Julens mirakler

Jeg vil ikke skrive andet, end at det handler om kærlighed, romance og venskab der udvikler sig.
Håber i vil kunne lide den :)

1Likes
2Kommentarer
198Visninger
AA

2. Kapitel 2

Det var nu to uger siden Peters død, og sorgen var stadig ikke til at bære, faktisk blev den værre dag for dag. Nu havde Rebekka truffet et valg, hun vidste hun aldrig ville fortryde. Hvis hun ikke kunne leve med Peter på jorden, måtte hun følge ham i hans sted, og være sammen med ham der hvor han nu befandt sig. For et liv uden ham, ville hun ikke kunne klarer, så meget vidste hun.

Hun havde sat datoen for sin afsked til i dag, og var nu på vej til det sted, hvor hun ville gøre en ende på sine lidelser. Hun havde skrevet et afskedsbrev til sine forældre, som hun havde lagt hjemme i sin lejlighed, for hun vidste med sikkerhed, at det ville blive dem der ordnede lejligheden efter hendes død. Hun havde ondt dybt inde i hjertet, af den smertende sorg hun bar på, men også den viden hun havde om, hvor ondt dette ville gøre på hendes forældre, gnavede i hende. Men dette liv kunne hun ikke leve, ikke uden Peter ved sin side.

Der var langt fra den bro hun ville springe fra, og til hendes lejlighed, men hun havde sit sygesikringsbevis på sig, så hun nemt ville kunne blive identifikaseret. Hun så ned på det blanke vand, og så hvordan tåren der var trillet ned af hendes kind, havde lavet ringe i vandet under hende.

Hu havde ikke tanker for andet, end at hun snart ville blive forenet med Peter igen, og hun kunne ikke vente på at det skete, så langsomt og usikkert, satte hun sin ene fod på broens rækværk, derefter den anden. Hun så igen ned på vandet, og mærkede svimmelheden melde sin ankomst, men det var lige meget, hvis hun ville se sin Peter igen, var det dette der skulle til.

Hun stod nu helt oppe på rækværket, og så ned på det dybe vand under hende, hun kunne ikke svømme, så dette ville være den bedste mulighed for hende, for når først hun var sprunget, ville der ikke være nogen udvej for hende.

Hun så op mod himlen, og hviskede lavt:

"Nu kommer jeg Peter, jeg ved at du venter på mig, nu kommer jeg, vi skal ikke være adskilt længere min elskede."

Lammet af savnet til Peter, sprang hun ud i det blå, og mærkede vinden mod sit ansigt da hun faldt. Hun besvimede på vej ned, og hørte derfor ikke mandestemmen der havde råbt til hende, idet hun sprang.

Den unge mand der havde råbt efter hende, så ned for at finde ud af hvor hun landede, og hoppede derefter i efter hende. Han fik hurtigt fat i hende, og svømmede ind mod land med hende, hvor han gav hende kunstigt åndedræt for en sikkerheds skyld. I panikken tænkte han ikke over at tjekke om hun stadig trak vejret, han startede bare med mund til mund, fordi det vat det han havde set man gjorde, i rednings situationer. Samtidig kunne han ikke lade være med at tænke over, hvor smuk den unge kvinde han havde hjulpet, var. Det blonde hår der nu var vådt, klistrede til hendes ansigt, men smuk det var hun.

Efter et par minutter, vågnede Rebekka og hostede voldsomt for at få det vand hun havde slugt, ud af lungerne. Det var smertefuldt fordi det var koldt udenfor, men Rebekka hostede og hostede til hun igen kunne få vejret.

"Hvor er jeg dog glad for at de er vågen, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Men en ting ved jeg, her kan de ikke ligge, lad mig kører dem hjem."

Rebekka så spørgende på den unge mand, uden at vide hvad hun sagde eller gjorde, kaldte hun Peters navn.

"Peter? Hvem er det?"

Spurgte den unge mand, Rebekka kom nu til sig selv igen, takket være kulden, og undskyldte.

"Det er ikke nogen, de må undskylde mit spørgsmål, men hvorfor reddede de mig? Hvorfor lod de mig ikke bare drukne?"

Spurgte hun og brød ud i gråd.

"Ville de gerne dø?"

Rebekka nikkede, og så væk, det var skamfuldt af hende at ville dø, men hun kunne ikke mere, hun kunne ikke leve uden Peter.

"Kom, så kører jeg dem hjem, så kan de fortælle mig det hele på vejen hvis de vil."

Rebekka nikkede, og med hjælp fik hun rejst sig. Men det at gå, voldte hende problemer, fordi hun rystede over hele kroppen af kulde. Men heldigvis hjalp den unge mand hende, hen til en stor firhjulstrækker, der måtte være hans.

Han hjalp hende ind i passager siden, og satte sig selv bag rettet.

"Hvor bor de henne?"

Rebekka fortalte adressen, og lagde så hovedet mod ruden. Hun kunne ikke klarer at leve uden Peter, men hun kunne åbenbart heller ikke tage sit eget liv, for at være sammen med ham igen.

"Der er noget vej endnu, sæt de dem bare til at slappe af lidt, de må være udmattet af kulden."

Rebekka nikkede, men det var ikke derfor hun hang med hovedet, hun havde været så tæt på at blive genforenet med sin eneste ene, men forsøget gik i vasken, og nu vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Hun savnede Peter noget så frygteligt, men det var åbenbart ikke meningen at de to skulle være sammen, men hvem skulle hun så være sammen med? Hun ville jo ikke have andre end ham, det var ham der var hendes soulmate, hendes anden halvdel.

"Så er vi der frøken, jeg følger dem op, og sikre mig at de kan klarer dem selv."

Rebekka nikkede ligegyldigt, der var intet der betød noget for hende mere, ikke uden Peter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...