The moonlight is deaf and blind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2013
  • Status: Igang
Kort historie om Ludwig van Beethoven med realistiske fakta.

1Likes
0Kommentarer
325Visninger
AA

1. Ludwig van Beethoven

 

Ludwig van Beethoven

-A story about life, drama and reality.

 


 

The Moonlight is deaf and blind

-Prologue

 

 

Tyskland(1770-1827)

 

Mange tænkte, ”han er fantastisk”, ”og så er han døv”, ”han er Guds gave.” Problemet var bare... de tog alle fejl. Allesammen. Jeg var ikke en gave, ej heller var jeg fantastisk... Og så var der døvheden. Den passede faktisk. Men sandheden var, at jeg ikke ejede mange penge, og pigen jeg elskede kunne ikke gifte sig med mig...

Som 26-årig begyndte min hørelse at forringes. Der var den her djævel, der blev ved at skrige i mine ører. Djævelen var rasende, og grunden kendte jeg intet til. Ét eller andet måtte jeg have gjort, for at få Guds vrede over mig. Det kunne være et tilfælde, men jeg havde aldrig troet på tilfælde. Det at jeg blev døv, måtte have en snedig grund bag sig. Lægerne kaldte djævlen for en form for 'Tinnitus', men for mig, ville det bare være Djævlen.

Jeg havde altid haft en forkærlighed til Mozart og Haydns værker, og for at holde mig vågen om natten, så jeg kunne fuldføre deres kunst på klaveret, døbte jeg altid hovedet ned i et iskoldt vandbad, og ifølge lægernes teori, var dette grunden til, at jeg fik Tinnitus. Men jeg tror, at det bare var en undskyldning for deres uvidenhed. Jeg var blevet fortalt af mine nærmeste, at min musik minder meget om Mozarts, og derfor kunne jeg ikke bare spilde de vigtige timer væk ved at sove. For mig, var musikken min hjernes hviletid. Første gang jeg blev introduceret for Joseph Haydn var sent i 1790, da sidstnævnte rejste igennem London og standsede ved Bonn ved juletiden. Vi mødtes i Bonn ved Haydns returrejse fra London til Vienna i 1992, og det var dengang arrangementerne begyndte, og jeg studerede musikkens skønhed med den gamle mester. Med kurfyrstens hjælp, flyttede jeg til Vienna. Der var jeg ikke en fuldkommen komponist, men jeg valgte at studere og ydeevne klaver. Også studerede jeg violin, med Ignaz Schuppanzigh, nogenlunde kendt violinist, som lærer, og vi var venner til døden skilte os ad.

En dag da vi sad udenfor og studerede i solskindstrålerne, lagde Ignaz tungt håndfladen ned på min skulder og sagde: ”En dag, Beethoven, en dag bliver du verdenskendt.”

”Jamen, selvfølgelig bliver jeg da det,” sagde jeg og smilede lusket til ham. ”Og du kommer med mig!”

”Den er god med dig,” grinte han med tårer i øjnene. ”Og se så at få den passage rigtig, du får mig snart traumatiseret.”

”Tror du virkelig jeg kan tænke på din elendige violin, når min muse passere for mine øjne, uden at jeg ser noget?”

”Hør jeg ved at du ikke har en 
perfekt justeret hørelse, men blind er du ej.”

Men måske var jeg?

 

 

 

The Moonlight with stars

 

 

Mine forældre, Johann Beethoven søn af Lodewijk Beethoven, der som 20-årig flyttede fra byen Mechelen til Bonn som musiker, og senere opnåede stillingen som kapelmester, og Maria Magdalena Keverich datter af Johann Heinrich Keverich, der var chefkok for ærkebiskoppen af Trier, fik syv børn, hvoraf kun jeg(andet barn i rækken, men ældste overlevende), og mine to yngre brødre overlevede barndommen. Caspar Anton, født d. 8. april 1774, og Nikolaus Johann, den yngste, født d. 2. oktober 1776.

Det er morsomt, for da jeg var helt ung, hadede jeg klaveret. Det var nok mest, fordi min fader pressede mig, og endda fik mig til at græde. Fader var en rar mand, men til tider kunne han godt stresse.

Sommeren 1787 tog jeg afsked med mine forældre, da jeg skulle til Vienna, som en af Mozart's elever.

”Husk at holde dit tøj rent,” huskede min moder mig på. ”Og ikke bide negle.”

”Spil ordentligt,” huskede min fader mig på. ”Og spil efter noderne, ikke dine egne fjollede melodier.”

Jeg ville komme til at savne min mor meget. Hun var en god moder. Tre år før, da Rhinen oversvømmede vores hus på Rheingasse, samlede hun alle os tre børn og instruerede os i sikkerhed på tværs af tagene af nabohusene. Men hun fandt mig vanskelig og fjern, ude af stand til at forstå det genial, der skilte mig ad ud fra mine brødre.

Maria døde i en alder af fyrre den 17. juli 1787. Jeg husker da jeg modtog brevet.

 

To måneder senere

Jeg sad inde i sanglokalet med klaveret stående foran mig, og Mozart bekræftende ved siden af mig, imens jeg spillede Arabesque af Bergmüller. Støvfnuggene dansede i solskindet i takt med at mine fingre hoppede op og ned fra klaveret.

”Det nok nu Ludwig, vi skulle jo nødig risikere at du forstrækker dine fingre før koncerten i morgen,” standsede Mozarts stemme mig halvvejs igennem melodien

”Jamen kan vi ikke spille noget mere Mozart? Jeg vil ikke lave en fejl i morgen...” klynkede jeg, men rankede så ryggen og lavede et alvorligt ansigt, så han vidste at jeg mente det seriøst.

”Beklager unge mand...” han kiggede mig i øjnene og sukkede så dybt. ”Fint tag den en gang til.”

Jeg spillede den så igen, og lod mig rive med i den hoppende melodi, imens jeg så støvet for mig. ”En dag bliver du kendt over hele verdenen,” hørte jeg Mozart mumle idet jeg endte Arabesque.

”Sir?”

”Nej, jeg siger bare at en dag bliver du verdenskendt,” gentog han. ”Lad os håbe du ikke bliver bedre end mig.”

Jeg smilede over hele ansigtet, velvidende at sollyset afspejlede sig i mine tænder, og blændede Mozart. Han holdte sig grinende for øjnene

”Beat Hoved?!”

”Beat Hoved er du her?”

Jeg vendte mig om kiggede på døren, hvorfra der løb en skeptisk dreng et par få år ældre end mig. Han havde kaldet mig for Beat hoved, da han mente, at jeg havde en slags takt lås fast i hovedet (og efter hans mening, rimede det desuden på Beethoven) Selv havde han svært ved at få takten rigtig, hver gang han spillede klaver, da han var halvt døv. Hvilket for mig lød som en umulighed. Jeg mener, spille klaver når man er halvt døv?

Jeg så undskyldende på Mozart, der gjorde håndbevægelse til at jeg bare skulle smutte. ”Jeg er lige her. Er der noget galt?”

”Det håber jeg så sandlig ikke,” svarede han og kiggede ned på nogle lidt krøllede konvolutter han havde i hånden. ”Jeg kom for at give dig de her. De kom i morges, men du har været travlt i noget tid- nu ved jeg også hvorfor. Uhm, det er fra mr. Beethoven. Begge to.”

Hvorfor sendte fader et brev? Han ved godt, at jeg snart er hjemme igen.

Han rettede mig brevet, og jeg takkede og gik stille udenfor, hvor jeg åbnede det.

 

Til Ludwig van Beethoven

Fra Johann Beethoven

 

(8. juni 1787)

 

Min søn, Ludwig, jeg skriver dig dette brev, fordi Maria er syg. Det er ikke noget helt alvorligt endnu, siger lægerne, men der er en stor sandsynlighed for at hun får det værre. Det sker at hun får smerter, men intet uudholdeligt. Jeg venter dig derhjemme. Giv dette brev til Wolfgang A. Mozart, og han vil forstå og hjælpe dig hjem. Så kom, min søn. Kom hjem til din moder,

Johann Beethoven

 

Maria var såret, og jeg vidste med det samme, at jeg var nødt til at komme hjem. Kom hjem til din moder.

Det skulle jeg nok. Lige efter koncerten. Jeg fandt det andet brev frem og åbnede det.

 

Til Ludwig van Beethoven

Fra Johann Beethoven

 

(9. juli 1787)

 

Hvor bliver du af, dreng? Det er omkring en måned siden jeg skrev dig det andet brev. Har du mistet forstanden? Maria er syg, og hun har fået det meget værre. Lægerne mener, at hendes tid løber ud. Her går dine brødre og trøster hende, men hun snakker kun om dig. Hvor er dine følelser? Jeg vidste at du var uduelig. Jeg beder dig – for hendes skyld,

Johann Beethoven

 

Jeg fik tårer i øjnene, og det sårede mig at moder havde fået det værre. Efter jeg havde læst brevene, tog jeg en
snak med Mozart, og blev sendt hjem. Men det var ikke hvad jeg ventede; Maria døde d. 17. juli, to uger før jeg kom hjem. Fader ville ikke snakke med mig, så jeg tilbragte det meste af tiden udenfor, indtil han en dag bare begyndte at respektere naturens gang. Jeg lå hele natten udenfor under den stjerneklare himmel den dag. Deroppe betragtede Maria mig, det vidste jeg. Moder var blevet til en stjerne, hun var min egen helt specielle stjerne, lige ved siden af månen. Jeg følte månens magi hvile over mig, og det beroligede mig virkelig. Men selvom jeg var blevet beroliget følte jeg alligevel noget vådt trille ned af mine kinder. Smagen af salt og sorg ramte min mund. Tårer...

 

 

The Moonlight with inspiration pt. 1

 

 

Der var den her tid hvor jeg ikke kunne få inspiration til en komponering. Uanset hvad jeg gjorde. Mine komponeringer endte så med at blive fuldstændig monotone og toneløse. Og så var det at jeg, Ludwig van Beethoven, ikke kunne finde min muse. En muse der skulle lære mig rigtig musik. Fader forklarede mig det engang da jeg var helt lille.

"Find en muse, Ludwig, find din kærlighed, ellers kommer du ingen vegne. Jeg har jo Maria, og nu er din jagt efter en muse begyndt." 

Jeg og Ignaz prøvede alt hvad vi kunne finde som inspiration; mad, krig, sten, vand. Vi prøvede endda selvmord... Eller... Det ville sige, at vi slagtede en kalkun...

Så vi gik lidt rundt i Vienna, og ledte efter inspiration. Jeg skulle spille koncert om aftenen, men jeg havde ikke nogle nye komponeringer, hvilket jeg mente var en absolut nødvendighed. Det var den første åbne koncert jeg skulle dirigere. Alle de andre havde bare været private, så jeg mærkede sommerfuglene i maven, sommerfuglene der hev mit hjerte helt ned til tæerne, at jeg var sikker på, at mine fødder ville blive så tunge, så jeg var nød til at bede Ignaz om at bære mig... Hvilket han ikke ville kunne klare. Ignaz var høj, ja, men spinkel.Han spillede med i orkesteret, så han var ikke helt nervøs for når natten falder på. Vi skulle spille sammen. Os og resten af orkesteret.

”Nu gør du det igen,” brokkede Ignaz Schuppanzigh sig over. ”Vi skal nok finde din muse. Jeg mener, det er ikke fordi du skal performere et nyt stykke i aften.”

Det var blevet mørkt, og månen stod højt på himlen, og ved siden af den, sad Maria og betragtede mig. Jeg vidste at hun var stolt over mig. Publikum sad ned, nogle få herrer stod, og orkesteret justerede lyden i deres instrumenter med langtrukne a'er. Sveden dryppede ned af min pande, dels fordi det var alt for varmt i rummet, dels fordi jeg var nervøs.

Min ven Nikolaus, var begyndt at sælge sine værker, hvilket jeg også spekulerede på, men havde aldrig ville sælge dem til andre, da de var mine. Stykket orkesteret skulle spille, var faktisk et ukendt stykke, jeg ikke havde publiceret endnu, så jeg var spændt på publikums reaktion.

 

Musikken var nået halvvejs, og jeg dirigerede orkesteret rundt. Men da hørte jeg en lyd der ikke hørte til. En lyd der mindede meget om første gang jeg spillede på en violin. En høj grim hylen. Jeg kiggede forvirret på Ignaz, men han lod ikke til at bemærke. Jeg er sikkert overtræt, tænkte jeg, men sandheden var, at jeg faktisk var ved at blive døv.

 

 

The Moonlight with inspiration pt. 2

 

Koncerten var slut, og gæsterne talte ivrigt. Latter fyldte salen. Latter blandet med musik. Og på det tidspunkt så jeg hende. Josephine Brunsvik. Hun gik med faste skridt hen imod mig (ret u-feminint, hvis du spørger mig.)

”Ludwig van Beethoven, det er mig en ære at tale med Dem. Må jeg spørge... underviser du?”

”Vent hvad?”

”Jeg spurgte, underviser du? Jeg er ikke helt uerfaren, og jeg vil bede om klaverundervisning.”

Hvad skulle jeg sige?

”Uhm, ma'am, jeg underviser ikke.”

 

Hvilket jeg, efter det, gjorde. Hun var stædig og plagede mig til jeg underviste hende. Hvilket jeg til sidst gjorde. Hun var sød, smuk og jeg var faldet for Josephine. Men hun var af rig familie, og jeg var kommet dertil, hvor jeg var nødt til at sælge mine værker, for at få nok penge. Så hun giftede sig. Med en anden, og jeg så hende aldrig igen.

I det mindste havde jeg fundet min inspiration. Sorg. Josephine var min muse, men hun knuste mit hjerte. Jeg husker hendes sidste ord til mig:

Solen skinnede, og Josephines mørke krøller glimtede ligesom vandet.

Ludwig, en dag bliver du verdenskendt. Du ville alligevel ikke få brug for mig.”

Med de ord gik hun.

Josephine!” råbte jeg. ”Josephine jeg elsker dig, som jeg elsker måneskinet!”

 

 


 

 

The Moonlight is deaf and blind

-Epilogue

 

Jeg var nået det punkt hvor jeg kun kunne høre dybe toner. Jeg var gammel, og jeg levede af pensionspenge. Mange tænkte, ”han er fantastisk”, ”og så er han døv”, ”han er Guds gave.” Problemet var bare... de tog alle fejl. Allesammen. Jeg var ikke en gave, ej heller var jeg fantastisk... Jeg havde mistet pigen jeg elskede højst, og min hørelse. Vi holdte dog stadig kontakten. I al hemmelighed skrev vi breve frem og tilbage. Hun havde fået mand og børn.

Når jeg skulle fortælle min brødre noget, endte vi med papir og pen. Jeg følte mig svag, hvilket jeg også var. Jeg lå i min usle seng klar til at dø, imens jeg mindedes minderne med Josephine.

 

Josephine, jeg har komponeret noget til dig,” forklarede jeg Josephine, da hun var kommet til klaverundervisning.

Virkelig?” Hendes øjne lyste op. Ligesom Marias ville have gjort.

Jeg smilede og satte mig ved klaveret. Solen skinnede ind, og støvet fløj rundt, snart ville det vugge. Jeg satte fingrene til tangenterne og spillede. Spillede, spillede og spillede til jeg faktisk nåede det punkt, hvor jeg ikke kunne høre hvad det var jeg spillede, men så kiggede jeg på Josephine, og så hvordan hun nød sangen med lukkede øjne, så det gjorde jeg også.

Jeg kalder den Moonlight Sonata, for du er mit måneskin, Josephine.”

 

Mine øjne faldt i...

 

 

The end.

 

                                     Written by,

Anna Elisabeth Isholm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...