Lydløse skrig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2013
  • Opdateret: 8 dec. 2013
  • Status: Igang
Jeg er ikke færdig med historien endnu og har ingen ide om, hvor lang den bliver. Men giv gerne masser af feedback, så jeg ved om det er noget jeg skal skrive videre på :)


1Likes
0Kommentarer
101Visninger

1. Smerte

 

Hun løftede armene for at beskytte sig mod det slag, der var på vej. Men hun var for langsom. Hånden ramte hende lige over kindbenet og en voldsom smerte gennemstrømmede hende. Men det var ikke på grund af slaget. Hun løftede blikket og så direkte ind i sin brors vilde øjne. Det var uhyggeligt så meget han lignede faren når han var vred, og det skræmte hende meget mere end den blodige næve, der havde løftet sig til næste slag. Hun vidste der ingen hjælp var at hente, eftersom moren igen havde hovedpine og derfor havde lagt sig til ro længe inden middagstid. Hun lukkede øjnene og tog modvilligt imod det andet slag. Denne gang svimlede det for hende og tårerne pressede på. Men den glæde skulle han ikke have. Så hun åbnede øjnene, sank en klump på størrelse med et strudseæg og sagde, ”Var det det? Må jeg godt gå nu?” Styrken i hendes stemme overraskede hende så meget, at hun et øjeblik glemte at se upåvirket ud. Hans raseri havde heldigvis fortaget sig, ellers var han gået helt amok over den bemærkning, men slagene måtte have dulmet vreden lidt. Hun gik stille og roligt op på sit værelse for at holde facaden, med lige så snart hun nåede sengen, kunne hun ikke skubbe den længere. Hun smed sig mellem dynerne og tudede så meget, at det gjorde ondt. Efter at have brugt et kvarters tid på at gennembløde lagnerne, faldt hun i en tung, drømmeløs søvn.

Da hun vågnede igen var klokken to om natten og hendes hoved dunkede som var hun blevet ramt af en lastbil. Det var længe siden hun havde sovet så godt og ønskede bare at forsvinde til søvnens skånsomme intethed. Men hendes krop ville ikke lade hende. Hendes mave rumlede af sult, eftersom hun missede middagsmaden, så hun bestemte sig for at gå ud i køkkenet. Hun listede ned igennem den lille hall med det fine røde gulvtæppe som moren havde haft med hjem fra Istanbul. På vejen passerede hun det store gulv-til-loft-spejl. Hun havde hele sin barndom været fascineret af de mange smukke motiver, der var i guldrammen. Synet, der mødte hende da hun så i sig i spejlet, var ikke det store chok. De smaragdgrønne øjne lyste næsten i mørket og det lange mørke hår faldt, som altid, ned ad skuldrene på den blege, spinkle pige. Bortset fra en sort skygge, der var ved at danne sig under hendes højre øje, lignede hun stort set sig selv. Hun kunne ikke lade være med at fryde sig ved tanken om den skyldfølelse hendes bror måtte føle når han så hende næste morgen med et stort blåt øje. Hun havde i hvert fald ikke i sinde at prøve at skjule det på nogen måde. Hun nåede det nybyggede køkken og trak en af de mange glasskuffer ud. Til hendes store overraskelse, lå der en pakke knækbrød, en halvgammel pose tvebakker og en rosinbolle. Knækbrød havde hun aldrig været stor fan af, men en bolle var lige hvad hun havde brug for. Køleskabet var rimelig tomt, så hun tog et glas mælk og satte sig på det kolde marmorgulv. Hun havde svært ved ikke at have ondt af sig selv, men hun gjorde sit bedste for at tømme hovedet for tanker. Hun trøstede sig selv ved at gennemgå dagens begivenhed og fortælle sig selv, at hun klarede det godt. Det var trods alt første gang nogen havde slået hende, sådan rigtigt.

Da hun kom tilbage i seng, var hendes mave ikke problemet længere. Denne gang var det hendes tanker, der ikke ville lade hende falde til ro. Hun tænkte på sin bror og hvor meget hun savnede dengang, da han var mindre og mere forsigtig end hende. Der var den dejlige forårsdag, lige inden faren forlod dem, hvor de havde spillet bold i baghaven og broren var faldet. Han havde skrabet sit lille knæ og var begyndt at hulke. Men inden det havde nået at udvikle sig den mindste smule, havde hun omfavnet ham og pustet på den lille hudoverskrabning. Derefter havde de alle fået en is og hun glemmer aldrig smilet på sin brors ansigt. Hun havde aldrig set ham så lykkelig som han var den dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...