Julens Jul |One Shot|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
"Julen handler ikke så meget om at åbne vores gaver, men at åbne vores hjerter"

3Likes
3Kommentarer
168Visninger

1. Julens Jul

Julemanden. Ham alle glæder sig til kommer på besøg. Det er mig. Han er mig. Vi er en. Det er et hårdt arbejde, og det tager på mig. Min ryg er begyndt at smerte, og mine knæ er begyndt at give efter, når jeg øver mit hop ned igennem skorstenen. Men jeg bliver ved. Børnene vil være utrøstelige, hvis jeg stoppede - hvem skulle så sørge for, at alle fik den perfekte gave. Hvem skulle dele dem ud? Hvem skulle sørge for, at verdens rensdyr ikke gik amok hver december måned? Ingen villle være der til at passe jobbet.
Tit sidder jeg og tænker over, hvorfor jeg bruger mit liv på at dele gaver ud, men hver juleaften kommer jeg i tanke om det - fordi jeg gør milliarder af børn lykkelige.
Idag har vi den første december, og julegaveproduktionen har været i gang i snart 16 timer. Udenfor daler sneen ned, men jeg kan ikke tage ud og boltre mig i den - selvom det har været mit største ønske i.. Ja, mange år. Jeg har ikke længere styr på min alder, men det tror jeg nisserne har - de holder i hvert fald fødselsdag for mig den 23. - den dag de synes, vi skal fejre noget, og de bliver nødt til at have grund, ellers kan de ikke forlade gaveindpakningen.
Jeg glæder mig til den 24. mens jeg samtidig sukker ved tanken - nok mest på baggrund af sidste års juleaften:


Sækken var blevet fyldt, rensdyrerne striglet skinnende og jeg var trukket i min røde dragt - alt var klar, men jeg havde på fornemmelsen, at der manglede noget. Nisserne forsikrede mig om, at de nok skulle kunne holde skansen, mens jeg var væk, og så fløj vi. Op mod den mørke december himmel. Jeg begyndt at grine.

"HO! HO! HO! Nu kan juleaften begynde!"

Men det gik ikke som jeg havde tænkt mig - ikke nogle glade børn, ikke nogle fantastisk søde rensdyr, ikke noget god jul

Det hele startede, da jeg fik øje på Grønland i horisonten. Rensdyrene syntes åbenbart ikke, at vi skulle tage den sædvanlige vej rundt om jorden, så de drejede skarpt til venstre - mod Europa. Jeg udbrød en protestrende lyd, da jeg var ved at falde ud, og nogle af gaverne faldt faktisk ud. Da jeg sad ordentligt igen gav jeg rensdyrene et ordenligt slag tøjlerne - sådan skulle de ikke opfører sig. De fór frem af slaget og den forreste til venstre slog med hovedet og udstødte et skingrende slags vrinsk.

"Ja, så kan du bare lærer at gøre som, der bliver sagt!" Råbte jeg til rensdyret, der bare lod som om det ikke havde hørt mig. Jeg fik drejet kanen en kvart omgang, så vi igen havde kurs mod Grønland. Rensdyrene gjorde kun modvilligt, som jeg sagde, og vi kon langsommere frem end planlagt.

Da vi endelig kom frem til Grønland, var vi to timer forsinket, og det ærgede mig.

Vi landede let på det første tag vi stødte på, jeg snubbede gaven i sækken og kastede mig ned gennem skorstenen. Da jeg kom ned, var det første jeg så et smukt pyntet juletræ med flere hundrede gaver under. Hjertet sank i livet på mig, da jeg så alle gaverne. Så meget besvær, og så gjorde forældrene det selv. Det kunne de ikke være bekendt - det er mig, der er Julemanden, hvis de gerne vil være ham, så må de holde jul en anden dag. En tanke poppede pludselig op i mig, men jeg smed den hurtigt om bagerst igen. Det kunne jeg ikke gøre mod børnene - det var deres dag, og det kunne jeg ikke ødelægge.

Jeg besluttede hurtigt, at drengen, der boede her, ikke havde behov for en gave mere - og vi havde tabt et par stykker, de rensdyrene ændrede retning, så jeg skyndte mig op ad skorstenen igen og fløj med kanen over på det næste tag.

I deres stue stod et meget sølle juletræ - der var kun få julekugler på, træet stod og hang, som om det var ved at dø af kedsomhed og under træet lå kun fire gaver! Jeg skyndte mig trække mig tre gaver på af sækken til de to drenge og pigen, der boede her. Jeg lagde den hurtigt under juletræet og skyndte mig hen til skorstenen igen. Foran skorstenen stoppede jeg op og så tilbage på juletræet. Jeg tog en hurtig beslutning og kaldte op på den nisse, jeg altid havde med, men som aldrig blandede sig, medmindre jeg bedte ham om det.

"Nix?" Spurgte jeg lavt, og hans hoved kom til syne.

"Kan du ikke lige kaste jule pynten her ned?" Hovedet forsvandt og to sekunder efter dukkede en pakke julepynt op istedet.

"Tak" hviskede jeg, for ikke at lave alt for meget unødig larm.

Jeg kastede pakken op i luften. Straks åbnede den sig og julepynten fløj rundt i rummet, indtil det lignede noget, der var sendt fra himlen. Jeg smilede tilfreds og kravlede op ad skorstene igen.

I de næste huse var der tilpas mange gaver - ikke så mange, at jeg tænkte, at forældre ikke troede på mig, men heller ikke så få, at jeg fik medlidenhed med børnene.

Jeg blev ved at tænke på, det første hus jeg var indeni. Det nagede mig, at jeg kunne finde på at tænke sådan. Men der var ikke rigtig noget jeg kunne gøre ved fortiden - så lang rækker mine magiske evner overhovedet ikke.

Vi var nået cirka halvvejs gennem Canada, da jeg stødte på denne familie. Jeg var hoppet ned gennem skorstenen som sædvanlig. Jeg landede med et støn, og så mig straks omkring. Det så ud som om, at de havde pyntet op med gaver! Der var gaver over det hele! I sofa'en, under træet, bordet var ikke et bord, men en bakke af gaver, fjernsynet stod på gaver. Det kunne mit gamle julemandshjerte ikke holde til, så jeg kikkede væk, så hurtigt jeg kunne. Jeg besluttede at gøre alvor af min tidligere tanke, så jeg fik Nix til at kaste en tom sæk ned til mig, og så gik jeg ellers igang. I sækken kom gaver fra bjerget, der var bygget omkring bordet og nogle af dem fra sofa'en. Jeg kunne ikke få mig selv til at tage flere, så som det sidste byttede jeg to af gaverne under træet ud med de to, som jeg havde taget med til de to piger.

Jeg skyndte mig ud og videre til det næste hus, mens tanken om, hvad jeg havde gjort sad i mig, og gav mig en forfærdelig skyldfølelse.

Da vi senere var kommet igennem hele Amerika og næsten Afrika - på kanten til Europa, begyndte rensdyrene at te sig underligt igen. De kunne ikke stå stille på taget, så det var lige før vi blev opdaget op til flere gange, pg jeg havde svært ved at styre dem lige hen til det næste hus.

Da vi kom til Europa fandt jeg ud af hvorfor. Der var lys over det hele - og det var jo ikke meningen. Så kunne vi ikke komme ind i husene. Jeg begyndte at gå i panik, hvordan skulle de kunne holde jul uden gaver? Vi landede lydløst på det nærmeste tag, og jeg hørte straks en middelalderende dame brokke sig:

"Det var dog for galt! Ingen jul bare fordi Paven er i dårligt humør?"

Jeg rynkede panden og kom i tanke om rensdyrenes pludselige iver for at komme til Europa - de kunne mærke, at der var noget galt, og der skulle gøres noget ved det med det samme.

Eftersom damen havde nævnt Paven skyndte vi os videre til Italien.

I Italien skulle man ikke være detektiv for at regne ud, at noget var galt - folk gik med hænderne i lommerne, hængende hoveder og havde et fortabt blik i øjnene. Vi fór afsted mod Pavens Palads.

I Pavens Palads råbte alle surt af hinanden. Vi fandt Paven. Han sad på sin trone med et blik, der ikke var til at beskrive. Det lignede en blanding mellem skuffelse, fortrydelse og sørgmodighed. Jeg spadserede ind, ligeglad med, at jeg var julemanden. Paven løftede hovedet, da jeg skubbede døren op. Han så forbløffet på mig, og jeg smilede høfligt tilbage.

"Jeg hører, at du har forbudt julen?" Spurgte jeg venligt, han var trods alt Paven.

"Ja.. Desværre" sagde Paven nedtrykt.

"Ved du hvem jeg er?" Jeg valgte at ignorere, at han havde så ondt af sig selv, at han ikke rigtig lagde mærke til noget andet end hans tanker og folk, der talte direkte til ham.

"Selvfølgelig! Du er julemanden, og du er kommet for at overtale mig til at lade folket holde jul.." Jeg stirrede forbløffet på ham. Hvordan vidste han det?

"J..ja.." Jeg genvandt hurtigt selvtilliden "ved du, hvad du gør mod alle de mennesker? Juleaften er noget alle glæder sig til! Det er det, de fleste mennesker lever efter! Juleaften er mange menneskers eneste lys hele året! Juleaften er deres håb!" Nu var det Pavens tur til at stirre forbløffet på mig.

"Det.. Det.. Det vidste jeg ikke.." Stammede han

"Nej, men det ved du nu! Og gå så ud og lad dem holde jul" Paven rejste sig og gik faste skridt hen mod balkonen, der vendte ud mod byen. Da han åbnede døren lød der råb fra hele byen.

"Jeg annoncerer hermed," råbte Paven ud over de utilfredse folk "at alle må holde jul igen!" Den store forsamling begyndte at juble, og jeg begyndte at smile. Det var sådan det skulle være.

Lige som jeg aller bedst stod og nød julen, kom episoden med de mange julegaver krybende ind på mig, og mit smil falmede lige så stille. Jeg ville aldrig tilgive mig selv for det.

 

En enkel tåre løber ned af kinden på mig og forsvinder i mit store skæg. Jeg vil aldrig glemme, hvad jeg har gjort. Det er forfærdeligt. Min samvittighed har naget mig hele året, men der er ikke så meget at gøre ved det. Fortid er fortid, og det kan man ikke ændrer.
Det banker på døren, og jeg skynder mig at tørre tåren væk.
"Kom ind!" Jeg ville sige det højere, men det blev kun til en mellemting mellem at hviske og at snakke normalt. En nisse åbnede døren.
"Vi er løbet tør for gavepapir," siger den lille nisse og kikker skamfuldt ned i gulvet. Jeg smiler lidt, indtil det går op for mig, hvad nissen sagde.
"Hvad? Har i allerede pakket så mange gaver ind?" Jeg kikker forbløffet på den lille nisse. Så langt allerede! Jeg tror, vi kommer til at holde fri et par dage denne december, hvis de fortsætter i det tempo.
"Ja, det er jo snart juleaften - der er kun tre dage tilbage," hvad? Har jeg siddet hele december i min egne tanker? Kan det overhovedet lade sig gøre? Åbenbart.
Jeg farer op. Hvis det er den 21. idag, så er der tre dage til juleaften! Og vi mangler gavepapir. Jeg bliver pludselig helt stresset ved tanken om alt det vi skal nå på tre dage.
"Jeg skal se, hvad jeg kan gøre ved det," svarer jeg nissen, som hurtigt forsvinder. Da døren smækker, sætter jeg albuerne på bordet og sætter panden mod mine håndflader. Det kan ikke være rigtigt - alle nisserne sidder sikkert og griner ad mig, fordi jeg tror på det. På den anden side har de altid fortalt mig, hvad de har på hjertet - ikke nogle løgne. Jeg tror på dem, og jeg må skaffe noget gavepapir så hurtigt som muligt.

De sidste tre dage er altid dem, der er travlest. Det er i de dage, at alle gaverne skal pakkes og sorteres efter landene - så der er en sæk per land. Sådan er det lettere at finde rundt i, når man skal hele verden rundt.
Derudover skal de sidste pakker pakkes ind, rensdyrene skal i form igen efter hele året i stalden og på folden og alle gaverne skal læsses over i kanen. Og så er der selvfølgelig traditionen med min fødselsdag den 23. I år går rygtet blandt nisserne, at de har planlagt noget ekspektionelt - kun til mig! Ja, julemanden kan godt være egoistisk.

Jeg vågner den 24. med en god fornæmmelse i maven. Det skal nok bliver en god dag. Først skal vi have de sidste gaver i kanen, så skal nisserne fortrylle rensdyrene, så de kan flyve og så er det ellers afsted!

Da jeg endelig sidder i kanen, rensdyrene er spændt for, er jeg faktisk lidt nervøs. Hvad hvis ingen tror på mig længere, så alle forældre har købt så mange julegaver, at der ikke er grund til, at jeg kommer? Hvad hvis julen igen er aflyst i nogle dele af verden? Hvad hvis der ikke er brug for mig mere? Hvad hvis nisserne ikke har givet rensdyrene nok tryllepulver? Hvad skal jeg så gøre?
Jeg er blevet bange for mig selv siden oplevelsen sidste år. Det var et forfærdeligt år, og jeg har besluttet mig for at lægge det bag mig. Men det er ikke altid lige let, så der kommer nok til at gå lidt tid.

Vi flyver. Langt over hustagene, der ikke er på Nordpolen. Som altid breder en varme sig indeni mig - og står i stærk kontras til vinterkulden.
Som altid starter vi på Grønland. De har helt sikkert ikke glemt mig. Der er pyntet op overalt, og et sted er der et børn, som har tegnet en tegning til mig og sat den frem. Det varmer mit store jule hjerte at vide, at de holder så meget af mig.
Vi er kommet forbi Grønland og videre til Canada. Jeg kan selvfølgelig huske præcis, hvilket hus det er. Da vi står på taget af dét hus, bliver jeg nervøs. Det er sikkert værre end sidste år. Jeg tager en dyb indånding og hopper ned gennem skorstenen. Jeg kikker mig hurtigt omkring og ser... Ingenting. Der er ikke engang et juletræ! Jeg begynder straks at tænke, at det er min skyld. Jeg ødelagde det sidste år, så de har slet ikke fejret det i år. Jeg bliver pludselig virkelig trist, selvom jule er hjerternes tid, og alle burde være glad kan jeg ikke.
Resten af turen rundt i verden bliver jeg mere og mere trist. Mig af alle. Julesymbolet er ikke lykkelig på dagen, hvor han prøver at gøre alle glade - går det godt? Jeg bliver vred på mig selv. Juleaften er den aften jeg forbereder mig på hele året, det skal bare lykkedes! Jeg kan ikke ødelægge det hele, bare fordi der er nogle dårlige minder i baghovedet, der popper op. Jeg bliver nødt til at tage mig sammen, det skylder jeg børnene. Børnene før mig, sådan har det altid været, og vil det altid være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...