Home this christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2013
  • Opdateret: 9 dec. 2013
  • Status: Igang
Jeg er i utroligt julehumør, så derfor har jeg taget et valg.
Den anden historie jeg var startet på, vil jeg holde pause på, og altså derfor vil jeg starte på den her, som jeg vil skrive på gennem december måned.

I denne historie møder du Justin Bieber, som er byens badboy, men også den mystiske dreng. Så er der også den her pige på 17 år, Nikki. Hun er mere pigen som er venner med alle, men af en eller anden grund, kan hun ikke komme ind til Justin, hun kan ikke få ham til at åbne op. Eller kan hun?

6Likes
0Kommentarer
281Visninger
AA

2. "uh lucky day"

 

Jeg hørte døren blive åbnet til mit værelse, jeg behøvede ikke at vende mig om for at se hvem det var, da jeg vidste at det var Parker. Nu skulle jeg bare lade som at jeg stadig sov, også omlidt ville han komme hoppende op i min seng, for at sige, "Nikki, Nikki, Nikki! Der er kun femten dage til jul!" Råbte Parker, og hoppede op på min seng, og satte sig oven på mig. Ja, sådan her har det være lige siden første december.

Jeg vendte mig om, på ryggen, så han nu sad på min mave. Parker havde stadig sit nattøj på, det vil sige et batmand kostume, han havde haft fået til fastelavn, men af en eller anden grund har han ikke kunne give slip på det, så nu er det officielt blevet hans nattøj. Hans mørkebrune hår så helt pjusket ud, han var nok lige stået op. Jeg skimtede over på mit ur, klokken var omkring ni om morgnen. 

Jeg kørte langsomt mine hænder op på hans mave og begyndte at kilde ham voldsomt. Han begyndte at grine voldsomt, og ret overdrevet. Han havde det med at overdrive med sine grin, ikke fordi at det han grinte helt falsk, men fordi at det var blevet en vane, nok eftersom at jeg også have en periode med det, hvor det var ret så slemt. "Aj, hold så op Nikki" befalede han, det var en af de eneste få sætninger han endnu kunne sige. Jeg kildede ham videre. Vi faldt begge to om på ryggen af grin. "Du kan ikke fange mig" Råbte han, og hoppede ned af sengen, afventende på at jeg skulle løbe efter ham. "Nej, det kan jeg i hvert fald ikke" grinede jeg overgivende. "Ih hvor er du bare tarvelig Nikki" mumlede han og traskede surt ud af mit værelse og ned af trappen. Jeg rystede på hovedet af ham.

Jeg åbnede mit skab og trak min morgenkåbe ned over mig, da jeg kun havde en lang t-shirt på, og det var okay koldt. Bagefter trak jeg mine behagelige uldsokker på og satte mit hår op i en hurtig og rodet knold.

"Hvor er mor og far?" spurgte jeg nysgerrigt Parker. Han sad fordybet i morgendagens sæson batmand. Shit han var en lille freak, jeg grinede ved tanken. Ved siden af ham, rundt i sofaen, havde han stablet alle hans forskellige batmænd op, det var alle på bestemte pladser at de skulle være. Så hvis man ved et uheld rykkede på en af dem, skulle den straks tilbage på dens plads. "De skulle hente et eller andet" svarede han fraværende og gnaskede videre på en nutellamad.

Klokken var nu omkring tolv, og de var endnu ikke kommet hjem. Det var ikke fordi at jeg var nervøs for dem, men jeg blev nød til at tage over til ham drengen, for at sige undskyld, og jeg kunne jo ligesom ikke have Parker med på slæb, da han er tre år og en smule irriterende en gang i mellem. 

"Parker?" Spurgte jeg ham med et smørret smil. Jeg havde lige klædt mig på. Jeg havde taget et par nylonstrømper på, mine læderstøvler, der gik omkring til lidt over anklen også en stor strækkebluse som gik til et et lille stykke over over knæene. Jeg havde ikke hue på i dag, men bare mit hår frit, det krøllede en smule i spidserne, så det var fint nok. Til sidst havde jeg lagt et hurtigt lag mascara og en rødelig lipgloss som stod godt til min brunlige hud. Min mor er halv hawaiianer, så det er derfra at Parker og jeg har den hudfarve.

"Hvad vil du nu?" spurgte han opgivende, og kiggede efter sin nutellamad som han havde tabt i sofaen. Jeg gik hen imod ham og samlede en af hans batmænd op, som var faldet på gulvet. "Jeg skal lige ud ind til naboen hurtigt i gos?" spurgte jeg ham, det var egentlig ikke et spørgsmål, men mere en konstatering. Han nikkede, og vendte sit hoved tilbage mod tv skærmen. Jeg smilede for mig selv.

Jeg snuppede jakken og halstørklædet over mig, til sidst tog jeg mine vanter på, og på vejen ud af døren snuppede jeg mit skateboard. Ja, jeg står på skateboard. Jeg elsker det, jeg elsker den der rush-følelse, når man skater gennem gaderne. Don't judge me. En besked tikkede ind på min mobil da jeg havde lukket døren. Det var Trisha. Argh, jeg kunne slet ikke have hende. Hun var så irriterende på så mange måder. Den type pige, som ikke kan tåle en lille smule jord på knæet og er skide snobbet, og som kun hænger ud med de virkelig populære, nok fordi hun også er ret populær selv. Derfor undre det mig også at hun vælger at skrive til mig, da jeg er alt det modsatte.

Hej søde, kommer du ikke over på cafeen og hænger ud med os andre?

Jeg vendte øjne af hende og åbnede beskeden, kun så der kunne stå at jeg havde læst den, på hendes iPhone. Men ikke svaret hende. Jeg smilede. Lidt crime var jeg vel. 

Jeg gav mig selv lussinger på vej op ad trappen til den sal hvor ham drengen boede på, da mine kinder var totalt frosne, ligesom mine ben. Det var et dårligt valg med nylonstrømper måtte jeg alligevel indrømme. 

"puha" åndede jeg lettet op, da jeg var nået helt i top. Jeg fik modet til mig og bankede på døren. Denne gang behøvede jeg kun at banke en gang. Han smilede svagt til mig. Denne gang var hans bukser ikke åbne. Jeg smilede tilbage. "Jeg skal altså ikke have nogle aviser" smilede han igen svagt og tjekkede mig ud. Tjekkede han mig lige ud, den lækre sag der. Jeg smilede ved tanken. Han kløede sig nervøst i nakken. Jeg grinte svagt, "det var heller ikke derfor jeg kom". Han kiggede forvirret på mig. "Jeg kom for at undskylde min opførsel i går, det var ikke min mening at såre dig på den måde og" han afbrød mig. "Det er okay" svarede han og kiggede akavet ned i jorden. "Jeg købte de her til dig" smilede jeg, og prøvede at få den pakke brunkager op af min taske som jeg havde købt på vejen herover. Bum, mit board faldt ned bag ved mig. "Hov, kan du ikke lige holde den her?" spurgte jeg ham, og gav ham egentlig bare min taske før at han havde svaret. Jeg tog en udmattende udånding da jeg endelig fik fat i mit board. Han grinede af mig. "Skater du?" spurgte han nysgerrigt. Jeg nikkede, og svarede bagefter "Ja, ja det gør jeg". Dårlig vane at gøre begge dele. Han smilede skævt, "fedt!". Jeg smilede. "Her var de" sagde jeg overrasket og fandt brunkagerne nede  i et andet rum, end jeg havde proppet dem ned i da jeg havde købt dem. Han kiggede på dem, og tog imod dem. Jeg smilede stolt til ham. Det så nok en smule dumt ud, da jeg dårligt kunne bevæge min mund når jeg snakkede, fordi at det var så koldt. "Det er så her omkring nu, at man plejer at sige tak" smilede jeg til ham og rynkede øjenbrynene. "Tak" sagde han kort og smilede ned i jorden. Fik jeg selveste Mr. Badboy til at rødme en smule. Han var nok ikke van til at blive svaret igen. 

"Intet problem" grinte jeg. "Justin" introducerede han sig selv, og rakte hånden frem. "Nikki" smilede jeg, og gav ham hånden. Justin, Justin, jeg smagte lidt på navnet. "Vil du med indenfor så, Nikki?" spurgte han, og lagde ekstra tryk på Nikki. Jeg nikkede, "hvorfor ikke". 

"Du kan bare sove, du skal ikke holde dig vågen for min skyld" sagde jeg sødt, og hentydet til ham, da hans øjne så ud som om at de ikke kunne holde meget længere. Han smilede taknemmelig, og lagde sig derefter ned i hans sofa. Det så ud som om at han hurtigt faldt i søvn. Roligt lagde jeg tæppet over ham, som lå på armlænet af sofaen, da han kun havde en sort tætsiddende undertrøje på, og et par jeans. Men det så sgu godt ud til ham, og hans tattoos skinnede direkte frem. Det skal lige siges at jeg har en svaghed for tatoveringer. Hans var ikke en undtagelse.

Vi havde sat og set tv, en eller anden serie som jeg aldrig fik navnet på. Men Justin kunne vidst godt lide den, da han sad og grinede rimeligt meget. Vi snakkede dog ikke specielt, han virkede lidt lukket, altså han var lidt svær at have lange samtaler med, og han var heller ikke så god til at holde øjenkontakten. Men jeg syntes nu at det var meget sødt. Jeg havde vildt meget lyst til at spørge ind til hans mor, og i det hele taget hans familie, men det skulle helst ikke ende som i går. 

Jeg kiggede på klokken. Der var gået omkring en times tid, og brunkagerne var allerede spist. Vi havde spist dem imens vi så serien. Her var ret rodet. Han havde et lille køkken, inde i stuen, og et rum overfor som åbenbart var hans soveværelse. Ved siden af hans soveværelse var hans badeværelse. Det hele var nu i okay god stand, han var bare ikke så god til at rydde op. Jeg fniste ved tanken. Jeg kunne vel godt rydde en smule op, eller var det upassende? Altså det var jo ikke fordi at jeg ville rode i hans ting, jeg ville jo bare hjælpe ham. Det sker der nok ikke noget ved. Jeg var hurtigt i gang med at finde alt skræl og smide det ud i hans skraldespand unde- ikke under vasken åbenbart, men hængende på dørhåndtaget til en lille balkon ude foran hans køkken. Gud hvor var vi langt oppe, og hvor var det smukt.

Jeg tog mig til hovedet og kiggede rundt, smilende stolt. "Det var da godt" mumlede jeg til mig selv, da man faktisk kunne gå på gulvet nu, uden at blive mødt at et eller andet æbleskrog eller andet. Jeg tømte også hans askebæger, ja han røg. Men der var ikke så mange ciggeratrester i, så det var ikke det store han røg. Der var dog noget der var en smule sjovt. Det eneste der ikke bare lå smidt på gulvet eller på hans lille spisebord, var hans tøj, det lå pænt og foldet flot sammen på den anden stol overfor sofaen. Han måtte virkelig elske sit tøj, eller måske bare begrebet 'tøj', da alt andet var helt modsat behandlet heroppe. Jeg fandt en kuglepen, en lap papir og skrev:

Hej Justin

Jeg smutter nu, det har været utrolig hyggeligt!                                                                        Som du kan se, har jeg ryddet en smule op, jeg håber det er okay! Jeg har ikke rodet i dine ting eller noget som helst andet, hvis du nu skulle tro det. Det kunne jeg ikke finde på. Men sov godt, det ser ud til at du har brug for det. Vi ses vel på et eller andet tidspunkt, håber jeg?

Knus Nikki

Jeg lagde det lille stykke papir over på sofabordet og kuglepennen på plads. Derefter skruede jeg lidt op for varmen, og fortsatte ud i den lille gang.        

"Argh lort" sagde jeg til mig selv, da jeg opdagede at bilen var i indkørslen. De er hjemme. Altså mine forældre. Men hvis nu jeg lige kan snige mig op på mit værelse, så opdager de nok ikke noget. 

Jeg åbnede forsigtigt hoveddøren, og satte mit skateboard op af væggen. Derefter lukkede jeg døren igen. Parker sad ikke længere og så Batmand, jeg kunne nemlig se direkte ind i stuen herude fra entreen. Men nu er det jo heller ikke morgen mere, nærmere snart aften.

"Nikki Kawai Wilson" lød det fra min far, da jeg i mit forsøg på at liste forbi køkkenet failede. Jeg trådte ud i køkkenet, og kiggede efter mor, men jeg så hende ingen steder. "Hvor har du været, unge dame?" spurgte han og kiggede over sine briller, og lagde avisen fra sig. Parker sad på den anden side af bordet, og spiste nogle frugter som var skåret ud, imens han havde sin yndlingsbatmand siddende på en stol ved siden af ham. Jeg sukkede dybt, "du må altså ikke sige til mor at jeg har været væk far, Parker klarede det jo fint nok at være lidt alene hjemme". Han grinte en smule. "Men hvad lavede du? du var jo ikke ovre hos naboen" pointerede han. "Okay, altså det var fordi at i går da jeg var ude at dele aviser ud, kom jeg til at sige noget forkert til den her dreng, som hedder Justin. Så i dag, valgte jeg at tage hen og undskylde, jeg havde faktisk også købt brunkager til ham som undskyldning. Og det endte så med at jeg tilbragte en smule længere tid der hos ham, end jeg havde forventet.." forklarede jeg. "Det var da sødt af dig Nikki" smilede han og lavede det der blik, har-min-lille-prinsesse-fundet-sig-en-dreng. "Ej far" grinede jeg og rødmede. Han grinte af mig.

"Men nu har jeg aftalt med Parker at du tager med ham ind til Central Park og ser det store juletræ blive tændt i morgen, nu når du lod ham være herhjemme alene" Sagde far så, og med det samme kiggede Parker smilende op på mig. "Ja, okay så" svarede jeg, jeg ville nu egentlig også gerne se det blive tændt. "Men du siger ikke noget til mor vel? hun dræber mig" sagde jeg, og lavede store øjne. "Siger hvad?" Sagde han smilende og blinkede med det ene øje. "Tak far!" næsten råbte jeg og forsatte op på mit værelse.

Hej søde mennesker, jeg har ikke rettet stavefejl i dette kapitel, bare lige en lille hurtig info (sorry). Men glæd jer til næste kapitel! Hvad syntes i om movellaen indtil videre?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...