Håbløs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2013
  • Status: Igang
Sienna er 16 år.
Og hendes værste fjende er hende selv.
Hun kæmper hver dag med tanker, smerte og skole..

1Likes
1Kommentarer
193Visninger
AA

4. Hjælp

Det hele virkede så meningsløst. Jeg kunne ikke holde det ud mere. Skolen. Mennesker. Problemer. Det havde fået mig helt ned, og jeg var virkelig tæt på, at give helt op..

Jeg tog bybussen og stod af ved hospitalet. Jeg vidste ikke hvorfor, men det virkede bare som det rigtige sted at tage hen. Det øsede ned, men jeg mærkede ikke noget. Jeg gik hen ad gaden, forbi parkeringspladsen og op til den store grå bygning. Døren gik op og jeg trådte ind. Der var stille. Kun elektriske apparater, tv'et i venteværelset og små snakken gav stedet en smule liv. En rengøringsdame gik ned ad en af gangene med en vogn fuld af vasketøj. Hjulene på vognen knirkede en smule og kvindens hvide træsko bankede imod det lyse slidte gulv. Jeg kunne se, at hun var ensom. Hendes trætte ansigt viste spor af tårer og alle hendes bekymrede rynker, fortalte mig, at hun havde lyst til at give op, men alligevel blev ved med at kæmpe.

Mon jeg ville ende ligesom hende? Tanken fløj ind i mit hoved, da hendes hvide kittel forsvandt ind i et af de mange lokaler.

Jeg hørte tunge våde skridt, og selvom jeg ikke kunne mærke det, vidste jeg at det var mine egne skridt.

Jeg havde egentlig tænkt mig, at prøve på at tale med en sekretær, men jeg var bange og skyndte mig ind i et lokale, da jeg hørte nye fodtrin. Jeg lod døren blive på klem og kiggede forsigtigt ud. En mand iført kittel og hvide træsko gik ned af gangen. Mit åndedræt var dybt, og mit hjerte slog dobbelt så hurtigt som det plejede. De måtte ikke opdage mig. Hvad ville de dog ikke spørge mig om?

”Hvad hedder du min ven?” Sagde en svag kvindestemme, det gav et sæt i mig og jeg vendte mig om, for at sætte et ansigt på stemmen. I sengen bag mig, lå en gammel kone, hun så utrolig svag ud og hendes rynkede ansigt havde ingen farve.

”Øhm undskyld, jeg skal nok gå igen..” Sagde jeg og bakkede hen imod døren.

”Nej, bliv her mit barn.” Hun virkede så ensom og noget fik mig til at blive ved hende. Jeg vendte mig om gik hen til hendes hospitalsseng.

”Sæt dig ned min pige, og fortæl mig dit navn.” Hun klappede forsigtigt på sengen, for at få mig til at sætte mig ned.

”Jeg hedder Sienna.” Jeg satte mig forsigtigt på kanten af hendes seng. ”Sienna. Sikke et smukt navn. Det passer godt til dig.” Hun kiggede på mig med hendes kastanjebrune øjne.

”Tak. Hvad hedder du?” Jeg genkendte min stemme, men det overraskede mig, at jeg snakkede. Hvor kom ordende fra?

”Mit navn er Eloise. Hvad laver du her min pige?” Hun betragtede mig, imens jeg prøvede at finde ord.

”Jeg øh.. Jeg tror, jeg er syg.” Det var da virkelig det mest dumme, jeg kunne finde på at sige.

”Jamen så er hospitalet nok det rigtige sted at tage hen, men hvorfor gemmer du dig så?” Hun var klog.

”Det var bare fordi, at jeg blev bange for at de ville stille mig spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på..” Mine ord gav ikke mening, men alligevel kunne Eloise regne mig ud.

”Jeg ved hvad du mener.. Hvor har du ondt henne?” Der var flere svar til hendes spørgsmål, og jeg overvejede lidt, hvilket et jeg skulle bruge.

”Det gør psykisk ondt, indeni.. Men samtidig stikker det i mig og jeg har det fysisk dårligt.” Jeg forvirrede mig selv, og jeg kunne ikke forstå, at det var mig der talte. Jeg havde aldrig åbnet mig så meget op med ord, til nogen som helst. Hvorfor gjorde jeg det nu? Og hvorfor lige til hende?

Tankerne stormede rundt i mit hoved med orkanstyrke.

”Jeg kender det godt. Dengang, for mange år siden, da jeg var ung, havde jeg det på samme måde. Jeg var en glad og udadvent pige, indtil min bedste veninde kom ud for en ulykke og døde..” Jeg kunne mærke, at det var hårdt for hende at snakke om, selv om der var gået så mange år. Jeg gav hendes hånd et klem, for at trøste hende.

Hvor kom overskuddet og modet fra? Jeg ville normalt aldrig turde gøre sådan noget..

”Efter den dag, hvor jeg mistede hende, begyndte jeg og blive stille og isolere mig selv. Jeg havde ikke lyst til at være sammen med mine andre venner og alle de ting, der engang betød al verden for mig, virkede meningsløse og dumme.” Eloise tog en indånding og begyndte at hoste voldsomt.

Jeg kiggede rundt, og fik øje på et glas vand, som stod på natbordet ved siden af sengen. Jeg rejste mig op, gik hen og tog glasset, som jeg så rakte til Eloise. Hun fik sat sig op i sengen og drak lidt vand.

”Tusind tak.” Jeg tog imod glasset og satte det tilbage på bordet.

”Er du okay?” Min stemme var fuld af bekymring, Eloise nikkede og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig igen.

”Hvad skete der så?” Spurgte jeg og håbede på, at hun havde fundet en vej ud af mørket. Men til min overraskelse rystede Eloise på hovedet, og bedte mig om at fortælle om mit liv. Jeg rejste mig op og gik hen til vinduet. Det var ved at blive mørkt udenfor, men gaderne udenfor vinduet blev konstant oplyst af blå blink fra ambulancer. En ambulance dør blev åbnet, og en ung mand hoppede ud fra førersædet. Han løb om til bagdøren og åbnede. Med hjælp fra en anden mand bar de en bårer ind i bygningen overfor den jeg stod i. Det så slemt ud. Gad vide hvordan det er at have et menneskeliv i hænderne, det kan jo både ende godt og galt..

”Sienna. Hvorfor har du ondt?” Eloise trak mig ud af tankerne.

”Min far forsvandt da jeg var 12 år gammel. Han skulle ud og rejse, i to uger, men han kom aldrig tilbage igen.” Jeg holdt mine følelser på afstand, og forestillede mig, at det var en andens historie jeg fotalte.

Jeg tog en indånding og fortsatte; ”Da der var gået noget tid, og det gik op for mig, at jeg måske aldrig kommer til at se ham igen, er det gået helt galt. Jeg isolerer mig selv og har svært ved at lukke folk ind. Jeg er stille, genert og usikker. Det modsatte af hvad jeg var før.. Folk sagde altid, at jeg var sådan en sød, ubekymret og glad. Jeg fik altid af vide, at jeg var en smuk, klog pige, som nok skulle opnå store ting med livet..” Det begyndte, at stikke lidt i mig. Jeg stod og fortalte Eloise alt. På få minutter havde hun fået mere information ud af mig, end alle de lærere, psykologer og læger jeg tidligere havde snakket med, nogensinde havde fået ud af mig.

Hvorfor kunne jeg lige pludselig tale som et vandfald? Hvor kom viljen fra? Jeg havde i lang tid ønsket, at jeg bare kunne få det hele ud, alle mine tanker, oplevelser og følelser, men jeg havde egentlig ikke regnet med, at det ville være til en fremmed dame, på et hospital. Men på en eller anden måde var vi ens. Det virkede som om, vi havde været i gennem mange af de samme ting..

”Jeg havde det på samme måde dengang. Jeg var også en helt normal, udadvendt pige, som pludselig blev til en skygge.” En dame kom løbende med en dreng i sin favn, der var gået hul på hans bukser og de var røde af blod.. Flere liv at redde, flere sår at hele.

”Hvad mener du med, at du blev en skygge?” Spurgte jeg og rettede blikket hen imod hende.

”Jeg mener, at jeg var til stede, men jeg var der ikke som helhed. Jeg var der ikke psykisk og andre lagde kun mærke til mig, en gang imellem.” Jeg kunne godt forstå, hvad hun mente, og jeg havde det ofte på samme måde. Jeg følte tit, at jeg ikke rigtig var mentalt tilstedeværende. Andre gange følte jeg mig ensom, jeg følte, at folk overså mig.

”Jeg tror også, at jeg er blevet til en skygge.” Nogen tog fat i dørhåndtaget, trykkede det ned, og åbnede døren. Jeg gik i panik. Mit hjerte hamrede og mine hænder blev svedige.

En ung sygeplejerske trådte ind i lokalet, hun opdagede mig ikke, da hun gik hen til Eloise.

”Hej Eloise. Hvordan går det med dig?” Hendes stemme var rar, og jeg var ikke så bange for hende.

”Det går som det plejer, ikke for godt, men heller ikke helt skidt.” Svarede Eloise og tvang et lille smil over læben.

Sygeplejersken vendte sig om og fik øje på mig.

”Hvem er det du har på besøg?” Spurgte hun og kiggede på mig.

”Det her er Sienna, hun har det ikke så godt, så hun kom herhen på hospitalet, men så forvildede hun sig herind og vi faldt i snak.”

Jeg stod, lammet, bange for at sygeplejersken ville smide mig ud.

”Hej Sienna, jeg hedder Pernille. Vil du ikke lige komme med mig i to minutter?” Hun smilede til mig, og jeg gik med ud. Hun lukkede forsigtigt døren bag os.

”Hvad mener Eloise med at du ikke har det så godt?” Der dukkede et par rynker op i hendes pande.

”Jeg har ondt. Psykisk ondt..” Det stak i mig igen.

”Har du snakket med nogen om det? Familie, lærere, veninder?” Hun virkede oprigtig bekymret.

”Jeg er ikke så god til at tale, om mine problemer.. Jeg er faktisk rigtig dårlig til at tale i det hele taget. Jeg har prøvet at tale med en masse folk, men de fleste opgav, fordi jeg ikke sagde noget.” Mine øjne begyndte at fyldes med tåre, og jeg mærkede smerten.

Pernille kiggede lidt på mig, da hun opdagede at jeg græd, kom hun hen og gav mig et kram.

Håbet sivede langsomt ud af mig, som luften siver ud af en ballon.

”Har du lyst til at tale med mig?” Hun virkede sød. Og jeg var så langt ude, at jeg ville give hvem som helst en chance for at hjælpe.

”Jeg vil i hvert fald gerne prøve.” Jeg kunne mærke, at der var ved at komme lidt håb i mig, men jeg skubbede det til side, for ikke at få for høje forventninger..

”Har du en ide om, at du har en sygdom eller sådan noget?” Jeg er måske en lillebitte smule hypokonder.. Men ikke sådan rigtig slemt.

”Jeg tror, jeg har en depression..”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...