Et ønske går i opfyldelse

Når man i ensomhedens manipulerende sind, begiver sig ud på en ensom vej, er der ingen til at stoppe dig. Kun dig selv. Du er herre over dit eget liv, og hvordan du vælger at leve det. Du vælger selv hvordan prioriterer dine mål. Dine valg får konsekvenser. Konsekvenser du kan leve med, og nogle gane konsekvenser du ikke kan leve med. Men du er nødt til at stole på dig selv og din dømmekraft. Der er ingen som kan træffe beslutningerne for dig, og der er ingen til at træffe beslutningerne for dig. Du er alene, men ikke alene med dig selv.

1Likes
0Kommentarer
274Visninger
AA

2. Et ønske går i opfyldelse

Jeg lader min kjole glide ned over mine hofter. Det bløde bomuld kærtegner blidt min hud. Jeg kigger på mit ur. Klokken er mange, og jeg skal op på arbejde i morgen. Jeg sætter mig ned i men seng og trækker mine hyggesokker af. Mine fødder er svedige efter at have været pakket ind hele dagen. Jeg lægger mig ned i min seng og trækker dynen op over mit hoved. Dagen er snart slut, og i morgen er det julemorgen. Jeg kan mærke hvordan skuffelsen skyller ind over mig. Jeg har ikke holdt julemorgen med nogen i syv år. Mine forældre er døde, og min bror bor i Europa. Jeg sætter mig op på sengekanten. Min mund er helt tør. Jeg lader min tunge glide hen over min gane. Jeg rejser mig op og tager badekåben fra stolen. Jeg trækker den op over mine skuldre, så den ligger tungt om mig – som et lille skjold.

Jeg går ud gennem den lille åbning til mit værelse. For nogle måneder siden blev jeg træt af at være indelukket, så jeg besluttede mig for at fjerne døren. Mit værelse fører ud i stuen. Det kolde stive trægulv knirker under mine fødder. Jeg lister hen over det, selv om jeg er helt alene. Da jeg kommer til det hårde stengulv i køkkenet, lader jeg igen mine hæle røre gulvet. Jeg går hen til køleskabet og åbner lågen. Det skarpe lys blænder mig, og jeg bliver nød til at lukke den igen. Jeg gnider mine øjne for at få de sorte pletter til at forsvinde. Jeg kommer til at tænke på dengang jeg var lille. Dengang skulle jeg bare kalde på min far, og så kom han ind med et glas vand. Dengang satte vi også mælk og småkager frem til julemanden. Jeg tager mig selv i at smile over det evige minde.

Jeg åbner igen lågen – denne gang med sammenknebne øjne. Lyset er nu mindre skarpt, men der går lidt før jeg prøver at åbne mine øjne helt op. Jeg prøver først at åbne det venstre øje, men jeg gør det for hurtigt, og jeg bliver nødt til at lukke dem begge igen. Jeg står lidt og tænker over min situation. Jeg Lader min hjerne boltre sig i fordele og ulemper ved at åbne mine øjne op igen. Det er min indre kontrolfreak som leger julelege med mig. Hvor ironisk. Til sidst overgiver min indre kontrolfreak sig til trætheden, og jeg åbner forsigtigt mine øjne. Lyset er overhovedet ikke skarpt mere, og jeg føler mig en smule dum. Her står jeg, helt alene, og kæmper med lyset fra et køleskab. Jeg ryster på hovedet, og begiver mig ud på en gastronomisk minirejse rundt i mit køleskab.

Mine øjne falder på den ensomme jordbærmarmelade på øverste hylde. Den havde engang selskab af en hindbærmarmelade, men jeg fik aldrig købt en ny. Jeg lader mine fingre glide hen over juicen. Jeg satte den ind til morges, men den er allerede kold. Jeg smiler. Jeg elsker appelsinjuice. Jeg kigger på æblerne, som ligger sammen med pærerne. Normalt spiser jeg ikke frugt, men grøntsager. Men jeg fik aldrig købt nogle gulerødder, inden alle butikkerne lukkede. Til sidst er der den kolde kande med vand. Jeg tager fat i hanken og bærer den ud af køleskabet.

Jeg stiller kanden på kogeøen og tager et glas fra skabet. Min studenterhue ligger stadigvæk på bordet, efter den i sidste uge måtte bøje sig for tyngdekraftens love. Jeg tænker tilbage på de faldende blade. Løftet om ungdom og lugten af pensum. Det var en fantastisk tid. Jeg havde så mange venner, men ikke én af dem flyttede med mig til London. Vi havde så mange planer, så mange ideer. Så mange ambitioner. Men da tiden kom, ville vi alle noget forskelligt.

Jeg hælder vandet op i glasset, og sætter mig på en barstol. Jeg tager en slurk af vandet. Det glider hurtigt ned, og der går ikke lang tid, før der breder sig en metalsmag i munden på mig. Jeg skærer en grimasse. Jeg tager en slurk mere, og metalsmagen bliver mildere. Lidt efter er glasset tomt. Jeg fylder mere vand i glasset og sætter kanden tilbage i køleskabet. Jeg tænder det store lys over kogeøen, og til min store overraskelse bliver jeg ikke blændet. Jeg slentrer hen til den lille boghylde mellem de øverste køkkenskabe. Alle mine kogebøger står på den hylde, men bag ved dem, ligger der en lille bog. Bogen fik jeg af min tidligere kæreste. Han gav mig den, dagen inden han gik fra mig. Han sagde, at jeg skulle læse den, når jeg følte mig ensom. Jeg har kun bladret den igennem og læst bagsiden af den.

Jeg læste meget da jeg var lille. Jeg elskede gamle kærlighedshistorier, men nu træder de bare i det i forvejen dybe sår. Men jeg var fuldkommen forgabt i karakterende. Den verden de levede i, var en verden jeg også gerne ville leve i. Og det var den verden jeg flygtede til, når alt virkede så uoverskueligt.

Jeg kigger på titlen. Det fortryllede træ – Eventyrskoven. Jeg ryster på hovedet og slår op på første side. Jeg ved ikke hvad jeg har gang i. Men før jeg ved af det, strømmer ordene ind gennem mine øjne, og slår rødder i min hjerne. Den ene sætning efter den anden bliver læst. Jeg søger alle punktummerne, som var de mine redningsmænd. Det store fortryllede træ, med de mange forskellige verdener, lader blidt sine mange blade lege med min køllige hud. Jeg får gåsehud.

Kapitel 6. Jeg kigger op på uret. Klokken er halv et. Jeg lukker bogen. Joe, Bessie og Fanny har sneget sig ind i min hjerne, og konfronterer nu min indre kontrolfreak. Jeg kan mærke hvordan mine hænder ryster af træthed. Jeg har været oppe i de sidste nitten timer. Jeg kan snart ikke holde mine øjne åbne længere. Jeg tager en tår af vandet. Jeg synker det med besvær. Det er ikke længere koldt, men lunkent og klamt. Jeg går over til vasken og hælder resten ud. Jeg stiller glasset på bordet og slæber mine fødder mod mit værelse.

Jeg går ud af svingdøren og står nu i stuen. Mit hjerte springer et slag eller to over. Jeg gnider mine øjne. Jeg kan ikke tro mine egne øjne. Pejsen er tændt. Der er ild i den, og de knitrende gløder lyder højt i den stille stue. Jeg kigger på sokken ved pejsen. Der ligger en pakke i den. Der plejer først at ligge en pakke i den julemorgen, når jeg selv står op og lægger den i. Jeg kan høre julekuglerne rasle, og min opmærksomhed er nu på træet. Det ryster, og jeg er et kort øjeblik bange for, at det er en indbrudstyv. ”Hvem der?” Min stemme er lille og skinger. Træet holder op med at ryste. Jeg går langsomt hen mod det. ”Hallo!” Min stemme er ved at genfinde sit normale lejde. Træet ryster igen, og jeg stopper med at gå. Frem kommer et gammelt ansigt. Det lange hvide hår og skæg dækker næsten hele hans ansigt. Nissehuen sidder om hans ører, og den lille hvide dut for enden af den, hænger ned ad siden på hans hoved. ”Jeg havde faktisk forventet at du havde stillet mælk og småkager frem til mig, Sophie. Ligesom du engang gjorde.” Jeg prøver desperat at finde en forklaring på det her, mens min indre kontrolfreak holder et skilt op med en masse z’er. Måske har hun ret? Jeg overvejer min indre kontrolfreaks konklusion og godtager den.

”Hvem er du?” I min tankestrøm må jeg have mistet evnen til at tænke før jeg taler – og hele min barndom.

”Spørger du hvem jeg er? Den var ny.” Et stort smil løfter op i hans skæg.

”Undskyld. Jeg mener hvad laver du her?” Jeg har opgivet ideen om at forklare ham om mit søvnunderskud, der åbenbart frembringer hallucinationer.

”Er du ikke glad for at se mig? Jeg kan huske, at du som lille sad op hele aftenen efter sengetid, og ventede på at jeg ville vise mig.”

”Så jeg så dig aldrig, fordi du kom sent om natten?” Nu kommer forklaringen på min barndoms store spørgsmål.

”Ja, det er rigtigt, lille Sophie.” Hans smil bliver større.

Det underlige kælenavn stjæler ordene fra mig, og jeg står nu helt lamslået foran ham. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Til julemanden. Jeg kigger ned på mine hænder. De er begyndt at ryste endnu mere, end de gjorde før. Jeg kigger op på ham. Det er urealistisk, men det virker så virkeligt.

”Hvad ønsker du dig så i år, min kære?” Hans ansigt bliver mere alvorligt, og han går lidt tættere på mig.

Tårerne fylder mine øjne og er lige ved at løbe over. Jeg ønsker mig så mange ting. Jeg ønsker, at mine forældre aldrig havde sat sig ind i den bil. Jeg ønsker, at jeg ikke havde råbt af dem, lige inden de kørte. Jeg ønsker, at min bror ville komme og besøge mig. Jeg ønsker, at jeg aldrig havde været så ond mod ham. Jeg ønsker, at prinsen på den hvide hest, med det brune hår og de brune øjne, en dag træder ind ad min dør, tager mig i favnen og kysser mig.

”Det ved jeg ikke.” Min stemme er lav – næsten som en hvisken.

Han går helt tæt på mig, og stryger sin hånd hen over min kind. Tårerne flyder over, og i et øjebliks total udmattelse, slipper der et hulk fra mine læber. Han trækker mig ind til sig, og jeg lægger armene om ham. Hans store mave er dejlig blød. Mine lydløse hulk begynder, og hele min krop ryster. Han løfter mig op og holder mig tæt ind til ham. Hans tunge støvler banker hen over trægulvet, mens han bærer mig ind på mit værelse. Han lægger mig ned i min seng, og jeg kan mærke søvnen skylle ind over mig. Han trækker dynen op over mig, og kysser mig forsigtigt på panden. Jeg kigger ham ind i øjnene, og mine øjne bliver store. De krystalblå øjne, som puttede mig hver eneste aften i femten år, kigger tilbage ind i mine. Han smiler. Jeg prøver at smile lige så meget tilbage til ham, men det mislykkedes. Han sætter sig på sengekanten, og stryger forsigtigt sin hånd over mit hår. Jeg prøver igen at smile til ham. Han smiler tilbage. Mine hulk er ved at går over, og jeg kan næsten ikke holde mine øjne åbne. Nogle stille shhhh-lyde slipper fra hans læber. Jeg blinker de sidste tårer væk, og lægger min hånd i hans. Han giver den et lille klem.

”Godnat min skat,” hvisker han.

”Godnat far.” Mine ord hænger længe i luften.

”Lad os håbe at du får hvad du ønsker dig.” Han smiler.

Jeg bruger min sidste energi på at nikke til ham. Jeg lukker øjnene. Der går ikke lang tid, får jeg er på vej ind i mine drømme. Jeg mærker et sidste stryg over mit hår, inden han kysser mig på panden.

”Jeg elsker dig.”

Jeg glider ind i mine drømme om store mænd i røde dragter, bilulykker og prinsen på den hvide hest.

 

Jeg åbner mine øjne og kigger på mit vækkeur. Klokken er halv tolv. Jeg skulle møde på arbejde klokken otte. Min indre kontrolfreak slår sig selv i hovedet, mens hun sidder på en taburet over i hjørnet. Hun skuler ondt til mig. Jeg prøver at rejse mig op, men mine led er stive, og min krop er tung. Så kommer jeg i tanke om i går aftes. En tåre triller ned ad min kind. Det må have været en drøm. Min far er død og findes ikke, og da slet ikke i form som julemanden. Jeg trækker dynen væk og sætter mig op. Min ryg er øm. Jeg slår benene ud over sengekanten og strækker mine arme. Alt er ømt. Jeg rejser mig op, og med en fod, rager jeg ind under sengen for at finde mine sutsko. Jeg kan ikke finde dem.

Jeg ligger mig ned på maven og kigger ind under min seng. De er der ikke. Min indre kontrolfreak stirrer på mig med store, fortvivlede øjne – hun plejer at vide hvor alt er. Jeg rejser mig forsigtigt op, mens jeg kan mærke hele min krop beklage sig. Jeg løfter forsigtigt min fod og sætter den foran den anden. Det river i min ryg. Jeg fortsætter forsigtigt. Jeg står i stuen. Jeg aftaler med mig selv, at jeg skal have nogle smertestillende piller. Jeg går hen mod badeværelset. Det ligger lige op ad stuen. Jeg åbner døren og går derind.

Jeg åbner det lille skab ved siden af vasken og kigger efter de smertestillende. Cipramil, zarator, pradaxa, morfin. Jeg tager morfinglasset og hælder to piller ud i min hånd. Jeg ligger dem på min tunge og holder hovedet ind under vandhanen. Vandet løber ud i min mund, og jeg synker pillerne. Der breder sig en klam ”efter pille”-smag i min mund. Jeg går langsomt ud af badeværelset, gennem stuen og ud i køkkenet. Jeg går hen til køleskabet og smiler ved mindet om hele lys-situationen i går. Jeg åbner Køleskabslågen og tager appelsinjuicen ud. Den er dejlig kold. Jeg tager et glas oppe fra skabet og sætter mig ved kogeøen. Jeg hælder appelsinjuicen op i glasset og tager forsigtigt en slurk af de. Den syrlige smag af friske appelsiner breder sig i min mund. Jeg smiler. Jeg elsker appelsinjuice.

Bogen ligger stadigvæk på bordet. Jeg trækker den hen over bordpladen, så den ligger foran mig. Jeg finder kapitel 6 og begynder at læse. Sne-land, Smæk-land, Tag-hvad-du-vil-have-land og Fødselsdags-land. De fantastiske verdener udspiller sig for min øjne. Balalajka-boller, pop-op-kager, kæmpe-karameller og agernade. Smagen af de eventyrlige lækkerier breder sig i munden på mig. Jeg smiler. Jeg føler mig som et lille barn igen.

Kapitel 14. Jeg lukker bogen og går ind i stuen. Pillerne har hjulpet. Det lille juletræ i hjørnet står stille og yndefuldt. Jeg går over til pejsen for at tænde den. Mine sutsko står ved siden af den. Jeg får en klump i halsen. Min far plejede altid at sætte dem der. Han plejede at sige, at de ville blive fyldt med julemandens støv og magi, når han kom ned gennem skorstenen. Jeg går hen til dem, og trækker dem op over mine fødder. Det føles, som om jeg går på sand. Jeg smiler. Min far havde ret. Jeg tænder pejsen, og de gule flammer smitter af på det hvide tæppe under stuebordet. Jeg fik det tæppe af min eks-kæreste, men jeg har aldrig fået smidt det ud. Måske er det fordi, at jeg ikke vil smide det ud. Jeg kan godt lide at sidde i sofaen foran pejsen, smide min ene fod op på stuebordet, og lade den anden ligge i det bløde tæppe.

Jeg sætter mig ned i sofaen. Den er dejlig blød. Jeg får øje på min julesok. Der er buler i den. Han har lagt en pakke i den. Jeg får tårer i øjnene. Jeg går hen til den og trækker pakken op. De søde bamser på gavepapiret har blomster i hånden. Pakken er firkantet, og den er alt for stor til at kunne ligge nede i julesokken. Han må have brugt magi. Jeg smiler og blinker tårerne væk. Jeg sætter mig ned i sofaen med pakken i hånden. Jeg river forsigtigt gavepapiret i stykker, og et billede kommer til syne. Det er indrammet i en smuk sort ramme med hvide blomster udenom. Tårerne pibler frem igen og triller ned ad kinderne på mig. Min far gav altid min mor blomster. Hun fik en buket hver lørdag aften, når han kom hjem fra arbejde. På billedet sidder vi alle sammen på et picnictæppe. Min far og mor sidder og holder om hinanden, med et barn mellem hver deres ben. Min bror sidder mellem min mors ben, og jeg sidder mellem min fars. Jeg har ikke været mere end syv år. Jason må have været tretten år. Vi smiler alle sammen, med polen flyvende om ørene, og de smukke blomster i baggrunden. Jeg kan huske at vi altid plejede at tage ned på den mark om sommeren. Min mor havde smurt sandwiches og lavet saftevand. Min far havde pakket fodbolden, nogle bat og en tennisbold. Vi kunne bruge hele dagen på marken, og en enkel gang overnattede vi der også. Jeg prøver at tørre tårerne væk, men der kommer hele tiden flere.

Jeg kigger på uret. Klokken er snart tre. Mine øjne er løbet tør for tårer, og de er helt opsvulmede og røde. Jeg sætter billedet på den lille hylde over pejseåbningen. Ved siden af det, står der en lille vase med en enkel blomst. En kunstig blomst. Min mave rumler. Jeg går hen til telefonen. Telefonnummeret til pizzeriaet står på en lille seddel ved siden af telefonen. Jeg taster det ind, mens min indre kontrolfreak sidder og mugger over i hjørnet. Hun vil helst selv lave maden. ”Hvad skulle det være?” En træt kvindestemme snakker i telefonen. ”En nummer 17 og en Coca Cola.” Jeg prøver at skjule gråden i min stemme.

”Skal vi levere den, eller kommer du selv og henter den?”

”Jeg vil gerne have den leveret.”

”Til hvilken adresse?”

”52 Elmstreet, New Broadway, London.”

”Okay. Den vil være hos dig om cirka femogfyrre minutter.”

”Okay. Tak.” Jeg hører en biplyd.

Jeg går hen til vinduet. Det er begyndt at sne. De små snefnug falder fra den hvide himmel. Solen er gemt væk, og en trist grå farve omgiver verden. Jeg står lidt og kigger ud. Min mave rumler fornærmet. Jeg har glemt at spise morgenmad. Jeg går ud i køkkenet og tager et æble. Den søde smag af forår leger med min tunge. Jeg slikker saften væk og tager en bid til. Til sidst er der kun et lille skrog tilbage. Jeg smider det ud. Jeg går ud på badeværelset og kigger mig selv i spejlet. Mit hår stritter, og jeg ligner en der har grædt i flere timer. Hvilket jeg jo også har. Jeg tager børsten fra vaskens kant og trækker den forsigtigt gennem mit hår. Jeg skærer en grimasse. Det er meget filtret.

Efter en lang og sej kamp, er mit hår endelig glat. Jeg tager en mascara og en eyeliner frem. Mine øjne er ikke røde mere. Jeg lægger mascaraen og eyelineren. Jeg er næsten præsentabel. Jeg går ind på mit værelse og kigger på uret. Den er snart fire. Jeg skynder mig at finde noget tøj på. Jeg tager min morgenkåbe af. Jeg har kun underbukser på. Jeg kan høre at nogen banker på min dør. Jeg skynder mig at trække en sports bh over hovedet. Jeg snupper et par joggingbukser fra mit skab, og toppen der ligger på min stol. Jeg går og tager tøj på samtidig. Bankene bliver hårdere.

”Jeg kommer,” råber jeg. Jeg tager mine joggingbukser og toppen på, mens jeg står foran døren. Jeg åbner den.

”Hej.” En mand står foran min dør. Jeg troede, at det var kvinden fra telefonen som ville komme med den. Jeg smiler til ham. Jeg er helt mundlam.

Der går lidt tid før han åbner munden igen: ”Er du stum?” Han smiler til mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Han ryster på hovedet, og hans smil bliver større. Hans brune hår svinger om hans hoved.

”Jeg hedder Robbie. Hvad hedder du?” Han rækker sin venstre hånd frem. Han holder pizzaen med hans højre.

”Sophie.” En lille hvisken undslipper mine læber. Jeg tager hans hånd, og hans varme, bløde hånd omfavner min.

”Sophie? Det er et smukt navn.” Han griner og får mig til at smile.

”Tak.” Min stemme lyder lidt højere.

”Vil du have din pizza?” Han ser spørgende på mig med et fjoget smil på læberne.

”Ja, det vil jeg gerne. Bare kom indenfor mens jeg finder pengene.” Min stemme er normal, og jeg er ved at komme til mig selv. Jeg går ind i stuen for at finde min pung, og jeg kan høre at han lukker døren. Min pung ligger på stuebordet. Jeg finder 15 dollars og går tilbage til ham. Han står foran døren, med pizzaen i hånden, og kigger på mig. Han smiler. Jeg smiler tilbage. Jeg står foran ham.

”Værsgo’.” Jeg giver ham pengene.

”Tak.” Han giver mig pizzaen. Jeg tager den og går ud i køkkenet. Jeg prøver at flygte fra ham. Han er alt for smuk, til at jeg kan blive stående og kigge på ham.

”Du har et smukt hus.” Mit hjerte springer et slag over. Jeg står med ryggen til døren. Jeg kan ikke se ham, men han står lige bag mig. Jeg vender mig om.

”Tak.” Min stemme er igen en lille pibende lyd.

”Er du alene juledag?” Hans brune øjne ser sørgmodige ud. Jeg nikker og smilet på mine læber forsvinder. Han går hen mod mig. Han har en hættetrøje på, og hans bukser hænger fra hans hofter på en meget sexet måde. Han står foran mig. Kun en lille meter væk. Mit hjerte banker.

”Du er helt utrolig smuk.” Hans ord brænder sig ind i min hjerne. Min indre kontrolfreak taber kæben, og står med store, runde øjne og kigger på mig. Hun har mistet sin kontrol. Jeg træder et skridt tættere på ham, og vores læber er kun får centimeter fra hinanden.

”Det er du også,” hvisker jeg. Hans hånd kærtegner min kind. Jeg smiler. Han lægger sin anden hånd på min hofte. Hans øjne lyser op i et smil. Jeg lader mine hænder vikle sig ind i hans hår. Det dufter sødt af voks. Vores vejrtrækning bliver hurtigere. Jeg læner mig frem mod hans læber, og han møder mine halvvejs. Hans læber er varme og fyldige. Han trækker mig ind til sig, så jeg kan mærke hans varme krop mod min. Kysset er langt og intenst. Han åbner forsigtigt sine læber, og hans tungespids kærtegner min. Jeg kan mærke hans brystkasse hæve og sænke sig meget hurtigt. Min følger samme tempo.

 

Min seng er alt for lille. Jeg kan mærke hans varme. Jeg ligger og kigger ud af vinduet. Sneen falder fra himlen. Han kysser mine skulderblade. Min indre freak – tidligere kontrol – sidder og rokker frem og tilbage. Jeg smiler. Jeg fik hvad jeg ønskede mig. Tak julemand. Tak far.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...