Afskeden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2013
  • Opdateret: 8 dec. 2013
  • Status: Igang
De havde været sammen i tykt og tyndt. Maja og Søren mod resten af verden. De bedste venner, og mere til?

2Likes
0Kommentarer
129Visninger

1. Afskeden

Afskeden

 

   Maja og Søren har altid været venner. Venner og naboer lige siden de var små. De havde det altid sjovt sammen og var der altid for hinanden. De vidste at de kunne regne med hinanden også den dag det virkelig gjaldt.

   En dag i oktober måned, da Maja og Søren var på vej hjem fra skole, kom Sørens mor løbende ud af hoveddøren med en kuffert i hånden. Hun så dem ikke som hun løb ned ad indkørslen og ud til hendes bil som stod halv parkeret oppe på fortovet. Hun smed sin kuffert ind bag i bilen, smed bagklappen i så det gav et ordentlig smæk, og skyndte sig så ind i bilen. Hun kørte sin vej.

   Siden den dag, er der ingen der har set hende. Søren var knust og hans far havde det endnu værre. Efter moren havde forladt dem, stod han med det hele selv. Der var ingen der rigtig vidste hvorfor hun havde forladt dem, men et rygte gik i byen om at han vidst havde fundet sig endnu en elskerinde, og at moren sikkert havde fået nok.

   Der gik lang tid inden Søren var nogenlunde ovenpå igen. Han var ikke særlig tit i skole de følgende måneder efter hun havde forladt dem. Hans karaktere dalede lige som hans humør.

   Selvom han ikke var i skole, besøgte Maja ham hver dag, hun vidste jo godt han ikke var syg, men at han var ked af det Hun var i den overbevisning, at han nok bare manglede nogen at snakke med, så skulle det hele nok gå igen.

   De vidste begge to hvad de ville være. Maja skulle være læge, men ikke en som sad sammen med andre læge i lægehuset. Hun ville hellere køre rundt til folk, sådan at dem som ikke havde mulighed for at komme til hende, stadig kunne få hjælp.
Søren ville være skorstens fejer, for det var hans far. Søren holdt meget af hans far. Han så op til ham og ville være som ham. Maja og Søren snakkede tit sammen om fremtiden, og hvad den måtte indebære.

   Da de blev ældre, begyndte de begge på deres uddannelse vidt forskellige steder, og selvom de ikke gik i skole sammen mere, så de stadig hinanden, så tit de kunne. De gik tit i byen sammen i weekenderne og gav den gas. De nød hinandens selvskab. Tiden gik og lige meget hvad der skete, var de stadig lige så tætte som dengang de var mindre.

 

   En tirsdag eftermiddag, da Maja var på vej hjem fra tanken hvor hun havde et deltidsarbejde, sad Søren på trappen ude foran hendes hus. Noget han kun gjorde hvis han havde meget vigtige nyheder, som han bare måtte dele med hende. Sidst han havde gjort det, var da han havde fået brev fra den skolen. Han var blevet optaget, og kunne starte på hans drømme uddannelse. Han var overlykkelig og havde næsten julelys i øjnene.

   Hun gik hen til ham og satte sig ved siden af ham. Først sagde han ikke noget, og Maja vidste heller ikke hvad hun skulle sige. Han havde et mærkeligt udtryk i ansigt, og hun fornemmede, at det her ikke blev rart. Så rømmede han sig og sagde til hende at der var noget meget vigtig, han blev nød til at fortælle hende. Noget han havde holdt for sig selv i rigtig lang tid, men som han mente var på tide hun fik af vide. Så blev han stille. Der gik lidt tid, inden han fik taget sig sammen og fortalt hende det han havde på hjertet. ”Maja jeg er helt væk i dig, jeg ved ikke hvad der sker. Jeg har prøvet at glemme det eller i det mindste bare lægge det til side, ignorer det, men jeg kan ikke. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.” Maja var måløs og troede ikke sine egne ører. Havde han virkelig lige fortalt hende at han var forelsket i hende? Det måtte være en fejl eller en dårlig joke. ”Mener du det?” fik hun frem stammet. Han nikkede. Hun tænkte lidt over det, og havde det måske lidt på samme måde. De kendte jo hinanden ud og ind. Men var det nu virkelig også de samme følelser. Måske var det bare trygheden og det med at hun altid kunne regne med ham, der kammede over for hende. Og hvad nu hvis ikke, hvad nu hvis det var de samme følelser. Hun blev nød til at tage sig sammen og tænke sig godt om, inden hun sagde noget. Hvis nu det ikke gik mellem dem, hvad så? Venskabet de havde, ville jo aldrig blive det samme igen. Alt ville være ødelagt. ”Jeg har det måske lidt på samme måde.” Han kiggede med store øjne på hende. ”Mener du virkelig det?” Hun nikkede. De sagde ikke noget i lang tid. Så tog han hendes hånd og kiggede hende dybt i øjnene. ”Det er jeg glad for og hører og derfor, vil det efterfølgende nu siger, blive meget hårdere end jeg troede. Min far er blevet enig med sig selvom, at vi skal flytte væk.” Maja kiggede på ham. Havde han ikke lige sagt at han var forelsket i hende, og nu siger han at han skal flytte? Hvordan hang det lige sammen? ”Hvordan væk? Mener du sådan langt væk”.  Han nikkede og blev nød til at kigge væk, for ikke at se det sårede og triste udtryk hun nu sad med. ”Min far mener at det ville være bedst for os begge, hvis vi startede på en frisk.” Hun var måløs ”Jamen du kan da ikke bare flytte, og da slet ikke nu. Det er da lige begyndt at gå fremad for jer.” Han vidste godt at det ikke gav nogen mening, men han måtte bare få det sagt inden det var for sent. ”Min far har brug for mig, det ved du også godt, han er stadig ikke kommet sig over at mor forlod ham. Jeg bliver nød til at sætte mine behov lidt til side, og hjælpe ham. Han mener at det ville være bedst, hvis han kom væk fra det hele, derfor har han besluttet sig for at vi skal flytte til USA.” Maja kiggede bare på ham, denne gang uden et eneste udtryk i ansigtet. ”Hvornår rejser i?”. Søren synkede en ekstra gang inden han svarede. ”På mandag.” Hun sagde ikke mere. Søren besluttede sig for at tage hjem. Maja skulle have lov til at tænke, og hvis hun blev sur, ville han ikke stå og skændes med hende. Han sagde farvel til Maja og gik hjem. Maja blev siddende ude på den kolde trappe, indtil hendes far kom ud og hentede hende.

   Om mandag tog Maja ikke i skole, hun lå bare oppe på sit værelse og kiggede ud af vinduet, hvor hun kunne se Sørens hund rende rundt ude i deres have. Hvad mon der blev af den?

   Kl. 14.00 kom der en lastbil, og Sørens far gik ud med nogle papkasser som skulle læsses på den. Søren kom også ud. Maja besluttede sig for at gå derover og sige farvel for sidste gang. Hun kunne næsten ikke bære tanken om at han bare sådan forlod hende og at hun nu måtte klare sig selv. Hun slæbte sig ned af trapperne.

   Da hun kom derover, var Søren gået ind i huset for at hente de sidste ting. Sørens far stod ved bilen og ventede på Søren. De hilst på hinanden, men sagde så ikke mere. Maja havde aldrig snakket mere end højst nødvendigt med ham, og lige nu var hun faktisk rigtig gal på ham. Søren kom ud og fik øje på Maja. Han smed de sidste ting i bilen og gik hen til Maja. ”Så er det vel farvel.” sagde hun, men kunne ikke kigge ham i øjnene. ”Nej, jeg kommer da hjem og besøger dig. Jeg skal også nok huske og skrive til dig!” Han prøvede ihærdigt at opmuntre hende, men det lykkedes ham ikke rigtigt. ”Det lyder godt! Men husk det nu også.” Han smilede, tog hendes hånd, kyssede hende på kinden og hviskede hende i øret. ”Du må have det godt til vi ses igen.” Så steg han ind i bilen og så kørte de af sted. Maja stod længe og kiggede efter dem, med tårer i øjnene. Han var væk. Han havde taget hendes hjerte med og om hun nogensinde ville få det tilbage igen vidste hun ikke. Hun kunne næsten ikke få sig selv til at vende om og gå hjem. Hun tog sig sammen og løb i stedet den modsatte retning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...