Listen to me - Demi Lovato

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2014
  • Status: Igang
14-årige Hope fra Milano bor hos sin plejefamilie, hvilket hun har gjort siden hendes forældres død. Hendes forældre døde, som sagt da Hope var 4 år. Hope har oplevet nogle voldsomme ting i hendes forholdsvise korte liv, forældres død, mobning og cutting. Det eneste der lyser hendes verden op, er rollemodellen Demi Lovato og hendes egen sang. Hun er et meget alene menneske, men det er sådan hun har det bedst, ved at fordybe sig i hendes egne sange. Hope sammenligner sig selv med Demi, og hun vil inderligt gerne møde hende og fortælle Demi hendes historie, men kommer det overhovedet til at ske.

5Likes
23Kommentarer
429Visninger
AA

3. Er hun sindsyg?

Hun kan svagt høre lydene fra de forskellige bippende maskiner ved hendes seng. Hun ligger lidt uroligt i sengen, mens hun kigger på instrumenter man nu finder på en sygestue. Hende damen står der stadig, som om hun bliver overvåget hvilket hun nok også gør. ”Alt er ok”, smiler damen. Hope er en smule forvirret. Hun ligger med drop, som der sikkert er morfin i. Hun har svært ved at holde sine øjne åbne, og de gibber i korte øjeblikke.

 

Hope har lige lukket sine øjnene igen, da døren går op. Hendes mor kommer trippende ind ”Sover hun?”, hvisker hun. Hope smiler lidt ved trygheden af, at nu er hendes mor ved hende. ”Det er svært at vide, hun lukker nemlig øjnene i små glimt”. Det kan godt være hende sygeplejeren er sød, men lige nu er det altså bare ikke en masse mennesker, man har brug for. ”Ja. Jeg har en lille gave med til hende. Hun elsker sangerinden Demi Lovato. Jeg ved ikke om du kender hende. Demi har lige udgivet en ny plade, så den var jeg lige forbi og købe”, siger hendes mor Luna. Bare ordet Demi får Hope til at spærre sine øjne op. Hun gnider forsigtigt hendes øjne.

 

 Hun kan nemlig ikke bevæge sig alverdens kilometer, da hun har diverse slanger klisteret til sin krop. Hope kigger op på sin mor. ”Hej mor”, smiler Hope. ”Hej min skat”. Luna stryger forsigtigt Hope over den ene kind, mens det løber en enkelt tåre ned af hendes kind. Hope bliver helt berørt af situationen. Hun kan mærke hendes læbe dirre. Hendes mor bukker sig stille ned, og kysser hende på panden ligesom hun gjorde, da Hope var lille. Hope smiler stille for sig selv ”Jeg elsker dig mor”. Luna siger ikke rigtigt noget, hun står bare og smiler til sin ”lille” pige.

 

Hendes mor står og gemmer noget omme bag ryggen, kan Hope se. ”Kom lige op og sid skat”. Sygeplejeren skynder sig frem, og lægger en hånd om på Hopes ryg. Luna og sygeplejeren får sammen hjulpet Hope op og sidde. Hope sidder spændt med tårer i øjnene. Hun er egentlig ikke ked af da, lige nu er hun bare lykkelig. Hendes mor kaster en gave ned på skødet af hende. Hope griner lidt med hendes altid gryntet grin. Gaven har et pænt rødt gavepapir med sølvbånd. Hope tager forsigtigt og piller tapen af. Da hun langt om længe får pakken gaven op, stråler hendes øjne som diamanter. ”En Demi CD. Tusind tak mor, det er jo lige, hvad jeg har ønsket mig”. ”Det var jo det jeg vidste skat” smiler Luna.

 

Af en eller anden grund er hende der syge-tingen der stadig, hun er en lille smule irriterende, syntes Hope. Hopes hoved er ør og hun har en slem kvalme. Der ligger en brækpose på hendes sengebord, hvis uheldet skulle ske. Over Hopes hoved er der en rød snor, hun kan trække i hvis hun får brug for hjælp. Hun bruger næsten ikke snoren, da hun sover det meste af tiden. Lægerne har sagt, at hun har brug for at sove. Hun skal finde ud af, hvad hun vil med sit liv. Det ved Hope godt, men det er der ingen der forstår. Hope vil synge, hun vil kun synge ikke andet. Hun har også sin egen Youtube-kanal, hvor hun lægger covernumre ud. Hun har fået rigtig god respons på sin stemme indtil videre, og næsten kun søde kommentar fra folk. Det er de kommentar, der holder hendes humør oppe.

 

Hope ligger i hendes egne tanker og har helt glemt hendes mor. Hun åbner stille øjnene, men hendes mor er væk. Hun kan mærke sin puls stige, hvor er hendes mor. Hun opdager en seddel henne på det slidte bord. Hun griber fat om den lille lap.

 

”Hej skat.

Jeg syntes du trænger til noget ro. Så jeg er kørt hjem igen, men husk, du kan altid ringe eller skrive til mig.

Kram og kys fra mor”        

 

Hope kan mærke en tåre på hendes kind, men hun vifter den hurtigt væk. Hope ved, at hendes mor kun vil hende det bedste. Men hun har brug for sin mor. Hun syntes det er hårdt, når hun ikke har sin mor i nærheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...