af min mave og tårer begyndte stille og roligt at løbe ned af mine kinder.
Hvad havde jeg gjort? At kaste mørke over et helt land! Jeg forstod godt, at de kaldte mig et monster.
”Undskyld,” hviskede jeg stille.
Igen strakte jeg mine hænder op mod den mørke, vilde himmel. Men denne gang var det ikke fordi jeg ville gøre det mørkt, nej, jeg ville stoppe min forbandelse.
Langsomt kunne jeg mærke mine kræfter forsvinde. Jeg var ikke stærk nok til at fjerne hele forbandelsen!
Mine ben kunne ikke holde til mere, så jeg skvattede sammen på jorden.
Jeg kunne lige nå at skimte Maya komme løbede hen mod mig.
”Undskyld, for at have kastet jer i et halvt års mørke,” jeg kunne mærke et smil komme frem på min læbe, da Maya tog mig op i sine arme og krammede mig.
Mit syn blev mere og mere sløret, og så blev det sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...