Underground. -My hopeless brother-

Historien forsætter om April's svære liv, hun har mistet sin eneste ene, hendes bror gemmer sig for politiet for ikke at ryge i spjællet igen og Sara har forladt landet. Tiden som alene mor starter snart for April, men hvor længe er hun alene, hvad sker der med Justin og ser vi nogensinde Sara igen?
Følg med i 2'eren af my hopeless brother - Underground

18Likes
28Kommentarer
2090Visninger
AA

10. Kapitel 8 - "Freaking out"

 

 

April's synsvinkel.

 

Josh's og min øjnekontakt bliver hurtigt brudt  ved Justin kommer styrtende ud inde fra Penelope

"Hør her, jeg ved det lyder sygt, men jeg tror faktisk på at Penelope kan se og snakke med ånder" Et hurtigt suk forlader min mund.

"Justin hold nu op, det er der ingen der kan" jeg sender ham mit er-du-gået-fra-forstanden-blik, men han skyder bare sit ene øjnebryn i vejret og kigger provokerende på mig.

"Hvad nu hvis hun kan bevise det" han ser rigtig klog ud når han står der, men jeg kender ham, han ikke engang regne et pudsespil ud, kun bestående af 4 brikker! og hvordan skulle Penelope så lige bevise at hun kunne snakke med Francisco.

"Hvordan vil du prøve og bevise en lille piges fantasier?" Ja særlig troende har jeg aldrig været.

Justin forsvinder tilbage ind på penelopes værelse og få sekunder efter kommer han tilbage med hende hængende på armen.

"Fortæl mor noget kun din far ved om hende" han stiller hende ned på gulvet og vi kigger alle med et forvæntende blik. Altså det her er jo dybt godnat.

"Justin, drop" Han afbrøder ved at løfte sin ene pegefinger op til sine løber for at tysse på mig og derefter peger hen på penelope.

Vi venter alle på svar, og pludselig sker der noget. hendes øjne er stift mod mine.

"Et år før jeg blev født, blev du gravid med en lille dreng, men på grund af et styrt ned af en trappe døde han i din mave" Penelope's stive blik og robot agtige stemme skræmmer mig. Hvordan fanden kunne pige barnet vide det, jeg har ikke fortalt det til andre end.........Francisco?

"Penelope hvor?" mere når jeg ikke at sige før hun snakker videre.

"Du har altid ønsket Justin død og de ar på dine arme er ikke på grund af et cykel styrt som du fortæller alle, du har tit cuttede og gør det stadigvæk i sorg når ingen andre kigger" Penelope lød så monoton, som om det ikke var hende der talte, jo det var jo stadig hendes stemme, men det er som om nogen har overtaget det hun ville sige. Alle de sandheder gør at jeg får tomme blikke fra både Josh og Justin, samtidig falder mit eget til jorden i skam.

"Har du altid ønsket mig død, har du mistede et barn og cutter du?" Justin hæver stemmem og det tegner ikke godt når det sker. Jeg kan ikke få ord ud af min mund og svare blot med et lille flovt nik.

"Jeg er din bror forhelvede, HVORFOR FANDEN HAR JEG IKKE FÅET EN SKID AFVIDE!?" Justins hævede stemme bliver til en høj råben. Jeg kan da godt forstå han er gal, men hvad skal jeg gøre, sket er sket!

"OG SÅ ØNSKER DU MIG FANDME OGSÅ DØD!" Hans spyt rammer min venstre kind da hans råben får spyttet til at vælte ud i dråber.

"JEG HAR ØNSKET DIG DØD, MEN DET ER FORTID, MIT BARN ER DØDT OG HVAD VILLE DET HJÆLPE AT FORTÆLLE DIG DET, DU KAN JO IKKE ENGANG HOLDE SAMMEN PÅ DIN EGEN FAMILIE, OG JA, CUTTER, NETOP FOR AT SLIPPE FOR ALT DEN FUCKING SMERTE DU ER FØRT IND I MIT LIV!" Al den provokation fik mig op i det rødefelt og nu står jeg bare og venter på at få en endu større sviner kastet tilbage af Justin, men der skete intet, lejligheden var helt stille, kun hans kolde, ligeglade blik der borede sig ind i mine som en kæmpe skuffelse, var krigen i dette rum.

"Jeg tror det er bedste hvis vi bare dropper alt kontakt, for vi kan tydeligvis ikke lade hver med at gøre skade på hinanden" Han mumlede ordene, men stadig højt nok at jeg kunne høre dem, hans blik flyttede sig ikke fra mine vrede øjne.

"Farvel April" Justin griber ud efter sin jakke og uden så meget som at blinke, er han forsvundet ud af døren med et brag. Da døren smækkede var det som at miste alt om igen, jeg kaster mig ned på vores varme trægulv, med mit hoved godt begravet i mine lår, nu hvor jeg troede alt skulle være ensomt og alene igen, bliver en varm og blød hånd lagt på min ryg og en dejlig duft nærmer mig.

"Vi skal nok klare det April" Josh's dejlige stemme samlede alle stumper af min sjæl sammen, ja han var limen til de knuste glas. Hurtigt svinger jeg mine slanke arme om hans nakke og straks kommer tårene som et vandfald, men Josh trækker ikke kun mig med ind i et stort kram, men også lille forsvarsløse og skræmte Penelope ind i vores varme arme.

"Det hele skal nok gå" hvisker Josh i øret på mig og penelope.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...