Den gode far

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2013
  • Status: Færdig
Sneen faldt udenfor. Han sad der i det nyindkøbte julemandstøj. Det var hans sidste chance. Ellers ville hun forlade ham. Og sørge for, at han aldrig fik børnene at se igen. Det havde hun sagt.

3Likes
6Kommentarer
621Visninger

2. 2

Det var sidste sommer. Nu var det den 23. december. I morgen skulle han komme hjem til huset, hvor hans kone og børnene boede, hvor han havde boet før. Før han blev fyret, før han begyndte at drikke. Hans kone havde længe holdt det ud, indtil hun, da han havde været på adskillige afvænningskurser, som ikke havde virket i mere end et par dage ad gangen, endte med at smide ham ud. For børnenes skyld, havde hun sagt. Nu skulle han agere julemand for børnene, og han skulle være ædru. Han skulle bevise, at virkelig ville. Han sukkede.

 

Han vågnede op. Hvad var klokken? Han for sammen, da han så, at den allerede var halv syv. Han skulle være der klokken otte. Men hvad nu, hvis det ikke gik godt? Hvad nu, hvis hun smed ham ud, og han aldrig kunne se sine børn igen. Det måtte ikke gå galt. Han tog en flaske vodka fra sit lager og drak den i store slurke, før han løb ud af døren, ned af trappen og ud af lejlighedsblokken. Til sin store skræk opdagede han, at han ikke kunne huske, hvor huset var. Det var ved vandet, var det ikke? Han kikkede sig rådvild om, men så så heldigvis et skilt, hvor der stod. ”Havn 3 kilometer”, som pegede ned ad en brobelagt gade. Han begyndte at trave den vej, men blev hurtigt forpustet og fik sidesting, så han måtte slå over i normal gang igen næsten med det samme.

 

Det var havnen. Mon der var is på? Det var der nok ikke, men det kunne da være sjovt. På stive ben stavrede manden klædt i julemandskostumet hen mod havnekanten. Det lignede da, at der var is på, gjorde det ikke? Han var ikke sikker, for det sejlede rundt for ham, og han kunne ikke se, om havet gyngede op og ned, fordi der var bølger, eller om det bare var hans synsnerve, der spillede ham et pus, på grund af al alkoholen.

”Der er kun én måde at finde ud af det på,” var hans sidste tanke, før han vaklende tog tilløb og hoppede. Og noget af det sidste, han tænkte, før han dukkede under var, at, jo, der var is på, men den var så tynd, at han ville gå lige igennem.

 

Lige før han ramte bunden på det meterdybe havnebassin, opstod et stort, hvidt lys langt ude i vandet. Normalt, hvis der var kommet et lys imod ham, var han blevet bange og havde prøvet at flygte, men dette lys var på en eller anden måde... beroligende. Det kom hurtigt nærmere. Aldrig i hele sit liv havde han set et så lyst, skarpt, hvidt lys, men alligevel blændede lyset ham ikke, og han kunne se lige på det, uden han begyndte at se de farver, der plejede at indikere, at det var skadeligt for øjnene. Altså blev han ved med at kikke på det. Det var lidt, som var der noget inde i lyset, men han kunne ikke se, hvad det skulle være, ej heller kunne han regne det ud. Der var helt stille bortset fra bølgernes evigt præsente skvulpen mod kanten af havnebassinet. Alligevel fornemmede han, da lyset var kommet så tæt på, at det helt havde opslugt ham, en stemme, der pulserede gennem hans blodårer, der fik ham til at føle sig godt tilpas. En stemme, der uden ord sagde, at han ikke skulle bekymre sig, for hans børn ville få deres julemand, og han ville få en sidste chance for at gøre alt godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...