November Noveller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2013
  • Opdateret: 9 dec. 2013
  • Status: Færdig
Dette er tre november noveller, som er skrevet som en gave til vores bedsteforældre. De første to historier er skrevet af Marcus og den sidste er skrevet af Freya.

Dukken: En person der begynder at reflektere over nogle ulykker der vedrører en dukke.

Sanheden om Waterloo: Den endelige grund til at Napoleon tabte slaget ved Waterloo.

Et halvt års mørke: Dette er den sidste historie i November Noveller. Den handler om en pige ved overnaturlige krafter, hvis veninde svigter hende og hun mister sin fulde bevidsthed og begynder at ligge landet i mørke.

Håber i vil nyde at læse dem.

1Likes
1Kommentarer
255Visninger
AA

3. Dukken 3.

Jeg stopper op, med håret klæbende til ansigtet og sveden løbende ned af ryggen. Jeg spørger mig selv, om de kommer igen når jeg sover i nat. Nu har jeg pludselig ikke særligt meget lyst til bare at gå hjem i seng. Det ville blive en meget kold nat, med et ødelagt vindue. Men på den anden side er det ikke sikkert, at jeg over hovedet kan få noget søvn. Jeg føler mig træt, men jeg tror ikke jeg kan sove efter mit korte besøg på hospitalet.

På vej hjem fra politistationen besluttede jeg mig for at tage metroen. Jeg ville bare hjem i seng. Men da jeg er på ned af trappen til stationen er der en mand, som sandsynligvis har haft meget travlt. Han kommer til at skubbe til mig, så jeg falder ned af trappen. Før jeg besvimer, kan jeg høre at folk kommer løbende hen for at se hvad der er sket, og det sidste jeg ser, er en dame som vist prøver at få kontakt til mig.
Da jeg vågner på hospitalet senere på dagen, er det første jeg ser, da jeg sætter mig op dukken. Sygeplejersken sagde, at der var en meget venlig mand, som kom hen på hospitalet og sagde, at den var røget ud af min taske. Så han ville bare aflevere den. Dukken sidder bare i fodenden og griner.

Da jeg går hjem fra hospitalet sidst på aftenen, beslutter jeg mig for at gå langs stranden. Jeg lægger dukken på en sten. Jeg sætter mig ned for at slappe lidt af og se solnedgangen, oven på den hårde dag jeg har haft.
Da det næsten er blevet helt mørkt, rejser jeg mig op og begynder at gå hjem. Efter jeg er nået omkring halvvejs, går det op for mig at jeg har glemt dukken. Så jeg vender om og går tilbage for at hente den. Da jeg når ned til stranden igen, er det blevet helt mørkt, så det tager mig lidt tid at finde det sted jeg sad, da jeg sidst havde dukken. På det tidspunkt er månen lige stået op, hvilket gør det let at finde dukken.
Men da jeg står ved den sten, dukken ligger på og rækker ned for at tage den, kan jeg ud af øjenkrogen i det slørede måneskin se, at dukken griner. I det dæmpede hvide lys ligger dukken bare og griner, som om den vidste, at jeg havde været væk og kom tilbage. Dukken ser ud som om den har det sjovt, og det er noget jeg ikke forstår. Der går en kuldegysning gennem hele min krop, så jeg stopper, ser ned og tænker, tænker på alt der er sket og alle de ting der bare ikke har været som de skulle. Men mest på alt det er sket med dukken indenfor de sidste 24 timer.

Jeg beslutter at lade dukken ligge og bare glemme alt hvad der er sket i dag, bare starte forfra. Så jeg går væk fra stranden, væk fra dukken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...