Personligheds Spillet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2013
  • Opdateret: 21 dec. 2013
  • Status: Igang
Kalel Creaston er blevet udvalgt til dette års personligheds spil. Hvert år bliver der trukket tyve atten årige som er udvalgt til personligheds spillet. I det niogfirsenstyvende spil bliver Kalel valgt, hvilket hun ser som en mulighed, modsat alle andre. Her i landet Mogurs har alle en plads og ingen ændre på det. Det eneste der kan ændre ens plads er spillet, så da Kalel pludselig bliver revet hjemmefra og ud til spillet vil hun for en gangs skyld lade sin personlighed stråle.

5Likes
7Kommentarer
596Visninger
AA

2. Kapitel 1. - Et liv uden valg

Dunk. Dunk. Dunk. Rystelserne forplantede sig i Kalels krop som hun svingede øksen imod træet. Kalel står og hamre øksen hårdere og hårdere imod træstammen som hendes vrede stiger. Folk siger hun ved ting før de kommer, siden hun altid ved når folk sniger sig ind på hende og hvilken vej træerne vil vælte, ligeså vel ved hun at idag er det hendes tur. Hendes tur til at skamme sig over det liv hun har været så utilfreds med.

"Creaston." Lød en stemme bag hende, en stemme som hun kender og stoler på. Kalel vendte sig om og smilte til Kranon.

"Hvad har det træ gjordt dig?" Sagde han med det samme spøgefulde og drillende tonefald som han plejer.

Hun smed øksen på jorden og gik over og slyngede armene om ham. Hun fremstødte et dybt suk hvilket bare bekræftede Kranons mistanke om der var noget galt siden hun blev så aggresiv. "Kalel, Er der noget galt?"

Kranon havde det med at kalde hende at fra hendes efternavn til ting som hugge hoved eller træ morder, alt pågrund af at alle andre bare kaldte hende Kalel, og han ikke bare er en del af alle andre. Hun ser deprimeret op på ham,

"Det bliver min tur i år. Jeg ved det bare, lad være med at spørge mig hvordan jeg ved det." Svarede Kalel i et ligeså deprimeret tonefald.

Han så lettere chokeret ud men siden han vidste at hun bare vidste nogen ting så han ud som om at han virkelig troede på det, så kommer han med et deprimeret smil før han svarede hende,

"Så vis dem at du er træt af at bare blive udvalgt." Og med de ord hængende bag sig forsvandt Kranon.

 

***

 

Kalel åbner forsigtigt døren ind til hendes hus da hun regner med at mor her en patient. Mor - også kendt som Lucinda Creaston - er kendt som den bedste healer i byen, da hendes mor der også er healer lærte hende det i en alder af elleve år blev hun også udset som det, og da hun er en af de få der kan få de midler man skal bruge så er hun kåret som den bedste.

Mens Kalel står og ser frem for sig i gangen kommer hendes to storebrødre farene ned af trappen. Den ældste af dem - og mest irreterende - Roan, kommer med et flabet smil før han begynder den endeløse række af fornærmelser, og drillerier.

"Nå... Kalel var du så ude og se til din kæreste og kysse ham farvel hvis nu det bliver dig." Lød Roans flabede stemme imens Thom bare stod og grinede som et eller andet fjols.

Kalel spisede munden og stirrede på dem, imens de fjollede videre. Lige som Kalel skulle til at kæmpe sig op på sit værelse og gøre sig klar kommer mor - en lav blond kvinde med store blå øjne og stadig ser ung ud. - ud og tager fat i deres øre.

"Kan i så tie stille. I skulle forstille at være de voksene af jer tre." Skældte mor.

Et smørret grin dukkede op på Kalels ansigt men med et blik fra mor forsvandt det igen. Døren bliver smækket op, og far - En høj sort håret mand med blågrå øjne. - trædder ind.

"Det ser ud til at vi har endnu et hyggeligt famillie møde." Sagde han grinende med et stort smil smurt ud på ansigtet.

Far er udset jæger men det gør ham ikke det mindste skræmmende, for hvis mor er sur, så er det hende der er bæstet. Mor sendte ham et ondt blik der hurtigt blev et af de mest kærlige blikke nogensinde. Mor lod drengene gå for at hun kan gå hen til far og slynge armene om ham. Mor vendte lige en sidste gange hovedt imod mig for at fortælle mig at jeg skal gå op og gøre mig klar.

 

***

 

Kalel stirrede ind i spejlet og så grundigt på pigen der stirrede tilbage. Pigen i spejlet er høj, og slank, men stadig med fine former.Hendes sorte hår er trukket væk fra ansigtet og er blevet krøllet. Hun er iført en grå kjole der går til knæene, uden ærmer og med en fin lille krave. Fraværende bemærker Kalel at den grå farve fremhæver hendes stålgrå øjne. Hun stak fødderne i hendes fine sorte sko før hun gik nedenunder.

Hun ser på hendes mor der smiler til hende før hun bliver sendt afsted op til 'personligeheds plads' som alle kalder den. Hun står deroppe og ser Medla Mouning, der er fra en anden by. Hun vandt engang personligheds spillet, som er blevet grå og gammel at se på efter hendes spil. Medla er enlig kun fyrre år gammel, men hun ser så meget ældre ud. Hun trækkede to kuverter frem, hvilket betyder at to fra Tretos skal være med i år. Hun åbnede forsigtigt den første og læste navnet op.

"Castefor Highland." Lyder Medlas stemme ude på pladsen.

Hun ser en dreng træde frem. Han har sort hår som Kalel men så ophører alle ligheder også, med hans grønne øjne og solbrune hud. Så åbner Medla den næste kuvert og læsee op imens Kalel stod og stirrede imens alt køre som forudsagt.

"Kalel Creaston."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...