Julens mirakler

Jeg vil ikke skrive andet, end at det handler om kærlighed, romance og venskab der udvikler sig.
Håber i vil kunne lide den :)

1Likes
2Kommentarer
200Visninger
AA

1. Kapitel 1

Rebekka Bloom gik ned af gaden, trist og mut. Hendes forlovede var for mindre end en uge siden, blevet dræbt i en forfærdelig trafik ulykke på motorvejen, hvor en lastbil havde mistet herredømmet, og væltet ind over hans bil. Han var død på stedet, og havde ikke noget at mærke noget, det var i hvert fald hvad lægerne havde sagt til Rebekka.

De skulle være blevet gift den seksogtyvende December, men det blev af gode ikke til noget alligevel. Sorgen hev og sled stadig i hende, hun kunne ikke holde ud af være hjemme i lejligheden, hvor han engang havde været sammen med hende. Nu var der ensomt og tomt, fordi han ikke længere kom ind af hoveddøren, med et bredt smil på læben, og gav hende et kys, når han kom hjem fra arbejdet.

Hun ventede stadig på ham hver dag, hun lavede stadig mad til to, selvom hun udmærket godt vidste, at han aldrig ville komme hjem igen. Hun måtte fortsætte livet uden ham, selvom det ville blive vanskeligt, var der ikke andet for, end at gøre det.

Rebekkas forældre havde sagt at hun kunne bo hos dem, indtil hun følte sig klar til at tage tilbage til lejligheden igen, men det tilbud havde hun afvist. Hun ville ikke volde problemer for nogen, og før eller siden måtte hun jo komme videre, og vænne sig til at bo i lejligheden alene.

Hendes venner og veninder havde skiftevis været på besøg hver dag siden ulykken, det var en fin tanke, men lige nu havde Rebekka bare mest brug for at være sig selv, at være alene. Hun var blevet tilbudt at komme i en sorggruppe, men vidste endnu ikke om hun ville takke ja, var det noget for hende, at sidde foran en masse fremmede, og fortælle dem om Peter?

Hun tænkte ikke over det, men før hun vidste af det, sad hun på den bænk, hvorpå hun for første gang havde set Peter og mødt ham, fordi han var kommet hen, og havde sat sig ved siden af hende. Han havde smilet til hende, og venligt sagt goddag, men både han og Rebekka selv, var for generte til at sige noget det første lange stykke tid. Han havde været en smuk ung mand, og Rebekka en ganske normal pige, der ikke var noget specielt, i hvert fald hvis man spurgte hende selv.

"Sikke et dejligt vejr det er i dag hvad? Man får helt lyst til at gå en tur. Hør, jeg sidder og får en vanvittig tanke, men vil de ikke med ud og gå en tur sammen med mig? Det er så kedeligt at gå alene, hvor man ingen har at snakke med, og de ligner en der godt kunne bruge lidt opmuntring."

Han havde haft helt ret, Rebekka havde haft en voldsomt dårlig dag, fordi hun havde mistet sit job, og nu ikke anede hvordan hun skulle kunne betale huslejen. Hun var blevet fyret, fordi hun ikke længere ville finde sig i den sexchikane hende mandlige chef, hver dag udsatte hende for. Der havde han bare sagt til hende, at hun skulle huske, at hvis han ville kunne han fyre hende hurtigere end hun kunne nå at sige arbejdsløs.

"Hvis det er det de vil, så må du jo fyrer mig. Jeg vil ikke finde mig i deres sexchikane hver eneste dag, de har en kone, og hende burde de holde dem til!"

Havde Rebekka blot sagt, og få minutter efter, var hun blevet bedt om at pakke sit kontor sammen, og forlade det for aldrig mere at komme tilbage. Det havde været frygteligt pinligt for hende, at skulle fortælle sine kolleger hvorfor hun var blevet fyret, nogle af dem troede på hende, fordi de selv havde oplevet hvordan han havde klasket dem bag i med et uhyggeligt smil om læben, mens mændene sagde, at hun sikkert selv havde lagt op til det.

Men var der noget Rebekka ikke gjorde, så var det at lægge op til en gift mand, eller sine chefer. Hun ville kun have et professionelt forhold til sine arbejdsgivere, ikke noget seksuelt eller kæresteri.

"Kom, så giver jeg en is. Udsigten ved stranden derovre, er utroligt smuk, men det ved de sikkert allerede."

Rebekka var fulgt med Peter, der havde vist sig at være en meget venlig ung mand, der ikke var som de fleste andre unge mænd. De fleste andre, nød at høre sig selv tale, men ikke Peter. Han lyttede og svarede når han blev spurgt om noget, han var utroligt flink og høflig, og da de havde gået noget tid sammen, bød han Rebekka på middag på en cafe han kendte.

Da aftenen var gået i selskab med Peter, udvekslede de numre, og aftalte at ringe til den anden, dagen efter. Det havde Rebekka så gjort, og siden da, havde hende og Peter tilbragt storset hver eneste dag sammen.

Da de havde været kærester i et år, havde Peter en dag inviteret Rebekka ud, på en fin kinesisk restaurant, fordi han vidste hvor meget Rebekka holdte af kinesisk mad. Der havde han pludseligt lagt sig ned på knæ, og friet til hende. Uden tøven havde hun sagt ja, for hun havde været mere end sikker på, at Peter var hendes eneste ene, og nu skulle hun leve uden ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...