Julens lys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Igang
Julen bringer en speciel ting til enhver. Og for denne pige betyder det noget helt specielt. Hun kan nemlig bringe sit håb frem igen.

Mit bud til første skriv om et julebillede - konkurrencen :-)


3Likes
1Kommentarer
302Visninger
AA

1. Miraklernes tid

Jeg læner mig tæt op af ruden, der bliver dugget af min varme ånde mod det kolde glas. Mine spinkle arme støtter sig til vindueskarmen, da jeg spejder ud i natten, som kun bliver oplyst af gadelamperne, hvis lys reflekterer i sneen. Det ligner et fint lag af hvidt candyfloss, der dækker landskabet. Men ellers er der intet.

Jeg sukker blidt og vender mig om. Mit blik falder på kaminen. Ilden har taget godt fat i træet, og knitrer lystigt. Lyset indhyller stuen i et varmt skær. Alt er sat på plads og gjort klar. Min strømpe hænger i et søm over ildstedet og fadet med småkager og mælk er sat frem. Det hele skal være klar. Jeg lader mig selv synke ned på sofaen og følger furerne i væggene og revnerne i fliserne. Gråt. Det hele er så gråt. Og trist. Julens røde farve giver i det mindste lidt farve i tilværelsen. Jeg ved godt, at juleaften næsten vil være ovre, når der kommer andet liv i huset. Far arbejder i kulminerne tolv timer om dagen og vil først være hjemme ved vagtskift. Han vil synke udmattet om på sofaen og knap nok ænse maden, jeg har tilberedt, eller den røde dug, der er lagt over trækøkkenbordet.

I et godt stykke tid vandrer jeg rundt i huset på må og få, fra stuen og ud i den lille gang, til køkkenet og soveværelset, min far og jeg deler. Småkagerne forsvinder en efter én fra fadet, og der er kun et par stykker tilbage på fadet, da vildanden er færdig. Jeg brænder mine hænder da jeg tager den ud af ovnen. Den er branket foroven, men ellers saftig nok. Mine tænder løber i vand, og min mave begynder at knurre. Jeg har ikke spist hele dagen.

Jeg sidder tålmodigt ved køkkenbordet og vrider mig lidt i stolen, men efter et godt stykke tid har jeg stadig ikke hørt nøglen dreje i låsen til hoveddøren. Jeg rejser mig igen, og går hen til det lille plateau af sten oven over kaminen. Det er som en mindehylde, i hvert i fald for mig. Små øjeblikke og dyrebare oplevelser er frosset fast og indkapslet i hver deres fotografi. Enkelte hjemmestrikkede nisser er placeret blandt billederne. Og så et enkelt, lille træskrin. Placeret midt på plateauet. Låget er udsmykket med sirlige mønstre, som jeg lader mine fingre glide let over, som lavet af skrøbeligt glas. Siderne er dekoreret med ord. Jeg løfter varsomt låget af og lægger det ved siden af. Selve skrinets indersider er beklædt med blødt, dybrødt stof, og i bunden af skrinet en lille kæde. Jeg tager kæden op og lader vedhænget hvile på min håndflade, som jeg med største forsigtighed klikker åbent. Bag hjertet af sølv er en lille perle. Den lyser i skæret fra flammerne. Jeg kan mærke et lille prik i brystet, og noget jeg har brugt så lang tid på at bygge op styrter pludselig sammen inden i mig. Jeg bliver nødt til at knibe min øjne sammen et stykke tid for ikke at lade følelserne kamme over. 

Det er den sidste del jeg har tilbage af den person, jeg elskede mest i hele verden. Den dag, min mor forsvandt, står stadig som et utydeligt minde. Jeg har kun brudstykker af episoden. Præcis denne dag for fem år siden. Jeg kan huske, hvordan kulden hyldede mig ind og gjorde min yderste lemmer følelsesløse. Når jeg lukker øjnene og tænker tilbage, ser jeg skikkelsen der går foran mig med raske skridt, og jeg hører hvordan mine egne fodtrin knirker, når jeg træder sneen ned. Rimfrosten sætter sig på i mit hår og på mine øjenvipper og får dem til at filtre sammen. Min ånde der former sig som hvide skyer foran mit ansigt. Og julelysene, der glimter i udkanten af skoven. Men der er også andet. Et øjebliks uopmærksomhed. Frygten der tynger mit bryst, da min mor ikke længere er i sigte. Og den højlydte gråd, der giver ekko mellem stammerne. Skriget der bliver kvalt af sneens dæmpende tæppe. Og ensomheden der følger. Min far fandt mig først efter flere timer, siddende under et træ fuldstændig stiv af kulde, mine muskler i krampe efter at have siddet så lang tid i samme stilling, med armene slået uden om mine ben og hovedet hvilende mod knæene.

Det giver et gib i mig, da hoveddøren bliver smækket. Min far banker sneen af støvlerne, støttende til dørkarmen. Jeg klikker sølvhjertet i og lader det nænsomt glide på plads i æsken igen. Min fars ansigt er mærket af dybe furer efter mange års bekymring og sorg og fra at misse mod solen. Alligevel er hans øjne lyst op af en form for glæde, jeg ikke har set i lang tid. Det får mig til at smile. Tabet bliver lettere med årene.

Efter at have fortæret dobbelt så meget julemad, end hvad godt er, går jeg ind på værelset. Jeg sidder længe på sengen og lytter til min far, der langsomt stilner hen og falder i søvn på sofaen. En dyb vejrtrækning forsikrer mig om, at han sover tungt. Jeg kigger udenfor og ser, hvordan snefnuggene igen er begyndt at falde. De reflekterer hvidt i natten. Grantræerne bliver langsomt dækket af et fint lag sne og giver landskabet udseendet af et eventyr. Himlen er pludselig klar og stjerner begynder at tone frem. Jeg lader mig selv glide ned på gulvet ved siden af sengen og folder mine hænder oven på sengetæppet. Jeg lader mit hoved hvile på mine sammenflettede fingre og lukker øjnene. Og jeg mærker hvordan det kommer helt dybt indefra. Jeg beder. Beder til at få et ønske opfyldt. Beder om at få det manglende stykke af vores familie tilbage. Jeg beder for min mor. Og jeg beder af hele mit hjerte, af alt hvad jeg ønsker. Jeg beder julen om at give mig den glæde, jeg ved den er i stand til at bringe med sig. Det lyder måske barnligt, men jeg beder til julemanden. Når folk fortæller mig om julemanden og hvordan han bringer glæde til alle folk i den søde juletid, forestiller jeg mig aldrig manden med det hvide skæg og den røde frakke. Mine tanker kredser om en kraft, som er større end en selv. Den der får os til at drømme om det umulige. En sindstilstand, der er rig på velvilje og barmhjertighed. Julen, som kan minde den gamle mand om ungdommens rejser og bringe den rejsende, der befinder sig tusinder af kilometer væk, hjem foran sin egen pejs. Og give os lov til at blive fordybet i barndommens illusioner. Fornemmelsen af samhørighed, hele julens essens af at give håb og glæde til dem, der hungrer det mest. Julen er den bedste tid. Den tillader os lov til at drømme og håbe, hvor alt ellers virker fortabt. Vi kan sætte vores lid til noget, vi ikke helt er visse om, hvad er, men som vi stadig føler omkring os. Som man siger, er julen jo miraklernes tid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...