Personligheds Spillet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2013
  • Opdateret: 21 dec. 2013
  • Status: Igang
Kalel Creaston er blevet udvalgt til dette års personligheds spil. Hvert år bliver der trukket tyve atten årige som er udvalgt til personligheds spillet. I det niogfirsenstyvende spil bliver Kalel valgt, hvilket hun ser som en mulighed, modsat alle andre. Her i landet Mogurs har alle en plads og ingen ændre på det. Det eneste der kan ændre ens plads er spillet, så da Kalel pludselig bliver revet hjemmefra og ud til spillet vil hun for en gangs skyld lade sin personlighed stråle.

5Likes
7Kommentarer
598Visninger
AA

3. Kapitel 2. - Hvem lærte dig at danse?

Kalel havde stirrede op på Medla, der stod og ventede på at Kalel skullle gøre noget. Kalel begyndte at gå afsted op imod podiet med en vilje så stærk som sten. Medla sendte hende et trist smil men var blevet overrasket over hun slet ikke brød sammen som de fleste, men Kalel havde haft tid til at være deprimeret over det modsat alle andre, så det var enlig ikke fair at sammenligne dem med Kalel.

"Skal i sige farvel?" Medla spurgte altid om man skulle sige farvel, så der var intet specielt ved det. Castefor rystede tavst på hoved, mens Kalel nikkede. Kalel trådte frem, og stirrede ud på menneske mængden. Blandt publikumet så hun Kranon, der sendte et trist smil op til hende.

"Hvorfor vælger i et liv der bliver valgt for jer?" Var de sidste ord der kom ud af Kalels mund, før vogterne greb fat i hende og trak hende væk. Kalel kæmpede for at holde trit med vogternes hurtige skridt men hun var hele tiden ved at snuble. Hun kunne høre Castefor bande bag hende, som forklarede at han fik samme behandling.

De blev skubbet ud i toget der skulle køre dem afsted. Det var en flere dages lang rejse hvilket generede Kalel. Hvorfor skal hun nu have tid til at lære Castefor at kende når de sikkert bliver nød til at myrde hinanden.

Dørene ver kun lige blevet lukket før toget gik igang med et hyl, og et ryk så kraftigt at Kalel væltede ind i Castefor, som væltede ind i Medla, som væltede ind i væggen. Kalel fik kæmpet sig op så de andre kunne komme op. Da Medla var på benene igen så hun skiftevis på dem begge. Tilsidst faldt hendes blik på Kalel og hun udstødte et suk.

"Gå til jeres rum og skift tøj for derefter møde op i middags salen. Påklædning er formel og det vil den være hver eneste aften." Sagde Medla før hun fandt vej ned til sit værelse.

Kalel stirre ud af vinduet og ser Tretos forsvinde. Kalel går så afsted og sit værelse. Hun går ind og åbner skabet. I skabet hænger alverdens dyre kjoler, som måtte have kostet en formue. Hun åbner derefter skuffen hvor der ligger tøj som det hun plejer at gå i derhjemme. Hun vender tilbage til skabet og for udvalgt en lysegrøn kjole da endnu et problem dukkede op. Kalel har ingen anelse om hvordan hun skulle få den på. Kalel vender sig om lige som der bliver banket på.

"Frue? Skal jeg hjælpe dig med en kjole."

Stemmen var gammel og rystende og da Kalel åbnede døren vidste hun straks at det var Hinaga. Hinaga var en kvinde der lavede de smukkeste bryllups kjoler, men efter at hun var blevet småskør af  spillende blev hun forvist til at klæde dem på. Alle derhjemme kendte hende da hun var fra Tretos.

Hinaga var ikke som Kalel havde forstillet sig. Hinaga havde helt hvidt hår og en krop med utallige rynker og furer i huden. Hun var lav og spinkel og lignede en af de ældre kvinder der altid blev fortalt om i børnebøgerne og godnat historierne derhjemme.

Kalels øjne fulgte Hinaga som hun går hen til den lysegrønne kjole og lægger den ind i skabet igen. Hinaga trækker en kjole frem der efter lyset skifter imellem at være sort og mørkeblå. Den ældre kvinde går over til hende og trækker utilfreds i hendes nuværende kjole.

"Tag den af." siger Hinaga vrantent.

Kalel rynker panden efter at den gamle dame skubber til hende endnu engang trækker hun den grå kjole af og løsner håret. Hun kæmper sig ned i den gammeldags kjole med det lange ærmer og dybe udskæring. 

Efter et stykke tid er Hinaga endelig tilfreds med hende efter hun også lagde den fineste make up og satte hendes hår op i en knold med nogen løse totter hængende og hendes ansigt. Hinaga ser på hende og for først gang løsner hendes ansigt op.

"Hvilken smuk ung kvinde du nu er. En skam at det skal gå til spilde."

Hinaga vender sig om og marchere ud af døren før Kalel for nogen chance for at svare. Hun vender sig om mod spejlet og ser hvor smuk Hinaga fik hende til at se ud, med den milde lipgloss og den mørkeblå øjenskygge. Kalel stikker fødderne i de sorte sko før hun går ud og ned imod spisesalen.

Hun kommer ind og ser på selvskabet. Inden i salen sad der seks mennesker, Castefor, Medla og fire andre mennesker hun aldrig havde set før.

Hun vælger at sætte sig ved siden af Castefor. Castefor er klædt pænt på ligesom hende i helt sort, imens Medla er i en grå kjole der passer til hendes hår. Medla kommer med et lille smil, før hun ser rundt på de andre.

"Kalel, hvor ser du dejlig ud. Her har du Crane, Han er din mentor."

Hun peger over imod en kraftig mand med alvorlige askegrå øjne.

"Serava er Castefors mentor." Fortsætter Medla.

Hvordan er det lige hun ser ud?

Tanken flyder kort igennem Kalels hoved som hun stirre på Serava. Serava så helt grotesk ud  med den sammenfaldene mørkegrå hud. og de lysende gule katte øjne, de spidse øre og huden der var trukket uhyggelig langt væk i hendes ansigt.  

"Druv, Castefors stylist."

Medla nikker over imod en mand med mørk hud og sort hår og sammensukne øjne.

"Og Milinie som er din stylist." Slutter Medla af.

Milinie har bleg hud og store blå øjne og hår så lyst at det næsten ser hvidt ud, men også kun næsten. Kalel fremtvinger et smil som hurtigt bliver ægte da der bliver båret suppe ind med den dejligste duft i mands minde. Kalel sidder og venter indtil de begynder at spise, men hun bliver endnu en gang skræmt af Serava der havde filet sine tænder helt skarpe. Kalel skovler suppe i sig imens hun prøver at lade være med at stirre på Serava.

 

***

 

Kalel føler sig godt proppet da hun vælter ind på sit værelse. Hun for kæmpet sig ud af middags kjolen og i et par tætsiddende sorte bukser og en sort tunika. 

Kalel går ud af døren og ser sig rundt og beslutter sig at hun vil gå på opdagelse. Hun går ned af gangen med tankerne langt væk dag hun bliver revet ud af sine tanke ved at en dør smækker op i ansigtet på hende. Hun går omtumlet tilbage med hænderne over hendes ømme næse, da Castefor træder ud af døren og ser spørgende på hende.

"Ramte jeg dig med døren?" Spørg han med bekymring i stemmen.

Som svar nikker Kalel, stadig med hænderne lagt over sin næse. Hun bemærker fraværende at han også har skiftet tøj.

"Hvor var du på vej hen?"

Han løfter et øjenbryn imens han spørg. "

På opdagelse. Jeg skal finde et sted hvor jeg kan bruge min tid." Siger Kalel.

Der bryder et stort smil frem på hans læber.

"Så kom." Han vinker hende afsted imens han skynder sig ned af gangene.

 

***

 

Kalel ser spørgende op på Castefor da han stirre med et smil på en dør. Han åbner den op og en strøm af musik flyder ud fra rummet.

Hun går ind og ser rundt. Der er ikke rigtig noget der sender musikken afsted men hun er ligeglad da alt hvad der bliver spillet er musik fra Tretos.

Der hjemme så er der altid nogen der danser rundt i frikvaterene. Kalel var aldrig blandt dem som hendes ældre søster, men når hun kom hjem så dansede hende og søsteren, så hendes krop kender melodien.

Kalel bryder ud i et stort smil inden hun begynder at stampe i jorden som musiken nu byder. Ganske let gør hun som dansen til den melodi fortæller hende og hun stiller sig op og begynder at følge de mange dansetrin.

Ved siden af Kalel begynder Castefor at danse med. Det ser nogenlunde ens ud da kvindernes trin ikke er de samme som mændenes trin, men det ser alligevel helt rigtigt ud sådan som de står ved siden af hinanden.

Sangen skifter til en tomands dans og ved at få et øjebliks øjenkontakt har de begge forstået sig med at dansen bare bliver ved så Kalel tager fat i Castefors hænder og de begynder at svinge omkring sammen.

 

***

 

Kalel kommer med en irreteret prusten da musikken standser. Hun er træt i kroppen og forpustet men det lykkesus hun fik af dansen har fået hende til at glemme alt om det.

Hun skæver kort til klokken og bliver overrasket over at se hvor meget klokken er. Det er flere timer siden middagen sluttede og alligevel har hun det som om hun kunne danse videre i evigheder.

Kalel ser over på Castefor der også står og pruster som hende. 

"Jeg tror helere vi må gå tilbage." Siger hun med blikket vendet mod døren. 

Castefor kommer med en lyd der lyder som ja, og går imod døren. Kalel følger efter og efter et stykke tid ser hun ind i Medlas grå øjne.

"I gik glip af interviewne. I kan gå ned af gangen og til højre og tage døren på første hånd til venstre og se dem. I kan også se jeres modstandere."

Med de ord efterladt bag sig går Medla videre. Kalel følger Medlas anvisning og går ind i en stue med en stor sofa og et kæmpe stort fladskærms tv. Kalel hopper op på den bløde sofa og sætter sig tilrette imellem de mange puder og tænder tv'et efter et afventende blik fra Castefor.

Hun ser Castefors famillies og venners navne suse forbi, før hun begynder at genkende navne men hun høre ikke efter hvad de siger.

 Lucinda Creaston, Welfor Creaston, Roan Creaston, Thom Creaston, Migjalda Creaston, - Roans kone som Kalel ikke kan udstå. -  Kranon Goteran, Tima Cornela, - Den eneste pige på skole hvis selvskab hun rent faktisk kan lide. - Og en sidste overraskende person, Imalane Fortshawke. - Hendes søster. - Kalel rynker panden da hun ser Imalanes navn dukke op på skærmen. Imalane var ellers på bryllups rejse med sin mand Ghoman Fortshawke. Kalel kunne godt lide Ghoman. Han er rar og sjov og vigtigst af alt, han for Imalane til at smile som det ellers kun er lykkeds Kalel at gøre.

"Min søster dør ikke under det her. det må hun ikke, for hvem skal ellers danse med mig når Ghoman ikke er her, eller skal fortælle mig alle de ting som kun hun ved eller holde mig i hånden når jeg bliver bange. Og gøre alle de ting min kun min søster har gjordt indtil videre. Kalel må ikke dø, det er hun for meget værd til at gøre." Lyder Imalanes triste stemme.

Kalel løfter forsigtigt hånden op som at stikke armen ind i tv'et og holde om Imalane, men brat skifter billedet og viser de forskellige byer. Kalels opmærksomhed bliver fanget da de når byen Feng, og en kuvert bliver åbnet og der bliver klart sagt Pyma Tulus.

Åh nej, ikke Pyma, hun fortjener bedre.

Pyma kom engang over som udvekslings studerende til Tretos, og selvom hun er Kalels fuldkomne modsættelse, så kom hun hurtigt til at holde af Pyma. Kalel og Castefor ser udsendelsen færdig og slukker tvet. Castefor vender hovedt imod Kalel hvor han et kort øjeblik bare stirre, før han ganske roligt siger noget der kommer til hendes overraskelse.

"Nu ved jeg hvem der lærte dig at danse."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...