One less lonely girl

Emily er 17 år gammel, og bor i USA. Hun er totalt forgabt i Justin Bieber, hende og hendes veninder får på et tidspunkt biletter til en af hans koncerter, og så er det ellers afsted.

6Likes
3Kommentarer
470Visninger
AA

1. Kapitel 1

Emily´s synsvinkel:

"Omg, omg, omg tænk at vi lige om lidt, er på vej til Justin Bieber koncert," skriger mig og mine to bedste veninder, Natasja og Josefine. Imens vi lægger sidste hånd på vores totale Bieber-outfit, mit består af: bukser med bogstaverne JB skrevet ud over det hele, en trøje med ordene i want to marry Justin Bieber, cap med hans navn, samt hans intentialer skrevet i hele fjæset med eyeliner. Selvfølgelig alt sammen i lilla. "Kommer i snart?" Kalder Natasjas mor nede fra stuen, det er hende der skal køre os, og hun mener det er meget vigtigt at vi er der mindst en halv time før koncerten. Hun er bange for at nogle andre skal tage vores pladser, det skal lige siges, at vi har ret gode pladser, vi sidder nemlig hvor der er præcist lige langt til toiletterne, madboden og scenen.

Vi sidder i bilen på vej til koncerten, og selvfølgelig spiller de en af Justins sange. Vi sidder nu alle sammen, inklusiv Natasjas mor, og synger med på one time. Justins aller første sang, og min personlige favorit. Vi er nu henne ved koncerten, og de spiller anden Justin sang, denne gang er det lolly. Da vi når hen til parkeringshuset, og Natasjas mor ruller vinduet ned, ser manden ved disken noget skræmt ud. Lige før vi tog af sted, blev vi nemlig enige om at tage Natasjas fars bil, da der er mest plads, tonede ruder og ekstra bass til de gode Justin sange. Natasja, Josefine og jeg, sidder alle tre bagerst, så alt parkeringsmanden kan se, er en fyrreårig kvinde, der sidder helt alene, og skråler med på Justin Biebers mest perverse sang. Ærlig talt, forstår jeg godt han er skræmt.

¨Vi får sagt farvel til Natasjas mor, og så er det ellers på vej mod indgangen. Natasja og Josefine går først, så bliver det min tur, jeg hiver min pung frem, for at finde min billet. Til min store skræk, er den der ikke. Jeg leder over alt i min taske, og i alle mine lommer. Heldigvis, kommer jeg i tanker om, at den ligger i min BH´, uden at tænke over det, flyver min hænder op til mine bryster, folk kigger mærkeligt på mig, men jeg hører heldigvis en raslende lyd. billetten. Jeg tager hurtigt hånden der ned, og efter et par sekunders søgen, hiver jeg billetten op. Jeg rækker damen billetten, og hun kigger på mig med et sært seriøst-den-rører-jeg-altså-ikke udtryk. Hun tager den dog, og kigger nøje på den, hvorefter hun trækker den lille snip af, og stemler min hånd. hun giver mig billetten igen, og nikker anerkendende, da jeg denne gang ligger den i min pung. Yes vi er inde.

Der er nu kun få minutter til koncerten starter, opvarmningen er lige forbi. Vi sidder på vores pladser, godt dækket ind med popcorn, chips, sodavand, og hvad vi ellers skulle få brug for. Vi har også hver især været på toilet to hundrede gange, og sidst men ikke mindst, har vi vores banner rullet ud, så det er klart, så snart Justin træder ud på scenen.

Justin´s synsvinkel:

"Do re mi fa so la tii" jeg ligner en idiot lige nu, det ved jeg. Jeg står og hopper rundt, imens jeg synger sådan. Jeg så engang en film, med en gammel opera sanger, hun varmede op sådan. Og den gang sagde jeg, at hvis jeg nogensinde skulle blive berømt, ville jeg varme op som hende. Jeg var cirka fem år dengang, og havde egentlig glemt det, men dan jeg fik udgivet min første sang, viste min mor mig det. Det viste sig så at hun havde filmet det. Hvis jeg ikke gør det, ved jeg ikke helt hvad der sker, og om der overhovedet sker noget. Egentlig, er det bare en form for sær overtro. Jeg har gjort det siden min første koncert, så nu er det ligesom bare blevet en vane. scooter afbryder mine tanker, "tredive sekunder" råber han. Jeg står lidt og synger for mig selv, "ti sekunder Justin" råber han så. Jeg stiller mig til rette, jeg tæller ned, som var jeg et lille barn, der havde glædet sig i ugevis, til sin første nytårsaften på Times Square, cirka så spændt er jeg. Det er jeg før hver koncert. Jeg tæller for mig selv, fem...fire...tre...to...en...nul, jeg hopper ud på scenen, og råber så højt jeg kan, "Hvad så Chicago?" Jeg bliver mødt af tusinde skrigende fans, det er det bedste jeg ved. Jeg begynder at synge den første sang, folk skriger så meget, at jeg ikke er sikker på om de overhovedet kan høre mig. Jeg er egentlig ligeglad, jeg nyder at stå på scenen, og de nyder at jeg står her. Jeg kigger rundt på mine fans, Beliberne, de bedste fans i verden. Der er flest piger, men også en del drenge. De fleste har noget lilla på, det er min ynglings farve. Det er pænt vildt, bare fordi jeg kan lide farven, tager alle den på til min koncert. Respekt til Belibers.

Emily´s synsvinkel:

"Juuuustiiin" jeg skriger hans navn, faktisk næsten lidt deserat, jeg ved godt, at han ikke kan høre mig. Men det er vel forsøget værd. Han har sunget tre sange, og den næste sang er One less lonely girl. Jeg skriger igen, endnu højere "Juuustiiinn." Han hører mig stadig ikke, eller gør han, måske kigger han bare ikke, fordi det vil skabe rod i koncerten. Jeg beslutter mig for at prøve igen, og satse på lidt tredje gang er lykkens gang held. "Juuuustiiin jeg eeelskeer diiig" denne gang skriger jeg højere og længere. Det virkede faktisk, Justins sminkør Jennifer kommer i sammen øjeblik hen og prikker mig på skulderen, hun spørger mig om jeg har lyst til at være One less lonely girl, mig og mine veninder skriger. "Er det et ja?" Spøger Jennifer, vi skriger igen, men denne gang mere forståeligt. Hun forstår vores skrigeri, og trækker mig med ud til siden. Vi går igennem et hegn, og videre ud på en lille sti. Stien er fyldt med sikkerhedsvagter, men det ser ud som om det kender hende. Desuden, har hun sit back stage pas hængende om halsen. Vi kommer om bag scenen, og jeg får en stol at sidde på, hun fortæller mig at jeg skal ind, når han har præsenteret mig, og ellers fortæller hun bare noget om hvordan det skal foregå. Jeg lytter ikke helt, for jeg har set denne sang en million gang, fra en million froskellige koncerter, jeg har altid drømt om at det skulle være mig, og nu sker det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...