Den gode far

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2013
  • Status: Færdig
Sneen faldt udenfor. Han sad der i det nyindkøbte julemandstøj. Det var hans sidste chance. Ellers ville hun forlade ham. Og sørge for, at han aldrig fik børnene at se igen. Det havde hun sagt.

3Likes
6Kommentarer
634Visninger

3. 3

Han følte den kolde, våde asfalt under sig, men mærkeligt nok var han hverken kold eller våd. Det føltes, som om han var på land, og da han slog øjnene op, kunne han se, at, ja, han var rent faktisk på land. Og hvor havde han det godt! Han følte sig helt ædru og følte, at han havde et klart mål, og han kunne klart og tydeligt huske, hvor konen og børnene boede. Og det var endda ikke ret langt derfra. Han satte i løb, og det var næsten, som svævede hans fødder over jorden, og han blev ikke det fjerneste forpustet, og han ville ikke være blevet det, om han så var blevet ved i timevis i træk, følte han.

 

Alle villahavens træer var dækket af hvide julekæder, hvis lys smukt lignede skæret fra de tusindvis af stjerner, der klart skinnede på den skyfrie himmel. Ikke en vind rørte sig, og det eneste, han kunne høre, da han gik op ad den flisebelagte havegang, ud over sine egne taktfaste skridt, var børns glade, forventningsfulde stemmer inde fra huset.

 

Han stillede sig ved døren, tog en dyb indånding og bankede sagte på. Hans kone kom ud og åbnede døren. Hvor var hun dog smuk! Først så hun mistroisk på ham, så smilede hun.

”Du ser rask ud, ” sagde hun lettet og ret overrasket. Han svarede hende:

”Det er en smuk aften, og du er også lige så guddommeligt smuk,” og han mente det. Det var ellers længe siden, at han sidst havde set sig i stand til at værdsætte skønhed i noget som helst, levende eller dødt, men i nat syntes alt ham uendeligt smukt, og han kunne derfor ikke lade være med at sig det. Hun smilede endnu mere og så endnu mere overrasket ud, inden hun hurtigt hev ham indenfor og ind i bryggerset, hvor hun hurtigt, storsmilende tog gaver op af en sæk og forklarede ham, hvilke gaver, der var til hvem, og hvad han skulle gøre, og hvornår han skulle komme ind i stuen. Hun skulle lige til at gå ud af bryggerset, ind til de forventningsfulde børn i stuen, da han tog fat i hendes hånd, vendte hende om og blidt kyssede hende og så stille hviskede:

”Undskyld for alt, jeg har gjort. Jeg elsker dig.” Hun kikkede lidt forfjamsket på ham, hvorefter hun igen smilede og forlod rummet.

 

Han lagde gaverne ned i sækken igen, ventede et par minutter og tog sækken på ryggen. Da også han skulle til at forlade bryggerset, fangede han sit eget blik i et spejl, der måtte være blevet sat op for nylig, for han havde i hvert fald ikke anet, at der sad ét der. Manden i spejlet så så ung ud, næsten fremmed. Han gik nærmere. Han var ikke så bleg, som han plejede at være. Der var ikke noget snavs på ham, hans hår var ikke fedtet. Og i modsætning til normalt var det hans kinder, der var røde af opstemthed og glæde, og ikke hans næse, der var rødlilla og opsvulmet af mange års alkoholforbrug. Han lignede sig selv, da han var på sit livs højdepunkt, sin bryllupsdag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...