Falkeridder, kongens kok.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Om pigen Mire, der arbejder i kongens køkken. hun er en helt almindelig pige og det eneste hun er god til er at holde mund. En dag opsøges kongen af en underlig kvinde der har en kæmpe falk med sig og som vil have Mira, bogstavelig talt!

1Likes
3Kommentarer
248Visninger
AA

1. I kongens køkken.

~~                                                                           

Det er bare så typisk, Selvføjelig bliver jeg sat til at hente kødet, tænkte jeg mens jeg travede hen til ishuset, i den anden ende af gårdspladsen, i mine iskolde træsko.Det var vinter og derfor var der masser af is i huset, som mændene fra slottet havde slæbt hjem, for en uge siden. Jeg hundefrøs da jeg kom til den anden ende af pladsen, og det blev ikke bedre da jeg trådte ind i ishuset. Jeg var godt gal i skrællen over slottets ide om at alle køkkenpiger skulle have gråt, og tyndt tøj på. Inde i ishuset stod en huggeblok, og oven på den en uformelig klump pakket ind i et stykke stof. Jeg fik stoffet fri, selvom det ikke var helt let, fordi det var frosset fast på kødet. Og tog den store brødkniv der mest ligner en sav og filede et stort stykke af. Da jeg igen gik over pladsen kunne jeg høre et par drenge le og råbe højlydt på den anden side af den mur, der adskilte pagernes træningsgård fra køkkengården. Jeg kiggede mig hurtigt omkring, om der var nogen der så mig og stillede mig så op på en af de kærrer som lige havde afleveret gulerødder, roer eller noget andet af det vi brugte i køkkenet. Da jeg var kommet op kiggede jeg over på den anden side af muren. Pagerne sloges med træsværd og red på heste med lanser og jeg kunne ikke lade være med at tænke, lige som jeg altid gør når jeg kigger over muren, bare det var mig der havde været en dreng, bare det var mig der var blevet hentet op på slottet for at blive page og ikke køkkenpige. En grov kvindestemme lød vredt igennem gården ”Mira kan du komme med det kød nu”. Jeg skynde mig, og da jeg kom ind i køkkenet stod jeg bare der og lod varmen strømme ind i mig. En af de andre køkkenpiger kom hen til mig, hun så ud som alle køkkenpigerne, gråt tøj og håret bundet stramt op under et stykke gråt lærred. Hun sagde de ord jeg vidste hun ville sige men som jeg håbede aldrig ville komme over hendes læber ”kongen har gæster, vi reder op i et værelse”. Mine ben var ømme og trætte og ville helst bare stå og blive varme, men jeg var kongens fortrukne hofpige og jeg skulle sørge for at han og hans gæst, hvem det så end var, havde det godt. Jeg gik ind af den indgang som jeg altid brugte, et panel som rullede til side uden en lyd. Jeg havde stillet mine sko udenfor for at være så stille så muligt. Det var det jeg var bedst til, bare glide i et med skygger og mørke og at være så stille at ingen lagde mærke til mig. Det første der mødte mig var en stemme; det underlige var at det var en kvindestemme. Kvinder var aldrig kongens besøgende, aldrig, aldrig, aldrig. Stemmen var vred, ”du kan ikke nægte mig adgang mere, jeg har min ret” sagde stemmen. Jeg stillede mig bag ved kongens trone, og kunne nu se at den vrede stemme kom fra en lille slank skikkelse med sort kappe på. Kongen rettede en lille smule på sig og sagde ”hvad vil du så, Kartes”, han lød træt og uoplagt.  Hun trak hætten der ellers havde dækket hendes ansigt af ”jeg vil have min ret og det er en ganske særlig person jeg søger; en du kender godt ved jeg”. Hendes ord fik kongen til at krybe sammen ”nej ikke min datter, ikke Elvira”. Jeg kende godt Elvira, hun var en rigtig forkælet møgunge på syv år der altid beklagede sig. Hun havde lange gyldne lokker og alle hadede hende. Jeg kiggede interesseret på den fremmede. Hun var ikke særlig høj og havde kort stift hår. Håret var sort og så ud som min fars når han havde vogtet får på en særlig blæsende dag i bakkerne. Under den sorte kappe havde hun en brun uldtrøje og et par beskidte bukser havde hun også på. Hun vrængede af kongen ”jeg er ikke interesseret i din datter, det er en af dine køkkenpiger jeg vil have, en ved navn Mira”. Jeg blev helt stiv, kongen derimod så yderst tilfreds ud og snoede sit lange fipskæg ”godt og hvad for jeg ud af det?”. Kvinden kiggede på ham, ”din gæld vil være betalt og jeg vil aldrig opsøge dig igen”. Kongen så igen yderst tilfreds ud mens den fremmede fortsatte, ”hvor er denne Mira så?”. kongen slog ud med den ene hånd mens han sagde ”hun står lige ved siden af mig”.  Jeg trådte frem og sagde ”ønske de herskaber noget at drikke”, som om ingenting var hent. Det lykkedes mig at holde masken uden at tude. Kvinden svarede ikke men sagde bare ”drej rund”. Jeg så helt bestyrtet på hende, ”drej rund” gentog hun og jeg gjorde som hun sagde. Hun vinkede mig hen til sig, ”kom med, barn” og jeg fulgte efter hende men jeg kiggede en sidste gang på kongen der sad og snoede sit fipskæg. Jeg ville gerne tilbage til køkkenet så jeg spurgte ”skal jeg anvise fruen et værelse?”, meget fin frue var der godt nok ikke over hende men jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle kalde hende. Hun rystede på hovedet ”nej tak, og du behøver ikke kalde mig frue”. Hun gik videre og jeg blev klar over at vi var på vej til staldene. ”har de en hest stående?” spurte jeg. ”nej men en af mine venner er her og jeg synes at du skal hilse på ham”. Hvad end det var for en ven havde jeg ikke lyst til at møde ham. Et højt ”skrååk” mødte os, sammen med et vindstød der var lige ved at blæse mig omkuld. En kolossal falk stod ude midt i staldgården. Kvinden gik uden frygt hen og klappede den på næbet. Den var næsten tre gange så høj som hende og da den baskede med vingerne var det som om en storm lige var opstået i gården. Jeg gik uvilkårligt tilbage ”kan du lide ham?” spurte kvinden. Nej jeg kunne bestemt ikke lide ham, tænkte jeg men holdt min mund, det er trods alt det jeg er bedst til. ”han hedder Grim” forsatte hun, Grim tænkte jeg, sikke et underligt navn. Hun gik hen til mig og tog min hånd, ”vil du røre ham?”. Jeg havde ikke lyst men på den anden side stod hun og klappede den så hvorfor skulle jeg ikke kunne det?. Jeg kunne mærke fjerene sitre undr mine fingre da jeg rørte ham. Men der var en ting jeg ikke forstod, ”hvad bruger du ham til?”, hun smilede skælmsk, ”jeg rider på ham” sagde hun og svang sig i en bevægelse op på ryggen af falken og den lettede. Det føltes som om der var en orkan i gården men da den stilnede af kunne jeg se silhuetten af en falk kredse oppe på himmelen. Da kvinden kom ned sagde hun: ”har du forstået hvad det er for en aftale kongen har med mig?”. jeg rystede på hovedet, ”jeg skal have en lærling” forsatte hun, ”og jeg vil gerne have dig”. Jeg kiggede på hende som om hun var lidt underlig, ”vil du have mig… mig?” Fårehyrdens datter, hende der blev forvekslet med alle og en hver, fordi hun var så almindelig? Mig. Hun nikkede, ”nå, vil du så?”, hun lignede min lillebror, lille og bedene. Jeg lagde hovedet lidt på skrå, ”hvad er det overhoved du er?”. hun stirrede på mig som om hun var måløs og sagde ”jeg er selvføjelig en falkeridder. Jeg ledte i min hukommelse, og der var det: det var en flok underlige folk der strejfede rund og udkæmpede de slag kongen ikke kunne vinde. Nogle kalde dem troldpak og ville ikke have noget at gøre med dem, mens andre sagde at de kurerede sygdomme og hjalp folk i nød. Jeg så igen ind i de bedende øjne og tog en beslutning: jeg gad ikke være her hele mit liv. Et liv med skjulte paneler, gryder, potter og pander. Det havde jeg vidst med mig selv lige siden jeg kom hertil, her havde jeg muligheden for det jeg havde drømt om hele mit liv: at blive andet end bare køkkenpige, hvad ventede jeg på. Jeg nikkede, et lille nik. Hun smilede og sagde: ”godt så, vi tager vi af sted i morgen, først og fremmest skal du nok ikke gå i det tøj for evigt, det kan man ikke flyve i ”,hun vendte sig og efterlod mig med en kæmpe falk og en følelse om at jeg havde igået en pagt med djævelen. Flyve, tænkte jeg, hun for mig altså ikke op på den fugl. Det var en almindelig dag i køkkenet, den var godt nok lige blevet unormal for mit vedkommende. Men det vidste de andre køkkenpiger ikke. De stod med gryder og troede bare at jeg havde været oppe som jeg plejede. Det osede og larmede mere end normalt. Jeg fandt hurtigt ud af at det var fordi prinsessen havde sagt at hun ville have duer til aften og ikke hare som resten af familien. Jeg måtte ud til ishuset igen for at hente duer. Jeg blev glad for at jeg havde sagt ja til at komme med hende den underlige falkeridder for jeg blev sat til at lave stegte duer i smørsovs til prinsesse-Elvira og hvis hun havde stået ved siden af mig da jeg stod og prøvede at tø duerne op uden at de brænte på, så ville jeg garanteret have pandet hende en med en at gryderne. Da jeg endelig var færdig var jeg så træt at jeg knap kunne stå på benene. Jeg lagde mig i den alkove jeg delte med min bedste veninde Ketta. Jeg lå lidt og tænkte på hvad der nu skulle blive af mig. Jeg skulle med kvinden der kaldte sig falkeridder og jeg anede ikke hvad der skulle ske. Jeg vågnede da Ketta klappede mig på kinden. Hun hviskede for ikke at vække nogen da hun sagde: ”vågn op, en eller anden gæst har sendt bud efter dig, hun vil møde dig ude på gårdspladsen. Jeg kom ind efter at have taget mit tøj på. Ketta krøb op i køjen igen, da jeg lukkede forhænget i hviskede jeg: ”farvel, Ketta” med tåre i øjnene. Vel videne at hun ikke kunne høre det sidste hun så til mig. Jeg gik ud på gårdspladsen i samme øjeblik som en kæmpe fugl landede på de toppede brosten. Oppe på fuglen sad kvinden fra i går. Hun hoppede ned og gav sig til at børste halm og hø ud af sit hår. Det gik op for mig at hun måtte have sovet i stalden. fuglen så også anderledes ud, den havde en stor rulle af læder om det ene ben og så mere oplagt ud en i går. Hun granskene på mig, ”du har ikke ændret dig meget siden i går”. Jeg stod helt forbløffet, det var bestemt ikke det jeg havde regnet med, og det eneste der kom ud af munden på mig var: ”hvad hedder du?”. Det var nok det dummeste jeg har sagt i hele mit liv, og jeg har ikke sagt så meget så det siger altså en hel del. ”hvis du så gerne vil vide det hedder jeg Kartes” sagde hun og tilføjede ”og nu er det vist tid til at komme af sted”. Jeg blev helt kold og bange, ”du får mig ikke op på den fugl” sagde jeg så roligt jeg kunne, hun så nærmest ud som om hun jeg havde sagt noget sjovt. Men så vendte hun sig ”så må du gå, vi skal ned til byen”. Og så gik jeg. Allerede på lang afstand kunne jeg se den store siluet af falken. Da jeg kom hen til dem sagde Kartes: ”det tog da sin tid”, jeg var godt gal i skællen for mens jeg havde sjokket hele vejen til byen var det begyndt at sne og jeg havde tresko på så det føldes som om selv mine vabler havde vabler. Kartes stod bare og kiggede på mig, hun havde blå øjne, isblå, nærmest hvide så de ud her i snen. Kartes stod bare der og så på mig, "jeg efterlod mit tøj hos en vaskekone for at være sikker på ikke at vække opsigt, tror du at jeg kan få det tilbage?", jeg nikkede. For ikke at vække opsigt? At dukke op på en kæmpe falk og så bare tro at man ikke vækker opsigt hvis man bare tager noget andet tøj på, jeg blev mere og mere sikker på at der var noget grueligt galt med hendes hoved? Hun vente sig om og gik roligt ned af den bakke vi havde stået på, ned mod byen. Hun havde efterladt sit tøj hos gamle Bolette, en gammel kone der kunne vaske pletter fra selv solbærsaft af. Kartes bad mig om at vente udenfor og det gjorde jeg så, da hun kom ud igen var hun helt anderledes klædt: hun havde et mørkeblåt slag med en hætte, en brynje af læder, et pandebånd der hold lidt fast på hendes hår og et par lange støvler på. Og så var der knivene, to små i den ene side, tydeligvis kasteknive, samt en der var lige så lang som min arm i den anden side. Kartes stod og så på de folk der gik forbi, ingen af dem havde våben på sig og ingen lignede hende. Jeg havde forventet at hun ville spørge efter nærmeste udgang fra byen men i stedet spurte hun: "hvor kan man købe fisk her i byen , barn". Jeg fulgte hende hen til den første og den bedste fiskebod der var. Fiskekonen snakkede løs om alt mellem himmel og jord. Det vil sige, lige indtil Kartes sagde at hun var kommet for at købe fisk og ikke for at snakke. Så blev konen helt tavs og pakkede bare fisk ind til os. På vej ud af byen så jeg en skygge løbe i mellem os og et sekund efter stod Kartes med en kniv hen over struben på en dreng på min alder. Han var laset klædt og havde bare fødder, i hånden holdt han tre sølvmark. Kartes slappede sit greb i ham, snuppede de tre mark ud af hånden på ham og vendte sig uden kommentarer væk fra ham. Hun fortsatte helt upåvirket af situationen. drengen stod og skumlede, men jeg tænkte at han nok bare skulle være glad for at være sluppet med livet i behold.          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...