UDE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2013
  • Opdateret: 8 dec. 2013
  • Status: Færdig
Det her var (er) en stil jeg skulle skrive til skolen. Den er skrevet ud fra et digt. Det ville betyde enormt meget hvis I gad fortælle mig om den passer til digtet og hvad I synes :)

7Likes
24Kommentarer
421Visninger
AA

2. UDE

En sagte vejrtrækning lød bag mig. Det var svært at vide, at han stod så tæt på og alligevel så langt fra. På den ene side ville jeg bare ønske, at han lagde sine trygge arme om mig. Han kunne hviske mig i øret, og fortælle mig at alting var okay - at alt nok skulle gå. Bare glemme alt hvad der var sket de sidste par måneder, men jeg kunne heller ikke få mig selv til at være så naiv. Jeg ville heller ikke selv kunne tilgive ham, eller for den sags skyld mig selv. Hvorfor skulle livet dog også være så indviklet - så svært.

Et let støn forlod mine læber, mens en tåre pressede sig på. Selvom jeg ikke kunne se ham, var det stadig nemt at forestille sig hans læber presset sammen med hendes og mere til. Det skar i hjertet bare at tænke på det.

Dog havde jeg ikke selv været meget bedre, da jeg fik bestilt de sidste par drinks. Det havde bare været den eneste løsning på det tidspunkt, og hvem havde lige vidst hvad det ville føre til? Uheldigvis gik det først og for mig, hvor langt ude jeg egentlig var, da det var for sent.

Utroskab var ikke noget jeg selv gik ind for, men jeg havde været så langt væk at jeg ikke havde opfanget, hvad jeg havde lavet. Det værste var dog følelsen af at vågne op i et fremmed værelse uden at kunne huske noget.

Siden den dag var alt bare gået ned af bakke. Vores forhold var splintret og nu stod vi her. Jeg havde ikke set ham i en uge, og da han så trappede op på mit dørtrin, var jeg bare flygtet. For en time siden havde jeg ikke ønsket at snakke med ham, men nu ville jeg bare gerne kunne tage en tidsmaskine tilbage i tiden.

Langsomt vendte jeg mig om. Hans mørke lokker blev lyst en smule op i måneskinnet. Jeg forsøgte ikke at se ham i øjnene, men bare at betragte hans ansigt.

”Laura?” Hans stemme var dyb, men stille. Mine øjne røg naturligt op til hans. ”Hvorfor skal det være på den her måde?”

Jeg kunne mærke, at han var frustreret. En tåre sneg sig ned af min kind, da jeg ikke havde noget svar at give ham. Jeg tror at det var svært for os begge to at indse, at vi begge var ude, hvor vi ikke kunne bunde.

”Jeg ved det ikke,” fik jeg mumlende frem. ”Jeg kan virkelig ikke finde ud af, hvad der sker.” Jeg så ned i jorden, ville ikke indse mit nederlag. ”Men jeg ved, at du betyder for meget for til, at jeg kan give slip.”

Et øjeblik lød der ingen vejtrækning, men så sagde han: ”Du betyder da også noget for mig.” Igen fandt jeg hans øjne. ”Det hele har bare været så indviklet på det sidste.”

Han tog et skridt hen mod mig. Jeg vidste ikke, hvad han ville gøre, men jeg stolede nok på ham til ikke at rykke mig længere væk. Jeg havde savnet ham så meget.

”Ja, det har det.” Hans stemme lød ikke glad, men selvfølgelig var han ikke glad. Hvem var lige det?

Mit blik faldt ud over byen. Vi stod på en bakke lidt udenfor alle husene. Natten havde sneget sig hurtigt ind over byen, og folk var trængt ind i deres huse. I en enkelt telefonboks kunne jeg stadig ane et tegn på liv. En hund løb haltende rundt som om, at den manglede et sted at gå hen. Et lille lys i mørket havde fanget mig opmærksomhed. Som om at der stadig var et håb der ude.

”Hvad skal vi gøre, Marcus?” sagde jeg og vendte mig om, så jeg stod med ryggen til ham, og gik nogle skridt frem. Et træ stod nu foran mig. Langsomt gled jeg ned ad stammen, så jeg endte med at sidde lænende op ad den.

Han tog nogle skridt frem som om, at han var bange for hvad jeg ville gøre. ”Det ved jeg ikke … Vi kan vel ikke bare glemme det hele?” Han så på mig med håbefulde øjne. Jeg vidste, at vi begge ikke kunne holde til det her, men man kan ikke bare løbe fra sine problemer hele livet.

”Nej det tror jeg ikke.” Det gjorde mig endnu mere trist at sige det højt.

Marcus gik frem mod mig, før han satte sig ved min side. Hans øjne var rettet mod himlen som om, den var svaret på alle vores problemer.

”Du ved den måde stjernerne ser så store ud på her fra …” Han så på mig. ”Det får mig til at føle at nogen holder øje med mig … som om at nogen tjekker op på om jeg eller vi gør det rigtige.”

Mit blik faldt op mod himlen ligesom hans før havde gjort. En mærkelig følelse begyndte at flyde rundt i min mave. Han havde ret.

”Jeg kan ikke lide de her stjerner,” sagde jeg midt ud i det blå. Der var ikke nogen speciel mening med det, i hvert fald ikke hvad jeg vidste af.

Han så på mig. Det var ikke nemt. Jeg havde ikke lyst til at give slip på os. Det kunne godt være, at vi var langt ude, men vi havde sku også været igennem en hel del. Det var ikke bare noget man lige lod flyde væk.

Vores forhold var ikke og havde ikke været normalt – overhovedet. Måske var det også en af de ting, der havde splittet os nu? Som om resten af verden havde fortalt os, at de vi var glade for, og at det vi kunne lide ikke var rigtigt.

”Marcus,” sagde jeg stille med blikket stadig låst mod himlen. ”Jeg kan ikke give slip …” Mine øjne fandt jorden.

”Det tror jeg ikke, at nogen kan,” mumlede han. Jeg så ham i øjnene, det var ikke rart at tænke tilbage på den sidste måned, men det var som om, at det var det eneste min hjerne ville.

”Undskyld.” Jeg vidste ikke om han forstod det, men jeg havde brug for at sige det. Jeg havde været en kæmpe idiot, og det var jeg ikke stolt over.

”I lige måde tror jeg.” Måske var det dumt af mig, men jeg kunne ikke lade være. Et lille grin slap ud mellem mine læber. ”Er vi så begge to tilgivet?” spurgte han en anelse nervøst med et grin i stemmen. Jeg var så lykkelig for, at stemningen var blevet løftet.

”Det tror jeg,” svarede jeg med et smil på læben. ”Men hvad med stjernerne og resten af verdenen?” Smilet forfaldt en smule.

”Hvorfor skal alle være ens? Hvorfor skal alt gå efter resten af verdens mening?” Hans øjne fangede mine, og en hånd lagde sig på min kæbe.

”Det ved jeg ikke,” sagde jeg forsigtigt og stille. Jeg havde heller aldrig fattet de uskrevne regler. Alt det med hvordan et forhold skulle være, hvordan folk skulle opfører sig. Nok var der noget, der hed gode manere, men det ville ikke sige, at man skulle følge dem. Alle regler var til for at blive brudt, og hvis men ikke brød dem mistede man en del sjov i livet.

”Nej, præcis. Vi behøves ikke at være på den måde,” hans stemme var fyldt med en smule begejstring. ”Vi kunne flygte fra systemet. Finde et sted vi rent faktisk kunne kalde vores hjem. Et sted hvor vi kunne sove godt om natten, uden marridt eller at skulle være bange for den næste dag.” Marcus sendte mig et sødt smil.

Det eneste jeg kunne gøre var at nikke. Han havde taget pusten fra mig. Som han sagde det der, lød det så nemt som ingenting. Når vi var sammen, kunne alt virkelig lade sig gøre. Mit smil blev større og større.

Marcus’ ansigt nærmede sig mit i en langsom bevægelse. ”Uden dig føler jeg mig svag, det er blevet bevist her på det sidste.” Jeg lukkede forsigtigt mine øjne. ”Jeg har virkelig savnet dig.” Efter lang tid pressede han sine læber mod mine. Jeg havde savnet ham. At have ham tæt på, og mærke hans læber mod mine.

”Jeg har virkelig også savnet dig,” sagde jeg, mens en tanke sneg sig rundt i mit hoved. ”Men hvad så hvis jeg en dag skred eller, at du blev træt af mig? Hvad ville vi så gøre? Hvad nu hvis det hele skete igen? Ville det så betyde at vi skulle give slip?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...