Guds straf

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
” Du skal giftes godt,” sagde de altid, hendes forældre. Hun fik gode karakterer, og egentlig var det også ret oplagt, at hun selvfølgelig skulle på gymnasiet, hvis det da ikke havde været for hendes forældre, der ikke mente, at en højere boglig uddannelse var af nogen specielt høj værdi.

(Egentlig noget, jeg skulle skrive til skolen sidste måned, men jeg fik lyst til at lægge det på movellas, også fordi jeg har en næsten uimodståelig lyst til at begynde at skrive igen.. xD )

1Likes
0Kommentarer
397Visninger

5. 5

Da hun vågnede næste morgen, var der stadig mørkt, men hun kunne allerede høre sin mor i køkkenet. Først blev hun grebet af næsten lammende frygt, men så indså hun, at hun lige så godt kunne få overstået mødet med moren med det samme som senere. Stille rejste hun sig op og gik langsomt hen til sin værelsesdør, som hun så åbnede og trådte ud af. Moderen vendte sig om. Hun så træt ud, og hendes hår, der på trods af, at hun var op mod halvtreds år gammel, stadig var meget mørkebrunt, stod i skarp kontrast til hendes næsten hvide hud.

”Nåh, der er du,” konstaterede hun tonløst.

”Jeg skal ikke være ingeniør,” bekendtgjorde datteren, mens hun kikkede ned i gulvet. Moderen svarede, mens hun igen vendte sig og bøjede sig over maden:

”Jeg er glad for, at du er er kommet til fornuft.” Derefter var der komplet tavshed i det lille køkken. Kun kunne man sagte høre moderens køkkenredskaber skrabe mod hinanden.

 *

Alt det var mange år siden, treoghalvtreds, for at være helt præcis, og hun havde for længe siden indset, at hun ikke længere troede på noget af det, hendes forældre havde brugt hele hendes barndom på at indoktrinere hende til at tro. Tiden havde taget troen fra hende. Hvis der havde været en gud, havde han ikke villet straffe hende. Han havde ikke villet straffe nogen, hvis han var så hjertensgod, som hendes fra gennem hele hendes barndom havde sagt før ethvert måltid med høj stemme og højtideligt tonefald. Det havde alt sammen været et tilfælde. Måske kombineret med indoktrinering og barnetro, men alligevel havde det ikke været andet end et tilfælde. Intet andet. Hun havde hele sit liv levet som sin mor. Som hun skulle. Hun havde giftet sig, født børn, skiftet bleer, skrællet kartofler, gjort alt, hvad der krævedes. Egentlig havde hun haft et udmærket liv. Men alligevel manglede der noget, det havde der gjort altid. En uddannelse og som følge af den: selvstændigheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...