White Knight

Efterfølger til historien "The Battlefield"

Eliza Har altid ønsket tilgivelse, men ved ikke hvordan hun kan gøre det godt igen. Følg hende mens hun kæmper, med modstridende følelser, gammel jalousi og slumrende svigt.

0Likes
2Kommentarer
200Visninger
AA

2. Skurken Eliza

Jeg er ingen sukkersød, honningklistret pige. Jeg drømmer ikke om prins charming på den hvide hest, eller skriger op når en edderkop sætter sig i mit hår. Jeg laver ikke små søde muffins, med pink glassur eller bruger to timer om morgenen på at vælge tøj og lægge make-up. Jeg hjælper ikke den lille pige, med at få sin ballon ned fra træet og jeg smiler ikke til buschaufføren. Til gengæld så skubber jeg sandsynligvis Prins charming af sin hest og flytter edderkoppen over i en anden piges hår. Jeg er Eliza. Jeg er en skurk.

Kirkegården er altid stille på den her tid om morgenen. Det giver mig god tid til at træde afslappet hen af stien som er pudret let, med et tyndt lag sne. Jeg trækker vejret ind og ånder ud igen. Hvide skyer danner sig i luften foran mit ansigt og solopgangen truer, med snart at bryde frem. Jeg er iført en tyk og ulden mørkeblå hættetrøje og hætten er trukket op så det er næsten umuligt at se mit gyldne hår. Jeg er godt træt af det hår. Lige siden jeg var en lille splejs har folk kommenteret det. At jeg var så nuttet. At jeg lignede en lille engel. At jeg nok skulle blive en utrolig skøn og dejlig ung dame. Jeg begraver hænderne i hættetrøjens lommer og slår en bitter latter op. De skulle se mig nu. Blegt ansigt fordi jeg aldrig er udendørs om sommeren, hullede jeans, tyk hættetrøje som skjuler både hår og alt ved min krop der måske burde virke kvindeligt. Jeg er for høj, og alt for mager. Og som om at det ikke er nok så er min personlighed noget af det mest frastødende man længe har set. Jeg fortsætter, med at klukke da jeg forestiller mig de fimsede tanters udtryk hvis de så mig nu. Men det kommer de ikke til. De er jo ikke engang beslægtet med mig - Heldigvis. Jeg sparker til en frossen sten og den ryger langt og hopper et par gange på jorden før at den ligger stille og frossen igen. Jeg krydser en plæne for at lede efter et bestemt gravsted og jokker adskillige små blomster og planter ned. Endelig finder en velkendt gravsten mit blik. Som altid så slår det samme, gamle minde imod mig da jeg ser på den. Mindet om hvordan jeg blev en skurk. Om hvordan helten Luca, fik sin lykkelige slutning og sin elskede prins carming Kyle. Og om hvordan skurken Eliza forblev en skurk. Fanget i den her cirkel for evigt. Jeg tager de lidt maste blomster jeg købte ud af min rygsæk og lader dem dumpe ned på graven. Blomsterne er de samme som altid; Adonis blomster. De er små og ikke pænere end andre blomster, men det er altid dem jeg køber. Jeg holder mit blik stift rettet mod graven før jeg vender mig væk for at gå. Jeg får dog et chok fordi lige da jeg vendte mig om stod jeg ansigt til ansigt, med en person jeg slet ikke vidste stod der før nu. Et lille udråb lyder fra mig da jeg springer et skridt tilbage. Med sammenknebne øjne betragter jeg personen. Det er en høj fyr, med kulsort hår, som har bemærkelsesværdige røde highlights i den højre side af pandehåret. Hans øjne er rødbrune og ikke til at læse da jeg giver en lille 'tch' lydt fra mig og skubber mig vej forbi ham. Jeg sørger for at trampe flere uskyldige blomster ned på vejen hjem. Jeg er jo ikke en skurk for ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...