Knust hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2013
  • Opdateret: 6 jan. 2014
  • Status: Igang
Historien om pigen der vil finde lykken efter at have fået sit hjerte knust.

3Likes
10Kommentarer
604Visninger
AA

4. Ikke den bedste blanding

Han så på mig med de store brune øjne, dem jeg også havde. Siden hvornår var han blevet den bekymrende bror? Jeg lagde mit hoved ned i en pude, jeg begyndte at græde endnu mere. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på ham der den dag havde knust mit hjerte på den værst tænkelige måde.
- ”Hvad er der galt?” han satte sig på min seng og hævede sine øjenbryn.
- ”Jeg vil dø” jeg græd så meget jeg kan nok kunne få vejret. Han lagde sig op ved siden af mig og holdte om mig.
- ”Hvad skete der?” han så på mig og jeg så på ham.
- ”Han…” jeg synkede, ” Han kyssede en anden” og så begyndte jeg at græde endnu mere. William, min bror så på mig med store øjne.
- ”Det skal nok gå” sagde han. Jeg troede ikke på ham, men det var dejligt at få at vide. Han gik ud af mit værelse og lukkede døren. Jeg var pludselig glad for at have ham som bror.

Det var blevet dårlig vejr udenfor, jeg lå og stirrede ud af vinduet mens jeg tænkte over alle de gode tider med Nicolai, min ekskæreste. Dengang vi var nede ved vandet og bare lå i sandet i flere timer og snakkede, eller dengang vi første gang mødtes: Det var da jeg flyttede hertil med min familie, jeg havde ingen venner her og så kom han hen og snakkede med mig. Jeg kan huske det var i sommerferie op til ottende klasse og det var den bedste tid i mit liv, ingen skole og kærlighed i luften.
 Men hvorfor gjorde han det mod mig? Vi havde været sammen i lidt over et år uden nogle problemer, hvert fald ingen problemer jeg kendte til.

Mine negle var lakeret af pink neglelak, det havde jeg gjort sammen med Nicolai og det gjorde mig sur jeg ikke kunne få det hele af, fordi jeg ikke havde mere neglakfjerner.

Små ting - små problemer, store ting - store problemer.

Sådan havde jeg det, min neglelak var irriterende, men ikke så stort et problem som mit knuste hjerte. Det så koldt ud udenfor. Jeg overvejede længe om jeg orkede at gå en tur, det valgte jeg at gøre. Jeg havde altid elsker regnvejret, bare at gå og modtage naturen som den er, uden en paraply. Jeg tog mine gule gummistøvler i hånden og gik ned af trappen.
Min familie sad i stuen og kiggede på mig da jeg kom ned.
- ”Emma, hvor skal du hen?” det var min mor, hun hadede regnvejr og syntes ikke der var nogle som helst grund til det skulle regne. I de situationer havde min bror og jeg svaret tænk på de fattige børn nede i Afrika der har brug for det regner.
Imens jeg tog mine gummistøvler på, svarede jeg min mor.
- ”Udenfor, og gå en tur” jeg smilede og klemte min anden fod ned i den gule støvle.
- ”Vi spiser om en halv time, så du skal være hjemme der” sagde min far, han stod altid for maden derhjemme og syntes det var vigtigt altid at spise som en familie.
Jeg snuppede mors røde regnjakke, den var meget lang og havde en hætte, og smuttede ud af døren. Jeg lignede en omvandrende lyskegle, men whatever, jeg blev hvert fald ikke våd og desuden manglede jeg den grønne farve. Jeg grinte af tanken.

Havde det regnet så længe? Der var hvert fald mange vandpytter og alle træernes blade var våde. Jeg gik og kunne kun se fortovet på grund af de mange lygtepæle der lyste gaden op. Jeg vidste ikke hvor jeg ville gå hen, jeg gik bare i håb om ikke at møde nogle som helst mennesker. Det begyndte at regne meget, jeg tog hætten på, det skulle jeg ikke havde gjort der lå vand i. Koldt. Jeg drejede ind på legepladsen, der var ingen mennesker. Jeg satte mig på en af gyngerne og så rundt på det triste vejr.

Trist vejr - trist humør = Ikke den bedste blanding.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...