Håbløs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2013
  • Status: Igang
Sienna er 16 år.
Og hendes værste fjende er hende selv.
Hun kæmper hver dag med tanker, smerte og skole..

1Likes
1Kommentarer
164Visninger
AA

1. Smerte

 

Der findes forældre, som kritisere deres børn, så de aldrig føler at de er gode nok.

Der findes børn, som får andre børn til at føle, at de ikke er gode nok.

Men hvad nu, hvis den der får dig til at føle, at du ikke er god nok er dig? Hvad nu hvis din værste fjende er dig selv?

Hvordan slipper man væk fra noget, som er indeni en selv?

 

”Sienna!” Min mor kaldte på mig. Jeg tog en dyb indånding og gik ned til hende.

”Hvad?” Jeg stod i køkkenet og betragtede hende, imens hun rørte rundt i noget mad.

”Kan du ikke lige passe ungerne og holde øje med maden, imens jeg kører ned til Spar og køber mælk?” Hun virkede lidt stresset.

”Jo.” Jeg gik hen og rørte lidt rundt i maden, som vidst skulle forestille en slags gryderet.

Hoveddøren smækkede og bilen startede.

Jeg fandt en teske i den øverste køkkenskuffe, og smagte på maden. Den smagte ikke rigtig af noget, så jeg fandt nogle krydderier frem og hældte i, indtil det smagte af noget.

 

”AAUUUV!” Der lød et hyl inde fra mine brødres værelse, og jeg skyndte mig derind.

”Hvad sker der?” Spurgte jeg.

”Det var Liam!” Råbte Oliver og pegede på sin storebror.

”Nej det var Oliver der startede!” Råbte Liam fornærmet.

”Det er lige meget, hvem det var, der startede, der er bare ingen af jer, som skal fortsætte!” Den sætning havde de hørt før, så de kunne godt se, at det var lidt dumt..

 

Jeg gik ud i køkkenet igen, rørte lidt rundt i gryden og satte mig på en stol.

Tankerne begyndte at fylde mit hoved, og jeg blev lidt overvældet.

Mit hjerte hamrede i mit bryst og jeg begyndte at ryste.

Jeg rejste mig op og gik lidt rundt. Jeg gik hen og fandt et glas, som jeg fyldte med vand. Jeg tog en slurk og prøvede at falde til ro igen..

Døren stormede op og min mor kom ind. Hun puttede mælken i køleskabet og overtog madlavningen igen.

 

Da vi havde spist, gik jeg op og smed mig på min seng.

Selvom jeg havde lyst til at bryde sammen, og kunne mærke at jeg var tæt på, holdt jeg det hele inde, indtil de andre sov.

Jeg sad og skrev mine tanker ned i en lysegrøn notesbog, og jeg kunne mærke, at smerten var ved at overtage min krop.

 

Mit hoved var et rod, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst.

Tårerne sad fast i mine øjenvipper, men hvis jeg blinkede, slap de løs og trillede ned af mine kinder.

Lysten til at skade mig selv kom snigende rundt om hjørnet..

Jeg prøvede at kæmpe imod, men jeg endte med at finde et barberblad frem.

Jeg kunne mærke det kolde blad imod min hud, og skulle lige til at lave det første snit.

Bop.

Der poppede en besked op i min Facebook chat, lyden fangede min opmærksomhed og fik mig til at lægge barberbladet fra mig. Jeg greb min telefon og tjekkede, hvem det var, der havde skrevet.

Det var Mikkel, jeg kendte ham ikke rigtigt, havde kun snakket med ham en enkelt gang, men han skrev; Hey! :D Hvad så?

Det var lidt underligt, at han skrev lige i samme sekund, som jeg skulle til at gøre noget rigtig dumt.

Det var måske et tegn på, at jeg skulle lade være..

Jeg overbeviste mig selv, om at det var et tegn og svarede ham.

Han var sød og spændende, så vi endte med at skrive i flere timer og åbne lidt op overfor hinanden...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...