Underground. -My hopeless brother-

Historien forsætter om April's svære liv, hun har mistet sin eneste ene, hendes bror gemmer sig for politiet for ikke at ryge i spjællet igen og Sara har forladt landet. Tiden som alene mor starter snart for April, men hvor længe er hun alene, hvad sker der med Justin og ser vi nogensinde Sara igen?
Følg med i 2'eren af my hopeless brother - Underground

18Likes
28Kommentarer
2090Visninger
AA

13. Kapitel 10 - "Forkert valg"

Det vildeste rus varmer min krop, mit ligegyldige smil sidder som tapet fast til mit ansigt, selvom der ikke rigtig er noget at smile over og stoffet som flyder rundt med blodet i mine åre, føles som en befriende opkvikker, Den her nye form for stoffer giver virkelig et dejligt spark, jeg tror aldrig jeg har følt det så godt som jeg gør nu.

"Ved du hvad, du ser ud til at have brug for noget mere" Hviskede den lidt skræmmende pusher foran mig.

"Ha, jo stik du mig bare lidt mere" jeg rakte endu en bunke penge frem mod ham.

"Jeg kender altså noget som er meget bedre end det du indtager lige nu" Hurtigt fik han min opmærksomhed.

"Bedre?" Altså hvad kunne være bedre end det her? Pusheren nikkede hovedet ind mod toilettet og jeg gik fortumlet der ind. Han løfter straks en lille pose op foran mit ansigt.

"De her to små banditter vil få dig til at flyve mellem skyerne" han grinede en smule af mig, nok fordi jeg stod og tumlede lidt rundt, jeg tog i mod pillerne og åbnede posen for at smage på sagerne.

"Hey du, kun to af gangen ellers kommer du ikke til at mørke noget igen" Det er det sidste han når og sige inden han smutter ud af døren.

"Var det 2 jeg skulle tage, ellers ville jeg ikke kunne mørke stoffet virke" Mumler jeg for mig selv, hvad var det han sagde, Arh hvad fanden jeg kan tåle lidt af hvert, så jeg hælder straks de to små piller ud på min hånd og derefter ned i min hals, på nul komma fem er de slugt.

Jeg lukker mine øjne i håb om at mærke skyerne, men det er bestemt ikke den følelse som er i min krop, en stikkende fornemmelse borer i min mave.

"Hvad sker der" hvisker jeg hæst, og holder på min mave, flere og flere host forlader mine læber, min lufteveje føles som stoppede og jeg har derfor svært ved at kunne trække vejret, pludselig mærkes mine ben som mos og jeg falder straks til gulvet, mine host og vejrtræknings problemer bliver være og være, jeg får øje på min telefon lige foran mig, med besvær får jeg trykket Aprils nummer ind og trykket på den grønne knap, efter nogle små dybe lyde har bibet, kommer den søde velkendte stemme frem i røret.

"Hvad nu Justin?" Hun lyder træt, jeg prøver at snakke, men min manglende luft gør det til en større udfordring ind jeg regnede med.

"A.....Apr...April hjælp" fik jeg stammet frem.

"Justin er du okay?" Hendes stemme blev mere urolig.

"Hjæ..hæjlp mig April" Små støn af smerten fra mit bryst bliver udstødt i min sætning.

"Hvor er du?" Jeg kan høre hende smække døren til hendes hus og nogle bilnøgler rasle i det fjerne.

"På sta...stationen" Mine host bliver igen til at høre.

"Okay, jeg er på vej Justin tag det roligt" Hendes stemme var i panik og jeg kan høre frygten i hendes stemme.

"je... jeg...elsker...di..dig" Det er de sidste ord jeg når at sige før alting bliver sort.......

 

April's synsvinkel.

"Je...jeg...elsker...di..dig" høre jeg fra min skrøbelige Iphone.

"Justin hold nu op" Mit hjerte banker som en sindssyg imens jeg venter på Justin's svar, men der kommer intet.

"Justin?" råber jeg ind i mobilen. Fuck! jeg ligger på og  løber ned af mine mange trapper for at kommer ud af lejlighedens fælles indgang. Josh skulle passe på penelope, af en eller anden grund stoler jeg fuldt og fast på ham, men på den anden side, har jeg noget valg? På vejen ned støder jeg ind i en høj politimand. han stopper mig ved at hive fat i min arm.

"Undskyld mig" Jeg prøver at hive min arm til mig, men uden held.

"Du skal lige følge mig unge April" og han begynder at gå med mig ned af trapperne.

"Hvad! nej jeg skal hjælpe min bror, der er noget alvorligt galt med ham" Panikken i mig stiger.

"Ja ja, gem du det til en dommer" han skubber mig ind i den smalle politibil.

"Nej, du forstår ikke, han har virkelig brug for mig, han er i livsfare" Jeg egynder at slå og sparke alt hvad jeg kan inde i den smalle bil.

"Sid så stille, ellers bliver det her ikke nemmere unge dame"

Mine tåre kommer løbende, tanken om at Justin højtsandsynligt ligger et sted og virkelig har problemer, er jeg fanget her i denne bil med en gnaven og uforstående politimand!

 

I må gerne kommentere hvad i syndes om dette kapitel :-D

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...