Knust hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2013
  • Opdateret: 6 jan. 2014
  • Status: Igang
Historien om pigen der vil finde lykken efter at have fået sit hjerte knust.

3Likes
10Kommentarer
602Visninger
AA

9. Huskede

Jeg vågnede næste dag, det var fredag. Jeg savnede Nicolai, vi plejede at snakke sammen om morgenen.

Min telefon den ringede, jeg ledte efter den med min hånd. Jeg fandt den, den lå under min pude.
”Det er Emma” sagde jeg og gabte.
”Hey, skal vi følges i skole?” sagde det fra telefonen, jeg hadede når folk ikke sagde hvem det var, men jeg kunne genkende stemmen, det var Trine.
”Det kan vi godt” sagde jeg og gabte endnu mere.
”Samme tid som vi plejer? Samme sted?” sagde hun, hvordan kunne hun være så frisk?
”Jep”
 ”Vi ses om ti minutter” sagde hun og lagde på.

Ti minutter? Jeg havde travlt, fuck, jeg havde sovet over mig! Hvorfor var jeg ikke blevet vækket?

Jeg droppede badet og tog deodorant på i stedet. Jeg hoppede i et par sorte jeans og en hvid striktrøje. Jeg pakkede min taske, droppede at smøre madpakke, spiste et æble til morgenmad imens jeg tog overtøj på. Jeg nåede det ud lige i det øjeblik hun kom. Jeg tog min røde cykel og så fulgtes vi i skole.

 ”Aflyst timer?” sagde Trine, hun blev mere sur end glad, ”Er vi taget hele vejen her op for at se vi først skal møde om to timer?”
Jeg så på hende, hun havde sit blonde hår i en knold og havde rigtig meget mascara, men det var ikke noget nyt. Jeg så ned af gangen hvor alle elever sad og arbejde, undtagen vores klasse. Nicolai kom hen og så sedlen, han smilede og så over på mig.
 ”Kan vi snakke?” han så på mig, jeg tænkte kort og nikkede stille. Han begyndte at gå, jeg gik efter.

 ”Hvor går vi hen?” jeg spurgte da vi havde gået i noget med ti minutter, og fordi vi ikke var på skolens ejendom mere. Pludselig stoppede han op.
”Vi sætter op her” sagde han og så på mig. Skulle vi sidde ude i en skov? På en rådden bænk? Han satte sig ned, og det gjorde jeg derfor også.

Vådt - Koldt Klamt - lugtende, sådan var det og jeg var ellers ikke sart

”Hvorfor er vi SÅ langt væk?” spurgte jeg, det føltes underligt at vi var gået så langt væk. Han så på mig med et smil.
”Hvorfor ikke?” han grinede kort. Mit hjerte bankede hurtigere, han virkede uhyggelig.
”Hvorfor gjorde du det?” jeg sparkede til sneen og bladende der lå nede ved mine føder.
”Gjorde hvad?” han så på mig med et undrende ansigt, jeg blev virkelig sur. Det var noget han havde gjort det, men at han ikke selv vil sige det!
”Plantede din mund i andre pigers ansigter!” jeg råbte det og så på ham, min ben bevægede sig ikke mere.
”Det må du altså undskylde…” han så ned i jorden, jeg blev mere sur. UNDSKYLEDE HAN NU? Det værste var, at han fik tårer i øjnene og jeg begyndte at føle for ham. Hvem ved ikke om han bare spillede skuespil?
Der blev tavst, jeg fik selv tårer i øjnene.

Stilheden den groede ind i mine tær, jeg følte alt var så fjern.

Han drejede hovedet og så på mig. Jeg smeltede ind i hans sjæl, han var bare så perfekt. En del af mig ønskede at være sammen med ham igen. Han blinkede og synkede, man kunne se han var nervøs. Han sad altid og trippede med sine fingre når han var nervøs, men hvorfor var HAN nervøs?
”Kan du vi prøve igen?” sagde han og så på mig med sine ”uskyldige” øjne. Jeg blev ikke gal, det skulle jeg nok havde været blevet, men en del af mig savnede mig. Jeg så på ham og nu var det mig der var nervøs.
”Skal vi bare være venner?” han rynkede panden og så undrende på mig.
”Venner? Nej tak” jeg smilede, og han vidste godt hvad jeg mente. Han lænede sig hen over mig og vores læber mødtes. Det var dejligere end jeg huskede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...