Stol på mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2013
  • Opdateret: 9 dec. 2013
  • Status: Igang
Dette er en historie til jule-konkurrencen der kører lige nu.

Historien handler om en fattig stuepige der langsomt forelsker sig i den rige husmands dreng hun tjener.

2Likes
0Kommentarer
449Visninger
AA

2. Endnu en skoledag

 Det er ikke nemt at være seksten år gammel og gå i skole specielt ikke når man er kendt som Stuepigen

 Der er ingen andre på skolen der har det samme job som mig, de kommer alle fra rige familier der vil betale for hver eneste knap deres børn ønsker. Den eneste grund til at jeg går på denne skole, er fordi at familien jeg bor hos sender alle deres børn på den skole inklusiv mig. Jeg er den eneste i familien der rent faktisk møder op til alle timerne. Jeg tør væde med, at Violet kun har været til halvdelen af de timer der står på hendes skema. Selvfølgelig er hele familiens yndlings fag idræt. Jeg hader idræt, specielt fordi at alle er så meget bedre end mig. Til gengæld kan jeg godt lide fysik og matematik, jeg finder det meget mere interessant end de andre fag. 

 Selvfølgelig er det ikke alle der er enige med mig i det...

* * *

 Skolen er altid pyntet op til jul, med julehjerter og julestjerner hvor end man går. Hver eneste klasse er dekoreret med guirlander og julenisser og hver klasse har en dag eller et par timer hvor de pynter deres klasse op med alverdens juleting og kæmper mod hinanden omkring hvem der kan få det fineste klasseværelse. 

 Juleaften holder jeg altid hos mine forældre. Det er den eneste dag på året, hvor jeg får fri og kan tage hjem. Jeg er taknemmelig for, at de valgte juleaften og ikke en eller anden tilfældig dag, hvor de er til et verdensmesterskab i et eller andet land langt væk. Jeg skal altid med på de ture, hvilket gør til at jeg har set mange lande og været mange steder. 

 Et hårdt skub i siden får mig ud af mine tanker og alle bøgerne i mine arme falder ned på gulvet. Før jeg kan nå at bukke mig ned for at samle dem op skubber en hånd mig ind i væggen og holder mig fast. 

 "Jeg så, du fik tolv i din matematik test," siger Madoc den mest irriterende bølle på skolen. Han går altid efter mig. Vi går i den samme klasse, og hver gang han ser, at jeg får et tolv-eller tital, tager han min test og bytter den ud med hans, så hans forældre tror, at han får gode karakterer. For det meste glemmer han at viske mit navn ud, så der står Paprika på hans test, hvilket har gjort til at hans forældre har regnet det ud et par gange. 

 "Giv den til mig," beordre han og strammer grebet og mine skuldre så hans tykke fingre boer sig ind i min skulder. Han er høj og kraftig og hans blonde hår sider altid klistret til hans hoved, som om han aldrig går i bad. Hans ansigt er altid rødt af raseri, og hans blå øjne er rødsprængte som om han kun har sovet to timer i nat. 

 "Hvorfor?" spørger jeg. Jeg kan alligevel ikke give den til ham, eftersom at hver eneste bog og test jeg har ligger på gulvet. 

 "Giv den til mig!" råber han lige op i ansigtet på mig, så han spytter til alle sider, og det gør ondt i mine øre. Han hæver sin anden arm, som om han planlægger at slå mig, og jeg kniber øjnene sammen og venter på smerten. 

 "Hey! Giv slip på hende!" råber en velkendt stemme og jeg åbner øjnene for at se Leo stå lige bag Madoc. Selvom han ser vred ud, så ser han stadig ekstremt godt ud. 

 Madoc giver slip på mig, og lader mig falde ned på jorden. Han vender sig mod Leo og knytter sine hænder så hans knoer bliver hvide. "Bland dig uden om Dukse-dreng. Det her kommer ikke dig ved," snerrer Madoc. 

 "Bare lad' hende være," siger Leo. "Og prøv at få nogen karakterer der kan bruges til noget selv." 

 Madoc hæver sin ene arm for at slå Leo, men Leo ser langt fra bange ud. "Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre din..."

 Madoc når ikke at tale færdig før en stemme fra en af de kvindelige lærer spørger: "Hvad foregår der her?"

 Madoc sænker hurtigt sin arm og kigger på Leo med et dræberblik. "Vi er ikke færdige her," snerrer han, før han sparker til den nærmeste bog, og skynder sig ned ad gangen. 

 Jeg begynder at samle alle mine ting sammen og prøver at skyde tanken om at Leo faktisk hjalp mig ud af hovedet. 

 "Er du okay?" spørger han og sætter sig ned foran mig. Hans hænder begynder langsomt at samle alle mine bøger og papirer sammen og placere dem blidt oven på hinanden. 

 "Jeg har det fint," siger jeg og undgår for hver en pris at kigge på ham. "Tak." 

 Jeg skynder mig at samle alt op fra gulvet med stor hjælp fra Leo, og jeg rejser mig op så hurtigt som muligt. Hvis nogen i familien fandt ud af at han hjælper mig, ville jeg blive sat til at skrælle kartofler hele natten. 

"Tak," siger jeg igen, og skynder mig at vende mig om. Han følger efter mig over til mit skab (det irritere mig lidt), hvor jeg ligger alle bøgerne ind i, og så snart jeg lukker det, spørger han: "Jeg vil gerne vise dig noget." 

 Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, og jeg kigger mig nervøst til alle sider, for at se om der er nogen andre elever på gangen, men der er kun os to. 

 "Jeg har set, hvordan du altid kigger på skoven. Jeg vil gerne vise dig den," siger han og stiller sig foran mig for at blokere hver eneste udvej jeg muligvis havde. 

 "Men... Jeg har stadig en time tilbage," siger jeg og prøver at træde et skridt tilbage for at komme væk fra ham, men det eneste jeg gør er at træde ind i skabet bag mig. Han står meget tæt på mig med hånd på skabet bag mig. 

 "Stoler du på mig?" spørger han. 

 Spørgsmålet undrer mig lidt, da jeg ikke ved, hvad det har med at pjække fra en time at gøre. "Det ved jeg ikke," ender jeg med at svare. 

 Han smiler skævt som om svaret behager ham, og han tager min hånd, og trækker mig efter ham. "Det skal vi nok få lavet om på."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...