One Month, One Direction

Thea er 17 år gammel, og ganske normal. Hun bor i Danmark, så langt væk fra alting som man kan komme.
Hendes bedste veninde Emily er stor fan af One DIrection, mens Thea ikke kan holde dem ud. Emily melder sig selv, og Thea, til en konkurrence om en måned med One Direction, og da Thea modtager en mail, om at hun har vundet konkurrencen, bliver hun ikke just glad. Men meget kan nå at ske på en måned, ikke...?

24Likes
19Kommentarer
1570Visninger
AA

15. Yes, Yes & Yes

Emilys synsvinkel:

Jeg sad i sofaen og kiggede ud i luften. "Emily?" Spurgte Thea. Jeg nikkede fraværende.

Jeg vidste ikke, hvad jeg følte.

Jeg var helt i chok over det faktum, der hele tiden havde været så klart: Vi skulle hjem om 13 dage.

Det var forfærdeligt.

Vi kom aldrig til at snakke med Little mix-pigerne eller drengene igen, Thea og Niall blev nød til at cutte kontakte og, værst af alt; jeg ville ikke komme til at se Harry igen.

"Hvad er der?" Thea satte sig ved siden af mig og kiggede bekymret på mig.

Det gik op for mig, at jeg græd. Det var så ikke lige meningen, og det var nok også derfor, at Thea lød så bekymret. Jeg græd aldrig.

Stort set aldrig, i hvert fald.

"Hjem. Vi skæv jo hjem." Fik jeg fremstammet.

"Hey! Jeg er sikker på, at det nok skal gå." Hun nussede mig på ryggen, og jeg rullede med øjnene.

"Tror du selv på det?" Jeg kiggede på hende med mit du-prøver-at-opmuntre-mig-men-det-hjælper-ikke-blik.

"Ja. Jeg er sikker på, at det nok skal gå." Hun lød selv temmelig trist, så jeg troede ikke på hende.

"Øjeblik." Hun efterlod mig alene i stuen.

Jeg hørte en lavmælt mumlen fra køkkenet, et brag fra noget, der faldt på gulvet, efterfulgt af Nialls høje latter og Theas bebrejdende stemme.

Jeg smilede skævt, men kom så i tanke om, hvad der ventede os, og kiggede tomt ud i luften igen.

"Hey." Jeg vendte blikket mod stemmen, der viste sig at være Harry. Hmm.

Ham skulle jeg også snart sige farvel til.

"Hey." Mumlede jeg og kiggede ned, så han ikke skulle se, at jeg havde grædt.

"Thea fortalte det." Han sattes og ned ved siden af mig og lagde en arm omkring mig, så et elektrisk stød bevægede sig igennem min krop og satte ild til de sommerfugle, der allerede flagedes lystigt rundt i min mave.

"Du skal bare vide, at vi holder kontakten. Der er ikke lagt fra Danmark til London og..." Jeg afbrød ham irriteret.

"Danmark er ikke en by, men et meget lille land med ca. 3 millioner indbyggere." Jeg slog opgivende ud med armene.

Han skulle ikke nedgøre mit fædreland.

"Det er forkert. Der er ca. 5,5 millioner indbyggere i Danmark." Råbte Thea med et grin ud fra køkkenet.

Jeg fnøs.

"What ever. Jeg vil bare sige, at vi virkelig godt kan lide jer. Man kan jo heller ikke skille Thea og Niall fra hinanden. Desuden tillader jeg ikke, at du bare flygter fra mig, babe." Jeg fik kuldegysninger.

Han havde kaldt mig babe!

"Hvad foreslår du så? Vi skal jo tilbage til Danmark og gå i skole." Mumlede jeg håbløst, da sommerfuglene og regnbue-ponyerne var forsvundet igen.

"Hvornår er du færdig med at gå skole?" Spurgte han.

"Eh... Jeg er færdig med 1. G til sommer, og så ved jeg ikke, hvad jeg vil." Mumlede jeg.

"Netop!" Harry slog ud med armene, og jeg kiggede dumt på ham.

"Netop, hvad?"

"Du flytter herover og bor hos mig." Svarede han og smilede stolt over sin geniale plan.

"Kan jeg det? Jeg er jo ikke atten år endnu." Jeg kiggede håbefuldt på ham.

"Ifølge juridisk lov, må man, bare man har forældre eller værges accept og underskrift, flytte til udlandet, såfremt man bor hos en person over atten. Så rent teoretisk set, er det en udmærket mulighed." Thea stod i døren med hænderne i siden og et selvsikkert smil.

Desværre vidste jeg hverken, hvad 'juridisk', 'såfremt' eller 'teoretisk' betød, så jeg var meget spændt på, hvad var, som var en udmærket mulighed.

"Kan jeg få den igen og så lidt langsommere?" Spurgte jeg med et lille grin.

"Du må gerne flytte til London, hvis bare du bor hos en over atten, der kan tage vare på dig." Oversatte Ehud.

"Kan jeg?" Hvis hun drillede, ville jeg slå hende ihjel og stege hende og så servere hende for Niall. Det kunne være ret sjovt.

"Du skal bare have lov af din mor." Svarede hun.

Jeg kiggede på Harry, der smilede stort til mig.

Jeg hev min mobil frem og ringede op til min mor.

E=Emilys

EM=Emilys mor

*3 is a magic number...*

"Hej min skat, hvad så?" - EM

"Hej mor. Jeg skal jo snart hjem, og så tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne blive herovre, og jeg må gerne ifølge en lov, bare jeg bor hos en person, der er over atten, og en af drengene sagde, at jeg gerne må bo hos ham og..." - E

"Rolig, rolig. Hvad vil du?" - EM

"Jeg vil gerne blive i London, det må jeg gerne ifølge en såfremt lov, nej, en teoretisk lov... Ifølge en lov, må jeg gerne, hvis bare du siger ja." - E

"London er jo ret langt væk..." - EM

"Jamen, jeg kan så godt lide geografien herovre." - E

"Du mener kulturen, og må jeg få den virkelige grund?" - EM

"Okay! Jeg har forelsket mig, og han siger, at jeg gerne må bo hos ham." - E

"Er du sikker på, at du vil?" - EM

"JA!" - E

"Så må du gerne. Men jeg har en helt fantastisk nyhed! Mogens og jeg skal giftes. Hvad siger du?" - EM

"Eh.. Wauw... Dejligt. Det er ret vildt. Wow." - E

"Ja, det er fantastisk! Farvel, Mogens kalder." - EN.

"Hej, hej." - E

"Måtte du?" Thea kiggede spændt på mig, og jeg nikkede.

"Hun skal giftes." Jeg var helt i chok.

"Men du måtte?"

"Ja." Jeg tygges slidt på ordene. Min krop boblede af lykke, regnbue-ponyer, elektricitet og sommerfugle.

Harry smilede stort til mig og omfavnede mig hårdt.

"Yes." Mumlede han i mit hår, hvilket fik mig til at smile.

"Jamen, så tillykke." Thea smilede til mig.

"Hvad så med dig?" Jeg kiggede på hende. Jeg kunne da ikke bare efterlade hende i Danmark.

"Jeg tager da med. Det har Niall og jeg da aftalt for et stykke tid siden. Jeg skal hjem og afslutte 1. G, og så flytter vi til London, hvor jeg kan komme på universitetet." Hun smilede stort og kiggede ivrigt på mig.

"Okay... Cool!" Jeg smilede ligeså sort tilbage.

"Jeg er så glad." Harry kiggede mig i øjnene og vores læber ramte hinanden.

Jeg forstod ikke, at min mor sagde ja, men det var da vildt dejligt.

Jeg forstod ikke, at min mor sagde ja, men det var da vildt dejligt.

Jeg elskede hende, jeg elskede Thea, jeg elskede drengene, jeg elskede verden, jeg elskede universet, jeg elskede alle mennesker, ja, selv Hitler forekom mig som et dejligt og sødt menneske. Men mest af alt elskede jeg Harry.

Hey folkens.

Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld.

Jeg har ikke fået publiceret i søndags, som jeg ellers havde lovet.

Mit internet virker stadig ikke, og det er derfor, at det er Ida, der har publiceret det her kap.

Men tusind tak for de 15 likes og 200 visninger, det betyder virkelig meget for os.

Kommenter, like, favorit, giv konstruktiv kritik, skriv I hader os, gør hvad I vil.

God uge til jeg alle herfra :-)

- Kirstine

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...