Håbløs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2013
  • Status: Igang
Sienna er 16 år.
Og hendes værste fjende er hende selv.
Hun kæmper hver dag med tanker, smerte og skole..

1Likes
1Kommentarer
164Visninger
AA

3. Findes der en udvej?

Nogen gange troede jeg, at det gik bedre, men det modsatte blev hver gang bevist.

Folk omkring mig, troede at jeg havde det fint. Jeg viste ikke, hvor ondt jeg havde. Jeg gik ikke rundt og viste mine sår frem til hele verden.

Tøj kan skjule meget.

Et smil kan skjule mere. Hvis bare man smiler, tror folk, at man er glad. Men man smiler ikke altid når man er glad, og man græder ikke altid når man er trist.

 

”Sienna!”

Jeg nærmest fløj op af stolen, da min dansklærer, Kamille, sagde mit navn.

Jeg kiggede lidt rundt i klassen, men alle de andre havde heldigvis så travlt med alt muligt andet, at de ikke lagde mærke til mit lille stunt.

Det vil sige alle, lige undtagen Tidsel.. Min tidligere veninde. Hun sad og grinede hånligt af mig, og levede op til sit dumme navn.

Jeg kiggede bare på hende, med rynket pande og rystede lidt på hovedet.

Hold da op, hvor var hun dog barnlig!

 

Kamille stod egentlig og snakkede med to piger, men hun havde fanget mig i at falde i staver..

Jeg kunne mærke, at hun kiggede hen på mig. Deres snakken hørte op og Kamilles skridt nærmede sig min plads.

”Vil du lige med ud?” Spurgte hun og gav min hånd et lille klem. Jeg rejste mig op og fulgte med hende uden for døren.

”Hvad så?” Kamille kiggede på mig, og jeg kunne se bekymring i hendes øjne.

”Jeg tror bare, at jeg er lidt træt i dag..” Sagde jeg og kiggede ned i jorden.

Løgn!

”Er du sikker på, at der ikke er noget galt? Du ser så trist ud.”

Det gav et stik i mit hjerte, fordi jeg kunne mærke, at hun faktisk var bekymret og virkelig gerne ville hjælpe mig. Men man kan ikke hjælpe mig.. Jeg er håbløs.

En tåre trillede ned af min kind, og jeg kiggede hende forsigtigt i øjnene.

Hun tog fat i min arm og klemte mig ind til sig..

”Hey du, hvad er der galt?”

Jeg begyndte, at ryste og det gjorde ondt indeni..

”Jeg kan ikke mere.. Det hele er noget rod. Jeg er så træt og trist og jeg har ingen overskud. Hvorfor gør det så ondt?” Tankerne væltede ud af mig og jeg knækkede sammen i Kamilles favn. Hun aede mig på ryggen.

”Det skal nok gå. Jeg vil gerne hjælpe dig, med at få det bedre. Jeg lover dig, at der findes en udvej.”

 

Jeg snøftede. Det skal nok gå. Ordene klingede for mit øre og de trængte lige så stille ind. Det skal nok gå. Et eller andet sted vidste jeg, at hun havde ret, men noget andet gjorde, at jeg havde meget svært ved at tro på, at der var en udvej..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...