Julens mirakler

Jeg vil ikke skrive andet, end at det handler om kærlighed, romance og venskab der udvikler sig.
Håber i vil kunne lide den :)

1Likes
2Kommentarer
197Visninger
AA

3. Kapiitel 3

Rebekka blev hjulpet op af trappen af den unge mand, der endnu ikke havde fortalt sit navn, men det havde hun jo faktisk heller ikke.

"Tak for hjælpen Hr. Mit navn er Rebekka, de kan bare sætte dem i sofaen derovre, jeg skal lige skifte. Men må jeg ikke byde dem på en kop kaffe?"

Spurgte hun træt, hun havde aldrig troet, at kulde kunne gøre en så træt, men det kunne det åbenbart. Den unge mand præsenterede sig som Sebastian, og sagde at han var firetyve år gammel.

Rebekka nikkede, og begav sig ind for at skifte tøj. Det tog sin tid fordi hun ikke kunne mærke sine fingre ordentligt, men hun kunne jo ikke rigtigt spørge en fremmed mand om hjælp, det ville være mere end forkert. Efter nogen tid, fik hun langt om længe skiftet tøj, så hun kunne gå ind til Sebastian igen.

"Jeg ved ikke hvad de vil have."

Sagde hun da hun træt kom ind i stuen, hvor hun fandt Sebastian siddende i sofaen, og betragte billederne af hende og Peter.

"Er det deres kæreste?"

Rebekka rystede på hovedet, og forklarede at de var forlovede, men at han for nyligt var død i en tragisk bil ulykke. Som Peter, var Sebastian god til at lytte. Nu hvor Rebekka så ordentligt efter, lignede han også Peter ret meget, de havde nogenlunde de samme kanter i ansigtet, og samme hårfarve.

"Du, du ligner ham ret meget på nogle punkter."

Sagde Rebekka pludseligt stille, uden at tænke sig om, det var hun holdt helt op med, siden Peters død, hun ville ikke tænke over noget, for tanker gjorde ondt. Lige meget hvad hun forsøgte at tænke på, der ikke havde med Peter at gøre, endte det alligevel med at minde hende om Peter, og hans måde at gøre hvad hun end tænkte på.

"Det er jeg ked af, vil du have mig til at gå?"

Rebekka rystede på hovedet, nej hun ville ikke have Sebastian til at gå, for det var præcist som at have Peter hjemme igen, i hvert fald på en del områder, havde hun allerede nu lagt mærke til.

Sebastian nikkede blot, og satte sig tilbage i sofaen igen, det var nok også bedst, at Rebekka ikke var alene nu hvor hun lige havde forsøgt, at tage sit eget liv. Hun var meget skrøbelig, det var tydeligt for alle og enhver, hun havde brug for en der ville lytte, en hun kunne snakke med. Han måtte forsøge at få hende til at ringe til sin familie, eller nogle venner eller veninder.

"Har du ikke nogen du kan snakke med?"

Rebekka nikkede, men forklarede, at hun ikke havde lyst til at tale med nogen, for der var ingen der ville kunne forstå hende, som Peter gjorde det. Det var Peter hun manglede, ikke sin familie, eller sine venner eller veninder. Det var Peter der havde fået hende op hver gang hun var nede, det var Peter der var hos hende når hun ikke havde det godt. Nu hvor hun tænkte over det, var det faktisk altid Peter der var der for hende. Hendes familie og venner var der også altid for hende, men det var ikke det samme, der var bare ingen der kunne forstå Rebekka så godt som Peter.

"Måske du burde starte i en terapigruppe, det er ikke sundt at lukke sig så meget ind i sig selv."

Rebekka nikkede, Sebastian havde ret, men hvad kunne det nytte? Det ville ikke bringe Peter tilbage, og hvad endnu værre var, at hun syntes godt om Sebastian, det var ikke retfærdigt mod Peter, slet ikke så hurtigt efter hans død.

"Vil du ikke blive her lidt?"

Spurgte Rebekka, uden at tænke over at han var fremmed for hende, at hun aldrig havde set ham, før han hjalp hende op af vandet, til trods for at hun ikke ville redes. Sebastian nikkede, og sagde at han nok godt kunne blive der lidt endnu, men at de måtte finde på noget der ville kunne hjælpe hende, han ville ikke forlade hende, uden at vide at selvmordstankerne var helt væk, og at hun ikke var alene.

"Jeg skriver til min mor om hun ikke vil komme forbi og overnatte, jeg skriver bare at jeg godt kunne tænke mig e hyggeaften med hende, der er ingen grund til at bekymrer hende."

Sebastian nikkede, og sagde at han i så fald ville blive hos Rebekka, indtil hendes mor kom. Det virkede lidt underligt for ham, at være hos en han ikke kendte, men han kunne heller ikke få sig selv til at efterlade hende alene, det ville kunne skade hende selv, og hendes omgivelser.

"Bare slap af, jeg skal nok blive her indtil din mor kommer."

Det fik Rebekka til at slappe mere af, for uden at tænke over det, så hun ikke Sebastian for sig, hun så Peter, med det brede, skæve smil.

"Hvor har du været henne så længe?"

Spurgte Rebekka, hvilket fik Sebastian til at se undrende på hende, han vidste ikke at hun stadig ikke var klar i hovedet, efter tanken om at springe ud fra broen.

For at få Rebekkas tanker væk fra selvmord, spurgte Sebastian ind til hvordan hendes barndom var, og hvad hun huskede allerbedst.

"Det må være når min far spille julemand, og pænt lagde gaverne under træet. Han vidste ikke, at mig og min søster godt vidste, at det var ham. Vi syntes det var så sød en tanke, at vi lod som om vi ikke kendte til det, og sådan blev det ved til vi var omkring tolv, tretten år gamle."

Sebastian nikkede, også hans far havde leget julemand for Sebastian, og hans tvillingesøster, Sarah. De havde tit sneet sig nedenunder om eftermiddagen, for at se når julemanden kom og lagde gaverne under træet, det gjorde han altid når Sebastian og hans tvillingesøster Sarah havde fået besked på, at nu var det tid til eftermiddagsluren, så de var friske hele aftenen og til de skulle åbne gaver. Det var dog kun få gange, de rent faktisk havde sovet om eftermiddagen, for det meste havde de spillet nogle spil på deres nitendoer eller hvad de nu lige hade lyst til. Det vidste forældrene nok godt, men de sagde ikke noget til det.

Rebekka havde sat sig i lænestolen overfor Rasmus, og sad bare og så på ham, for at ind printe sig Peters ansigt igen, selvom det stod lysende klart for hende. Peter ville hun aldrig glemme, men som hun sad der foran Sebastian, så hun lighederne mellem ham og Peter, men også de mange forskelle.

Som hun så på Sebastian, så hun flere og flere ting der faldt i hendes smag, hvilket gav hende dårlig samvittighed. For Peter var død for mindre end tre uger siden, så hun kunne ikke tillade sig, allerede at finde en anden mand tiltrækkende. Hvi hun gjorde det, viste hun at Peter ikke havde betydet så meget for hende, hvilket jo ikke var sandt, for havde det været det, havde det ikke gjort så ondt nu, havde det vel?

Da Sebastian og Rebekka havde siddet og snakket i nogen tid, kom Rebekkas mor. Hun bankede stille på, og km ind, da Rebekka langsomt åbnede døren. Hun havde ikke lyst til at sige farvel til Sebastian, han var morsom og hyggelig, men måske det var det bedste på denne måde, så hun ikke forelskede sig for hurtigt efter Peters død.

"Vi ses Rebekka, tak for en hyggelig dag."

Rebekka nikkede, og smilte forsigtigt, han skulle nødigt få nogle forkerte tanker. Heller ikke hendes mor, og som ventet spurgte Rebekkas mor ind til hende, for at høre hvem den unge mand var.

"Det er bare en gammel ven."

Mumlede hun, og så ned af trappen.

"Du ser træt ud, kom nu går du ind og ligger dig lidt, du er jo helt kold, så laver jeg dig noget suppe."

Rebekka nikkede, og gjorde som hendes mor havde bedt hende om, hun havde heller ikke rigtigt lyst til andet end at ligge i sengen hele dagen. Peter fyldte igen meget, hvordan kunne han gøre andet, han havde nærmest reddet Rebekkas liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...