Stol på mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2013
  • Opdateret: 9 dec. 2013
  • Status: Igang
Dette er en historie til jule-konkurrencen der kører lige nu.

Historien handler om en fattig stuepige der langsomt forelsker sig i den rige husmands dreng hun tjener.

2Likes
0Kommentarer
451Visninger
AA

1. Trofæer og tjenere

 Sneen falder ned fra skyerne og ligger sig som en tyk dyne på det flisbelagte fortov uden foran det massive vindue inde i det hus jeg bor. Hvert eneste træ står nøgen med kun hvidt sne til at dække sig med. Den enlige gade-lygte lyser svagt vejen op så der engang imellem kan ses et lykkeligt par komme gående forbi hånd i hånd eller en ensom hjemløs mand. 

 "Gå tilbage til arbejde din uduelige tøs!" råber den mest irriterende stemme jeg kender over de splinternye højtalere. Den gamle frue her i huset kender mig for godt, og ved at hver gang jeg kommer forbi dette vindue, kan jeg ikke lade hver med at tage et enkelt kig på den vidunderlige vinterskov på den anden side af vejen. 

 Jeg tager fat om støvkosten og begynder at støve hver eneste pokal eller medalje af i rummet. Det er ikke nemt at være tjenestepige hos en rig sports familie. Der er alt for mange medaljer og pokaler der altid har brug for at blive pudset, men jeg har ikke så mange valg. Mine forældre kan ikke betale for min skole og derfor sendte de mig herhen. Jeg kan arbejde mig frem til en fremtid. Familien giver mig penge så jeg kan betale for en skole og de giver mig mad og en seng at sove i, men meget andet får jeg ikke. 

 Det er utroligt at der er nogen der stadig gerne vil have tjenestefolk til at arbejde for dem. Vi er i det fjerde årtusind, og der er stadig nogen familier der nægter at bruge robotter som tjenere. Måske fordi der har været en del klager over robotterne, de har en ubehaglig vane med at springe i luften, når de laver for meget arbejde.  Nogen gange føler jeg mig som en robot. Hvis jeg laver mere arbejde ender mit hoved også snart med at springe i luften, og mine hænder vil falde af. 

 "Du mangler en," siger en velkendt blid stemme bag mig. Det er nu stadig, den stemme jeg bedst kan lide i dette hus.  

 Jeg vender mig om og kigger på den høje muskuløse syttenårige dreng (Leo, den anden yngste i familien) hvis mørke hår stritter til alle sider, efter at han endnu engang har været ude at svømme. I hans hænder holder han endnu en pokal belagt med guld. 

 Jeg tager forsigtigt pokalen ud af hans hænder og kommer med at uheld til at mærke hvor bløde og varme hans hænder er. Jeg stiller den på en tom plads på den høje hylde fyldt med alt fra bronze til guld i medaljer og pokaler. 

 Han smiler skævt til mig, og mine tanker vikler sig omkring, hvor godt han ser ud med vådt hår.  

 "Du må gerne tale," siger han. "Du har som om altid min tilladelse til det." 

 "Tak," siger jeg og bukker hovedet lidt. Før jeg blev sat som tjener i denne familie, lærte min mor mig alt om hvordan man er en god og høflig tjener. Familien skal give dig tilladelse til at tale, og du skal være meget taknemmelig, når de gør det. Jeg tror, det var regel nummer ni eller noget lignende det. 

 Han placere en finger under min hage og løfter mit hoved op. 

 "Lad hver med at bukke for mig," siger han. Han har altid været for sød imod mig, lige siden jeg trådte ind i dette enormt store hus for første gang, har han været sød imod mig. 

 "Tillykke med guldet," siger jeg og træder et skridt tilbage, for at undgå han rører mere ved mig. 

 Han trækker lidt på skuldrene, som om det ikke betyder noget. "Når man gør det samme igen og igen og får det samme ud af det, stopper det med at blive specielt," siger han og kigger på den tredje nederste hylde som udelukkende er til hans trofæer.

 Det er utroligt hvor populært svømning er blevet, tænk sig at der er nogen der vil betale millioner får at en bestemt person til at svømme for dem. Leo er nu stadig en af de yngste svømmehelte der er her for tiden. 

 "Paprika!" råber en irriterende pigestemme over højtalerne. Jeg genkender den straks som Violets stemme (den yngste i familien) der endnu engang vil beordre mig til at gøre noget for hende. "Mit vasketøj renser ikke sig selv, ved du nok!"

 "Undskyld forstyrrelsen," siger jeg hurtigt til Leo. "Det vil ikke ske igen." Jeg vender mig om for at gå, men han tager fat i min arm og vender mig mod ham. Jeg står så tæt på ham, at jeg kan føle den varme hans krop udskiller. 

 "Hvad hvis jeg gerne vil have at det sker igen?" spørger han og møder mine øjne. 

 "Det vil du ikke," siger jeg og kigger væk. 

 "Det vil jeg," siger han og løfter mit ansigt op med hans anden hånd, så jeg kan se ind i hans fantastiske grønne øjne. 

 "PAPRIKA!" skriger Violet. 

 Jeg løsriver mig selv fra hans greb og træder adskillige trin tilbage. "Jeg må nødtil at gå," siger jeg hurtigt, inden jeg bukker lidt, og går så hurtigt jeg kan ud af den enorme pejsestue. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...