Underneath | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2013
  • Opdateret: 25 feb. 2014
  • Status: Igang
Shay Tanner er en ganske almindelig, britisk studerende, der lige er begyndt på skolen Redwood High, ikke langt fra London. Hun falder langsomt til blandt eleverne, og med karaktererne går det strygende. Hun bor alene med sin mor, indtil den dag hvor Ms. Tanner tager afsted til en konference for læger i Amsterdam.
Samme aften som hun er taget afsted, for Shays veninder hende overtalt til at holde fest i hendes hus. Festen starter ud godt. Folk dukker op som planlagt, men med tiden tager det overhånd. Men med alkohol i blodet, bliver det sværere at modstå visse fristelser. Og da en ukendt, mærkeligt attraktiv, dreng dukker op, bliver det kun sværere.

5Likes
2Kommentarer
478Visninger
AA

4. Kapitel 4

"Hvor meget mere skal jeg læse?" Beklagede Will sig for femte gang. Mindst. "Tre kapitler, Will. Det er ikke så slemt." Svarede jeg, og lagde min mobil fra mig. Jeg havde for længst læst den udgave af To Kill A Mockingbird som jeg fik udleveret af læren, men Will havde valgt at udskyde et til sidste øjeblik. "Det kan vente." Var hans svar. Hurtigt rejste jeg mig fra hans seng, satte hænderne i siderne og så bebrejdende på ham. "Will, den bog skal være læst til imorgen." Sagde jeg, hvilket fik ham til at grine. "Du lyder som min mor." Med et fnys vendte jeg rundt og gik stille hen til vinduet, for at se lidt ud. Jeg kendte området som min egen bukselomme, men efter at have siddet fast herinde og forsøgt desperat på at få Will til at læse de sidste par timer, var jeg helt tåget i hovedet. Derfor åbnede jeg vinduet, og den varme sommerluft ramte mig omgående. "Luk vinduet, Shay." Brokkede Will sig endnu en gang, og jeg himlede med øjnene. "Nej." Vi havde kendt hinanden i evigheder, så de små, åndsvage diskussioner var ikke nye for os. Vi skændes dog aldrig rigtigt.

Jeg ved ikke hvor længe jeg stod der, men jeg kunne efterhånden høre at Will ikke længere læste, at dømme ud fra de lyde han lavede rundt omkring i værelset. Ingen af os talte dog, så han måtte alligevel være optaget af et eller andet. Jeg blev revet ud af mine tanker da en sort Range Rover parkerede på den anden side af gaden, med hvinene dæk. Kort himlede jeg med øjnene, men stoppede dog med det samme, da Harry steg ud. Og ved den anden side af bilen, steg en pige ud. Hun havde lysebrunt hår, og det var virkelig det eneste karakteristiske jeg kunne se fra denne afstand. Men hun var sikkert smuk, siden hun var sammen med Harry. Et stik af jalousi nåede lige at gå igennem mig, inden musik pludseligt kom bragende ud af Wills radio. Jeg fór sammen, samtidigt med at Harrys vendte blikket op imod vinduet. Shit, han måtte have hørt det. "Will, sluk for musikken!" Vrissede jeg henover min skulder, med en snert af desperation i stemmen. "Hvorfor er du så muggen i dag?" Vrissede han tilbage, men skruede dog en smule ned, til min egen overraskelse. Da jeg igen så ud på vejen, stod Harry der stadig. Og så på mig. Hvorfor så han på mig? Altså, det ville da undre mig hvis han havde glemt alt om den aften ved festen, men han havde ignoreret mig lige siden. Stille mærkede jeg hvordan Will kom hen til mig, lagde armene omkring min talje bagfra og kyssede mig legende på kinden. Det gjorde han engang imellem, og det var sikkert derfor Zoey troede, at sugemærket på min hals var hans skyld. "Hvad er det der er så spændende derude?" Spurgte han med et lavmælt grin, inden han så ud af vinduet. "Intet, Will, jeg-.." Jeg blev afbrudt af Will der stille trak mig væk og lukkede vinduet. Inden da, så jeg dog hvordan Harry stille rystede på hovedet, og jeg var sikker på at det var af mig. Jeg kunne bare ikke forestille mig andet. Will blev dog hængende en anelse ved vinduet, inden han vendte sig imod mig med et alvorligt udtryk i ansigtet. Hvad gik det lige ud på?

Stille gik jeg igen hen og tog plads på kanten af hans seng, og han gjorde det samme kort efter. Der virkede pludseligt ubehageligt anstrengt, og jeg havde virkelig ingen idé om hvad der satte det igang. Var det mig? Var det bare det at jeg så Harry igen? "Ham der du så ude på gaden, ikke?" Will rev mig endnu en gang ud af mine tanker. "Min far plejede at se hans mor." Ud fra tonen i hans stemme lød han næsten frastødt, og jeg tabte underkæben en anelse. Jeg vidste godt at Wills forældre var skilt, og at de så andre mennesker engang imellem, men det havde aldrig faldet mig ind at det skulle være en af Harrys forældre. "Ham med krøllerne? Hans mor?" Spurgte jeg, for at være på den sikre sidde ."Ja, ham. Harry Styles. Han er en idiot." Svarede han. Uden at ligge mærke til det, knyttede jeg stille næverne. At han snakkede sådan om ham, irriterede mig virkelig, men jeg forsøgte at skjule det så langt væk som overhovedet muligt. "Hvorfor var han en idiot? Hvor godt kender du ham?" Måske stillede jeg for mange spørgsmål, men jeg blev nød til at vide det her. "Jeg var tvunget til at bruge tid sammen med noget af hans familie, en hel del. Han var der sjælendt, men når han var, endte det som regel med at en eller anden kom til at irritere ham, og så ville han skride. Til tider vendte han tilbage et par timer efter med en pige. Det var aldrig den samme pige, men du kender typen." Forklarede han, og min mund endte med at forme et stille o. Så Harry var den slags fyr. Så forstod jeg det pludseligt bedre. Jeg var ikke andet end hans bytte den aften, og da jeg ikke lige lod ham udnytte mig, var det pludseligt ikke sjovt længere. Men hvis det virkelig var så simpelt, hvorfor kunne jeg så stille mærke hvordan mit hjerte sank i min brystkasse? Jeg var ikke så dum, at jeg havde håbet på mere, vel? Jeg kyssede ham et par gange, og jeg var solgt. Flot, Shay. Virkelig flot. Pigen han var sammen med for lidt siden, måtte være endnu en af hans små veninder, hvilket næsten gjorde mig fysisk utilpas.

"Hey, er du okay?" Will så bekymret ud, og det gik op for mig, at jeg ikke havde sagt noget længe. Om han havde siddet og talt til mig, vidste jeg ikke engang. Jeg måtte virkelig holde op med bare at falde i staver. "Ja, ja. Jeg er okay." Stille placerede Will sin ene hånd oven på min, og gav den et let klem. "Altså, du kan godt... Sige det. Hvis der faktisk er noget galt. Med mindre det er en pige-ting, for så vil jeg helst ikke blandes ind i det." Sagde han, først kærligt, og så måske en anelse skræmt, hvilket fik et stille smil til at trække op i min ene mundvig. "Bare rolig, jeg er okay." Svarede jeg endeligt. Jeg kunne ikke fortælle ham om det der skete med Harry, for jeg ville ikke lyde så dum som jeg følte mig. Selvom der ikke rigtigt skete noget imellem mig og ham, følte jeg mig stadig udnyttet. "Kan jeg stille dig et spørgsmål?" Spurgte han så pludseligt og jeg vendte blikket imod ham. "Det gjorde du lige." Gud, hvor var jeg sjov. Han himlede med øjnene, men tøvede kort inden han igen åbnede munden. "Hvem gav dig faktisk det sugemærke?" Stille fjernede han mit hår fra min skulder, som ellers havde dækket for mærket det meste af dagen. "Bare.. En dreng til festen. Men det er ligemeget, for jeg skal ikke se ham mere. Det lover jeg." Så snart ordende havde forladt mine læber, ville jeg trække dem tilbage. Jeg ville ikke love at jeg aldrig skulle se Harry igen. Jeg havde ikke lyst til aldrig at se Harry igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...