One Month, One Direction

Thea er 17 år gammel, og ganske normal. Hun bor i Danmark, så langt væk fra alting som man kan komme.
Hendes bedste veninde Emily er stor fan af One DIrection, mens Thea ikke kan holde dem ud. Emily melder sig selv, og Thea, til en konkurrence om en måned med One Direction, og da Thea modtager en mail, om at hun har vundet konkurrencen, bliver hun ikke just glad. Men meget kan nå at ske på en måned, ikke...?

24Likes
19Kommentarer
1566Visninger
AA

4. The Meeting

 

Theas synsvinkel

 

Det var en ret kedelig modtagelse, når man tænkte på, at det var One Direction vi skulle møde. Ja, du hørte rigtig! Det var virkelig en kedelig modtagelse!
Der var hverken en masse skrigene piger eller en masse politi, som skulle passe på dem. De stod bare og ventede.

Jeg tror godt, at de kunne se, at jeg var skuffet, så de skyndte sig at hilse på både mig og Emily. Da det var Harrys tur til at præsentere sig for mig, spurgte han, om Emily var den veninde, jeg skulle have med? Veninde? Hvorfor var der ingen, der havde fortalt mig det? Emily så også ret forundret ud, men sagde ikke noget, så jeg gik ud fra, at det mig det hele lå på. "Nå men...." Længere nåede jeg ikke, før Paul, som han vist nok hed, afbrød mig.
"Vi skal afsted nu. Flyet letter om  20 minutter."
Jeg havde ikke engang nået at spørge Emily, om hun ville med. (Hvilket jeg heller ikke behøvede, da svaret var åbenlyst.)

Da vi var på vej hen til flyet, tog jeg endelig mod til mig og begyndte at snakke igen.
"Hvad skal vi egentlig lave i en hel måned?"
Drengene grinede. "Hvad tror du?" spurgte Louis.
"Vi skal da hygge os og lære jer at kende!"
Han havde åbenbart besluttet sig for, at Emily skulle med, hvilket også så ud til at være okay med hende.

Det var ret tydeligt, at hun var ved at eksplodere, men hun skjulte det da okay...
Bortset fra, at hun gispede efter vejret hvert andet øjeblik.

"Så skrig dog, så vi kan blive fri for den irriterende lyd," sagde jeg irriteret.
Hvorfor kunne hun ikke bare 'udtrykke' sin glæde?
Mens jeg var inde i mine egen lille verden, stoppede vi pludselig op.
"Så er vi her," lød Pauls stemme. Det var vist et privatfly, for der var ikke andre mennesker.
"Det er så vildt!" mimede Emily bag drengenes rygge.
"Få et liv," sukkede jeg opgivende. Hun grinede og puffede til mig.
Vi gik ind i flyet, og jeg satte mig ved siden af Emily. Hun havde taget sin computer med og klappede den straks op.
Hun var altid bag ud med lektier på trods af, at hun altid arbejdede hårdt med dem.
Hun stillede mig altid dumme spørgsmål, fordi hun bare var fagligt dum. Virkelig! Hun fattede ikke en pind, så jeg endte altid med at lave det for hende.

Sådan endte det igen; "skal der være komma her?" "hvordan staver man til kompliceret?" "hvor mange indbyggere har Danmark?".
Indtil jeg tilsidst overgav mig.
"Så kom dog med det," grinede jeg og hev hendes computer ud af hænderne på hende.
Drengene fulgte, tydeligvis underholdte, med i vores samtale og grinede af vores sære, men solide, venskab.

 

Hvad synes I om andet kap.?

 

Synes selv det er blevet ret godt!!!

Næste gang bliver det K_K_K, der skriver..

Håber, at I har nydt det ind til videre

 

- Ida, Ids!en

Kommenter gerne!

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...