Listen to me - Demi Lovato

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2014
  • Status: Igang
14-årige Hope fra Milano bor hos sin plejefamilie, hvilket hun har gjort siden hendes forældres død. Hendes forældre døde, som sagt da Hope var 4 år. Hope har oplevet nogle voldsomme ting i hendes forholdsvise korte liv, forældres død, mobning og cutting. Det eneste der lyser hendes verden op, er rollemodellen Demi Lovato og hendes egen sang. Hun er et meget alene menneske, men det er sådan hun har det bedst, ved at fordybe sig i hendes egne sange. Hope sammenligner sig selv med Demi, og hun vil inderligt gerne møde hende og fortælle Demi hendes historie, men kommer det overhovedet til at ske.

5Likes
23Kommentarer
430Visninger
AA

4. De sidste dage

Hun begynder stille at fjerne slangerne fra hendes krop . Hun vil væk fra sengen, hun virker svag og hendes krop er svækket. Hun får stille sat sig op på sengekanten, og kigger ud af vinduet, hvor solen skinner. Hun smiler stille, det er Demi, der skinner for hende. Hun begynder stille og nynne en af Demis betydningsfulde sange, mens hun tager skridt for skridt.

 

Hun har en slidt cremehvid natkjole på, som går hende til knæene. Den lugter lidt af opkast, og lugten giver hende kvalme. Hun er ved at vælte over en gummiand, da hun skal åbne vinduet på klem. Der er en masse legetøj på stuen, men det bruger Hope selvfølgelig ikke. Hun har kun brug for hendes Ipod med hundredvis af Demi sange på. Hun har vist sange til omkring 10 timer. Så hun ligger næsten kun i sin seng, og hører på de samme sange dag for dag. Hun mærker en indre ro, når hun hører musik.

 

Sygeplejersken har lige været forbi og sige, at hun kommer hjem om to dage. Hun smiler lidt ved tanken. Hun får nemlig først sin mor at se om de to dage. Hun er meget spændt på at komme hjem, hendes mor har nemlig en overraskelse til hende. Hope er sikker på, hun nok lige skal klare de sidste dage. Da hun har stået og kigget ud af vinduet i knap og nap 10 minutter, smutter hun tilbage i sengen. Hun lægger sig godt til rette, tager sine høretelefoner på og lukker øjnene. Hun ligger med et smil på læben, mens der er helt stille. Hun falder stille i søvn, og vågner deromkring aftensmads tid

 

Hun er ikke særlig begejstret for det mad sygehuset servere, men lægerne tvinger hende til at få noget ned i maven. Det har bare aldrig været Hope at spise meget mad. Hun lider ikke af bulimi eller noget, hun har bare ikke den bedste appetit.

 

Hendes øjne er tørre, og der er noget snask rundt om hendes mund. De banker stille på døren. ”Kom ind”, hvisker hun. En af de søde sygeplejere kommer ind. Hope smiler, det er hende pigen, hun godt bryder sig om. ”Kunne du ikke tænke dig bare en lille smule brød søde?.” Hope trækker på skulderene. ”Kom, du bare op og sid og lige få et par bider af brødet. Hope kan næsten ikke bære, at det er sidste gang, hun måske ser hende her sygeplejeren. De to har fået bygget et helt specielt bånd, og Hope føler sig tryg i hendes hænder. Sygeplejersken hedder Line. Line giver hende et lille klem. Hope bliver helt sørgmodig. Hope prøver at smile. ”Line, jeg kommer bare sådan til at savne dig” Det lykkedes ikke med at smile. Line griner ”Jamen, søde da” Line spreder armene ud. Hope giver Line et langt kram, lige hvad hun havde brug for. ”Jeg lover dig en ting”, hvisker Line. ”Jeg skal nok komme og sige farvel til dig om to dage. Der sker ikke noget ved at være ked af det og græde, det er jeg næsten sikker på jeg selv kommer til”, griner Line. Hope føler sig i lidt bedre humør, efter at have snakket med Line. Aftnen går hurtig med lidt reality-tv. Hope sover faktisk trygt og godt den nat.

 

Den næste dag er lang at vente på. En dag tilbage, bliver hun ved med at tænke. Hun er egentlig frisk det meste af dagen, uden at lave så meget. Aftnen bliver dog hårdere for Hope, da hun kommer i tanke om Line. I morgen er den sidst dag, hun måske ser Line for evigt. Tanken er ubærlig. Hun tænker længe på, hvad der vil ske i morgen, inden hun falder i søvn.

 

Hun vågner tidligt den morgen og er totalt tip top. Hun kigger på sit Demi armbåndsur på natbordet. Klokken er 09:00. Hendes mor vil komme og hente hende klokken 14, så hun har masser af tid. En halv time senere kommer en af de sure sygeplejersker med noget mad. Hun sætter Hopes mad på et lille bord, og går ud af døren uden at sige et ord. Hun fører sig forsigtigt op til bordet. Hun får et chok over at kigge på arene på hendes arm, dem havde hun helt glemt.

 

Ved måske 10 tiden, kommer søde Line ind. Line fortæller, at hun har fået lov til at holde 1,5 times pause, så hun kan sige ordenligt farvel til Hope. Hope løber hen og omfavner hende. Allerede ved krammet, har Hope svært ved at holde tårerne tilbage. Line forklarer hende, at hun har skrevet et helt specielt brev til Hope. Line holder en lilla kuvert frem. Hope tager den forsigtigt. Åbner den ligeså forsigtigt og trækker kortet op. Forsiden på kortet er den flotteste, selvfølgelig et billed af Demi. Hope åbner anspændt kortet. Der er klistret en kleenex fast på den ene side. ”Hvor sjovt”, griner hun og peger på kleenexen. Hope begynder at læse højt.

 

 

Kære dejlige Hope.

 

Du er min yndlings patient og pige. Du har altid et smil på læben, når jeg kommer ind til dig. Jeg ved du har det hårdt sommetider, og det har jeg forsøgt at hjælpe dig igennem. Nu er dagen kommet, hvor du ikke har brug for mig mere. Jeg ved det bliver hårdt at sige farvel for os begge. Det er jo en god ting, fordi det betyder en ny start på livet for dig. Jeg lover dig, jeg vil aldrig glemme dig. Du er en helt speciel pige. Stay strong. Alle omkring dig tror på dig, du skal bare vise, at du også tror på dig selv. Jeg vil altid holde af dig og tænke på dig tit.

 

Mange knus LINE

 

Hope kigger op, og smiler, men hun kan ikke holde facaden længe. Så bryder hun ud i gråd. ”Jamen, lille skat da” siger Line. De sidder længe og holder om hinanden. ”Se, nu får du også mig til at græde” Hope kigger op på Line og griner. ”Jeg vidste det ville ske på et tidspunkt” griner Line.

Det varer ikke længe så er den halvanden time gået. Det bliver endnu mere trist end Hope havde regnet med. Line og Hope står og holder om hinanden, mens de begge græder. Line prøver at trøste Hope, men det er altså ikke nemt, når man selv står med tårer ned af kinderne. Line slipper Hope, og går trist ud af døren, hun kan ikke holde det ud mere. En time til Hope bliver hentet af sin mor, så hun skal skynde sig at pakke. Hun propper bare alle tingene ned i hendes gigantiske kuffert. Pludselig står hendes mor i døren. Hope løber hen til døren, og de omfavner hinanden.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...