Håbløs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2013
  • Status: Igang
Sienna er 16 år.
Og hendes værste fjende er hende selv.
Hun kæmper hver dag med tanker, smerte og skole..

1Likes
1Kommentarer
163Visninger
AA

2. Kærester?

 ”Find sammen to og to, og lav opgave 9.” Johans ord rungede i mit hoved, og gjorde mig fortvivlet. Hvem skulle jeg være sammen med? Jeg snakkede ikke rigtig med nogen af de andre og var lige ved at give op.

”Sienna, vil du være sammen med mig?” Spurgte Alex og gav mig modet tilbage.

”Ja!” Svarede jeg og smilede. Han kom hen og satte sig ved siden af mig.

Vi snakkede godt sammen, han var sjov og vi fik også lavet lidt matematik.

”Hvad er svaret på opave 13?” Johan stod oppe ved tavlen.

64 Det giver 64!

”Kom nu det er let hovedregning det der!” Johan var en smule frustreret over, at ingen kom med det rigtige svar. Jeg vidste godt at det gav 64, men jeg turde ikke sige det. Hvad nu hvis det var forkert? Eller hvad nu hvis de andre syntes, jeg var en dum nørd?

Det var bedre, at lade være med at sige noget overhovedet.

Min mave dunkede, som om sommerfuglene derinde havde fået for meget at drikke og fløj ind i hinanden.

 

Da vi havde fri fra skole, blev Emina, Amalie, Mikkel og jeg en time på gågaden. Mikkel ville tale med mig, så vi satte os på en bænk og snakkede. Emina og Amalie løb rundt og fik gratis mad i de små julehuse der var sat op rundt omkring på pladsen.

Jeg kunne ikke forstå det han sad og sagde til mig. Han ville være kærester med mig. Det gav ikke mening. Hvorfor ville nogen nogensinde ville være min kæreste? Jeg var underlig. Jeg var ikke sådan en person, som man forelskede sig i..

”Sienna jeg mener det. Skal vi komme sammen?” Han smilede. Jeg vidste inderst inde godt, at han mente det, men det var forkert. Han skulle ikke elske mig. Ingen skulle elske mig. En af os ville bare ende med at blive såret. Jeg kunne ikke holde til flere nederlag.

Nej.. Bare sig nej! Tænkte jeg.

Men jeg kunne ikke sige nej, for hvad nu hvis det var meningen, at vi skal være sammen. Hvad nu hvis han var min redning, og jeg så sagde nej..

”Ja..” Mit stemme var lav, nærmest bare en hvisken, men han hørte det og blev glad.

”Virkelig? Er vi så sammen nu?” Han var så glad, og jeg kunne ikke ødelægge hans glæde.

”Ja” Sagde jeg og smilede til ham.

”Må jeg så få et kys?” Spurgte han og lænede sig ind imod mig. Jeg kyssede ham og vi blev siddende på bænken.

 

Dagen efter var jeg utrolig langt ude, mine tanker overvældede og forvirrede mig.

Hvorfor skulle jeg gøre sådan noget? Hvorfor kunne jeg ikke bare have sagt nej? Det virkede forkert. Jeg elskede ham ikke. Jeg var ikke sikker på, at jeg overhovedet var i stand til at elske. Der skulle meget til, for at jeg kunne åbne mig helt op og lade folk komme så tæt på, at de kunne ødelægge mig.

Jeg beskyttede mig selv. Byggede mure omkring mig, så folk ikke bare kunne komme ind i min verden og rive den ned som var det ingenting.

Jeg skubbede folk væk, hvis de kom for tæt på, jeg blev ond og endte med at såre dem, fordi jeg var så bange for selv at blive såret. Det var ikke fair. Ikke fair imod dem og egentlig heller ikke imod mig selv, men den eneste der kunne ændre på det var mig.

Jeg tænkte for langt. Tog bekymringerne på forskud. Hvilket i nogle sammenhænge var en god ting, men det kunne virkelig også være en belastning.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...